0Den Lyserøde Elefant - Kapitel ??
***Bemærkning*** · Som ?? antyder, er det følgende et "stand-alone"... [...]
Romaner · magisk realisme, eksistentialisme, selvrefleksion
2 måneder, 5 dage siden
0Den Lyserøde Elefant - Kapitel 12, 13 & 14
"Er det ikke lidt ude i overdrevet?" · "Hvordan skal jeg ellers kun... [...]
Romaner · magisk realisme, eksistentialisme, selvrefleksion
2 måneder, 21 dage siden
3Den Lyserøde Elefant - Kapitel 10 & 11
Lyden fra hotelreceptionens klokke bølger gennem lobbyen. Jeg ved... [...]
Romaner · magisk realisme, eksistentialisme, selvrefleksion
2 måneder, 25 dage siden
2Den Lyserøde Elefant - Kapitel 8 & 9
Radiostationen skifter til en sang, som jeg af uransagelige årsag... [...]
Romaner · magisk realisme, eksistentialisme, selvrefleksion
2 måneder, 29 dage siden
4Den Lyserøde Elefant - Kapitel 5, 6 & 7
Tid er en underlig størrelse. Det har altid været mit indtryk, at... [...]
Romaner · magisk realisme, eksistentialisme, selvrefleksion
3 måneder, 2 dage siden
2Den Lyserøde Elefant - Kapitel 3 & 4
Et kort øjeblik overvejer jeg at forlade butikken med det samme. ... [...]
Romaner · magisk realisme, eksistentialisme, selvrefleksion
3 måneder, 7 dage siden
5Den Lyserøde Elefant - Kapitel 1 & 2
Der er ikke en lyd at høre. Ingen mennesker hvisker, taler, endsi... [...]
Romaner · magisk realisme, eksistentialisme, selvrefleksion
3 måneder, 11 dage siden

Puls: 38,7

Publiceret: 6
Afgivet: 25
Modtaget: 16
Jimmy Acaster (f. 1980)
Radiostationen skifter til en sang, som jeg af uransagelige årsager allerede efter et par noder genkender som Billie Eilish. Til min store overraskelse ved jeg endda, at det er Everything I wanted. Jeg opfatter, at jeg har været her tidligere, få sekunder før jeg passerer min gamle high school på venstre hånd. En gennemgribende trang til at stoppe og gå ind griber mig, men jeg har ikke tid. Der er under alle omstændighederne ingen, jeg kender derinde. Det er kun en bygning. En konstruktion af mursten og mørtel. Som alligevel er meget mere. For mig. Det var aldrig meningen, at jeg skulle have sat mine fødder derinde. Oprindeligt skulle jeg have været et år i Californien, men værtsfamilien blev frataget deres godkendelse. Uden jeg nogensinde fandt ud af, hvorfor det skete. I stedet endte jeg her. Midt i en ørken med mere olie end vand. Rent faktisk var det, tidligere endnu, aldrig planen, at jeg skulle til USA overhovedet. Det var en indskydelse uden nævneværdig begrundelse. Den voksede sig større og større i mit hoved, indtil der ikke var nogen vej tilbage. Før jeg vidste af det, stod jeg midt i den bunke mursten holdt sammen af mørtel. Alt imens jeg havde glemt, hvorfor jeg var der. Jeg havde overset overvejelsen, om jeg burde være der.
   "Du har overset noget," sagde hun i vores anden telefonsamtale, efter hun havde givet instruktioner om, at jeg skulle leje en bil i New York, og hvor jeg skulle køre hen. "Noget med mursten. Og vand. Eller ikke vand," havde hun sagt som det sidste, før opkaldet uden varsel blev afsluttet.
