0Den Lyserøde Elefant - Kapitel ??
***Bemærkning*** · Som ?? antyder, er det følgende et "stand-alone"... [...]
Romaner · magisk realisme, eksistentialisme, selvrefleksion
1 måned, 8 dage siden
0Den Lyserøde Elefant - Kapitel 12, 13 & 14
"Er det ikke lidt ude i overdrevet?" · "Hvordan skal jeg ellers kun... [...]
Romaner · magisk realisme, eksistentialisme, selvrefleksion
1 måned, 24 dage siden
3Den Lyserøde Elefant - Kapitel 10 & 11
Lyden fra hotelreceptionens klokke bølger gennem lobbyen. Jeg ved... [...]
Romaner · magisk realisme, eksistentialisme, selvrefleksion
1 måned, 28 dage siden
2Den Lyserøde Elefant - Kapitel 8 & 9
Radiostationen skifter til en sang, som jeg af uransagelige årsag... [...]
Romaner · magisk realisme, eksistentialisme, selvrefleksion
2 måneder, 2 dage siden
4Den Lyserøde Elefant - Kapitel 5, 6 & 7
Tid er en underlig størrelse. Det har altid været mit indtryk, at... [...]
Romaner · magisk realisme, eksistentialisme, selvrefleksion
2 måneder, 5 dage siden
2Den Lyserøde Elefant - Kapitel 3 & 4
Et kort øjeblik overvejer jeg at forlade butikken med det samme. ... [...]
Romaner · magisk realisme, eksistentialisme, selvrefleksion
2 måneder, 10 dage siden
5Den Lyserøde Elefant - Kapitel 1 & 2
Der er ikke en lyd at høre. Ingen mennesker hvisker, taler, endsi... [...]
Romaner · magisk realisme, eksistentialisme, selvrefleksion
2 måneder, 14 dage siden

