Cirkus Afghanistan [arbejdstitel]

II


4 måneder, 10 dage siden 3 kommentarer 5 kapitler Uafsluttet Romaner krig afghanistan historie

1Cirkus Afghanistan [arbejdstitel] - IV
Det var tidlig morgen og flade skyer lå gråt over os som et porøs... [...]
Romaner · afghanistan, krig, landskab
3 måneder, 21 dage siden
2Cirkus Afghanistan [arbejdstitel] - III
Jeg kan huske dagen op til min første ildkamp. Det var i februar.... [...]
Romaner · krig, afghanistan, mørke
4 måneder, 4 dage siden
3Cirkus Afghanistan [arbejdstitel] - II
Jeg så Afghanistan første gang gennem et ovalt flyvindue. Jeg sov... [...]
Romaner · krig, afghanistan, historie
4 måneder, 10 dage siden
5Cirkus Afghanistan [arbejdstitel] - Romerta...
Jeg havde ikke sex i mere end et år, efter jeg kom hjem. Jeg kan ... [...]
Romaner
4 måneder, 18 dage siden
1Cirkus Afghanistan [arbejdstitel] - Prolog
Jeg tøvede længe med at skrive denne bog. En af årsagerne var, at... [...]
Romaner
4 måneder, 20 dage siden

Puls: 4,1

Publiceret: 0
Afgivet: 2
Modtaget: 1
John Katz (f. 1984)
Jeg så Afghanistan første gang gennem et ovalt flyvindue. Jeg sov i et Boeing 727 fra Pegasus Airlines og blev vækket af, at sædet foran mig blev lagt ned i mit knæ. Pegasus Airlines var et mindre tyrkisk flyselskab, som farvede dets fly hvide med gule og røde haleror, et grafisk udtryk, der gav indtryk af et pakketransportselskab. Der stod en tyrkisk stewardesse i gangen. Hun havde lagt sædet ned for en fregnet og muskuløs konstabel foran mig. Jeg kan huske, at stewardessen havde en puklet næse og et lille lyserødt halstørklæde om halsen. Rundt i den hvide kabine sad der soldater. Vi havde ørkenstøvler og lysebrune uniformer på, det udgjorde en ejendommelig kontrast til de gråblå stofsæder og matte metalrammer. Vi lignede organismer i et sterilt laboratorie. Ingen af os talte rigtigt, de fleste sov. Udenfor hang flyet over et tyndt skylag, som solen brød op igennem. En rosenfingret solnedgang. Det var aften i denne del af kloden, og da jeg spurgte stewardessen om en øl, fortalte hun at vi var et sted over Iran og Afghanistan nu. Vi måtte hænge et sted over Dasht-e-Margo, den sydlige ørken.

Dasht-e-Margo betyder Dødens Ørken. Jeg betragtede en afpillet, rynket udstrakthed gennem de tynde skyer, den havde sådan en mat glød. Den virkede mudret, men hvad ved jeg. Jeg havde set andre ørkener før, den her var noget andet, dens ubeboelighed havde en endnu stærkere karakter, som om den ikke engang ville byde de rejsende på varme. En flod funklede en gang imellem op imod os, som en åre af kviksølv i et forstenet legeme dækket af støv. Jeg kunne se en lastbil, den så lillebitte ud. Den kravlede langs utydelige jordveje hen over rynkerne, en bacille i de udtørrede blodårer på en døende krop. Jeg kiggede væk og betragtede stewardessen, der gik med et sultent men resigneret blik lidt for mange gange op og ned af gangen. Jeg kiggede ud af flyvinduet igen, kiggede længe. Aftensolen ramte kort gennem skyerne min pande og det føltes, som var mit forkranie en tynd, gennemlyst muslingeskal, man holdt op mod solen på en strandtur. Lyset lagde sig som en lille perle inde i min frontallap og jeg faldt varm og bedøvet i søvn igen.

