7Viseren
Tak · Siger du · Tik · Siger jeg · Én vokal · Er nok til · Et nik til · At vi s... [...]
Digte
6 dage siden
0Den Lyserøde Elefant - Kapitel ??
***Bemærkning*** · Som ?? antyder, er det følgende et "stand-alone"... [...]
Romaner · magisk realisme, eksistentialisme, selvrefleksion
3 måneder, 12 dage siden
0Den Lyserøde Elefant - Kapitel 12, 13 & 14
"Er det ikke lidt ude i overdrevet?" · "Hvordan skal jeg ellers kun... [...]
Romaner · magisk realisme, eksistentialisme, selvrefleksion
3 måneder, 28 dage siden
3Den Lyserøde Elefant - Kapitel 10 & 11
Lyden fra hotelreceptionens klokke bølger gennem lobbyen. Jeg ved... [...]
Romaner · magisk realisme, eksistentialisme, selvrefleksion
4 måneder, 1 dag siden
2Den Lyserøde Elefant - Kapitel 8 & 9
Radiostationen skifter til en sang, som jeg af uransagelige årsag... [...]
Romaner · magisk realisme, eksistentialisme, selvrefleksion
4 måneder, 6 dage siden
4Den Lyserøde Elefant - Kapitel 5, 6 & 7
Tid er en underlig størrelse. Det har altid været mit indtryk, at... [...]
Romaner · magisk realisme, eksistentialisme, selvrefleksion
4 måneder, 9 dage siden
2Den Lyserøde Elefant - Kapitel 3 & 4
Et kort øjeblik overvejer jeg at forlade butikken med det samme. ... [...]
Romaner · magisk realisme, eksistentialisme, selvrefleksion
4 måneder, 14 dage siden
5Den Lyserøde Elefant - Kapitel 1 & 2
Der er ikke en lyd at høre. Ingen mennesker hvisker, taler, endsi... [...]
Romaner · magisk realisme, eksistentialisme, selvrefleksion
4 måneder, 18 dage siden

Puls: 20,9

Publiceret: 1
Afgivet: 3
Modtaget: 9
Jimmy Acaster (f. 1980)
Et kort øjeblik overvejer jeg at forlade butikken med det samme. Mere opmærksomhed på grund af det billede har jeg ikke lyst til. Hvad fanden tænker jeg på? Det er måske sidste chance for at snakke med mine børn i noget tid, og det er kun en enkelt ligegyldig, ung kvinde. Jeg smider mønter i telefonen og taster nummeret.
   "Hallo," siger vores barnepige i den anden ende af forbindelsen. Hun lyder søvnig. Det går op for mig, at jeg aldrig fik regnet ud, hvad klokken er derhjemme. Jeg kigger på kvitteringen og overvejer, om jeg virkelig kan have taget fejl af uret i bilen. Muligheden foreligger. Jeg er i hvert fald træt nok til det.
   "Hej Karen, er børnene lagt i seng?"
   Der er adskillige sekunders pause. Skal hun overveje, hvorfor jeg stiller så dumt et spørgsmål, fordi det faktisk er midt om natten derhjemme?
   "Ja, de sover begge to. Men jeg havde problemer med at få Casper til at falde til ro. Det lykkedes kun ved at love, at jeg ville vække ham, når du ringede. Skal jeg gøre det?"
   Casper er seks år, og han føler sig tæt knyttet til mig. Som de fleste drenge på den alder gør til deres fædre. Min datter, Louise, har jeg derimod ikke nær så tæt et forhold til. Hun er 12 år gammel, og jeg har svært ved at sætte mig ind i de ting og forandringer, hun gennemgår. Heldigvis har min hustru et fantastisk forhold til hende. Faktisk er jeg glad for, at Louise sover nu. Ikke fordi jeg har noget imod at snakke med hende, men hun har sovet meget lidt, siden hendes mor forsvandt for fire dage siden.
   "Bare væk ham. Jeg vil gerne snakke med ham."
   Mens jeg venter på, at min søn skal komme til telefonen, kigger jeg ned mod ekspedienten. Intet har ændret sig. Hun læser stadig i bladet, men selv på tyve meters afstand er det tydeligt, at hun ikke er entusiastisk om stoffet. Toppen af tidsfordriv, velsagtens. Hun kigger op, og jeg fornemmer en hovedrysten. Jeg kan godt regne ud, hvad hun tænker. En tankstation i ingenmandsland. Hun er sikkert vant til blikke, kommentarer og det der er værre fra alverdens ældre mænd. Godt nok er jeg kun 43 år og har et dyrt, sort jakkesæt på, men det er krøllet, mine sko er mudrede efter turen på græsplænen, og mit hår står ud til alle sider. Jeg tør dårligt nok tænke på, hvor hærget mit ansigt ser ud, i en ung kvindes øjne, med mit søvnunderskud.
