0Den Lyserøde Elefant - Kapitel ??
***Bemærkning*** · Som ?? antyder, er det følgende et "stand-alone"... [...]
Romaner · magisk realisme, eksistentialisme, selvrefleksion
2 måneder, 10 dage siden
0Den Lyserøde Elefant - Kapitel 12, 13 & 14
"Er det ikke lidt ude i overdrevet?" · "Hvordan skal jeg ellers kun... [...]
Romaner · magisk realisme, eksistentialisme, selvrefleksion
2 måneder, 26 dage siden
3Den Lyserøde Elefant - Kapitel 10 & 11
Lyden fra hotelreceptionens klokke bølger gennem lobbyen. Jeg ved... [...]
Romaner · magisk realisme, eksistentialisme, selvrefleksion
3 måneder siden
2Den Lyserøde Elefant - Kapitel 8 & 9
Radiostationen skifter til en sang, som jeg af uransagelige årsag... [...]
Romaner · magisk realisme, eksistentialisme, selvrefleksion
3 måneder, 4 dage siden
4Den Lyserøde Elefant - Kapitel 5, 6 & 7
Tid er en underlig størrelse. Det har altid været mit indtryk, at... [...]
Romaner · magisk realisme, eksistentialisme, selvrefleksion
3 måneder, 7 dage siden
2Den Lyserøde Elefant - Kapitel 3 & 4
Et kort øjeblik overvejer jeg at forlade butikken med det samme. ... [...]
Romaner · magisk realisme, eksistentialisme, selvrefleksion
3 måneder, 12 dage siden
5Den Lyserøde Elefant - Kapitel 1 & 2
Der er ikke en lyd at høre. Ingen mennesker hvisker, taler, endsi... [...]
Romaner · magisk realisme, eksistentialisme, selvrefleksion
3 måneder, 16 dage siden

Puls: 37,4

Publiceret: 5
Afgivet: 19
Modtaget: 15
Jimmy Acaster (f. 1980)
Lyden fra hotelreceptionens klokke bølger gennem lobbyen. Jeg ved allerede, at både handlingen og lydeffekten er irrelevant. Jeg kan gennem store vinduer se ind på kontoret bag receptionen. Der er ingen mennesker i syne. Efter at have været på rundtur i lokalet synes lyden at returnere til mig og klokken, før den dør ud. Shhh, du er alene, så hvorfor lave det spektakel? Lyt, accepter og anerkend, i stedet for larme, tak. Jeg kigger ned på klokken og er for et øjeblik henkastet til Tivolis spejlsal. Mit ansigt bliver strakt ud og forvrænget i dens metalliske, afrundede form.
   "Hallo?" prøver jeg.
   Shhh.
   Jeg placerer mig i lobbyens sofa, som jeg mistænker for at være ældre, end jeg selv er. Min ene balle møder en fjeder. Jeg rejser mig og prøver mig frem med hænderne for at finde et blødt sted at lande. Latte Land har lukket. Der er åbent her men ingen til at tage imod mig. Jeg fornemmer snøren lukke sig til. Et sted over mig.
   Hoveddøren af glas åbner med et brag. En kvinde omkring de 30 år vælter ind af døren, som er hun en fugl, der fejlagtigt opfattede en stor glasrude som fri passage. Hun har en engangskop fra en cafe i hver hånd. De bliver placeret på receptionsdisken, før hun med højre pegefinger i vejret forsøger hun at fremmane ord. Det bliver i stedet til et par gisp efter vejret. Hun placerer en hånd på hvert knæ og læner sig forover, før hun med en dyb indånding hiver sig selv tilbage til oprejst position.
   "Jeg så dig gå ind. Lige som jeg kom rundt om hjørnet. Langt nede ad gaden," siger hun endelig.
   "Okay. Der kan man bare se," siger jeg uden at vide, hvad jeg skal bruge den oplysning til.
   "Jeg havde fået at vide, at du først ville komme senere."
   "Okay."
   "Ja, der kan man bare se," siger hun og griner, mens hun vinker mig mod receptionen.
   "Der skulle være reserveret et værelse til mig. Mit navn..."
   "Jeg ved godt, hvem du er. Vi har ikke andre gæster lige nu. Jeg skal bare have en underskrift her, så er du helt klar."
