Cirkus Afghanistan [arbejdstitel]

IV


1 måned, 18 dage siden 1 kommentar 5 kapitler Uafsluttet Romaner afghanistan krig landskab

1Cirkus Afghanistan [arbejdstitel] - IV
Det var tidlig morgen og flade skyer lå gråt over os som et porøs... [...]
Romaner · afghanistan, krig, landskab
1 måned, 18 dage siden
2Cirkus Afghanistan [arbejdstitel] - III
Jeg kan huske dagen op til min første ildkamp. Det var i februar.... [...]
Romaner · krig, afghanistan, mørke
2 måneder siden
3Cirkus Afghanistan [arbejdstitel] - II
Jeg så Afghanistan første gang gennem et ovalt flyvindue. Jeg sov... [...]
Romaner · krig, afghanistan, historie
2 måneder, 6 dage siden
4Cirkus Afghanistan [arbejdstitel] - Romerta...
Jeg havde ikke sex i mere end et år, efter jeg kom hjem. Jeg kan ... [...]
Romaner
2 måneder, 15 dage siden
1Cirkus Afghanistan [arbejdstitel] - Prolog
Jeg tøvede længe med at skrive denne bog. En af årsagerne var, at... [...]
Romaner
2 måneder, 16 dage siden

Puls: 38,1

Publiceret: 5
Afgivet: 18
Modtaget: 10
John Katz (f. 1984)
Det var tidlig morgen og flade skyer lå gråt over os som et porøst låg. I glatte sprækker kunne jeg se igennem låget og ane en endnu mørkere himmelhvælving bagved. Under højdedraget, hvorpå Keenan-basen lå, løb markerne langs floden. De var golde og tyndt græs groede i små lavninger, hvor fugten samlede sig om vinteren. Markerne var en hel del mindre end fodboldbaner, og de var adskilt af markskel, hvor afpillede træer skød ud af brune buske og høje buketter af græsstrå. Vores patrulje bevægede sig ud af Keenan og ind i det golde terræn. Den lange kæde af vandrende og tumlende kroppe strakte sig i en bue foran mig og ind i zonen. Vi gik med afstand til hinanden, så kun soldaten selv ville komme til skade, hvis han trådte på en vejsidebombe. I blandt de lerbrune danskere gik enkelte briter og gurkhaer i uniformer i gul og brun sløring og hjelme, der var runde som frugstkåle af soltørret træ. Vi var ud over dem en deling danskere og lidt til, over 30 mand. Jeg bevægede mig op langs kæden for at komme frem til fortroppen, hvor der kunne være brug for tolkning. Jeg passerede Stærche, vores kompagnichef, som var med. Han var en lidt høj mand uden skæg. Han bevægede sig selvbevidst og næsten lidt uskyldigt rank gennem terrænet. Hans gang passede ikke til det ujævne jord og mudder. Hans forkrop vajede lidt stift forover, når hans underkrop mødte forhindringer. