2Appelsinerne
Ballonen mellem mine hænder · Havde vokset og vokset · Til et uholdba... [...]
Digte
4 måneder, 6 dage siden
6Bruset
Stop · Stop op · Lyt · Lyt nøje · Kan du høre det? · Du skal ikke kigge ned... [...]
Digte
4 måneder, 13 dage siden
2Simulationsteorien
Hip Hop · Min ven · Hip Hop · Til en · Hvid jul · Sammen med · Sårbare bedste... [...]
Digte
5 måneder, 2 dage siden
4Kanten
Jeg sidder · På kanten · Af en ny dag · Med dens uendelige muligheder · P... [...]
Digte
5 måneder, 17 dage siden
9Viseren
Tak · Siger du · Tik · Siger jeg · Én vokal · Er nok til · Et nik til · At vi s... [...]
Digte
5 måneder, 24 dage siden
1Den Lyserøde Elefant - Kapitel 12, 13 & 14
12 · "Er det ikke lidt ude i overdrevet?" · "Hvordan skal jeg ellers ... [...]
Romaner · magisk realisme, eksistentialisme, selvrefleksion
9 måneder, 16 dage siden
3Den Lyserøde Elefant - Kapitel 10 & 11
10 · Lyden fra hotelreceptionens klokke bølger gennem lobbyen. Jeg ... [...]
Romaner · magisk realisme, eksistentialisme, selvrefleksion
9 måneder, 20 dage siden
2Den Lyserøde Elefant - Kapitel 8 & 9
8 · Radiostationen skifter til en sang, som jeg af uransagelige års... [...]
Romaner · magisk realisme, eksistentialisme, selvrefleksion
9 måneder, 24 dage siden
4Den Lyserøde Elefant - Kapitel 5, 6 & 7
5 · Tid er en underlig størrelse. Det har altid været mit indtryk, ... [...]
Romaner · magisk realisme, eksistentialisme, selvrefleksion
9 måneder, 27 dage siden
2Den Lyserøde Elefant - Kapitel 3 & 4
3 · Et kort øjeblik overvejer jeg at forlade butikken med det samme... [...]
Romaner · magisk realisme, eksistentialisme, selvrefleksion
10 måneder, 2 dage siden
7Den Lyserøde Elefant - Kapitel 1 & 2
1 · Der er ikke en lyd at høre. Ingen mennesker hvisker, taler, end... [...]
Romaner · magisk realisme, eksistentialisme, selvrefleksion
10 måneder, 6 dage siden

Puls: 8,3

Publiceret: 0
Afgivet: 1
Modtaget: 2
Jimmy Acaster (f. 1980)
5


Tid er en underlig størrelse. Det har altid været mit indtryk, at konceptet for langt de fleste mennesker ikke er andet end en helt naturlig del af verden, der ikke kræver nærmere omtanke. Præcis som det er tilfældet med solen over os og jorden under vores fødder. Tiden går helt af sig selv, ligesom solen står op og går ned hver dag, og jorden bare er der, når vi planter en fod for hvert skridt.
   I mine tidlige teenageår gik jeg med aviser. Jeg vidste, at ruten tog halvanden time, hvis jeg gik den i slentrende tempo. De første to uger afveg det aldrig mere end nogle minutter. Så begyndte jeg at eksperimentere. Ville jeg spare tid, hvis jeg gik på kryds og tværs i stedet for at gå rundt i en cirkel mellem postkasserne? Kunne jeg hente tid ved at tage postkasserne på en bestemt vej via en længere rute, som derimod ville bringe mig til et mere ideelt slutpunkt i forhold til den næste vej? Ret beset var det omsonst og med få måder at variere på, men det var blot en måde at gøre arbejde til leg og ikke mindst en søgen efter perfektion. Jeg skar et kvarter af tiden. Ikke at de femten minutter gjorde den store forskel. Jeg havde ikke andet end tid dengang. Fascinationen var snarere, hvad der blev af de femten minutter. Logisk set skulle jeg bruge halvanden time ved at følge den mest naturlige vej gennem ruten. Havde jeg stjålet et kvarter? Og ville jeg i givet fald engang skulle betale alle de mange gange femten minutter tilbage? På denne måde gik min teenagehjerne i selvsving over de mest arbitrære ting.
   Den første gang jeg fløj over Atlanterhavet, vidste jeg i det mindste, at de syv timer, jeg lige havde tyvstjålet, prompte ville blive afregnet ved hjemrejsen. Det forklarede dog ikke, hvad der ville ske, hvis jeg smed returbilletten i skraldespanden. Var mit liv så med en håndbevægelse blevet syv timer længere? Jovist, der er tidsforskelle, fordi jorden drejer om både egen akse og solen, og jeg skal komme efter dig med videnskabelige begrundelser. De forklaringer uagtet har jeg altid haft en fornemmelse af, at tid ikke nødvendigvis er en lige linje og er en - endnu - ikke fuldt forstået naturlov.
   En fælles forståelsesramme tilsiger, at tid er en lige linje, som vi bevæger os henad. Fremad. Fremtiden er foran os, og vi ser frem til den. Fortiden er bag os, og vi ser tilbage på den. Det vil ingen stille spørgsmålstegn ved, fordi det er på niveau med en naturlov. Men det er i sidste ende en kulturelt betinget forståelse. Der er isolerede stammer rundt omkring i verden, der ikke deler den opfattelse. En stamme omtaler fortiden som værende foran os og fremtiden bag os. Fortiden kender vi. Den kan vi se for øjnene af os. Fremtiden er skjult for os. Bag vores ryg. En anden stamme anskuer tid i relation til den flod, der giver liv. Fortiden findes ved foden af et bjerg i flodens udmunding, hvor vandet allerede har passeret stammens levested. Fremtiden er længere oppe ad bjerget, hvor vandet kommer fra. Fortid er ned, og fremtid er op. Foran og bagved spiller ingen rolle. Hvis et medlem af stammen skal omtale fremtid, mens han kigger nedad bjerget, peger vedkommende baglæns og op bag sig.
   Måske er det bare min rastløshed, der manifesterer sig i en trodsreaktion. Hvis grundelementer i vores eksistens som tid, sted og stof virkelig er skåret i sten, er alle vores handlinger velsagtens ikke andet end slag i luften. Det er jeg ikke klar til at acceptere. Eller erkende. Dertil har jeg oplevet for mange ting og følt for mange fornemmelser uden for al naturlov.
   Indrømmet. Jeg har aldrig før følt det som nu. Var det ikke, fordi jeg sad i en bil, ville jeg have forsvoret, at jorden var forsvundet under mine fødder. Det tordner og lyner for mine øjne. Thor svinger sin hammer i mit hoved.
   Jeg har ingen anelse om, hvor lang tid der passerer, før jeg genfinder fatningen, men det føles som en evighed. For en stund er jeg tilbage på græsplænen og flyder ud blandt de uendelige, lysende prikker. Fandt de nogensinde vand på Mars? Der er nemlig vand herude, hvor jeg er blevet vægtløs. Det skvulper for mit øre og hvisker til mig. Intet er arbitrært. Hvert minut tæller. Femten af slagsen betyder desto mere. Handlinger tæller. Altid. Enhver beslutning. Hvert eneste minut.
   "Det bliver en lang rejse," havde hun sagt, da hun ringede første gang. "Og det bliver uomtvisteligt en underlig rejse. Det vigtigste er, at du undgår at blive sindssyg." Jeg havde ikke kunnet spore skyggen af humor eller sarkasme i stemmen. Der var, så vidt jeg kunne afkode, blot tale om en tør konstatering af en reel risiko. Efterfulgt af en advarsel: "Hvis ikke for din egen skyld så for din kones."
   Pragmatikken vender tilbage, og det går op for mig, at det ikke er verdens mest sikre fritidsinteresse at holde stille på en landevej. Jeg kigger i bakspejlet. Der er intet at se foruden mørke. Kulsort mørke. Som i bunden af en ti kilometer dyb udtørret brønd.
   Mobiltelefonen ringer.
   Det er hende.


6


Totalt mørke var et krav.
   "Vent lidt. Luk døren," sagde Najida, mens hun rullede gardinet til mit soveværelsesvindue ned. "Gå ind og sluk lampen i stuen også."