   Hun placerer et ark foran mig. Der er en streg til underskrift i bunden, men det er praktisk talt umuligt at se, hvad jeg skriver under på. Der er en grøn plamage over teksten.
   "Ja, jeg beklager. Hende, der kom og bestilte dit værelse spildte te ud over det hele. Og vores printer er gået i stykker. Kan det gå?"
   Mine øjenbryn hæver sig, mens jeg flytter blikket fra papiret til receptionisten.
   "Nej, jeg ved det ikke. Det var min kollega, der var her den dag. Eller min tidligere kollega. Måske. Jeg har ikke set ham siden. Der lå kun en seddel om bestillingen, så jeg har heller ingen at spørge, hvordan hun så ud."
   Jeg skriver under og får en nøgle som fortjeneste.
   "Værelse 101. Første værelse på højre hånd, når du kommer op fra trappen, der er lige derhenne."
   Stående foran værelsets enkeltseng er det så tiltalende en tanke at ligge sig og sove, at der ikke findes ord. Jeg modstår fristelsen og går ud på badeværelset i stedet. På en knag hænger et frisk sæt tøj. Hun må have været her. Til min lettelse er det mere afslappet tøj end det jakkesæt, jeg har på nu. Cowboybukser, en hvid T-shirt, blå polo-trøje, boxershorts, sokker og på gulvet et par helt nye, kridhvide sneakers.
   Jeg dropper enhver tanke om at barbere mig og hopper direkte ind under bruseren. Først iskoldt og så langsomt mere og mere varme i vandet. Normalt er jeg som mennesker er flest og stiller mig under varmt vand med det samme, men jeg har brug for en rigtig opkvikker. Ti minutter senere slutter jeg brusebadet med et halvt minuts koldt vand. Tættere på at føle mig som en nyfødt baby kommer jeg ikke i dette liv.
   Nyt tøj, nyvasket krop og ny energi. Mens jeg venter på et opkald, kigger jeg rundt på hotelværelset. Har hun lagt andet end tøjet til mig? Der er ikke noget at finde. Et tomt klædeskab og en enkelt skuffe i natbordet - også tom bortset fra en bibel - efterlader mig uden flere steder at lede. Ligeledes efterlader det mig med intet at foretage mig. Altså foruden at koncentrere mig om ikke at falde i søvn.
   Med et bump, der får mig til at føle, at den anden ende af sengen burde have løftet sig, sætter jeg mig på fodenden af sengen. Hvor længe er det siden, jeg sidst har sovet? Tre døgn? Mindst så længe. Jeg har ikke sovet siden et døgns tid, før jeg satte mig i flyet til New York. Der lejede jeg Audi'en og kørte næsten på tværs af USA uden søvn.
   Jeg skeler over min skulder på mobiltelefonen, som ligger lydløst på hovedpuden. Ring nu! Vækkeurets digitale display siger 08.19 med firkantede, røde tal. Hvorfor er der ikke elefanter i Texas? Der er da ligeså varmt her som i Indien og Afrika. Nej, vent ikke om vinteren. Det sner om vinteren her. Hvorfor kan elefanter ikke tåle sne? Sner det nogensinde i Indien? Måske kan de godt tåle sne. Det kan de da godt. Ikke? Fokuser! Og gerne på noget andet end elefanter.
   Telefonen ringer.
   "Så er det tid. Kør til Latte Land nu. Reglerne er de samme. Lad telefonen blive i bilen. Bestil en kop kaffe, find en siddeplads og drik den der. Jeg ringer om 45 minutter fra nu af."
   "Jeg vil have et nyt bevis på, at min kone er i live."
   Det var ikke et krav, jeg havde planlagt at fremføre. Jeg kunne - og burde nok - have brugt ventetiden på at overveje samtalen frem for overvejelser om dyr med store ører på helt andre kontinenter.
   "Selvfølgelig," siger hun med det samme uden overraskelse i stemmen. "Kig i biblen i natbordets skuffe. Side 101."
   Jeg river skuffen op, tager biblen frem og slår op. Der ligger et billede af min kone med dagens avis i begge hænder foran hendes bryst. Hun ser ligeså træt ud, som jeg føler mig, men levende er hun. Jeg fokuserer på øjnene. Måske fordi jeg ikke ønsker at se resten af hendes forpinte ansigtstræk. Måske fordi øjnene synes at trygle om hjælp. Ligegyldigt hvad grunden er, så kan jeg ikke slippe øjnene. De hasselfarvede øjne.