Da jeg vågnede var himlen over os og dækket helt af skyer. Ørkenen var afløst af hvide, savtakkede tinder. Fra mit sæde dér i luften strakte hele det frossede og smattede bjergmaleri sig trøstesløst og almægtigt ud til horisonten. Jeg følte mig som en fremmed besøgende, der fløj hen over en ny planet. Ud af koøjet på mit rumskib kunne jeg betragte sporadiske og vejrbidte ruiner fra den ene eller den anden afdøde kultur. Bjergene var en del af Hindu Kush, bjergkæden mellem Afghanistan og Pakistan. En pashtunsk underviser i USA havde fortalt mig, at navnet betød hindudræberen og stammede fra de indiske slaver, der døde under den arabiske ekspansion på marcher fra subkontinentet sydpå og ind i de nyligt "åbnede" områder og dets dengang gyldentkuplede byer. Jeg vidste, at det kun var én etymologisk fortolkning af navnet ud af mange, men det var den, han foretrak.

Det er vel, hvad, en 11-1200 år siden nu. At blive åbnet. Fa. Ta. Ha. Det var ordet, araberne brugte dengang, når de tog deres kameler og heste ind i de nye, halvt mennesketomme områder, som sygdom og verdenskrigen mellem det østlige Romerrige og det persiske Safavidedynasti havde lagt øde. Araberne var et folk født af andres krige, og som i deres kulturs alderdom lever i andres krige igen. Selv ordet Fataha blev taget af andre. Tyrkeren Mehmed II Erobreren eksempelvis, der indtog Konstantinopel, Mehmed Åbneren, Mehmed al-Faatih.

Mange af ruinerne under mig var egentlig bondegårde, som min fantasi legede med. Der blev flere af dem i takt med at vi kom nærmere Kabul. Større og mindre gårde holdt i mudderkasser og lermure lå ved siden af marker, der fik næring af det smat, vinteren havde efterladt. Jeg tænkte på billeder fra det nordlige Afghanistan af huse på stylter, jeg havde set engang. Der er et bjergområde i Nordafghanistan, der indtil for nylig hed Kafiristan, altså historisk for nylig. De vantros land, betød det. Det blev omdøbt til Nuristan, lysets land, efter Abdur Rahman Khan, den pashtunske stålemir, indtog det i slutningen af 1800-tallet. Tidligere havde Alexander den Store underkuet dem. Ghengis Khan ignorerede dem. Der bor stammefolk der, som bygger disse træhuse på stylter i bjergene. Jeg ved ikke, hvor mange der røg i erobringen. Mange vel, deres kvinder var ofte blonde med grønne øjne, ligesom pashtunerne. De havde en polyteistisk Rigveda-religion af en art. De tilhørte DNA-Haplogruppe R1a, som mange af os herhjemme. Vi er vel blot hylstre.

Til sidst nåede flyet Kabul. Den mindede mig om et frossent muldvarpeskud hjemme på en afpillet vintergræsplæne. Den lå i en bleg og tilsodet bjergkedel. Støvet glas hist og pist fra byggeri, der havde været moderne i 90erne, glimtede imod os. Mange ruiner stod stadig som monumenter fra raketbombardementerne i 92 under borgerkrigen. Der var ikke noget lys under min pande mere og jeg havde propper i ørerne i stedet. Jeg sad klistret til koøjet i kabinens hvinende lydtæppe. Det var håbløst, som hvis en gud havde skidt morgendiarrhé i dalen.

Vores hvide pegasus svævede fra skyerne ned på det som en flue. Vi landede på en enorm landingsbane. Lufthavnen, ja hvad var den. En grøn fæstningsby, vel, udstrakt som den var i mellem Kabuls blegt mudrede kaos. Min identitets dybere referenceramme var romerske fæstninger og korsfarerborge i vildnisser, hvilket lufthavnen derfor mindede mig om. Ligesom ved dem var der også her samhandel, de lokale havde butikker rundt om i lufthavnen, som legionærer i grønne og grå uniformer gik forbi med deres rifler, pizzaer og coke zero.

