Undskyld


9 dage siden 2 kommentarer Livshistorier barndom alkoholisme socialrealisme

2Undskyld
Solen skinner da mor henter mig fra børnehaven i dag. Der er inge... [...]
Livshistorier · barndom, alkoholisme, socialrealisme
9 dage siden
6Hullet
Der' hul midt i spanden, · kære Lisbeth, · kære Lisbeth. · Der' hul mid... [...]
Livshistorier · alkoholisme, livsrefleksion, socialrealisme
2 år siden
5Finkeline
Er du smuk med hvidblond hår · Fint og let som fjer · Dit ansigt dugf... [...]
Digte · barndom, refleksion, afsked
5 år siden
7Skriget
Jeg sidder på mit værelse i min lille enmandsseng. Det er søndag ... [...]
Livshistorier · magtesløshed, socialrealisme, alkoholisme
5 år siden
5Hjem
"NEJ!" skriger jeg. · Jeg hyler og stamper i jorden. Mit hoved føle... [...]
Livshistorier · alkoholisme, svigt, socialrealisme
6 år siden
6Drømmespind
Drømmespind, sommervind · Himmelblå, let på tå · Alt er smukt når man... [...]
Digte · fantasi, erkendelse, afhængighed
6 år siden
2Regn
Jeg står alene herude i regnen · En kold dag i juli og glemmer hvor... [...]
Digte · barndom, sorg, savn
6 år siden

Puls: 27,6

Publiceret: 1
Afgivet: 11
Modtaget: 2
Michelle Jeannie Madsen (f. 1990)
Solen skinner da mor henter mig fra børnehaven i dag. Der er ingen skænderier eller gråd når vi skal afsted, som der ellers er alle de andre dage. For alle de andre dage ved jeg at når mor kommer og henter mig, så skal vi på Centerbodegaen. Jeg hader de uendelige lange aftener i de tætpakket, mørke lokaler fyldt med larm og røg. Men i dag er det fredag. Og fredag betyder at jeg skal hjem til bedstefar og være hele weekenden. Jeg elsker at være hjemme hos bedstefar, for der er aldrig fest eller fulde folk. Og mor bliver aldrig særlig længe, afleverer mig bare og skynder sig at køre igen. Tilbage til Centerbodegaen. Så er det bare mig og bedstefar hele weekenden og jeg bliver forkælet fra morgen til aften. Og når det er rigtig godt vejr som i dag, plejer vi altid at sidde ude foran lejligheden i det lille hjørne skærmet af tjørnehækkene, i de hvide havemøbler og drikke saftevand.

Det tager ikke mere end 20 minutter hjem til bedstefar, mig bag på mors cykel, men det føles alligevel som en evighed. Da vi drejer om hjørnet og kører ind mellem de røde murstens lejligheder, kan jeg se familier alle vegne rundt omkring os der også er ude og nyde solen. Spredt ud på græsplænerne med tæpper og mad, og rundt om på de hvide altaner, med altankasserne fulde af farvestrålende blomster. Mens vi kører afsted kan jeg næsten se bedstefar for mig. Han vil sidde der i den hvide havestol og smile til mig, i bare tæer og med skjorteærmerne smøget op.

Men da vi nærmer os bedstefars lejlighed er der tomt i havemøblerne for enden og han er ingen steder at se. Skuffet kravler jeg af cyklen. Det kan være han bare er inde for at hente saftevand. Men allerede i opgangen kan jeg høre at der er noget galt. Noget der ikke er som det plejer. Der er en øredøvende larm som lyder til at komme inde fra bedstefars lejlighed. Da døren bliver åbnet er lejligheden fyldt med mennesker. Jeg bliver så overrumplet og forvirret, at det tager mig flere minutter at opfatte hvad der er sket. Men så snart vi får mast os vej ud i det lille køkken, ser jeg ham med det samme. Onkel Jack.

Onkel Jack er en høj og kraftig mand med rødt hår og overskæg, fregnet hud og varme brune øjne. Hans store, muskuløse arme er dækket af sømandstatoveringer der ligner dem bedstefar har, selvom han aldrig selv har været sømand. Ærmerne på hans røde skovmandsskjorte er smøget op, som jeg så bedstefars være det for mit indre blik. Han har en smøg i mundvigen og en øl i hånden. Lige på det punkt ligner han mor. Men jeg kan meget bedre lide Onkel Jack, for han er altid så rar. Han skælder aldrig ud ligesom mor, men fortæller altid de sjoveste, mest fantastiske historier fra alle hans rejser rundt om i verden, selvom mor altid siger at han er fuld af løgn.