Puls: 49,6

Publiceret: 7
Afgivet: 25
Modtaget: 16
Jimmy Acaster (f. 1980)
"Er det ikke lidt ude i overdrevet?"
   "Hvordan skal jeg ellers kunne huske, hvilke bøger jeg allerede har, når jeg er i en boghandel?" svarede Maria.
   Hukommelse ville have været mit svar. Kongen af retoriske spørgsmål og et toneleje, der matchede, betød, at jeg vist gjorde bedst i at lade det forblive min egen tanke.
   Jeg stod med en bog dedikeret til bøger. Siderne var nøje inddelt alfabetisk med ekstra sider til bogstaver med den største sandsynlighed for mange forfattere. Under bogstaverne var der optegnelser over de bøger, hun allerede ejede med en håndskrift, som ingen fra det mandlige køn ville kunne mestre.
   Det var mit første besøg. Hun delte første sal på en gammel landbrugsejendom i udkanten af byen med to studerende. Fælles køkken, bad og stue for uden et værelse til hver af de tre beboere. Der var kun adgang til hendes værelse gennem stuen. Som det næsten altid er tilfældet med fællesstuer, bar den præg af, at ingen ejede den, og ingen af den grund investerede i forbedringer. Inventaret bestående af to sofaer, en lænestol, et sofabord, to reoler og et fjernsyn var formentlig noget, ejendommens ejere havde købt, før de besluttede at leje ud. Der var nu ikke noget i vejen med standen på møblerne, men de var så umoderne, at min mormor ville have kviet sig ved at have dem stående. Derimod var der ikke typisk fællesareal over ryddeligheden, som var upåklagelig. Der var alligevel en mærkelig fornemmelse over rummet. Det var som om, der var for mange ting pakket til side. De havde ikke lyst til at være proppet væk. For det opmærksomme øje er der forskel på ting, der er lagt til side på deres plads, hvor de skal være, og så ting der er pakket væk af pligt, eller værre endnu lagt væk i frustration over at skulle rydde op efter andre. Når jeg gik gennem rummet, kom der en fornemmelse over mig, der sagde, at indholdet fra de to stopfyldte reoler i hver side af stuen ville komme flyvende ud når som helst. Kombinationen af gamle møbler og de mange småting efterlod mig med en fornemmelse af at bevæge mig i et rum, hvor tid og sted var sat ud af kraft.
   Hvad der reelt var tale om, var en uenighed blandt beboerne, om hvor meget der skulle være ryddet op. På min vej ind i lejligheden havde et sidelæns blik gennem den åbne dør til et af de andre værelser med tøj, makeup, beskidte tallerkener og bøger ud over gulvet - eller hvad jeg vil tro var gulv, hvis man kunne se det - givet mig en god ide om, hvor den medbeboer stod i det spørgsmål.
   Fem sekunders scanning af Marias værelse efterlod ingen tvivl om, at hun stod på den modsatte side af argumentet. Rummets indhold var perfekt, for så vidt man kan snakke om perfektion i den sammenhæng. Antallet i genstande rundt omkring var lige, som det skulle være. En god fordeling mellem praktiske ting og pyntegenstande. Hylder i reolen og skrivebordet var tilpas fyldt til, at de hverken virkede tomme eller overfyldte på nogen måde. Alt havde tydeligvis dets plads og funktion. Ved siden af den redte seng blev jeg draget til bogreolen. Bøgerne var sat op i alfabetisk rækkefølge både efter forfatter og titel. Det var her, jeg faldt over bogen dedikeret til bøger.
   "Hvad vil du sige?" Maria hev mig tilbage fra mine tanker. "Du vil tydeligvis sige noget, så kom med det."
   "Nej, nej. Jeg stod bare og beundrede håndskriften. Jeg ville ønske, jeg kunne skrive sådan. For fanden, jeg ville slå mig til tåls med at skrive, så folk kan læse det!"
   Maria smilede og kom over til mig. Hun lagde armene om bag min ryg, stillede sig en smule på tæer for et nå op til mig og gav mig et kys. Jeg placerede mine hænder på hendes hofter og lænede mig ind i kysset.
   Mit egentlige spørgsmål var, hvorfor i alverden en person med en sådan grad af ordenssans ikke fik sin egen lejlighed, nu hvor hun ikke længere studerede og havde fået fuldtidsarbejde. Jeg så dog ingen grund til at frembringe flere retoriske spørgsmål. Specielt nu hvor vi kyssede.
   Jeg fjernede min højre hånd fra hendes hofte og kørte indersiden af min håndflade blidtop over hendes kind, fangede hendes lyse hår med fingrene og satte det om bag hendes øre. Kysset sluttede. Jeg lænede mig tilbage igen og kiggede ind i hendes hasselfarvede øjne.

***

Parkeringspladsen er halvfyldt, da jeg kommer ud fra Latte Land. Hvor parkerede jeg? Jeg kan sværge, at jeg hører mobiltelefonen ringe. Hvordan er det nu ringetonen er? En skinnende, ny Audi burde skille sig ud som en giraf i en flok får på den her parkeringsplads. De øvrige biler er alle ældre, slidte biler. Købt eller givet videre af forældre til elever på den nærliggende high school, er mit gæt.
   Temperaturen er steget markant, siden jeg gik ind på cafeen. Over 30 grader skulle jeg mene. Jeg kan ikke vide med sikkerhed, om det blot føles sådan, fordi jeg går rundt blandt bilerne med hastige skridt. Sveden driver nedad mig. Hvorvidt det er nervøs sved eller på grund af varmen er uden betydning; den nye hvide T-shirt er ligeglad og klistrer lige meget til min ryg uanset typen af sved.
   Da jeg finder Audi'en længst væk fra Latte Land af alle de parkerede biler, forsvinder ringetonen for mine ører. Telefonen ligger ganske lydløst på passagersædet. Jeg læner mig op ad bildøren og tænder en smøg. Med den første inhalering kan jeg fornemme min puls falde. Parkerede jeg ikke næsten helt henne ved restaurationerne?
   Telefonen ringer. En mand går forbi. Støvler, stramme cowboybukser, ternet skjorte og cowboyhat. Med et svirp fra min pegefinger, sender jeg det sidste af min cigaret flyvende i den modsatte retning af ham. Jeg kigger ned på hans bælte. Ingen revolvere.
   Jeg sætter mig ind på førersædet og tager telefonen.
   "Du nåede det," siger hun.
   "Nogen grund til jeg ikke skulle have gjort det?"
   Hun ignorerer mit spørgsmål og fortsætter: "Jeg tror, du har gjort dig fortjent til lidt søvn. Der er bestilt vækning til dit værelse om ti timer fra nu."
   "Jeg kan ikke..."
   Hun har allerede lagt på. Med instruktionerne fra pigen på cafeen indstiller jeg telefonen til at vise tiden. 10:46 dukker op på telefonens display. Bilens ur samtykker. Jeg kører til City Inn, hvor mit hoved kun lige præcis rammer puden, før jeg falder i en dyb søvn.