   Set udefra forekommer mine venner og bekendtes liv mig at have fulgt en plan. Der har givet været afstikkere, men i det bredere perspektiv har deres liv, hver og et af dem, fulgt en linje, jeg kunne have forudsagt. Mit liv har taget anderledes ud. Ingen kunne have forudsagt det. Ingen. Det var aldrig planen, at jeg skulle skabe mit eget firma. Jeg kan ikke brokke mig, men det var heller aldrig intentionen, at jeg skulle sælge firmaet. Dertil var det for meget mit hjerteblod. I sidste ende blev beløbet dog så ugudeligt stort, at beslutningen var uundgåelig. Det var heller ikke engang planen, at jeg skulle arbejde i en bank, som jeg gjorde i tidernes morgen. Det var alt sammen noget, der sådan bare skete henad vejen. Jeg har svært ved at skille tingene, livsbeslutningerne, fra hinanden. Det er som en reol, der kollapser, hvis der bliver skruet det forkerte sted, når den skal skilles ad. Jeg aner ikke hvilken skrue eller møtrik, der bragte mig til det punkt, hvor jeg er lige nu. Det var en ting, der tog den næste. Pludselig stod jeg med flere penge, end jeg kunne bruge i titusinde liv. Men uden hjerteblod.

Den planløse vandring gennem livet var ikke altid tilfældet. Der var i lang tid en klar plan. Som barn udviste jeg tidligt talent for at male og skrive. Begge dele skabte anerkendelse. Da jeg nåede mine teenageår solgte mine abstrakte malerier fra mindre gallerier, og jeg fik nogle få benævnelser i kunstmagasiner. Mine noveller resulterede i udgivelser hist og her. Samtidig forekom intet skolefag mig nogensinde vanskeligt. Jeg havde god hukommelse og den kognitive evne til at plotte det lærte ind i de korrekte sammenhænge, mens matematik altid fremstod logisk og ligetil.
   På den måde drev jeg gennem mine formative år i en evig venteposition; på en tid hvor det ikke længere var den brede indlæring men i stedet den snævre fokus på de emner, jeg virkelig brændte for. Det var først langt senere i livet - og alt for sent - at det skulle gå op for mig, at jeg aldrig rigtig opsøgte at lade de formative år forme mig. Planen var at blive journalist. Opleve verden, reportere om den og ultimativt være en lille del af at gøre den til et bedre sted gennem journalistik. Mens jeg sideløbende måtte se, hvad det kunne blive til med kunsten. Det var aldrig et spørgsmål. Det var bare sådan, det var. Slut. Punktum. Det var et faktum, jeg vidste allerede, mens mine jævnaldrende - til min evige undren - kæmpede med 7-tabellen. Sådan var det i mere end et årti. Indtil virkeligheden trådte i karakter. Den smadrede mig på tværs af kæben med realiteternes kølle og sendte mig på en snurretur. Da jeg langt om længe stoppede med at rotere, vidste jeg ikke længere, hvad der var op og ned. Eller hvor øst, vest, nord eller syd var henne.
   Realiteten viste sig at være, at jeg fundamentalt led af intellektuel rastløshed. Tiden med ideer og tankerne om, hvad der kunne være, kunne blive og kunne skabes, drev mig. Det fascinerede mig. Udførelsesfasen gik jeg derimod død i. Igen og igen. Den snævre vidensindsamling viste sig i den virkelige verden ikke at være, hvad jeg gik og troede i mit ungdommelige sind. Jeg kom hurtigt til at kede mig. Måske fordi jeg faktisk aldrig var blevet udfordret. Eller havde udfordret mig selv. Hvem ved? Jeg vidste ikke, hvad der foregik dengang, og jeg er stadig ligeså fortabt omkring de nærmere hvorfor'er i dag.