   Jeg vendte mig og så en lyssprække snige sig under den lukkede dør. Lyset kæmpede for at æde sig ind på mørket. Ultimativt en forgæves og umulig kamp. Lys mod mørke. Det gode mod det onde. Selv i mit hoved var symbolikken tilpas kliche til at give mig kvalme, men dynamikken i modsætningen tyngede i det øjeblik mit sind i en sådan grad, at det oversvømmede mig. Og mere end noget andet i min livshistorie aldrig rigtig har forladt mig. Var det onde herinde i mørket? Var jeg det onde?
   Tyve sekunder senere havde jeg slukket lampen, og med handlingen var lyset lukket helt ude. Da jeg vendte tilbage til soveværelset, lå Najida under dynen. Alt hendes tøj var henkastet på gulvet.
   Det står mig uklart, hvordan vi var kommet til dette punkt. Sådan var det også dengang. Tror jeg. Måske erindrer jeg det bare sådan nu, hvor jeg tænker tilbage, fordi jeg ikke længere kan huske så mange detaljer, som jeg gerne vil. I særdeleshed om minutterne efter tingene tog fart. Hurtigt og uden for enhver form for kontrol. Uanset var og vil de mere præcise årsager for evigt være sagen uvedkommende. Faktum var, at vi stod på en bakke. Vi kiggede hinanden i øjnene, før vi skubbede til den sten, som balancerede veltilpas på bakketoppens spids. Stenen var for stor og bakken for stejl til, at vi ville have en chance for at omgøre noget. Det kunne vi konstatere med egne øjne. Og vi skubbede alligevel.
   Vi havde aftalt, at hun skulle komme forbi en hverdagsaften. Det var ikke ligefrem let. Najidas familie var af irakisk afstamning, og de accepterede ikke kærester. Punktum. Løsningen var derfor, at fire af hendes veninder sad på en cafe tæt på min lejlighed. Den officielle forklaring var, at hun var sammen med dem. Hvis hendes familie ringede for at tjekke, hvor hun var - hvilket ikke var unormalt, havde hun fortalt - ville hun lade sin telefon ringe uden at tage den. Det resulterede i, sagde hendes erfaring, at familien i stedet ringede til en af hendes veninder, som skulle fortælle, at Najida lige var gået på toilettet. Derefter var det over stok og sten for både Najida og veninder for at mødes midtvejs og fuldføre en bekræftende telefonsamtale med familien, der gik på, at de selvfølgelig var sammen. Den tid den sorg var alt, jeg kunne tænke.
   Da dørtelefonen ringede, gav det et sus i maven. Ikke ulig den slags man oplever, når det går skarpt nedad på en rutsjebanetur. Efter sigende kan rutsjebaner kurere nyresten. Mon kærlighed og forelskelse kan gøre det? Og hvad kan det monstro ellers kurere? Det bekymrende mig, at mavesuset var skræmmende meget i tråd med det sus, jeg havde oplevet få dage tidligere, da der fløj sms'er frem og tilbage mellem os. Hvis kærlighed kan helbrede, gad jeg godt vide, hvad knust kærlighed i så fald kan forårsage?
   At kalde stilheden, da vi først befandt os på sofaen, for nervøs ville have været en underdrivelse. Der sad hun med de store, smukke hasselfarvede øjne og kiggede på mig. Hun var et hoved lavere end mine 180 cm med en buttet krop men stadig en pæn figur og store bryster. Ikke at jeg var voldsomt fokuseret på den del. Jo, alle fyre kan lide bryster. Lad det blive ved, at det betød mindre for mig end gennemsnitlige fyr. Langt, let krøllet, mørkt hår omkransende et varmt smil, og så de øjne. De øjne! De smukkeste øjne jeg nogensinde havde set. Det var nok ikke alle, der ville have fundet hende smuk. Men der var noget i smilet og øjnene, som satte sig langt ud over, hvad der udgjorde normale skønhedsidealer.
   Langsomt, ganske langsomt begyndte vi at snakke om stort og småt. Arbejde, min lejlighed, hvad hendes veninder lavede lige nu. Ikke et eneste ord om hendes familie.