Vi steg ned fra flyet på selve landingsbanen. Der var to store men vidt forskellige bygninger langt fra os. Indenrigsterminalen var sovjetisk bygget. Stoisk og nedslidt allerede dengang den blev rejst, som sovjetiske bygninger er. Den var støvet gråbrun og stod med sin beton og sine rustne, aflange vinduesrammer, som et eller andet afghansk bygningsfirma sikkert havde fået en million dollar for at forsøge at redde ved at male dem falmet blå. Monokulturen havde udtrykt sin tilstedeværelse her alene ved at smække nogle tv-skærme og moderne møbler ind i terminalens indre. Denne den nyeste historiske kultur, og måske den sidste, havde været her som et nyt, tyndt støvlag i nu 5-6 år. Bygningen havde en genbo på den anden side af landingsbanen. En ensom asiatisk glasmodernitet, der hævede sig med panoramavinduer og røde søjler over betonelementer, små radiotårne og tilsodede bygninger. Som om den desperat insisterede på noget, de andre konstruktioner var for livstrætte til at lægge mærke til. Det var udenrigsterminalen, som Japan havde bygget, nu de ikke ville stille med soldater. Jeg tænkte, det var ærgeligt, da det narrede os for videofeeds af Banzai mod Allahu Akbar, det ville jeg gerne have set. Hvordan japanerne og talebanerne ville bevæge sig i terrænet, hvordan de ville reagere på hinanden. Måske ville de japanske officerer vifte med katana-sværd.

Terminalerne havde ikke mange besøgende, og jeg kom ikke tæt på dem. Vi blev i stedet modtaget på landingsbanen af en dansk, rødmosset pilot. Han rømmede sig og begyndte en tale, men hans tale blev afbrudt af en enorm, amerikansk Globemaster, et gigantisk, gråt transportfly. Den brølede igennem bjergluften og kom imod vores lille, danske skare, som skreg den til hele verden "jeg er imperiet, og dets magt". Den tordnede forbi os og landede sin fede krop på landingsbanens asfalt nogle hundredemeter fra os. Jeg kan huske, at den havde næsten umuligt spinkle hjul. Den lignede en atomubåd, der ved et mindre uheld havde ramt ned i vores sunkne og mudrede bybund. Den danske pilot gennede os irriteret væk fra landingsbanens kant og hen under et sløringsnet, der var spændt ud mellem en heskobunker og en sovjetisk barak, hvori der stod en masse tykke blå og røde tønder i massivt plastic. Hans ånde dampede i den mærkelige luft dér i bjergkedlen pga. det lavere lufttryk. Luften var en blanding af kold, skarp og lidt fugtig. Fremmedartet fra den fladlandssuppe, vi indånder derhjemme.

Piloten klappede sine hænder sammen foran sig for at holde varmen. Det fik det elektroniske påhæng på hans lysebrune flyverdragt til at rasle. Han kiggede hjerteligt på os, men med attitude på samme tid, som en far på børn. Jeg følte et ubehag over det. Han skulle ikke gå rundt i Green Zone, og kunne kun i bedste fald tage rollen som en adoptivfar, man ikke gad høre på. Allerede dengang bevogtede vi vores minder med en dårligt tøjlet skinsyge, førend de overhovedet var vores. Han talte drevent nordjysk, kan jeg huske. Det eneste, vi ellers kunne høre, var den fisende diskant, der altid er på militærlufthavnes områder, som luft, der siver sløvt klagende ud af en ballon. Han slog armene ud kiggede og vendte håndfladerne opad, som var lufthavnen og himlen en milits' nyerhvervede palads. Eller en katedral. "Velkommen til Afghanistan!" Nogle af os lo for at understøtte en god stemning.

