Cirkus Afghanistan [arbejdstitel]

III


16 dage siden 2 kommentarer 5 kapitler Uafsluttet Romaner krig afghanistan mørke

1Cirkus Afghanistan [arbejdstitel] - IV
Det var tidlig morgen og flade skyer lå gråt over os som et porøs... [...]
Romaner · afghanistan, krig, landskab
4 dage siden
2Cirkus Afghanistan [arbejdstitel] - III
Jeg kan huske dagen op til min første ildkamp. Det var i februar.... [...]
Romaner · krig, afghanistan, mørke
16 dage siden
3Cirkus Afghanistan [arbejdstitel] - II
Jeg så Afghanistan første gang gennem et ovalt flyvindue. Jeg sov... [...]
Romaner · krig, afghanistan, historie
22 dage siden
4Cirkus Afghanistan [arbejdstitel] - Romerta...
Jeg havde ikke sex i mere end et år, efter jeg kom hjem. Jeg kan ... [...]
Romaner
1 måned, 1 dag siden
1Cirkus Afghanistan [arbejdstitel] - Prolog
Jeg tøvede længe med at skrive denne bog. En af årsagerne var, at... [...]
Romaner
1 måned, 2 dage siden

Puls: 51,1

Publiceret: 5
Afgivet: 16
Modtaget: 10
John Katz (f. 1984)
Jeg kan huske dagen op til min første ildkamp. Det var i februar. Jeg stod i afgangsområdet i vores hovedlejr, Camp Price, ved en pansret mandskabsvogn. Det var tidlig skumring og det havde regnet en kold regn. Det stak i mine lunger, da jeg ud af kedsomhed var begyndt at ryge for meget. Kan man snakke om en forårsluft et sted som Helmand? Forårsluft er i Danmark en følelse af fremvoksende grønt og et landskab, der ånder. En overgang fra noget brunt og grønt til noget mere grønt. Noget varmt, beblomstret og trygt vokser ud af en vinters våde og klamme favntag. Den følelse havde vi ikke i Helmand, følelsen var måske mere præcist én af et landskab og en geografi, der stille skruede op for intensiteten af sanseindtryk. Følelsen af, at landskabet i dets kulde var ligeglad med dig. Men efterhånden som månederne skred frem fattede en interesse i dig, betonet af sadisme, som havde du fortjent en plads i den blege goldhed, hvorfor den ville omforme dig ved at presse som en skruestik med fremmede sansninger og spirende vegetation, der voksede op og greb ud efter dine ben og til sidst tårnede over dig, når du ængstelig gled igennem det grønne mørke nede blandt rødderne af en sommers majsmark. Men hvis du gik få hundredemeter ud af Green Zone, blev dette grønne og fugtige mørke erstattet af en gold og tør tomhed. Som var vi frøer i Green Zones langsomt opvarmede plantegryde. Men den aften, i den absolut sidste del af Helmands vinterkulde, var Green Zone stadig kold, træerne afpillede og planterne kun gnallinger i markernes mudder.

Vi var iført fire lag udrustning. Det indre lag var karryfarvet undertøj i et holdbart kunststof, uden elastikker, hvorfor kønnet dinglede og klaskede rundt. Flere brugte deres eget i stedet, Bertoni og Calvin Klein og måske enkelte syrede tryk af frugter eller blomster, en stille, ironisk kommentar til den nye verden, der omgav os. Nogle af os sprayede deodorant på kroppen før patruljerne, omend der blev færre over tid. Over disse lag dækkede en kampuniform, hvis sløringsmønster bestod af små brune og grønne pletter lagt ind over hinanden på en sandfarvet baggrund. Uden på kampuniformen omkransede fragvesten overkroppen som et altomkransende sneglehus. Vesten bestod af sorte plader af paramid og pladerne var proppet ned i fragvesten på brystet og på ryggen, lukket til med genstridig lynlås. Over skuldrene og på flankerne af brystet var beskyttende hårde kunststoflag indhyllet i sløring spændt over med matte sorte og grønne messingknapper. Det yderste lag bestod af polstrede sandfarvede eller sorte knæbeskyttere spændt hen over benene, og så basis.