   Da der igen opstod en stilhed, lænede jeg mig over og kyssede hende. Det føltes rigtigt i det øjeblik. Prompte blev den følelse gjort til skamme. Selv med lukkede øjne og ingen kontakt foruden læber mod læber kunne jeg fornemme hendes overraskelse og tøven. Mine læber sendte et signal til min hjerne. Blinkende, røde lamper informerede mig om, at hele hendes krop var stivnet. Jeg trak mig væk. Den såkaldte stilhed fra minutter tidligere blev gjort til skamme. Var en myre kravlet over gulvet, ville jeg have hørt dens ben ramme jorden.
   Jeg lukkede mine øjne og åbnede min mund for at komme med en forklaring, som min hjerne ikke syntes at have opfundet endnu. Min mund havde knapt nok formet første stavelse, før hun lænede sig over og forsinket gengældte mit kys. De lidet gennemtænkte ord druknede i lidenskaben mellem os. Forstummede mod hendes læber.
   Et kvarter senere lå jeg i mørket og famlede, som var det min første gang. Det havde aldrig tidligere faldet mig ind, hvor stor en del af sex, det visuelle faktisk er. Mænd tænder visuelt, mens kvinder tænder sensuelt, hedder det sig. Sandt, kunne jeg konstatere. Problemet var dog knapt, at jeg ikke var tændt. Jeg ville bare tage min tid med forspillet men følte mig som kyklopen i Homers Odysse, lige efter dens øje mødte sit endeligt.
   Jeg krængede mine arme om bag hendes nakke og skubbede min krop ned mod hendes. Jeg ville mærke så meget af hendes krop som fysisk muligt. Kind mod kind kyssede jeg hendes øreflip. Hun hviskede i mit øre: "Det er min første gang."
   Min krops tur til at stivne.
   "Det var ikke, fordi du skal stoppe. Det er dejligt, og det er det, jeg vil. Jeg synes bare, du skulle vide det."
   Jeg overvejede at stoppe alligevel, men det blev ved tanken. En kortvarig tanke. Mørket antog en ny og mere dyster variant af sort. Jeg var ikke religiøs og troede hverken på helvede eller djævlen, men et eller andet derude i mørket sendte kold luft min vej. En hvisken, der ikke var Najidas, bølgede for mit indre øre. Noget ondt bevægede sig i ly af mørket. Hvis ikke djævlen, så noget andet med de samme kræfter og intentioner.


7


"Tag den næste afkørsel," kommanderer hun.
   "Jamen goddag til dig også. Rart at høre fra dig," svarer jeg.
   "Nååå, det er sødt, at du ikke har mistet din sarkastiske humor endnu. Har du forsøgt at bruge mobiltelefonen til at ringe ud?"
   Jeg er ikke selv klar over, om det var sarkasme. Det føltes ikke sådan, da jeg sagde det, men jeg har ofte fået at vide, at jeg lyder sarkastisk, selv når det ikke er min intention.
   "Nej, det måtte jeg jo ikke."
   "Jeg skulle spørge. Det er let at glemme, hvor disciplinerede og medgørlige folk kan blive med den rette motivation. Som du godt selv kender til."
   Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige til det. I stedet nikker jeg bare. Der går et par sekunder, før det går op for mig, at telefonkommunikation ikke foregår på den måde.
   Det er hende, der afslutter kunstpausen: "Okay. Kør ind mod byen. Den næste by du kommer til. Hop på omfartsvejen. Tag anden afkørsel. Er du med så langt?"
   "Ja. Må jeg spørge om noget?"
   "Nej. Du skal finde cafeen, der hedder Latte Land, gå ind og bestille en kop kaffe. Du skal drikke den, og du skal sidde ved et bord, mens du gør det. Du har tre kvarter fra nu. Lad mobiltelefonen blive i bilen. Når jeg ringer om 45 minutter, skal du tage den. Ellers er det slut."
   "Fint. Hvad er klokken?"
   "Jeg synes bestemt, jeg lige svarede nej til, om du måtte stille spørgsmål! Men okay, jeg leger med, så længe du ikke overser afkørslen, fordi vi snakker."
   "Det gør jeg ikke."