Jeg vandrede rundt i basen, kan jeg huske. Jeg kendte ingen af danskerne, jeg rejste med. Den del af lufthavnen, der tilhørte den internationale lejr var oprindeligt en åben plads med mørk skærvbelægning. Den var groet til et retvinklet virvar af hvide boligcontainere rejst omkring slidte, sovjetiske magasiner og kontorer, efterhånden som denne seneste krig havde skredet frem. Soldaterne havde hængt sløringsnet op mellem bebyggelserne og udsmykket bordene med askebægre lavet af afskudte granaters bundstykker, for at gøre det hyggeligt. Jeg skulle tjekke ind og melde min ankomst i en lille toetagers container. De lignede præcis den slags som håndværkere bor i ude på gaderne, når de skal bygge metro. Jeg havde gået op af en sirlig trætrappe, gud ved, hvorfor de havde bygget en sådan, sikkert ud af kedsomhed. Jeg gik i en lang gang containergang foret med plastic og gummi. Check-in-kontoret lå for enden. Jeg gik forbi to unge soldater, der sad sammenkrøbet ved hinanden over en bærbar med mudderstænk på. De så leende og skælmsk på en barmfager blondine i en revet, blå top blive taget bagfra på en rød massagebænk, så de ænsede mig ikke. Hendes støn fulgte mig ned af gangen.

Jeg gik ind i en bazar efter check-in, som jeg fandt efter at have drevet rundt lidt. Nogle lokale havde åbnet den inde på lufthavnens område. Den lå på en lille, lukket plads, hvis centrale element var et firkantet, udtørret springvand i støbt beton. Det havde været et sovjetisk forsøg på at bygge et kulturrespekterende handelscentrum, altså en egentlig bazar, bortset fra, at bazarer oprindeligt var arabiske, ikke centralasiatiske. Hvis de skulle have lavet noget, skulle det have været en karavanserai, istedet for det her arkitektur, der mindede for meget om de pompøse statuer af marionetledere med de for den givne region relevante etniske træk, de altid stillede rundt omkring i unionens randområder. Det lignede et matematisk begavet barns forsøg på at kopiere noget smukt og antikt.

Cafeterier og små madklubber med navne som Lottis Kebab og Eagle Club lå spredt omkring kanten af bazaren. Mange afghanere havde åbnet butik i bazaren. Der var strengeinstrumenter af forskellig afstøbning. Rigt udsmykkede med, men masseproduceret. Jeg genkendte en rabaab, har du hørt dens musik nogensinde? Fantastisk. Sørgmodigt. Dens lyd har en særlig plads i min hjerne. Det er et stykke glas, jeg har svært ved at rive ud, kan man sige.

Flere af butikkerne havde udelukkende parfume i flakoner og tungt nips i forarbejdet træ, faux-guld og noget, der skulle ligne ben. Dette masseproducerede udtryk gik igen blandt de fleste varer i bazaran. Undtagen en enkelt butik, der lå i hjørnet og så velbesøgt ud. Jeg gik nærmere. En gammel taajik i støvler, tykke bukser og en polstret, fedtet jakke sagde -"Hallow" til mig flere gange og tog sig smilende til sin blå turban. Hans armbevægelse fik ham til at se opgivende og glad ud på samme tid. Denne kombination er særdeles afghansk, måske har de et egentligt ord for det? Jeg kender det ikke. Der var mørkt inde i butikken, men jeg kunne se to pumpede, sorte amerikanere. De kiggede på tæpper. Jeg tænkte på, at afghanerne kaldte de sorte soldater for blå pikke, af en eller anden grund. Deres pikke er jo brune. Lidt ligesom hvordan himlen på pashto nogen gange bliver kaldt for grøn. Jeg kiggede på en montre, der stod ved indgangen foran den gladt opgivende taajik. Han havde plovfurer i ansigtet og missede med øjnene imod mig. -"Hallow?" sagde han igen. I montren lå sovjetiske ure og medaljer med kyrillisk skrift. Jeg dukkede hovedet under en baldakin af tæpper og gik ind i butikkens indre for at se, hvad amerikanerne lavede. De stod foran ophængte tæpper med afbildninger af kort over Afghanistan. Det var holdt i en kantet og ubehjælpsom stil. I mønstret på de røde, grønne og sandfarvede kort var der syet kampvogne i brand, morterer og fly, der kastede bomber. Små huse, der brændte og tændstikmænd, der døde under bomberegnen. Den ene amerikaner mumlede til mig. "Everybody's getting one of these". Han smilede det her amerikanske smil, godmodigt og rovdyrsagtigt på samme tid. Hans tænder var helt hvide. Jeg smilede igen og gik tilbage til medaljerne i montren. Jeg fandt én, jeg kunne genkende. Jeg havde set den før i en af min fars tusind bøger om Anden Verdenskrig. Medaljen angav militær udmærkelse, og jeg købte den.