   "Far?" Nyankommen fra dyb søvn lyder Caspers stemme fjern, som kom den til fra et helt andet univers. "Hvor er du henne?" Dybt under vand i et helt andet univers.
   "Jeg er ude for at hente mor. Det kan du vel nok huske, at jeg fortalte, da jeg tog af sted? Ikke?"
   "Jo, men hvor langt er du væk, og hvornår kommer du hjem?"
   "Jeg er..." Hvordan formulerer jeg det, så han forstår det og stadig ikke er nervøs? "Ved du, hvor langt der er, når du går i skole?"
   "Ja, det tager ti minutter at gå. Og jeg må ikke gå omveje og heller ikke gå med fremmede."
   Jeg smiler.
   "Ja, præcis. Jeg er ikke ret meget længere væk end det. Måske dobbelt så langt. Højest. Så jeg kan snart være hjemme. Jeg skal bare lige hen til mor og have hende med hjem, ikke også. Der går ikke så længe. Jeg bliver nødt til at smutte nu, og du skal sove, så du er klar til skole i morgen og kan blive endnu klogere end din far."
   "Det bliver ikke så svært."
   Nu smiler jeg ikke bare men griner højt, hvilket afleder endnu en hovedrysten fra ekspedienten.
   "For de fleste ville det være svært men ikke for dig. Jeg elsker dig. Hils din søster og sig, at jeg elsker hende, og at jeg kommer hjem med mor snart, okay."
   "Jeg elsker også dig, far. Sov godt."
   Hvis nu bare det var så vel. Og så let. Jeg samler fem dåser Red Bull op og genopfylder kaffekoppen på min vej tilbage gennem butikken. Mens jeg betaler, sniger jeg mig til et blik på ekspedientens armbåndsur. 23.36 står der. Jeg kan hendes blad næsten udenad, og jeg er ret sikker på, at hun kun er en side fra mit billede. Med favnen fuld af koffein-tunge drikke halvt løber jeg ud af butikken. Mens Audi'en triller mod landevejen, kan jeg se ekspedienten stå med åben mund og stirre efter mig gennem butikkens vindue. Jeg vinker til hende og tænder for radioen. Så nærmer vi os trods alt noget ordentligt. Coldplay med Lost strømmer ud i bilen, og sammenholdt med mit skud koffein fornemmer jeg ny energi.
   To slurke kaffe længere nede af landevejen fanger mit blik bilens ur. Der står 03:57. Jeg tager en dyb indånding og stirrer ud af forruden et halvt minut, før jeg kigger på uret igen. Jo, den er god nok. Men det må jo være en fejl. Den tidligere lejer af bilen skulle være sjov og sætte uret forkert - selvom jeg mener at kunne huske, at tiden passede, da jeg fik bilen. Jeg ryster på hovedet og indstiller uret til 23:40, som jeg anslår, klokken må være nu.
   Coldplay spiller færdig og bliver afløst af en stemme med officiel klang: "Velkommen til nyhederne. Klokken er 04:00."
   Jeg klodser bremserne. Hjulene hviner.

***

"Jeg kan li en fra vores omgangskreds," stod der i sms'en. Mit hjerte slog lidt hurtigere. Det var svært at forholde sig roligt, og jeg vendte rundt fra en position på ryggen til at ligge på maven på min sorte chaiselong-sofa. Den fyldte det meste af stuen i min lille toværelseslejlighed. Der var derudover kun plads til en bogreol og et fjernsyn. Om end nogle store af slagsen for begges vedkommende.