   "Hvad klokken er, har ingen betydning. Det var det allerførste, jeg sagde til dig, da jeg ringede første gang. Jeg fortalte dig, at du skal undgå at lade ubetydelige ting spille ind. Klokken kunne være 28.28, hvor du er, og 56.56 hvor jeg er. Det ændrer ikke situationen. Et ur er en illusion."
   Det vil jeg slet ikke overveje at bebyrde min søvnhungrende hjerne med, og noget siger mig, at jeg alligevel ikke vil få et mere klart svar ud af hende.
   "Hvornår må jeg sove?"
   "Når jeg siger, du må."
   Hun lægger på. Jeg kigger mistroisk på telefonen, som er den en misvækst, der er groet ud af min hånd. Der mangler noget. Jeg har flere ord og en bedre forklaring tilgode.
   "Hallo?" prøver jeg mig frem. Ind i en forbindelse jeg udmærket ved er død. Jo, hun har lagt på. Jeg er igen overladt til mig selv og mine tanker.
   For fanden! Overså jeg nu afkørslen? Jeg kigger mig over skulderen. Nej, jeg er ret sikker på, at jeg ubevidst holdt øje med den. Jeg forsøger at fokusere min hjerne på den simple opgave. Selv dette forekommer mig uoverskueligt lige nu.
   Jeg ryster min kaffekop. Den er tom. Stadigvæk. Hold øje med næste afkørsel. Ure er illusioner. Afkørsel. Ure er hvad for noget? Afkørsel. Det er vel tiden, der er en illusion, hvis noget er det. Afkørsel. Ikke urene. Afkørsel.
   Salvador Dalis ure dukker op for mit indre blik. Sammen med hans elefanter. Afkørsel. Flydende urer. Afkørsel. Elefanter med bizarre ben. Afkørsel. Der er ingen elefanter her i Texas. Afkørsel. Nej, det må være urene, ikke elefanterne, hun mente. Afkørsel. Vent, hun snakkede ikke om Dali og elefanter. Afkørsel. Det er mit kvantespring. Afkørsel. Afkørsel. Afkørsel.
   "Afkørsel! Der er afkørslen!" siger jeg højt. Fantastisk. Nu snakker jeg med mig selv. Men afkørslen kom faktisk. Odland.
   "Hvorfor vil hun have mig tilbage hertil?"
   Idet jeg svinger ind på afkørslen, dukker solens første stråler op. Hvornår har jeg sidst set en solopgang? Det er ikke, fordi muligheden aldrig har været der. Normal døgnrytme er ikke min forte, så jeg har været vågen på tidspunktet rigeligt gange. Uanset hvor meget jeg graver i min hjernes gemmer, kan jeg ikke huske at have set en. Jeg kan erindre at være kommet udenfor og have set solen et lille stykke oppe på himlen. Hvorefter jeg helt sikkert har tænkt, nå det er åbenbart blevet morgen, og bevæget mig videre med dagens, eller den forlængede nats, gøremål. Uomtvisteligt er det, at jeg aldrig har sat mig ned og ventet med det formål at se en solopgang. Tilbage ved at stoppe og dufte til græsset. Nej vent, blomsterne.
   Lidt mere end 25 år er det siden, jeg sidst satte fod i Odland. Et år væk fra det lille hjemland. Ud i det store udland. En stille 16-årig knægt på eventyr. På alle måder et lærerigt år. Minderne hænger som lyskæden, der får et juletræ til at skinne og pyntegenstande til at gå op i en højere enhed. Glaskugler og papirhjerter i sparsomt antal klynger sig til grene. Det er sidst på aftenen juleaften. Gæsterne forbereder sig mentalt på at skulle hjem. Træet har haft sin primære funktion. Det har lidt tid tilbage, som baggrundsdekoration de næste par dage. Der mangler noget. Julestjernen er væk. Hvor er min julestjerne? Hvilken julestjerne? Hvad foregår der?