   "Tilfreds?" spørger hun.
   "Ja. Sådan da."
   "Godt, 43 minutter tilbage. Jeg ville ikke spilde tiden, hvis jeg var dig," siger hun og ligger på.
   Spilde tiden? På den tid kan jeg nå otte kopper kaffe.
   Jeg folder billedet og ligger det i min baglomme, før jeg lukker biblen og placerer den tilbage i skuffen. Med skuffen halvt skubbet i stopper jeg og trækker den ud igen. Jeg tager biblen op. Vender og drejer den i hænderne. Slår igen op på side 101. Bladrer et par sider frem og tilbage. Intet usædvanligt. Min livlige fantasi endnu engang.
   Biblen ryger tilbage i skuffen. Jeg griber hotelnøglen og begiver mig afsted. Ude på gangens knirkende trægulv trykker jeg ned i håndtaget for at tjekke, at døren er låst. Jeg stopper halvvejs gennem bevægelsen. Det er sidetallet og...
   Jeg kigger op på døren. Sidetallet og hotelværelset. Jeg er i værelse 101. Hvem end hun er, så kender hun mine læsevaner, og hun har humor. Morbid humor, jo tak. Men humor ikke desto mindre.

***

Latte Land er en skumfidus. En lyserød skumfidus. Hvorfor nogen laver en cafe og gør den til en kopi af Starbucks i andre farver, begriber jeg ikke. Cafeen ville være præcis som de store kæders lokaler, hvis ikke det var for den lyserøde farve, der er det gennemgående træk ved dekorationen. Jeg kan ikke slippe af med fornemmelsen af at være fanget indeni en gigantisk lyserød skumfidus, mens jeg venter på at bestille bag fire unge fyre. Alternativt er en gigantisk, lyserød skumfidus eksploderet herinde, og de har valgt at beholde farverne.
   "Nej, det er ikke sådan, det skete," siger den mindste af fyrene foran mig i køen. "Jeg har ikke givet klamydia til nogen," fortsætter han uden noget forsøg på at dæmpe stemmen. Tværtimod. "Nick gav det til Mary. Hun gav det Jonathan, som gav det til Kate. Kate gav det til Joey, som gav det til Ann og Ashley. Og Ashley gav det så til mig."
   Jeg kan fornemme mit ene øjenbryn løfte sig. De kan ikke være mere end 13 eller 14 år gamle. Min klamydia-ramte ven har en stor, skæv næse og alt for store ører. Han er vist bare glad for at have haft sex. Klamydia eller ej.
   "Men det var det værd. Hun var fandneme så god!"
   Jeg skyder. Jeg scorer. Måååål. Hvem kender mennesker bedre end alle andre...mig!
   Stemmen bliver hævet endnu en tand: "Først så tog hun sin hånd og..."
   Jeg er fristet til at afbryde med et spørgsmål om, hvem der gav sygdommen til Nick?
   "Der er elefanter i zoologisk have i Texas!"
   Det havde ikke været min hensigt at ytre tanken højt. Den kom så pludseligt til mig. Anskuet fra den positive side får det afbrudt den klamydia-inficerede sexsnak. Alle fire knægte vender sig om mod mig. Jeg vil gerne forklare, at det er, fordi elefanter har været i mine tanker hele dagen. At jeg ikke troede, der var elefanter i Texas. At det lige nu gik op for mig, at det var forkert. Jeg kan dog ikke se, hvordan det skulle forbedre situationen.
   "Ja, og der er også giraffer, aber og løøøøøøver," siger en af de øvrige unge fyre med en stemme, som når man taler til et lille barn. Det sender alle fire ud i et grineanfald. Den mandlige ekspedient, der ikke kan være meget ældre end dem, kæmper for ikke at grine med.
   Til min lettelse modtager de deres bestillinger og går skraldgrinende væk. Jeg bestiller en kop sort kaffe og stjæler et blik ned mod de fire. Der er godt med mennesker herinde. Jeg kigger videre rundt. De unge fyre har taget det sidste bord. Faktisk er der ikke en eneste siddeplads tilbage. Jeg kigger instinktivt på det armbåndsur, som jeg ikke længere har på. Efter hendes ordre i New York.