Det må være over 1 år siden jeg så ham sidst, for han bor langt ude på landet og kommer kun meget sjældent hjem. Og så er mor og ham også næsten altid uvenner. Så selvom der bliver krammet og kysset nu når de hilser på hinanden, så ved jeg at det aldrig holder særlig længe. Mor sætter sig ned vedsiden af Onkel Jack på bænken ved det lille køkkenbord og begge begynder at snakke højlydt i munden på hinanden. Normalt ville jeg være ellevild. Men lige i dag er jeg ikke så glad for at se ham.

Den uventede situation gør mig tvær og tilbagetrukken. Der er fulde, råbende mennesker overalt. Røgen ligger tyk som tåge i luften og hver eneste vandrette overflade i det lille køkken er dækket af ølflasker. Jeg ser rundt efter bedstefar og kan lige skimte ham inde i stuen vedsiden af. Jeg kan ikke se ham så godt for alle menneskerne, men på hans stemme kan jeg høre at han også har fået et par øller. Jeg har ikke lyst til at være her mere. Jeg prøver at snige mig væk, men bliver stoppet af lyden af mors stemme.

"Kom Michelle og sæt dig ned! Hils på din onkel, det er jo hundrede år siden!" råber hun gennem mængden.

Og så må jeg sætte mig ned på stolen der bliver trukket ud for mig, for enden af det overfyldte køkkenbord. Men hverken Onkel Jack eller nogle andre virker til at lægge synderlig mærke til mig. Jeg drikker den sodavand jeg får stukket i hånden i stilhed, mens jeg forsøger at lukke larmen ude. Jeg ved ikke hvor lang tid jeg sidder der. Min mave begynder at rumle, men det virker ikke til at nogen vil begynde at lave aftensmad lige foreløbig. På den sparsomme plads mellem ølflaskerne yderst på bordet står en skål med flæskesvær. Jeg kan egentlig ikke lide flæskesvær, men jeg rager alligevel en håndfuld til mig og begynder at gnaske løs. Der er intet at lave andet end at sidde og lytte på mors og Onkel Jacks råben, der som tiden går bliver mere og mere snøvlende og højlydt. De er allerede begyndt at småskændes kan jeg se på mors irriteret ansigtsudtryk, selvom jeg ikke kan høre et ord af hvad de siger.

Jeg har for længst drukket min sodavand og de tørre flæskesvær udvider sig i munden på mig og giver mig en væmmelig eftersmag. Jeg er træt, tung i hovedet af alt røgen, men mest af alt så keeedddeerrr jeg mig. Med intet andet til at underholde mig end ølflaskerne og flæskesværene, finder jeg på en leg der går ud på at proppe flæskesværene ned i de tomme ølflasker. Det er sværere end man skulle tro, for mange af flæskesværene er enten for tykke eller for kurvet til at kunne komme ned gennem de tynde flaskehalse. Jeg morer mig herligt med at udvælge de helt perfekte flæskesvær. Jeg begynder efterhånden at løbe tør for tomme ølflasker, men jeg er så opslugt af legen at jeg ikke har lyst til at stoppe. Den næste flaske jeg får fat i er halvt fyldt. Jeg udvælger et flæskesvær, men kigger så hurtigt op, for at se om der er nogen der holder øje. Og så, i samme øjeblik som jeg lader flæskesværen ploppe ned i flasken, får jeg øjenkontakt med Onkel Jack. Hans udbrud får mig til at spjætte i stolen.

"Nej, hvad fanden laver du?! Min øl!"

Han langer ud efter øllen og stirrer vredt ned i flaskeåbningen hvor flæskeværen forsvandt. Flere omkring os har også lagt mærke til hvad der er sket og kommer med forarget tilråb. Onkel Jacks vrede gør mig bange og ked af det, for jeg har aldrig set ham vred på mig før. Mor dukker pludselig op vedsiden af mig og tager mig ublidt ved armen.

"Hvad laver du Michelle?" vrisser hun snøvlende til mig. "Du har ødelagt hans øl! Sig undskyld til din onkel!"

Men jeg bliver bare endnu mere ked af det og begynder at græde. Det var jo ikke meningen, jeg vidste ikke engang at det var hans øl. Jeg prøver at forklare dette med grådkvalt stemme over larmen, men til ingen nytte.

"Hold så op! Sig nu undskyld!" skærer mor mig af.

Men jeg krymper mig bare sammen og kigger væk. Jeg har ikke lyst til at se på hende og slet ikke på Onkel Jack. Min strube har snøret sig sammen og det spænder i hele min krop.

"Sig nu undskyld til din onkel, sig undskyld!" siger mor indtrængende.