Basis var et bæresystem, et harnisk, der med et bælte, velcro og stropper opholstrede magasinhylstre, grejlommer og små bærehylstre, hvor vi gemte vores smøger, kameraer og amerikanske Meal-Ready-to-Eat-rationer, hvilket vi kaldte MREs. Basis var aldrig blevet lavet i andet end grøn. Bæltet og dets mange små komponenter stod i kontrast til ørkenuniformen. Nogle havde indkøbt andre løsninger på nettet til deres udrustning, andre havde lavet eller købt sløringsflager til hjelmene, og på patrulje lignede vi ikke en uniformeret masse, men individer, der i et personligt udtryk legede med et fælles tema, en indianerstamme. Selv havde jeg valgt at tage en pistol, jeg aldrig ville få nogen praktisk brug for, med i et lårhylster. Jeg forestillede mig, at hvis vi blev rendt over ende i mørket, ville jeg kunne lave et sidste udfald med pistolen, som i en krigsfilm jeg havde set, og som jeg nu har glemt hvad hed.

Yderst sad Camelbak som en tæge hen over ryggen, med en tynd drikkeslange ført hen over eller under skulderen, så tægen fremstod som en venligsindet parasit, fyldt med væske, hvis tentakler var gået i symbiose med dets bærer. På fødderne havde vi kampstøvler med snørrebånd, der surrede de skrøbelige ankler fast til skinnebenene, på hovedet en sløringsfarvet kevlarhjelm som bulede ud over ørerne, med falmet grøn hagerem.

I afgangsområdet åbnede lugen til min mandskabsvogn, PMV'en sig, langsomt ned og lagde sig på jorden med et bump. Vi kaldte vores pansrede køretøjer for PMV'er. Jeg kan huske bevægelsen og lyden ganske tydeligt, hvordan et varmt mørke fra PMV'ens indre åbnede sig for mig. Oven over os hang en hvid halvmåne i en indigoblå himmel. En rød sol krøb om bag fjerne bjergkamme mod øst.

Jeg husker ikke alt særlig godt. Det ejendommelige er, at mindet om små, konkrete bevægelser, forudsigelige bevægelser, sidder fast. Maskinernes bevægelser og lyde især, så forudsigelige som noget. I min hukommelse er de næsten små pejlemærker. Klonket fra lyden af PMV'ens låge, der lagde sig, får mig nu til at tænke på lyden af og stødet i skulderen fra min riffel, og nu tænker jeg på lyden af et flybombenedslag. Der er et kartotek af lyde, et register af bas og diskant i mit hoved, der ved deres enormitet og deres sælsomhed bare ligger der, begravet og til at hive op af mine minders sand og støve af, hvorefter de vågner og skriger. Det er svært at stoppe ved blot en lyd, og lidt senere kommer billederne med. Vanviddet og rædslen ved det laservejledte flybombenedslag på to-tre personer 80-100m foran dig, mens du ligger trykket i en grøft og hujer af forløsning.

Der var ingen plads i en PMV. Inden i var den mat grøn og foret med radioer, forsyninger og våben. Vi sad sammenpressede mellem hinanden og nogle af os prøvede længe med små, spontane ryk at finde en behagelig stilling at sidde i. Hvor ryggen eller lænden ikke krampagtigt pressede mod en eller anden kant fra de mange lag af vores egen og vores nabos udrustning og PMV'ens interiørstumper og maskineri. Eller hvor grejet på bælterne og slangerne fra Camelbakken på soldaterne, der stod med overkroppen ude af lugen oven over os imens de skannede deres sikringsvinkler, ikke bankede os i hovedet. I mellem vores knæ havde vi vores rifler og geværer stående med kolben i jorden, hvorpå enkelte havde påsat privatindkøbte Aimpoints, rails til geværløbet, lygter, lasersigter.