   Mere bekymrende forduftede både den kunstneriske drivkraft og de journalistiske idealer. Jeg anså i stigende grad verden kynisk. Som et sted styret af store interesserenter med en anden dagsorden end min. Jeg observerede en verden, hvor empati ud over for sine allernærmeste ikke eksisterede. Hvor kunst eksisterede men var ligegyldig. Hvor medierne og deres journalister var med i spillet. Men de var aldrig mere end en ubetydelig brik. Journalister er den spiller, der allerede er slået ud af et spil Risk og sidder på sidelinjen med kommentarer. Der bliver smidt opdateringer på Twitter, om hvordan de tilbageværende spillere opruster igen og igen, når de har sat sig på hele kontinenter og markeder. Det gøres velvidende, at deres læsere slet ikke ved, hvor spillet, reelt, foregår. Eller hvad reglerne er. Tanken om at blive journalist forlod mig allerede som teenager. Den vendte aldrig tilbage. Ikke så meget som et eneste sekund.
   Uden min plan, uden planen, var jeg efterladt som en mand alene i en jolle midt på et stort ocean. Muligvis var jeg, kognitivt, bygget som en moderne og skræmmende gigant af en viking på togt, men de fire verdenshjørner stod i et, og mine årer var tabt til havs. Alverdens råstyrke til at bringe jollen mod den helt rigtige havn talte for nul og niks, når jeg ikke havde de mest basale redskaber og den mest elementære retningssans. Jeg skvulpede rundt og lod vinden tage mig, hvorhen den lystede. Når land kom til syne, tog jeg, hvad verden nu bragte mig uden nærmere omtanke.
   Ganske få personer var tilpas tæt på mig til direkte at påtale, at jeg spildte mine muligheder og mit talent. For alle andre gjaldt det, at det altid var underforstået. Det var utvivlsomt min fantasi i nogle tilfælde, men det udgjorde størstedelen af min selvforståelse i en årrække i mine 20'ere. Frygten for fiasko overvandt sulten efter succes. Den ene uddannelse, der ikke lige var sagen, tog den anden. Jeg faldt, mere tilfældigt end bevidst, ind i et studiejob i en bank. Det viste sig, at jeg havde et naturligt talent for det; i særdeleshed at afkode markedskonjunkturer. Studiejobbet blev til en fuldtidsstilling. Før jeg vidste af det, havde jeg arbejdet i bankbranchen i næsten seks år, mens jeg avancerede problemfrit uden at have den korrekte uddannelse. Jeg havde, ikke for første gang, glemt at overveje, om jeg burde være der.
   Min bedre halvdel reddede mig. Hun tvang mig til søs igen. Jeg oplever altid folks omtale af deres ægtefælle som deres bedre halvdel som noget, der siges med et glimt i øjet. Det bliver ofte ytret som et - mislykket - humoristisk indslag. Endda ganske ofte ironisk. Det slår mig, at det, hvis det vitterligt er tilfældet, kan - og bør - efterlades usagt. Begge parter skal være hinandens bedre halvdel og skal løfte hinanden. Hvis det blot er en, der løfter den anden, vil forholdet falde fra hinanden; eller forblive intakt men ulykkeligt. For mig var bedre halvdel en betingelsesløs sandhed, selvom det kun var et forhold i det tidlige stadier, og ægteskab slet ikke var på tale, da hun skubbede mig til havs.
   Hun tvang til at indse og erkende, at jeg autodidaktisk, ved siden af jobbet i banken, tillærte mig hjemmesidekodning, adfærdspsykologi og meget andet, fordi jeg havde specifikke ambitioner, og ikke bare for sjov som jeg sagde, når nogen spurgte. Fordi jeg ville noget andet, end det jeg lavede på tidspunktet. Det var hende, som - mentalt - sparkede mig over skinnebenet, hver gang jeg var klar til at kaste tøjlerne, fordi udførelsesfasen var tung: Ta' dig sammen, røvhul. Ligesom det var hende, der fik mig til at give los på at netværke, dele og uddelegere for netop at få udførelsen i mål.