***

"Er det mig, du leder efter?"
   Chokket er så stort, at jeg næsten stopper med at tisse midtvejs. Jeg står foran toilettet på mit værelse på City Inn kun iført boxershorts.
   Mit hjerte hamrer afsted. Jeg har svært ved at fokusere på at ramme kummen.
   Jeg får gjort mig færdig og siger: "Hvem er her?"
   Jeg er overbevist om, at det er en stemme, jeg kender, men med dens pludselige og overraskende tilstedeværelse er jeg ikke sikker på, hvem den tilhører. Ligesom når man fornemmer, man lige har set en, man kender, gå i den modsatte retning på en travl togperron. Alle andre steder ville man genkende vedkommende, men man kommer i tvivl, når det er et forbipasserende, uventet træf i et mylder af mennesker. Jeg er som det eneste sikker på, at det er en kvindes stemme.
   Med rystende hånd slukker jeg lyset på badeværelset og stikker hovedet ud gennem døråbningen før resten af min krop. Det er nat, og mine øjne har ikke vænnet sig til mørket. Hvorfor slukkede jeg overhovedet lyset? Jeg vil jo gerne se, hvem det er. Jeg trykker på kontakten igen. Lyset tænder ikke. Jeg prøver fem eller seks gange; jeg er ikke sikker på hvor mange. Det hjælper ikke.
   "Hallo?" Der er en hul kvalitet ved min stemme. Jeg kan ikke høre det, men jeg opfatter et ekko.
   Udenfor badeværelset prøver jeg også uden held lyskontakten i den snævre entre. Mit hjerte sætter tempoet endnu et hak op. Fra min position kan jeg kun se udsnittet af klædeskabet i takt med, at mine øjne tilvænner sig mørket. Sengen er rundt om et hjørne til min venstre side. Derovre kan jeg fornemme en let belysning, som sniger sig gennem gardinerne, der er trukket for vinduet over sengen.
   Det er en stemme, jeg kender. Hvorfor er jeg i så fald bange? Det burde jeg ikke være. Men det er jeg. Endnu et mislykket forsøg med lyskontakten. Jeg lukker øjnene. Elefanter med bizarre ben passerer mit indre øje. Ikke det igen! I skarp jagt på elefanterne kommer en flok får med en giraf præcis i deres midte.
   "Er det mig, du leder efter?"
   Jeg laver et lille hop på stedet. Det er hendes stemme! Der er ingen tvivl. Det er Najidas stemme.
   Jeg åbner øjnene. Mørket har taget en ny form. Jeg kan ikke længere se lyset fra vinduet, men det er ikke kun derfor. Rummet og dets indhold har ændret skikkelse. Jeg kan intet se, så jeg ved ikke hvordan eller hvorfor, men der er ingen tvivl om, at det er sket.
   "Hvor er du?" Min stemme har fået en endnu mere hul tone.
   Intet svar.
   Med små skridt bevæger jeg mig frem. Mine øjne kan ikke vænne sig til mørket denne gang. Jeg sætter en hånd op foran mit ansigt. Jeg kan ikke se den.
   "Hvor er du?" spørger jeg igen. Stadig intet svar. "Er det dig, Najida?"
   En kold brise går gennem entreen. Mine brystvorter bliver hårde, og jeg får gåsehud. Jeg kommer til hjørnet og føler mig frem til sengen. Med det ene knæ oppe på foden af sengen kører jeg en hånd henover lagenet. Der er ingen i sengen. Hvor er dynen blevet af?
   Jeg går hen til vinduet. Mine fremstrakte hænder møder gardinet. Glasset bagved føles iskoldt. Jeg trækker gardinet til side. Der er ligeså mørkt udenfor som herinde. Er Odland gået med på den grønne bølge og sparer strøm til gadelamper? De fleste andre steder, måske. Stort måske. I en olieby i Texas. Aldrig. Jeg tjekker vinduet. Det er lukket til. Hvor kom brisen så fra? Er døren til hotelværelset lukket?
   Der er noget tilstede bag mig. Jeg vender mig. Der er intet at se i mørket, men jeg kan fornemme et eller andet.
   "Er det mig, dit hjerte leder efter?"
   Stemmen er tæt på mig nu. Jeg rækker ud og famler i blinde, uden mine hænder møder noget.
   "Ja," svarer jeg.
   "Træk af dine boxershorts og lig dig på ryggen under dynen. Lig helt stille, luk øjnene og lad være med at åbne dem."
   Dynen? Den er jo væk.
   Dynen er tilbage på sengen.
   Jeg gør som befalet. Min puls og mit hjerte falder til ro.
   Dynen bliver løftet på min venstre side. En nøgen kvindekrop presser sig op imod min side. Det er hendes krop. Tror jeg. Den er varmere, meget varmere, end jeg husker. Min puls stiger igen. Jeg kan mærke hendes ånde på mit øre. Hun ligger en hånd på min mave. Jeg får erektion. Stenhård erektion. Hendes hånd kører i en lille cirkel og bevæger sig så ned. Den kører henover min penis. I et splitsekund tror jeg, jeg skal komme. Følelsen passerer.
   Håndfladen bliver fjernet. I stedet bevæger fem fingre med den mindst mulige kontakt sig opad min mave. De stopper ved mit hjerte.
   "Find mig!"
   Det lyder ikke, som om stemmen kommer fra samme mund, som jeg kan mærke ånde på mit øre.
   "Det er det, jeg har forsøgt på."
   "Du leder ikke på den rigtige måde." Hun presser med håndfladen ned på min venstre brystkasse. "Følg dit hjerte. Lyt til dit hjerte."