   "En kop sort kaffe," siger ekspedienten.
   "Er der flere borde et andet sted herinde?"
   "Ja, der er nogle stykker nedenunder." Ekspedienten spotter en kollega, der i det samme kommer op ad trapperne. "Josh, nogen ledige borde dernede?"
   "Der sidder ikke nogen ved det lille bord i hjørnet."
   "Bare ned af trapperne derhenne, så får du et bord til to helt for dig selv. Jeg skal nok sørge for, der ikke kommer andre," siger ekspedienten. Igen en stemme som om jeg er et lille barn. Er jeg blevet retarderet af en enkelt dum kommentar? Jeg undlader bevidst at takke og går ned af trapperne.
   Der er ingen ledige borde. Ganske rigtigt er der et bord med to stole i et hjørne, men der sidder en pige på 18-19 år ved bordet. Hun er tilpas optaget af en mursten af en bog, til jeg kommer i tvivl, om hun overhovedet er tilstede. Bordet udgør både husets bedste og dårligste plads. Det er placeret i god afstand fra andre borde, så man kan sidde i fred. Til gengæld er det lige ved siden af dørene til toiletterne.
   Igen et blik på mit nøgne venstre håndled. Har jeg tid til at vente på et ledigt bord? Det er bedre at lade være med at tage chancen, beslutter jeg og går hen til bordet. Hun læser Honoré de Balzac. Der er ingen på den alder, der læser Balzac.
   Det minder mig om en film, som i mange år var en af mine favoritter. Omkring da jeg var på hendes alder. Det var en rigtig b-film. Vist nok amerikansk-japansk produceret. Hvad hed den? Jeg kan bare huske, at titlen ikke havde fået en dansk oversættelse, hvilket ellers var normen dengang. Måske var det ikke normen for b-film. Det er få b-film, jeg overhovedet har set. Den pågældende film var alligevel bedre uden en oversættelse af titlen. Jeg har altid mistænkt, hvem end der stod for at vælge danske oversættelser for at have dybt hemmelige konkurrencer om, hvem der kunne lave den dårligste oversættelse uden at blive fyret.
   Jeg forsøger at fremtvinge mit bedste forsøg på et charmerende smil: "Må jeg sidde her?"
   Der bliver kigget op fra bogen af en pige med det smukkeste ansigt, jeg kan erindre at have set. Langt blondt hår, fremhævede kindben og krystalklare, lyseblå øjne. Oftest bemærker jeg slet ikke, hvilket tøj de personer, jeg møder, har på. Jeg tænker igen på min kone, som fortæller, hvor meget jeg ikke ser. I dette tilfælde anser jeg det dog helt oprigtigt som værende positivt. Jeg har for travlt med at kigge folk i øjnene og analysere, hvad deres blik og kropssprog siger. Der er ikke tid til at fokusere på noget så ligegyldigt som tøj. Ved det her møde er det en anden sag. Den lyseblå, løstsiddende top med v-udskæring og den hvide nederdel ser så godt ud på hende, at jeg næsten tror, at de er designet til lige præcis denne pige.
   Der synes at gå evigheder, mens hun kigger op og ned af mig. Jeg kan fornemme alle verdens ure tikke, inden de smelter og ændrer sig til flydende form. Dali trækker på smilebåndet i det hinsides. Jeg må ændre taktik fra at forsøge at smile charmerende til et forsøg på at undgå at smile som den retarderede person, fire unge fyre ved et bord ovenpå tror, jeg er.
   "Selvfølgelig," siger hun endelig.
   Mens jeg sætter mig, følger hun mig med øjnene. Hun lukker bogen men beholder en finger mellem siderne, hvor hun er kommet til, mens hun fortsætter med at kigge på mig. Hendes blik er ikke fordømmende. Ikke engang bedømmende, men snarere studerende. Mine øjne farer rundt i lokalet i et forsøg på at undgå hendes blik. Elefanter med bizarre ben. Jeg må slutteligt give op. Da mine øjne møder hendes, er mit smil helt sikkert et retarderet af slagsen. Hun fastholder øjenkontakten i et par sekunder, før hun vipper bogen åben med den fastklemte finger.
   Jeg puster til kaffen og tager en tår.