Jeg blev fløjet til Helmand i et gråt, fire-propellers Herkules. Det var nat, da vi gik ud til flyet. Det havde slået sin luge ned på asfalten og som det stod der virkede dets indre som en oplyst port i natten her på taxi-banen i det mudrede Kabul. Jeg og de andre soldater gik matte ind i det. Den rødhårede pilot stod i lastrummet og kiggede alfaderligt smilende på os, mens vi satte os i røde netsæder, der hang fra loftet, fastsat til væggen med møtrikker og hængsler. Vi sad i rækker i flakveste og hjelme og kiggede på hinanden, tre-fire dusin mand. Bag os skubbede en gaffeltruck to paller fyldt med vores udrustning ind på plads, og piloten og en hjælper sikrede dem til gulvet med store, grønne bånd og tunge hængsler. Herkulesflyets indre var et virvar af elektronik, ledninger og behandlede aluminiumsplader. At gå ind i den var som at gå ind i en egentlig maskine, strippet for alt unødvendigt. Intet skabte en illusion om, at man ikke var et bundt kød, der blev fragtet. Over radioen knasede pilotens stemme kort. "Vi letter i mørke og vi lander i mørke. Husk flaskerne, hvis I ikke kan holde jer på turen."
   Så kun den larmende stilhed fra propellernes stand-by mønster. Det penetrerede og masserede hele mit hoved og min krop. Det hvide lys blev slukket, hydraulikken bag mig skubbede den tunge luge på plads. Det eneste lys nu var et tyndt, grønt skær ud over mørket, jeg kunne kun ænse hoveder og skuldre. Hjelmene på de andre soldater lignede mørkegrønne bakker under en fuldsort himmel. Propellernes omdrejninger blev hurtigere og lagde et fysisk pres på vores trommehinder. Den ensformige, påtrængende massage fra dem fik mig til at falde i søvn, imens Herkules tog fart hen ad taxi-banen.

Jeg vågnede pludselig med et sug i maven. Flyet dykkede et sted i mørket, og det måtte være i gang med indflyvningen. Jeg kunne se i det grønne mørke, at enkelte af hjelmene rørte sig. Jeg havde sovet hele turen. Jeg mærkede en spænding iblandt os. En kollektiv ængstelse fra flyets kødlast. Jeg tænkte, at det var denne følelse, kvæg måtte have under en dyretransport på en motorvej i Tyskland et sted, alt imens de stod sammenpakkede i det sorte, med varmen og de andre dyrs sved som eneste sansninger. Pludselig ramte vi med et lille bump noget i det grønne og kunstige tusmørke. Min mave kunne mærke, at flyet langsomt stoppede. Der blev tændt igen for det hvide lys i lastrummet. Enkelte af soldaterne gned sig i øjnene. En af dem fumlede med en lille flaske med mørkegul væske. En anden rodede kridhvid i ansigtet med en brækpose, mens lastrummets luge begyndte at lukke sig op. Vi tumlede ud af vores himmelport, forbi pallerne med udrustning. Der var ingen måne, men mælkevejen kunne ses klart og slumrende over os. Vi afventede her noget tid i den ensformige dronen fra propellerne. Støvlerne og benene af en gruppe soldater blev oplyst af skæret fra en pandelampe. De stod ved nogle slidte bleggule bænke lidt væk. Jorden var kridhvid i pandelampernes lys i kontrasten fra mørket rundt om os. Små orange cigaretgløder dansede i alt det sorte. Jeg vidste, at vi var i Camp Bastion, en enorm logistiklejr ude i Helmandørkenens ingenting, men jeg kunne lige så godt have stået ude i ørkenen. Det var den samme fornemmelse af fysisk og følelsesmæssig fladhed, som kun blev forstærket af propellernes dronen. Propellerne blev overdøvet enkelte gange af massive drøn fra transportfly, der uset tog fart et sted nær os. En gaffeltruck kørte op af lastrummets rampe og ind i flyet, og slæbte pallerne med det tunge læs af udrustning ud.