   Af grunde jeg ikke ville kunne forklare tilfredsstillende, hvis nogen - mod forventning - skulle spørge, betyder det år mere for mig end noget andet år i mit liv. Alligevel forsvandt kontakten hurtigt til dem, der betød så meget for mig i løbet af året. Det var min egen fejl. Jeg har dog svært ved at sætte en finger på, hvorfor det skete. Det falder mig i dette øjeblik ind, at det, der var et specielt år for mig, var et år som alle andre år for samtlige personer, jeg mødte her i Texas. Da jeg rejste hjem, fortsatte deres liv, som det havde været, før jeg kom. Det var kun mig, der var efterladt flydende i et vakuum mellem to steder. Mellem to liv. 27 år imellem. Jeg tænder for bilradioen for at få noget andet ind i mit hoved. Countrymusik kommer mig i møde og bringer mine tanker tilbage til, hvor de kom fra. Velkommen tilbage til Texas. 27 år har det taget mig at finde frem til den simple observation. Jo, det var helt sikkert primært mit ansvar at bevare kontakten.
   Solen er halvvejs fri af horisonten. Orange mikser sig ind i det gule. Høje, betongrå kontorbygninger blander sig med både det gule og orange, mens jeg kører ind på omfartsvejen. Hvis jeg ikke havde en deadline, ville jeg køre tilbage ud af byen og nyde resten min første solopgang. Uden betonbygningernes indblanding. Eller det vil jeg i hvert fald gerne tro, jeg ville gøre. Der er noget smukt over en solopgang. Ikke farverne. Ikke synet generelt. I stedet det den symboliserer. Starten på en ny dag med nye muligheder. Jeg kunne være i gang med at skrive en countrysang, observerer jeg, mens endnu en af slagsen strømmer ud af radioen. En jeg kender denne gang. Alan Jackson synger om, at det er okay at være lillebitte. En ven fra hedengangne Texas-dage skulle være morsom og kommenterede, at der kunne jeg bare se, at det er okay at være lille. Jeg fyldte ikke meget i landskabet dengang. Så betød det mindre i situationen, at sangen egentlig handler om, at det er okay at leve et beskedent og lille liv, så længe man er glad. Det er de underligste ting, man husker. Specielt når musik er involveret.
   Ved den anden afkørsel fortsætter jeg ligeud af den vej, jeg kommer ind på. Det var den oprindelige instruktion fra hende, så det må jeg antage også er tilfældet nu. Kør ligeud med mindre du får andet at vide. Jeg kan ikke genkende noget i byen indtil videre. Vejen er nu flankeret af nedslidte industribygninger. De fleste lader til at være taget ud af brug.
   Med bilens nye retning blænder solen mig. Jeg slår solskærmen ned, og mine tanker springer tilbage til solopgangen. Min hjerne løber i cirkler. Ikke pæne, runde cirkler. Snarere cirkler som man ville forvente dem tegnet af en narkoman med abstinenser på tredje dag. Hvorfor jeg ikke kan se det smukke ved en solopgang, ved jeg ikke. Eller det gør jeg måske. Jeg har heller aldrig forstået fascinationen ved fyrværkeri. Det er jo bare farver. Kærlighed kan være smukt, ligesom et venskab også kan være det. Følelser er det smukke i denne verden. Et maleri kan velsagtens være smukt. Det er dog ikke farverne, men derimod de følelser maleriet vækker i os, der er smukke.
   Måske er det en fejl hos mig. Jeg håber ikke, det får mig til at gå glip af for meget. Min kone siger altid, at jeg ikke ofte nok anskuer verden med et beundrende blik. At der foregår mange smukke ting lige foran mig. Uden jeg ser dem. I de tidligere år af vores forhold sprang jeg til, hver gang hun kom med et udsagn, der observerede det åbenlyse. Jeg kommenterede, at hende kunne man da ikke stjæle elefanter fra ved højlys dag. De kommentarer ophørte efterhånden, som hun hver gang gav svar på tiltale ved at sige, det var fint med hende at beholde elefanterne. Hellere det end min situation, hvor elefanterne for længst var blevet stjålet, selv hvis jeg havde siddet på dem og havde udstyret dem med koklokker, blinkende diskotekslys og tyverialarm.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 24/07-2020 11:40 af Jimmy Acaster (Kafkaesque) og er kategoriseret under Romaner.
Teksten er på 3431 ord og lix-tallet er 28.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.