Vi havde fået bønner, ris og oksekød i cookhouse aftenen før, så der stank i det omvæltende og larmende indre, imens vi kørte. Jeg spurgte soldaten over for mig - "Kører vi forrest" - "Ja." Jeg kunne ikke se hans øjne bag de sorte fragsolbriller. Han rystede let på hovedet, da jeg var kommet 2 minutter for sent til stilletidspunktet for delingen, jeg skulle med. Jeg vidste, vi kørte gennem Gereshk nu, men jeg var lukket inde i en metalkiste. Vi ville være de første i kolonnen til at ramme en vejsidebombe, et lille ting inden i mig mumlede bittert, at jeg var sprogofficer, ikke kampsoldat. Også en grund til, at soldaten over for mig sikkert ikke tog mig særligt alvorligt. Imens han var blevet mentalt og søvnmæssigt bollet i røven på endnu en våd stroppetur i Oksbøl, havde jeg siddet og fået en højere løn end ham for at lære et sprog og få en premierløjtnantsgrad på en stol på Svanemøllens Kaserne på Østerbro. Jeg begyndte at slumre, min krop kunne måske sove min snigende utilpashed væk. Min svaghed begyndte at sive ud af mig allerede der, men jeg vidste ikke, om det der var begyndt at erstatte det, var mod eller et delirium forårsaget af alle sanseindtrykkene fra denne nye verden.

Det var stadig let tusmørke, men med mellemrum blev vores lemmer og ansigter synlige fra korte lysglimt fra Gereshks vejlamper, der klemte sig ned til PMVens mørke gennem lugen og forbi de stående sikringsfolk. Jeg faldt i søvn. Jeg vågnede hurtigt igen af hoste fra noget indåndet støv. Vi var kørt ud i ørkenen i uberørt sand for at undgå vejsidebomber. Et fint lag af ørkenens kolde støv dækkede os nu. Sådan sad vi en time, indtil PMV'en standsede. Lugen gik ned. Vi stavrede ud og jeg stod i en ny lejr, nu i nattemørke.

Lejren hed Forward Operations Base Keenan, og dets omdrejningspunkt var en tom, rektangulær plads på størrelse med en fodboldbane. Langs en mur lidt væk fra os stod en rød container og paller, hvorpå der lå sække, der til forveksling lignede noget levende, som sov roligt i tusmørket. Keenan havde måske været en rig mands store kalaa, eller compound, som vi kaldte det. Kalaa var pashtunsk og betød hus eller gård. Det stammede oprindeligt fra det arabiske qa'ala. Stedets historie og oprindelige navn fortabte sig og var væk for evigt, som var tilfældet med så mange af ruinerne i Helmand. Nu var den blevet opkaldt efter en død, britisk soldat. Bygningerne kunne være flere hundrede år gamle, og de bestod af lysebrune mure, der tårnede flere mandshøjder over os, med små åbninger hist og pist. De mindede om minimalistiske teaterkulisser, hvor en ny trup igen skulle opføre et tragikomisk skuespil. Briterne havde skåret store huller i murene, hvor det var nødvendigt at skabe farveje for køretøjer og mennesker, og havde udvidet forsvarsværkerne med heskobastion-mure. Jeg så omridset af massive, buttede tårne lavet af heskobastions, såkaldte sangars, knejse i hver ende af lejren. Jeg tændte kort for min natkikkert og satte den for øjet. Verden blev mørkegrøn og spøgelsesagtig og fra en af disse sangars vandrede strålen fra et infrarødt lasersigte kort hen over markerne nede i Green Zone. Jeg kunne ænse vagter i sangaren gennem en døråbning for enden af en høj, lysegrønt lysende trætrappe. De sad på campingstole under sløringsnet og skuede ud i perimeteren med natkikkerter, der lukkede dem inde i deres grønne underverden. I et hjørne af pladsen hang en mørkegrøn boksebold på et træstativ og gyngede svagt.