Ud af mørket lidt væk kom andre soldater pludselig glidende ind i vores lille bobbel af spredte, skarpe lys. De gled forbi os i en uforpligtende afstand, som ville de undgå os. De gled videre og op igennem Herkules' strålende himmelport. I propellernes lydtæppe flød de lydløst, ja nærmest dansende, ind gennem porten. En skikkelse i den tavse række brød ud og løb hen til mig. Han råbte mit navn. Jeg opdagede, at jeg kendte ham. Vi havde gået på samme hold på sprogofficersuddannelsen. Han gav mig stramme knus, klappede min ryg.

-Du skal ha' min motorcykel!

-HVA?

-DU SKAL HA MIN MOTORCYKEL!

-OKAY!

-DEN STÅR VED EFTERRETNINGSSEKTIONEN

-OKAY!

Vi stirrede på hinanden. Jeg kunne knap se hans øjne, men et vådt genskin lyste i dem i mørket. Han trykkede nu min hånd, hårdt, han gav ikke slip.

-Det skal nok blive godt!

-HVA?

-DET SKA' NOK BLIVE GODT!

-JA!

Han trak hånden til sig og løb tilbage ind i processionen, og de blev slugt af flyet. Det gled af banen og vi kunne ikke længere se det, kun høre hestekræfternes dronende offensiv, der skar sig ind i den fysiske verden. Til sidst forsvandt lyden igen hen over alt det flade og det mørke. Jeg bemærkede, at der ikke var nogen lufthavnsdiskant her, kun fuldstændig stilhed. Vi gik ind i et sandfarvet, oplyst telt. Flere rækker lysebrune klapstole i metal stod foran en koreansk storskærm. Teltet var tomt bortset fra to afghanere i blåt håndværkertøj, der sad og så iransk tv.

Der gik nogle dage med at gøre os klar i Camp Bastion. Vi skulle igennem kontroller, for at se om vi var kampklare. Det var koldt, tidligt forår. Jeg kunne se min ånde i de tidligste af sollysets timer. Jeg stod i et fladt indelukke, der strakte sig hundredevis af meter rundt om os ud til en mur af stablede hescobastions. Oppe i himlen fløj en drone, på vej et sted mod syd. Alt hvad vi byggede i Afghanistan var lavet af hescobastions. Firkantede metalnet indrammet i en sandfarvet sæk, hvori man dyngede sand og sten. Så stablede man ovenpå, som børn med træklodser eller lego. Det fik mange af vores baser til at ligne de hundredeår gamle fæstninger, vi senere søgte ly i rundt omkring i Helmand, ly for mørket og for faren. Når vi ikke lukkede mure om os med hesconettet, brugte vi det til at lave møbler, ud af kedsomhed. I det udstrakte indelukke, som jeg nu stod i, blev vi kontrolleret for, om vi kunne vores basale sikkerhedsteknikker. Lange, hvide striber af plasticsnor repræsenterede en patruljevej, hvor vi fandt vejsidebomber med vores metaldetektorer. En ingeniør spraymalede blå kryds, som vi skulle gå uden om.