   "Hvad handler bogen om?"
   Jeg kan høre mig selv sige ordene, men de kommer ikke fra mig. Hvorfor snakker jeg til hende? Ordene kommer fra et andet sted. Som slet ikke er i denne verden. Det skvulper. For mit øre.
   Hun kigger igen op og lukker bogen. Denne gang uden en finger som bogmærke.
   "Den handler om..."
   Jeg sukker. Denne gang er lyden indiskutabelt ytret af mig, men det var ikke min bevidste intention.
   "Hvorfor spurgte du, hvis du ikke vil vide svaret?" spørger hun.
   Det kræver lidt betænkningstid. Mest fordi jeg skal overveje, hvorvidt jeg skal lyve. Jeg tager en tår kaffe mere.
   "Jeg havde på et eller andet plan håbet, at du havde sagt, at du ikke kunne beskrive den, mens du var i gang med at læse den."
   Igen får jeg et studerende blik. Jeg føler, at hun forsøger at se ind i min sjæl. Ind i mine dybeste tanker.
   "Okay. Underligt. Hvorfor?"
   "Det mindede mig om en film, jeg var vild med engang, at du sidder her og læser Balzac. I filmen bliver en ung mand opsøgt af døden og får at vide, han skal dø om aftenen. I løbet af denne sidste dag i hans liv møder han to gange den samme mand med en bog af Balzac foran sig på en cafe. Første gang spørger han, hvad bogen handler om, og får det svar, jeg lige nævnte. Anden gang indrømmer manden, at han slet ikke læser bogen. Han forsøger bare at se klog ud ved at sidde med den. Men...pointen er, at jeg tænkte, at ingen piger, der er...ja på din alder, som læser Balzac, og jeg forventede at få hans første svar."
   Hun forsøger at fange mit blik. Mine øjne tager endnu en tur rundt i lokalet.
   "Ingen på min alder? Det var da forudindtaget. Og så ingen piger endda! Jeg er 18 og kan sagtens tåle Balzac, tak! Og i øvrigt, For Træt Til At Dø."
   Jeg opgiver mine øjnes flakken, forsøger at slappe af og lader mine øjne møde hendes.
   "Det er også rigtigt! Det er det, filmen hedder. Hvordan kender du den? Du kan ikke have været ret gammel, da den blev lavet. Og den står næppe forrest i nogen forretninger." Hvilket ikke er en formodning. Jeg har ledt mange gange uden held.
   Hun kigger mig fortsat i øjnene men virker til at være skiftet fra at studere mig til indre omtanke. Endelig siger hun: "Jeg kan faktisk ikke huske, hvor jeg først faldt over den. Det er jo ikke en specielt god film, men den tiltaler mig alligevel. Eller temaet gør i hvert fald."
   Inden jeg får lejlighed til at forhøre mig om hvorfor, kommer min klamydia-ramte ven forbi med en af hans venner. Mellem sig har de en pige på deres alder.
   "Er det din nye kæreste, du snakker med?" spørger den klamydia-ramte.
   Jeg er ikke sikker på, om han taler til mig eller pigen ved mit bord. Han placerer en hånd på den ledsagende piges ene balle. For jeg skal se det, er jeg ikke i tvivl om. Han lader hånden køre ned ad bagsiden af hendes lår og så op igen mellem hendes ben.
   "Hils aberne i zoologisk have. Og elefanterne," siger han.
   "Shhh, der er jo noget galt med ham. Lad os nu bare gå ind," udbryder pigen mellem de to drenge.
   De går alle tre ind på herretoilettet. Jeg laver en mental note om at finde et andet sted, hvis naturen kalder.
   "Du skal ikke tage dig af dem. De går på den skole, jeg engang gik på, og er bare misundelige, fordi de altid lagde an på mig, og jeg altid afviste dem."
   "Så du har ingen kæreste?" Igen denne stemme fra et andet sted. Hvorfor spørger jeg dog en ung kvinde om det?
   "Jo, det har jeg da." Hun kigger ned på min hånd. "Du er gift, kan jeg se."
   Jeg tager den anden hånd over og drejer min vielsesring halvanden omgang.
   "Det er rigtigt," siger jeg.
   "Og du har sikkert aldrig været utro...dit naive menneske."
   Det slår mig lidt ud af kurs. Var det et spørgsmål eller en kommentar?