   Det lykkedes. Bedre end vi kunne have forestillet os eller tilladt os at drømme om. Min lille jolle er udskiftet med en monstrøs yacht med alt det personale, jeg kan ønske mig. Og så alligevel. Drømmen var faktisk at skabe en social platform, der skulle være med til at skabe en bedre verden. Jeg læste menneskelig natur forkert. Slet og ret. Jeg undervurderede, hvor rigidt verden var opsat. Desto dybere jeg bevægede mig ind i den privilegerede verden, desto mere måtte jeg give køb på, hvad jeg egentlig ville. Yachten kunne have nok så fantastisk en motor og GPS, men jeg befandt mig hurtigt ligeså fortabt med at finde havn, som jeg nogensinde havde været.
   Min forbavselse bliver kun større, da det går op for mig, at jeg ikke kun genkendte Everything I Wanted men også har siddet og sunget med; helt uden at tænke nærmere over det. Du har ret, Billie. Drømmen kan have været et mareridt.
   Når snakken falder på, at jeg har det sådan, ruller min kone altid øjne af mig. Bogstaveligt eller billedligt. Begge dele er smertefuldt. Måske gør hun det, fordi jeg aldrig har formået at forklare det hundrede procent rent ud af posen, og jeg i stedet skal pakke det ind i de mærkelige metaforer. Eller også synes hun, jeg er en forkælet møghvalp, der ikke kan finde ro i at have alt, hvad hjertet begærer. Essensen ligger begravet lige der. I de dybeste gemmer af min personlige brønd. Tilpas af vejen til at jeg ikke kan, eller vil, sætte ord på det.

***

Mindre end et minut senere dukker Latte Land op på samme side af vejen. Jeg kører ind på den store og helt tomme parkeringsplads. På to sider møder pladsen store murstensmure, der skærmer af ind til boligområder og skolen, mens en tredje side er hjemsted for en perlerække af restaurationer: Dunkin' Donuts, Panda Express, Burger King, Taco Bell, Ben & Jerry's, Denny's, Domino's, 7-Eleven og i midten Latte Land. Hele paletten. Amerikansk cuisine på dets fineste. Lige ved siden af en high school endda.
   Den øde parkeringsplads er et forvarsel på, hvad jeg allerede ved, inden jeg kommer frem til Latte Lands indgang. Der er ikke åbent endnu. Hvad nu? Vil hun have mig til bryde ind og lave en kop kaffe for så at sætte mig ned og drikke den? Nej, det ville for sindssygt. Jeg vil ikke engang kunne nå at finde ud af, hvordan kaffemaskinen fungerer, før politiet kommer. Jeg spadserer i stedet tilbage til bilen for at vente på at blive ringet op. Lad ske, hvad der må ske.
   På vejen går jeg forbi de forskellige restaurationer. Der er ikke engang mødt nogen, der er ved at gøre klar til åbning et eneste sted med undtagelse af 7-Eleven, der som altid har åbent. Kunder er der dog ikke nogen af.
   Jeg sætter mig på bilens køler. Et bæltedyr kravler over pladsen. Velkommen tilbage til Texas. Jeg kan ikke erindre at have set et bæltedyr inde i byen før. Med min sindstilstand og mit søvnunderskud ville det dog ikke undre mig det vilde, hvis Dalis elefanter med bizarre ben tog sig en morgengåtur over pladsen. Hvad er det med mig og elefanter i dag?