Det giver et sæt i mig og før jeg ved af det har jeg flået min arm fri fra hendes greb og er flygtet ud af køkkenet, ud af lejligheden. Jeg løber ud af opgangen og hen til det lille hjørne med havemøblerne ved tjørnehækkene, hvor jeg kryber sammen bag ved et buskads. Jeg græder og græder brandvarme tårer. Jeg nægter at sige undskyld, han har rigtig godt af at der er et flæskesvær i hans øl, så han ikke kan drikke den! Jeg kan ikke gå derind igen nu, så jeg sidder bare helt stille bag buskadset og håber desperat på at de ikke finder mig. Jeg holder stift øje med opgangsdøren fra mit skjulested. Men efter et stykke tid går det op for mig, at ingen kommer efter mig. Jeg slapper lidt mere af, men jeg kan ikke holde op med at græde. Jeg begraver ansigtet i mine knæ og lukker verden ude.

Det er blevet halvmørkt da jeg ser op igen. Græsplænerne og altanerne er tomme nu, og den eneste lyd er latteren og råben man kan høre fra bedstefars køkkenvindue, der står halvvejs åbent. Jeg har ondt i kroppen og bagdelen af at sidde i samme stilling så længe på den hårde jord. Jeg føler mig søvnig og sløv, men jeg er holdt op med at græde. Det nytter alligevel ikke noget. Jeg ved at jeg bliver nødt til at gå ind igen før det bliver mørkt, for ellers så kommer de helt sikkert og leder efter mig. Skrækken er nok til at få mig på benene. Jeg forsøger at tørre mit våde, hævet ansigt med ærmerne af min trøje. På stive ben går jeg langsomt tilbage til opgangsdøren og ind. Jeg må banke hårdt på flere gange før døren bliver åbnet. Køkkenet er stadig ligeså fyldt med mennesker og der går et stykke tid før der bliver lagt mærke til mig.

"Hey Lisbeth, der er hun!" råber en eller anden.

Jeg kan se mor rejse sig halvvejs op fra køkkenbordet og se sig desorienteret omkring. Onkel Jack sidder stadig der på bænken vedsiden af hende, men han virker ikke til at have lagt mærke til noget. Jeg kigger ned i gulvet da mor kommer hen til mig. Hun svajer en smule på benene og bøjer sig forover ned i min øjenhøjde. Hendes ånde lugter af øl og jeg vender ansigtet væk.

"Nå, er du nu klar til at sige undskyld?" snøvler hun.

Jeg synker med besvær, mens jeg stadig ser ned i gulvet. Min hals er tør og øm af gråd og den tykke røg i køkkenet. Jeg tager et par små skridt hen mod køkkenbordet.

"Undskyld" mumler jeg til gulvet, men min undskyldning drukner i larmen omkring os.

"Nej, nej, højere så din onkel kan høre dig!" insisterer hun.

"Undskyld!" siger jeg igen lidt højere og min stemme knækker over. Men Onkel Jack taler stadig højlydt og virker overhovedet ikke til at have lagt mærke til mig.

"Undskyld for hvad? Og sig det til din onkel, det var ham du gjorde ked af det!" siger mor og styrer mig fremad, så jeg nu står lige foran køkkenbordet.

Flere omkring bordet dasker Onkel Jack på skulderen, for at få hans opmærksomhed og min mor råber ham højlydt op.

"Hey, hey, Jack! Michelle har noget hun gerne vil sige til dig!"

Og det gør tricket, for han får nu endelig øje på mig og holder op med at tale. Han vender sig om i sædet og ser ned på mig med et forventende smil.

"Undskyld jeg kom et flæskesvær ned i din øl. Undskyld!" siger jeg højt og hæst ud i lokalet og forsøger af al magt ikke at begynde at græde igen.

Mine ord bliver mødt med overbærende latter fra alle sider. Onkel Jack smiler og læner sig forover for at give mig et par solide klap på ryggen.

"Det var godt, min pige. Det er helt i orden!" siger han og blinker til mig med det ene øje. Så vender han sig bort igen og genoptager sin samtale fra før.

Det er overstået. Lettelsen får mig næsten til at græde igen og jeg vender mig væk så de ikke skal se det. Men ingen virker til at lægge mærke til mig længere. Jeg kigger op på mor for at se om hun stadig er vred, men hun virker heldigvis også tilfreds med min undskyldning nu.

"Der kan du bare se, det var da ikke så slemt, vel?" snøvler hun opmuntrende. Jeg ryster på hovedet, mens jeg forsøger at blinke tårerne væk.

"Husk det! Hvis du har gjort noget galt, så bare sig undskyld og så bliver alting godt igen!"
Forfatterbemærkninger
Dette er et minde fra min barndom.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 27/07-2020 19:00 af Michelle Jeannie Madsen (Frk. Madsen) og er kategoriseret under Livshistorier.
Teksten er på 2039 ord og lix-tallet er 27.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.