Et skarpt lys i en sprække i en mur ledte os mod lejrens indre. Vi gik igennem sprækken og videre ind i en labyrint af hesko-huse, store telte og små passager af blikpalisader, der var fastnet oven på de oprindelige mure fra den afghanske compound. Den eneste lyd i natten var den kvækkende dronen fra dieselgeneratorer et sted i lejren. Vi passerede et par skikkelser, briter på vej i seng.

De trange passager åbnede op til en lille plads, hvor tre køretøjer holdt på en snorlige række. Man kunne svagt høre en sær musik her, fra et lejromåde lidt væk. Den bestod af tre elementer, et dybt strengeinstrument, der lagde en sørgmodig bas, mens en sær guitar sprang staccato hen over bassen. Og en stemme, en mandlig stemme, der sang som en hysterisk dreng, der var i tårer over et eller andet, jeg kunne ikke genkende sproget, måske var det Dari. Det ville betyde afghanske soldater.

Ved et hjørne af et telt i det grønne mørke stod to skikkelser og røg. Jeg slog min natkikkert op fra øjet og op på dets spænde på ydersiden af hjelmen og vi bevægede os hen til dem. De var ikke høje, men kraftigt byggede og de var mørke i huden. Hen over brystet på den ene af dem hang en stor, konkav kniv, en kukri. Det var Gurkhaer, nepalesiske soldater i britisk tjeneste, og de fortalte os på pludrende engelsk, at dette var teltet, vi skulle overnatte i. Gurkhaerne var berømte for deres mod, jeg havde hørt en vandrehistorie om en Gurkha, der under en ildkamp havde hugget hovedet af en talibaner og taget det med i en pose tilbage til sin lejr, fordi han troede, der skulle indsamles et DNA-bevis. Eller også var det hans undskyldning for at bruge kniven. Der blev efter sigende startet en undersøgelse, som senere frifandt ham.

Jeg spurgte dem, hvad det var for noget musik, vi kunne høre, og en af dem mumlede med en særegen accent, der nærmest lød australsk "Some shit Afghan music". En deling og lidt til af den afghanske hær, kaldt ANA, holdt til her i sammen med briterne. Enkelte britiske officerer og soldater var fast tilknyttet den afghanske enhed som såkaldte OMLTs, Operational Mentoring and Liaison Teams. Deres opgave var at gå rundt med de afghanske enheder under patruljer og operationer og gennem eksempel og radiokoordination med de vestlige styrker gøre dem til en effektiv kampstyrke. Lige de briter bar altid betragtelige mængder ammunition.

Jeg efterlod den lille gruppe soldater, jeg havde gået med, hos gurkhaerne. De begyndte at grine sammen over et eller andet, da jeg smækkede den tunge gummiteltflage til side, og jeg gik ind i teltet og smed min udrustning på en feltseng. Der han et mat, rødligt lys fra teltets loft, og rundt om mig havde flere danske soldater allerede lagt sig i halvmørket. Deres udrustning lå i bylter for foden af de skrøbelige feltsenge, og soldaterne havde pakket sig ned i soveposer. En kold damp, der steg op fra deres kroppe, blev oplyst af små, diskrete pandelamper med hvidt lys, som de brugte til at bladre i M!-blade og fantasy-romaner.

Jeg gik ud af teltet og efterlod soldaterne i deres hensygnen. Mørket var blevet meget dybt nu og musikken fra den afghanske del af lejren var stoppet. Over os så jeg alle himlens stjerner på den uforurenede nattehimmel, de bevægede sig stille i deres evige bue. Jeg havde lidt tid for mig selv og gik mod en af sangarene, hvis profil stod sort og tung imod stjernehimlen. Jeg gik i de skumle passager og så to briter, der kom spankulerende ud af væggen fra et eller andet dybt kammer i forsvarsværkerne. Jeg kunne se deres kroppes omrids i nattehimlens lys.