   Den blotte tanke, om hvor varmt det bliver, når solen har ramt højeste gear om nogle timer, er nok til få svedperler til at løbe fra mine armhuler ned ad min side. Jeg kigger op på synderen, der vil bringe denne uhellige varme. Solen er nu gået fri af jorden nu og står i dens fulde cirkelform på en skyfri, lyseblå himmel. Jeg har lyst til en cigaret. Det er omkring 13 år, siden jeg røg min sidste cigaret på den samme dag, som jeg fandt ud af, at min kone var gravid med Louise. Og det er 11 år siden, jeg sidst har haft lyst til en cigaret. Sådan for alvor. Som nu. Adskillige fugle kvidrer. Hvem ved, hvad de kvidrer om? Måske hilser de dagen velkommen; måske kommunikerer de med hinanden; måske er de bare glade. I mine ører lyder det som om, de håner mig. Jeg lukker øjnene og forsøger at lade cigarettrangen passere. Et minut. To minutter. Tror jeg. Lige lidt hjælper det. Da jeg åbner øjnene, står en cowboy foran mig. 50 meter væk. Han er iført cowboystøvler, stramme cowboybukser, ternet skjorte, cowboyhat og to revolvere i et bælte. Hele pivtøjet. Velkommen tilbage til Texas.
   "Howdy," siger cowboyen.
   Jeg stirrer på ham med åben mund.
   "Howdy," siger jeg tilbage.
   Hvad skulle jeg ellers sige? Det går op for mig, at det er Marlboro-manden. Eller hvis det ikke er, ligner han i hvert fald den kommercielle figur på en prik.
   I bedste Lucky Luke-stil flytter Marlboro-manden sine fødder til siden med små skridt, så han står med spredte ben, mens han langsomt bevæger armene ned langs siden. Med en bevægelse så adræt og hurtig, at jeg knap nok opfatter den, river han med højre hånd den ene revolver op af sit hylster og peger den mod mig. Men han skyder ikke.
   "Hvis du kan fange dem, må du få dem."
   Jeg aner ikke, hvad han snakker om, men jeg er ikke bange; selv med en revolver rettet mod mig. Marlboro-manden løfter revolveren og peger den i en 90 graders vinkel op i luften i retning mod mig. Der lyder et brag. Ud af revolveren flyver der cigaretter. Mindst hundrede af dem. Jeg hopper op fra køleren og rækker hænderne ud. Nogle af cigaretterne er glatte, andre er stenhårde og iskolde. Alle glider de mellem mine fingre på vej mod jorden. I samme sekund de rammer jorden forsvinder de. Jeg har det, som om jeg er i et computerspil fra 1980'ere.
   Jeg lukker øjnene igen. Dyb indånding. Fokuser for fanden! Jeg tæller til 10. Til 20. Til 30. Åbner øjnene. Marlboro-manden er væk. Jeg stikker hovedet ind gennem bilens åbne vindue ved førersiden. Der er en enkelt dåse Red Bull tilbage. Den er ikke længere kold. Jeg er ikke begejstret for smagen. Ikke engang i den bedre udgave, når den er iskold. Alligevel bunder jeg den i en tår. I dens lunkne tilstand giver drikken mig kvalme og efterlader en klistret fornemmelse i min mund. Jeg roder rundt i bunden af bilen og finder en halvfyldt vandflaske, som jeg også drikker i en tår på nær en lille slat, som jeg tager i munden og skyller rundt, før jeg spytter ud. Det hjælper ikke meget, og jeg er stadig efterladt med fornemmelsen af et centimetertykt sukkerlag på min tunge og hele indersiden af min mund. Jeg kigger over på 7-Eleven og derefter i min pung. Der er kun 100 dollars plus det løse tilbage af de 200, jeg måtte tage med for hende. Kreditkort skulle blive hjemme.
   Telefonen ringer.
   "Var det en god kop kaffe?" spørger hun.
   Jeg kan fornemme hende smile i den anden ende. Jeg har ikke tænkt mig at give hende fornøjelsen, så jeg forbliver tavs.
   "Ingen grund til at blive mopset. Jeg skulle se, hvordan du ville reagere på det uventede. De åbner om en times tid," fortsætter hun.
   Jeg aner, at smilet har ændret sig til tøven hos hende. Hun venter igen på min reaktion. Tydeligvis havde hun forberedt præcis, hvad hun skulle sige, men hun stopper nu op og skal finde ordene. Det er ikke længere den ubetinget selvsikre instruktion.