Den ramte ham i maven. Det kunne jeg se. Nogle gange bliver målene flækket op ved træfning, som nu. Bagved hvirvlede støvet op fra projektilets nedslag. Det gik lige igennem. 5.56 mm tyk stålkerne. Egentlig ikke et stort projektil. Jeg var til kontrol på Camp Bastions skydebane nu. Jeg pressede blødt kolben ind mod skulderen igen. Åndede ind og holdt vejret. Trak langsomt aftrækkerfingeren sammen, som var den en krog. Det vigtigste er at gøre det afslappet. Der går ikke lang tid, men det føles sådan. Så ringede skuddet. Endnu et projektil forlod mundingen med 940 m/ sek. Det føltes godt, sikkert. Noget konkret i en ellers forvirrende verden. Et knald og et nedslag langt forude. Se mig, tomhed, jeg er her endnu. Følelsen af at skyde minder måske lidt om at presse en bums ud. Eller et første sug på en cigaret, når man prøver at holde op. Ind, og så ud. 5.56 trænger 40- 50 cm ind i blødt væv på de 100 meters afstand, jeg skød på. Med dens høje hastighed ville den måske ennda begynde at dreje om sin egen akse og fragmentere, især hvis det ramte en knogle. Fragmenterne ville så sprede sig gennem vævet og give større indre skader, end man skulle tro ud fra projektilets størrelse. Luften var frisk, og jeg sænkede min M96 karabin ned til maven. Karabinen kunne enten sættes på semi-autoamtisk eller automatisk, med justerbar kolbe. Solen hang højt over os i ørkenen, så skiverne langt ude foran kastede ingen skygger. De var amerikanske, de lignede alle Vietcong stivnet i et stormløb med bajonetter og vilde øjne. De tusindvis af soldater i rotation havde over årene pløkket sig igennem de mere anonyme skiver, så Vietcong havde de fløjet ind fra et af deres enorme overskudslagre et sted i verden. Jeg husker et øjeblik, hvor banekommandøren, en ranglet dansker i slidte sløringsbukser, sandfarvet gul t-shirt og falmet kasket, trykkede på en pult og smækkede skiverne op på 25m afstand. Han kiggede på mig. Han smilede indforstået. Jeg kunne ikke lade være med at smile igen, idet jeg klikkede karabinen over på auto og smækkede kolben længere ind. Karabinen takkede mig med veltilfredse, metalliske kliklyde. Jeg tog sigte og projektilerne farede ind i skiverne og sandet, støvet eksploderede op. Jeg pressede skråt nedad, holdt rekylet nede, og fik ramt tre-fire skiver med korte byger. De blev høstet. Ramt i maven, i benene, i hovedet, skuddene gik lige igennem. De brugte patronhylstre sprøjtede ud fra siden af min karabin, dansede rundt i sandet, klingede lidt og lagde sig til rette. Banekommandøren spurgte, om jeg ville prøve nazisaven. - "Det er et dejligt våben", sagde han. Det hed egentlig en M62. Et let maskingevær, der byggede på et tysk design fra Anden Verdenskrig. Det havde en 7.62mm stålkerne, samme størrelse som det, Kalashnikov-geværerne anvendte, et stort projektil. Han spurgte, om jeg ville have fosforrunder i. Amerikanske runder har røde farver og brænder ved nedslag. Afghanernes er nogen gange grønne. Ligesom Star Wars, måske.

Jeg tog nazi-saven i hænderne. Jeg lagde mig ned og rykkede min skulder op til kolben. Det var en ukomfortabel stilling, men den havde støtteben, hvilket gør det hele lettere. Banekommandøren råbte, skiverne ville komme op tilfældigt nu. Fra 500 meter til 25. Da jeg gik i gang, opfattede jeg ikke først lyden. Den var måske for høj. Som et lærred på størrelse med en by, der bliver revet i stykker. I stedet betragtede jeg fosforrunderne fare ud, som var våbnet en solstråle, en lang, buet, ildrød streg. Den ramte et punkt langt ude i banen, og flere opspringere sparkede efter nedslaget vilde op i hver deres retning. Jeg fik kontrol over stregen igen, jeg styrede den, som en enorm finger. Strøg den hen over de første skiver, og så de næste. Gnubbede dem ud. Dem tættest på ramte jeg med vilje i hovedet. Skiverne splintredes og jeg havde pisket flere støvskyer op på banen, der nu hang halvvejs stivnede over den, som fastfrosne ekkoer. De flød langsomt hen over de faldne skiver på den vindstille bane. Jeg åndede ud. Jeg afleverede høreværnet til banekommandøren. Han nikkede. Skyttekontrollen og ekstraindslaget med nazi-saven var ovre. En stilhed omsluttede os og banen. Jeg gik hen til heskomuren langt henne ved siden af skydebanen og kravlede op på den. Jeg ville gerne kigge ud på ørkenen uden for. Gruset knasede på den lille repos, jeg havde fundet. Nogen havde på heskosækken foran mig skrevet "Texas. It's bigger than France". En britisk premierminister kaldte dengang Camp Bastion for et ekstraordinært stykke ørken, hvor det 21. århundredes sikkerhedspolitik ville blive afgjort. Det sidste jeg hørte derfra, var, at kontingentet fra den afghanske hær, der holdt til der nu, havde mistet 5 soldater til en Talibaninfiltration. Det havde taget den afghanske hær 3 dage at finde de sidste af oprørerne i den døde hescobys labyrinter.