En høj, hvislende lyd ramte os pludseligt. Kroppene foran mig faldt med et sæt neurotisk ned på ét knæ, som var de forbundet til lyden ved en slags mekanisk automatik. Lyden fortsatte knitrende lidt endnu et sted over os. Den stoppede med et mildt, lille pop og alt blev badet i et gulligt lys, det var en lysgranat, der havde sprunget oppe i den mørke himmel.

Briterne rejste sig med det samme igen, og hele sekvensen af bevægelser lignede et sært dansetrin. Jeg så deres ansigter i det gullige lys. Den ene var en tynd, blond kaptajn. Hans ansigtsudtryk fik mig til at tænke på en, der havde været med i et grineflip på en pub, men som med en akavet kommentar var gået over stregen, hvorfor alle pludselig var holdt op med at le. Den anden brite var en firskåren sergeant major. Han havde kronraget hår og dybe furer over panden, hvilket sammen med lidt støv i de små riller af huden fik mig til at tænke på en slidt minearbejder i en svagt oplyst mineskakt.

Jeg fik øjenkontakt med kaptajnen. Hans øjne var bedrøvede og jeg spurgte, hvad det handlede om. Den tavst faldende lysgranat oven for skiftede langsomt rundt på skyggerne i hans gult oplyste ansigt, som var ansigtet bunden på en lavvandet flod, man kiggede på under et dyk.

- "The ANA are bored stiff. And paranoid. They are firing flares all the time. Only problem is, they sound like rocket propelled grenades."

Lysgranaten slukkedes, og jeg så på to omridser i et mørke igen. Jeg nikkede, men han så det ikke og de gik forbi mig og videre.

Mine øjne prøvede mørkeblinde at justere sig til det sorte igen. Det gullige skær fra før havde givet lejren et fremmedt udseende, som var den et stort, indelukket rum med en meget lille sol, der hang oppe under luften i en lille faldskærm. Men nu kunne jeg intet se igen. Dér i det gullige lys var første gang, jeg oplevede følelsen af at være under vand, de statiske elementer og bevægelserne var drømmeagtigte og du følte, at du stod på en havbund med lav sigtbarhed her i ørkenen. Som om tungt vand pressede ned på dig, og Green Zone var en hemmelighedsfuld og frodig Marianergrav, der lå og ventede uden for lejren.

Jeg ville gerne finde et sted at kigge ud på Green Zone, men jeg kunne ikke finde indgangen til en sangar noget sted, pladserne og de trange passager i lejren var ikke tydelige i natten, jeg famlede rundt. Jeg kravlede til sidst op på en heskomur og fandt et ståsted. En vind blæste mig i hovedet fra ørkenen, hvorfra et højtryk pressede sig ind mod den fugtige og vintersmattede Green Zone. Jeg kunne ænse konturer af compounds dernede, der var intet lys. Mod vest blev himlen svagt oplyst af betonbygningerne i Gereshk. Mod nord så jeg pludselig små farverige lys, der farede hen over himlen som løse kæder, de krydsede hinanden i en tavs dans. Kæderne af skud og tracer-rounds var røde, og enkelte af dem grønne, dødeligt grønne. Man kunne ikke høre ildkampen dér mod nord, kun vinden fra ørkenen og træer og buske, der rystede i Green Zones mørke neden for vores heskomure.
Forfatterbemærkninger
Er interaktionerne med mennesker for upersonlig eller for fjern? Er kapitlets længde passende eller for kort? Alternativet er at fortsætte kapitlet med morgenen efter, hvor den første ildkamp finder sted. Metodisk prøver jeg at bygge op til en pang-effekt med det første rigtige, skarpe tolkemøde med afghanere, hvor andethedsfølelsen og fremmedgjortheden hos fortælleren subvertes, men ved ikke, om jeg har tegnet denne følelse for tykt op i de første tre kapitler.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 29/07-2020 16:19 af John Katz (jonsplainer) og er kategoriseret under Romaner.
Teksten er på 2755 ord og lix-tallet er 40.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.