   "Er du der?" bliver hun nødt til at forhøre.
   "Ja, jeg er her."
   "Nå, men i mellemtiden til de åbner på cafeen, skal du køre en lille tur. Fortsæt i samme retning som du var på vej mod før."
   Jeg sukker og kravler ind på førersædet.
   "Du skal kun køre et par minutter, før du kommer til City Inn."
   Min hjerne får, ved den blotte tanke om et hotel og muligheden for søvn, et skud frisk energi skabt fra naturens hånd, som Red Bull aldrig ville kunne konkurrere med.
   "Der er reserveret og betalt for et værelse i dit navn. Få et bad, barber dig og hvad du ellers har brug for. Men du må ikke sove."
   En lille arbejdsmand med sikkerhedshjelm står i mit hoved og råber til de øvrige medarbejdere: Så lukker vi ned igen! Kommandoen om fornyet energi er afblæst! Han river ned i et håndtag, og med ét slukker alle maskiner. Tandhjul holder op med at dreje. Damp fra maskiner ophører. Den nyfundne energi bliver forvandlet til frustration.
   Jeg synker ned i bilsædet: "Jeg er ikke sikker på, jeg kan mere uden søvn."
   "Få dig nogle nosser. Jeg ringer, når du skal til Latte Land om en lille time. Og forresten...gå nu for Guds skyld ind i 7-Eleven og køb den pakke smøger," siger hun, før hun ligger på.
   Bad, smøger, bad, smøger. Det må blive smøger før badet. Jeg står i døren til 7-Eleven, da det slår mig, at der skete noget underligt i løbet af den telefonsamtale. Som forstenet bliver jeg stående i døren og stirrer op i loftet, mens jeg funderer. Jeg registrerede det, da det skete, men min hjerne var for træt til at bearbejde det videre. Der er noget, der ikke stemmer. Men hvad? Ud af øjenkrogen kan jeg se den mandlige ekspedient sidst i 20'erne kigge nervøst og undrende på mig. Hans højre hånd glider ned under disken, men hans øjne forlader aldrig mig. Langsomt bliver hans statur mere og mere skæv med den ene skulder længere nede end den anden, som om det, han skal have fat i, er længere nede, end han kan nå i oprejst stilling. Overfaldsalarm? Pistol? Jeg har ikke lyst til at finde ud af det, så jeg opgiver at opklare det bemærkelsesværdige fra samtalen med og går ind i butikken. Det er sikkert bare den underlige dagdrøm om arbejdsmænd i mit hoved, der giver mig en sjov fornemmelse. Eller Marlboro-manden. Eller...
   Tilbage ved bilen tænder jeg en smøg. Jeg føler effekten af nikotinen med det samme. Den værste top af hele situationens stress fordufter. Min tyngdelov ophæves. Jeg flyder. Jeg flyver. Jeg brækker mig. Kombinationen af varm Red Bull og røg i lungerne for første gang i så mange år er mere, end systemet kan klare. Der er ikke andet end kaffe og Red Bull at kaste op, så den sidste del af processen bliver pinefuld. Med kun mavesyre tilbage trækker min mavesæk sig sammen og forkramper. Da det endelig ophører, kigger jeg ned i blandingen af koffeindrikke med min henkastede, næsten urøgede cigaret flydende deri, som er jeg en spåkone, der forsøger at se fremtiden i teblade. Fire dybe indåndinger senere går jeg om på den anden side af bilen og tænder endnu en smøg. Denne gang forløber det problemfrit. Jeg smider skoddet på jorden og sætter mig ind i bilen for at køre mod hotellet. 07.22 informerer bilens ur mig. Det er godt med dig, du.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 27/07-2020 16:38 af Jimmy Acaster (Kafkaesque) og er kategoriseret under Romaner.
Teksten er på 3289 ord og lix-tallet er 29.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.