   Før jeg kan nå at bekræfte, byder hun ind: "Det er da ikke flovt at være trofast mod sin hustru. Heller ikke selvom jeg spurgte på den måde. Du slår mig bare ikke som typen, der springer ved siden af. Uanset at alle mænd er typen under de rigtige omstændigheder. Enhver til sit eget. Det er bare ikke for mig."
   "Ikke for dig?"
   "Giftemål. Den eneste ene. Evigt troskab. Alt det der. Det er ikke sådan, at jeg render rundt og er utro hele tiden. Jeg tror bare ikke på, at vi er skabt til at være sammen med en eneste person i størstedelen af vores liv. Skilsmisseprocenterne og statistikerne for utroskab taler vist for mit argument. Så jeg har normalt omkring tre kærester. Men jeg er dem ikke utro. De kender til hinanden, og de må også gerne have andre kærester, så længe jeg ved det."
   "Det lyder kompliceret. Jeg kan ikke forstå, hvordan du kan have følelser på den måde for tre forskellige personer på samme tid. Og adskille de følelser"
   "Jeg har lige mødt dig, så jeg kan og skal ikke sidde her og betvivle din kærlighed til din kone. Men hvis du er helt et hundrede procent ærlig, er der så ikke mindst en anden person fra din fortid, der ligeså vel kunne være blevet den, du blev gift med. Som du kunne have levet ligeså lykkeligt med?"
   Øjenvandring igen.
   "Måske mere lykkelig, endda?" stikker hun til min tavshed.
   Hun vinker en hånd foran mit ansigt. "Er du der stadig?"
   Hvor længe forsvandt jeg i den tanke?
   "Jeg vil ikke presse dig til at svare på det. Ikke engang til at tænke over det, hvis du ikke har lyst. Men hvis svaret skulle vise sig at være ja, når du ligger i din seng i aften og tænker over det...hvad skulle der så have været i vejen for at fordoble eller tredoble din lykke? Udover at samfundet ser ned på det? Det er selvfølgelig et teoretisk spørgsmål, fordi de færreste kvinder anskuer tingene, som jeg gør. Så din kone, og dine mulige andre koner, ville nok ikke være vilde med ideen. Det er bare min pointe, at de ikke er vilde med ideen, fordi de har en holdning, de er opfostret med i vores samfund."
   "Der er ikke andre fra min fortid. Og jeg ville ikke være utro. Uanset omstændighederne."
   "Fair nok. Bemærkede du, at jeg sagde, jeg normalt har tre kærester? Der er en, der lige har slået op med mig, og jeg er på udkig efter trøstesex. Helst fra en anden end mine to kærester, hvis det kan lade sig gøre. Vil du med på et motel?"
   Jeg åbner munden, men der kommer ingen ord ud. Noget flyder ud af min mund. Det føles som ord, men der er ingen lyd. Stadig er hendes øjne fastlåste til mine. Hun mener det. Eller vil jeg have hende til at mene det?
   "Der har du dit svar. Hvis et billede siger tusinde ord, så siger tavshed ofte titusinde. Var du typen, der havde været din kone utro tyve gange allerede, ville jeg måske have gjort det. Men det vil jeg ikke gøre nu. Hverken over for dig eller din kone. Sådan er jeg ikke."
   Min mund er stadig åben. Tavsheden flyder fortsat foran den, som et papir fyldt med usynlig skrift. Jeg har knap nok rørt ved min nu lunkne kaffe, og jeg tager en lang tår, mens jeg forsøger at samle tankerne nok til at finde på noget at skifte emne til.
   "Er det den første bog af Balzac, du læser?" forsøger jeg mig.
   "Ja. Jeg har altid haft lyst til at læse ham på grund af den film. Nu har jeg langt om længe gjort alvor af det, og så keder bogen mig faktisk lidt."
   Et citat af Balzac dukker op i mit hoved, men det vil bringe mig tilbage til det emne, jeg lige har forsøgt at forlade.
   "Vidste du, at Balzac har sagt..." Vent, besluttede jeg ikke lige at lade være med at nævne det? Min mund er gået på autopilot. Eller min hjerne? "...at det er ligeså absurd at påstå, det er umuligt for en person altid at elske den samme ene person, som det er at hævde, at en musiker behøver flere forskellige instrumenter for at komponere en smuk melodi?"
