11Verdens ende
Kan man gå til verdens ende · Kan man få et stykke af himlen · Kan ... [...]
Digte
9 dage siden
5Det må være kærlighed
KLASK! · Min kind stikker og der breder sig en brændende fornemmels... [...]
Kortprosa
18 dage siden
8Mennekser
Vi bader os i en oase af fortyndet pis · Vasker os rene i løgne · Tag... [...]
Digte
1 måned, 2 dage siden
5Barndom
Det dunkle lysindfald i hjemmet, zoomer ind i en helt lige strål... [...]
Blandede tekster
1 måned, 4 dage siden
3Forfald
Mørkklædte skikkelser cirkler rundt, mens de indledningsvist fort... [...]
Blandede tekster
1 måned, 5 dage siden
12Ensomhedens gade
I ensomhedens gade · Mørklægges ethvert lys · En bestandig kærtegnels... [...]
Digte
1 måned, 6 dage siden
5Triste Tristan
Triste Tristan · Trak trøjen på · Trøjen trævlede på tværs og på s... [...]
Rim og vers
2 måneder siden
6I sorgen har jeg hjemme
Morgendagens lys · Gør natten gennemsigtig · Kaster sit skær på min o... [...]
Digte
3 måneder, 12 dage siden
5Skyggeside
Vi er uadskillige · Uopløselige · En og samme celle · Sammensmeltet fra... [...]
Digte
5 måneder, 5 dage siden

Puls: 36,1

Publiceret: 7
Afgivet: 15
Modtaget: 52
Anastacia Svensson (f. 1995)
KLASK!
   Min kind stikker og der breder sig en brændende fornemmelse, lige der hvor håndfladen har ramt.
   Jeg kan nærmest mærke aftrykket brænde sig fast til min kind og gradvist antage en rødlig nuance.
   Stole, tallerkner og kopper, svæver rundt i luften i et vivar af farvestråler, inden de kollidere med væggen og splintres som en fyrværkeri lignende eksplosion i en farvepalette af nuancer.
   Den hylende tinitus tone er tiltagende, men overdøver hverken den voldsomme råben eller lyden af inventaret i vores fælleshjem, som trinvist splintres og belægger gulvet som en tung støv af fragmenter.
   Jeg står delvist og ser paralyseret til, imens det hjem vi sammen har genopbygget, endnu engang fortæres og gradvist tager form som pulveriserede rester, efter en endt orkan.
   Endnu et slag rammer mig lige i mellemgulvet og endnu flere slag på brystkassen følger.
   Jeg spænder til i min brystkasse og står som var jeg en statue støbt i cement, imens jeg forsøger at holde mit fodfæste.
   Hun synker nu sammen på gulvet foran mig og hendes krop sammensmelter nærmest med de mange lag af raserede ejendele.
   Hendes øjne er stikkende og fulde af tårer.
   Jeg synker ned på gulvet ved siden af hende.
   Pakker hende ind i min favn, aer hendes våde kind og giver hende et kys på panden.
   Jeg undskylder.
   Jeg ved ikke hvad jeg undskylder for.
   Jeg ved bare at det er mig.
   At det her er min skyld.
   At ruinerne som nu endnu engang, er blevet vores hjem, er min fortjeneste.
   Hun kigger rundt i rummet, og kigger bagefter på mig med sit skyldbetyngende blik.
   "Se nu der, se hvad du har fået mig til at gøre igen" hvæser hun med både tårer og snot spruttende fra hendes ansigt.
   Jeg tør ikke modsige hende eller stille spørgsmålstegn.
   Det vil kun starte alt forfra.
   Jeg nikker bare medgivende og undskylder endnu engang.
   Hannah er min aller første og eneste kærlighed.
   Jeg mødte hende i folkeskolen og siden da har vi holdt sammen.
   Hun forbarmede sig over mig, da ingen andre så til min side.
   Hun fortalte mig hvor uduelig, uelskelig og komplet utilstrækkelig jeg var, men det var jo ligemeget, for HUN agtede at elske mig, på trods af alt det.
   Og sådan er det stadig i dag.

Jeg knuger hendes forgrædte ansigt ind til mit bryst, og der sidder hun, som en lille fugleunge i min favn, alt imens taknemmeligheden bruser ind over mig.
   Taknemmelighed over at hun elsker mig, selvom jeg er uelskelig.
   Taknemmelighed over at nogen overhovedet gider elske mig.
   Jeg tager fat på hver side af hendes ansigt med mine hænder.
   Sætter min pande mod hendes og hviler der et par sekunder.
   "Kan du tilgive mig"
   Spørg jeg hende.
   Hun ser på mig med sine store mandelformede øjne, som ser nærmest smaragdgrønne ud og er så blanke at jeg næsten kan spejle mig i dem.
   Hun fortrækker sig en smule.
   "Det burde jeg ikke" siger hun med en lavmælt stemme.
   "Men" udstøder hun efter lidt tid.
   Der bliver stille et stykke tid igen.
   "Men hvad" udbryder jeg rystende.
   "Fordi jeg er så overbærende som jeg er, er jeg villig til at tilgive dig endnu engang"
   Mine arme omslutter hende igen.
   Nu står jeg virkelig i gæld til hende.
   Hun aer mig på kinden henover den røde plamage af håndaftrykket.
   Kysser lige der hvor slaget har ramt.
   Suger smerten ud i et enkelt kys.
   Hendes hænder glider op og leger med mit uregerlige hår.
   Hun smiler blidt og vi griner lidt sammen over alt det rod jeg har forsaget.
   Vi sammensmelter i et langt kys og opløses i støvet af fragmenter der omgiver os.
   Imorgen genopstår vores hjem
   Imorgen genopstår vi
   Imorgen genopstår jeg
   Men kun som endnu et brudstykke i hende.
   Det må være kærlighed.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 23/07-2020 19:18 af Anastacia Svensson (AnaVienna) og er kategoriseret under Kortprosa.
Teksten er på 627 ord og lix-tallet er 30.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.