   Jeg havde haft på fornemmelsen, at hun var interesseret. Uden jeg på nogen måde var sikker, og det var jeg stadig ikke, på trods af den sms. Var det virkelig mig? Nok så vigtigt; ønskede jeg rent faktisk, at det var mig? Jeg kendte hende kun løst gennem fælles bekendte. Det havde startet ganske uskyldigt med sms'er om arbejdsrelaterede spørgsmål. Hendes nuværende arbejdsplads var en, hvor jeg, år tilbage og før hendes ansættelse, havde haft en chefstilling, så jeg kendte de indre linjer i firmaet temmelig indgående. Med en glidende overgang havde det udviklet sig til en personlig beskedudveksling. En udvikling som havde vi været på en stille og uskyldig søndagsbiltur på en asfalteret vej med autoværn. Før jeg vidste af det, var overgangen sket. Vejen var blevet smallere; asfalt var blevet til grus; et skilt dukkede op i vejkanten og advarede mod jordskred.
   "Sig nu bare hvem det er! Jeg gider ikke gætte," tastede jeg på mobilen. I virkeligheden ville jeg bare gerne have hende til at sige det frem for at skulle ende med at spørge, om det var mig, hvis jeg nu skulle tage fejl. Hvem blinker først i en version af ung og umoden kærlighed.
   Ventetiden på næste besked gjorde mig blot endnu mere forvirret. At jeg var spændt på svaret, var det eneste, jeg havde den mindste grad af overbevisning omkring. Hvorvidt det var spænding for spændingens skyld, eller fordi jeg følte noget reelt, var jeg mere usikker på. Tiden strakte sig. Jeg vendte mig igen på sofaen. Et par gange. Den ene vej. Så den anden vej rundt. Jeg gav op og rejste mig. Et minut var der gået ifølge mobiltelefonen. Som en sulten løve vandrede jeg frem og tilbage i det bur, som min stue forvandlede sig til, mens jeg forsøgte at undgå fristelsen til konstant at tjekke mobiltelefonens ur. Jeg kunne have forsvoret, at tiden gik baglæns. Der strømmede en følelse ind over mig. En aparte fornemmelse. Af at mit sind bevægede sig baglæns. Vand skvulpede for mit øre. Det hviskede til mig.
   "Nej, du skal gætte det," beordrede en ny sms.
   Ingenlunde forløsning. Tværtimod.
   Min indre konflikt fik mig til at tænke på en madopskrift. Alt imens jeg i en sms tastede mit tredje gæt på en mandlig fælles bekendt efter afkræftende svar på mine første to forsøg, kørte et tv-show for mit indre øje.
   TV-kokken Jamie Oliver stod bag en køkkendisk med lille læspen og stor entusiasme: "Varm panden godt op før du smider kødet på. Når det begynder at brune, er det bare at tilføje en dl. er jeg oprigtigt interesseret i hende eller bare smigret; en spiseske kan det fungere, når hun er muslim?; en teske er det mig, hun mener?; en knivspids hvor ville det være flovt, hvis jeg gætter på mig selv, og det er en anden? Rør godt sammen og så er det bare at smage til med et drys er jeg bare liderlig? Og det!" Jamie tog en bid til munden. "Er bare den mest vidunderlige kødret med selvpineri, du nogensinde vil smage!"
   Måske var alle de bekymringer blot affødt af, at det foregik på en anderledes måde, end jeg var vant til. Jeg havde aldrig før prøvet at møde en kvinde, som jeg endte i et forhold med, uden det var sket i en tåge af alkohol. Som oftest en tåge af den slags der ville få morgennyhederne til at opfordre bilister til ekstrem agtpågivenhed.
   Endnu en sms tikkede ind: "Hold nu op med de gæt. Vil du godt nok have mig til at sige det? Okay, det er dig. Men det vidste du vel godt allerede?"
   Tiden sprang fremad. På plads. Verden returnerede til dens fastlagte rotation om solen. Jeg kunne fornemme min mund forme sig til at smil uden for min kontrol, og det gav et sus i maven. Et sus der kun sker, når man er i starten af en forelskelse. Ja, jeg var mindst smigret. Hr. Oliver, pak du bare teskeen og kniven væk. Heller ikke nogen grund til at smage til, skulle jeg mene. Men lad for Guds skyld dl.-målet og spiseskeen blive fremme!
   "Skal vi mødes?" spurgte en besked, før jeg nåede at sende et svar på den forrige.
   Endnu et smil. Et betragteligt større smil. Skiltet med potentielle jordskred forude blinkede for mit indre øje. Vejen var helt sikkert blevet for smal til at vende. Og jeg havde alligevel aldrig været god til det der med bakgear.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 19/07-2020 12:51 af Jimmy Acaster (Kafkaesque) og er kategoriseret under Romaner.
Teksten er på 1718 ord og lix-tallet er 25.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.