***

Forfatterbemærkning

Jeg har aldrig formået at begrænse mine ytringer, og forfatterbemærkning er begrænset i anslag. Det bliver derfor her i stedet.

Dette bliver det sidste* jeg kommer til at ligge ud til frit skue. Tak til alle, der har læst med. Såfremt der er en sjæl eller to herinde, der skulle have lyst til at læse med videre - uanset om vedkommende har kommenteret hidtil, eller stiltiende læst med - hører jeg gerne nærmere i kommentarfeltet eller en besked. Jeg intet problem med at dele ud af de følgende kapitler, blot ikke frit tilgængeligt. Det er givet, at det vil være en fordel, hvis det går hånd i hånd med kommentarer eller observationer. Uden det behøver at være banebrydende tanker. Jeg skriver intuitivt, uden at være plot-drevet og uden (bevidst) fokus på absolut at skulle følge en story arc. I stedet er fokus placeret på character arc. Derfor tæller følelsesmæssige tanker omkring jeg-fortællerens udvikling, andre karakterer (og deres interaktion med jeg-fortælleren), historiens flow osv. mindst ligeså meget som sprogtekniske og litterært tunge observationer.

* Jeg overvejer kraftigt på et tidspunkt at dele to kapitler fra langt senere, fordi de omhandler situationer, hvor jeg balancerer på en knivsæg i forhold til, passende, beskrivelse.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 04/08-2020 14:38 af Jimmy Acaster (Kafkaesque) og er kategoriseret under Romaner.
Teksten er på 2137 ord og lix-tallet er 27.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.