   Pointen får lov til at hænge i luften. Det virker til, at hun venter på, at jeg forklarer videre.
   Med hovedet på skrå og et smil på læben siger hun: "Han sagde det faktisk om, at en mand kunne elske den samme kvinde for altid. Og så er det flere violiner. Men det er nu ligegyldigt. Bare fordi Balzac - åbenbart - var et litterært geni, behøver han ikke være et geni, når det gælder forhold. Han kunne have været en komplet idiot til kærlighedsforhold for så vidt, du og jeg ved. Jeg kan også godt lide citater, men de er ligesom religiøse skrifter. Du kan altid finde noget, der passer til dit argument og verdenssyn, hvis du leder længe nok."
   "Touche. Hvad læser du, når det ikke er forholdsamøben?"
   Hun fisker en mobiltelefon op af lommen. Det samme mærke og model som den, der ligger ude i bilen. Med trænede hænder klikker hun rundt på telefonen og siger: "Jeg skal lige på toilettet. Her er en liste over de bøger, jeg har læst. Så kan du se om, du kan finde noget godt at skifte emne til, mens jeg er væk."
   Der er ikke noget bemærkelsesværdigt ved listen, foruden at den er lang for en 18-årig. Hun må enten læse virkelig meget eller rigtig hurtigt. Begge dele måske.
   Jeg placerer telefonen på bordet og drikker resten af kaffen, inden den bliver helt kold.
   "Noget interessant?" spørger hun, da hun kommer tilbage.
   "Hvorfor har du den liste? Er det ikke lidt overdrevet?"
   "Hvordan skulle jeg ellers vide, hvilke bøger jeg har i forvejen, når jeg er i en boghandel?"
   "Den del kan jeg så forstå. Sådan da. Men det er så upersonligt. Hvorfor ikke skrive en liste i hånden så?"
   "Jeg ville være nødt til at have en bog med ualmindeligt mange sider, hvis jeg skulle sikre mig ikke at løbe tør for plads under et bestemt bogstav og dermed skulle skrive alt igen i en ny bog. Og det ville være umuligt at holde den helt alfabetisk løbende. Desuden så ved du vist ikke meget om unge piger."
   Det kan jeg ikke benægte.
   "En telefon er noget af det mest personlige en 18-årig pige har i de her tider," fortsætter hun.
   "Det er muligt. Det slår mig bare stadig som upersonligt. At sætte sig ned med en bog og begive sig ind i den verden, bogen beskriver, er en personlig oplevelse. Den mest individuelle, sanselige oplevelse jeg kan komme i tanke om. Det er nok også derfor, jeg er underlig og i modsætning til de fleste foretrækker en god bog frem for en biograftur."
   "Der er vi så enige."
   Jeg mærker pludselig en knude i maven. Hvad er klokken? Jeg har fuldstændig glemt tiden og min deadline.
   "Ved du, hvad klokken er?"
   "Nej. Tid er irrelevant for mig. I den betydning næsten alle ligger i ordet i hvert fald. Tid er en illusion."
   Jeg spærrer øjnene op. Det er en snak, jeg gerne vil have, men illusion eller ej så er der ikke, ja, tid til det nu.
   "Hvorfor er der ikke ur på din telefon, som der er på næsten alle andre?" Jeg føler alligevel, at det er værd at tage chancen og bruge tid for at finde ud af lige præcis det.
   "Af den samme grund. Jeg har simpelthen slået det fra."
   "Kan du hurtigt vise mig, hvordan jeg slår det til? Jeg har en telefon magen til og kan ikke finde ud af det."
   "Selvfølgelig."
   Efter hun har demonstreret det, takker jeg og forklarer, at jeg bliver nødt til at gå.
   Jeg er næsten henne ved trappen, da jeg hører hendes stemme bag mig.
   "Kig forbi en anden gang. Jeg sidder her tit. Så kan vi snakke om tid."
   Jeg vender mig.
   "Så svær er du ikke at aflæse. Ikke engang for en 18-årig pige, der ikke burde begive sig ud i at læse Balzac."

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 31/07-2020 22:17 af Jimmy Acaster (Kafkaesque) og er kategoriseret under Romaner.
Teksten er på 4426 ord og lix-tallet er 23.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.