Jeg kunne se nogle krøllede bjerge mod nord langt væk, der brød med alt det flade. Vinteren gav ørkenen et koldt skær og forstærkede goldheden og fornemmelsen af tomhed. Det var Helmand, så der var ingen sne på bjergenes tinder. De lignede bjergkæder, jeg havde set på billeder fra Mars. Forstenede kæmper med blottede og indtørrede rygrade, døde i et vakum. Når man kigger på et bjerg er levende måske ikke det første, man tænker. Men her tænkte man blot død, eller måske mere ikke-væren. Ligegyldighed over for biologisk tid. Ikke én busk. Ikke en sky i sigte. Sådan stod jeg og tænkte i lang tid. Men jeg blev pludselig forstyrret. Jeg lagde mærke til bevægelse et sted mod øst, blandt nogle solbagte og næsten forsvundne ruiner, der stod og forvitrede alene ude i ørkenen. Jeg kneb øjnene sammen og skyggede for dem med hænderne. Der var bevægelse! Det var små silhouetter. Genskinnet fra den golde ørkenoverflade fik dem til at glide ind og ud af hinanden, men det var små soloplyste skikkelser, der stod frem og forsvandt igen blandt de blege og forvitrede halvmure. Jeg stod som hypnotiseret og betragtede deres lysspil. Det så ud som om, de brød sigtelinjen mellem mig og ruinerne, nærmede de sig lidt?

-"Er det sigøjnerne?" sagde banekommandøren pludseligt. Jeg fik et sæt og blev revet ud af de lysspillende skikkelsers hypnose. Han havde gået hen til muren under mig med en handske, jeg havde tabt.

-"Sigøjnere?" udbrød jeg ned til ham. -"Der er da ikke sigøjnere i Afghanistan". Banekommandøren flikkede en cigaret hen ad jorden.

-"Nej, who cares. Det er nogle tiggere, de kommer her tit og leder efter patronhylstre. Vi springer nogle gange gammel ammunition i luften derude. De sælger messingen videre, tror jeg. Hvis altså ikke vagten kører ud og får dem til at fise af. Skæbner, du."

Han smed handsken for foden af muren og gik hen imod skyttepositionerne igen. Der stod nogle andre soldater, der skulle igennem kontrol. Jeg stirrede ud på sigøjnerne igen i flere minutter, fascineret af så sælsomt og æstetisk et udtryk for håbløshed. Men der var også noget andet. Jeg blev overrasket af en følelse af, at en slags forventning var blevet indfriet. Banekommandøren råbte igen lidt borte. Indelukket blev overdøvet af skud.
Forfatterbemærkninger
Vil især gerne have kritik på, i hvor høj grad/ om indvævningen af historie- og kulturfakta i historien fungerer. Ud over det kritik på min sætningskonstruktion, om mine sætninger er for korte og om jeg dvæler nok ved de enkelte begivenheder/situationer, eller om de er for korte.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 23/07-2020 14:50 af John Katz (jonsplainer) og er kategoriseret under Romaner.
Teksten er på 4495 ord og lix-tallet er 35.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.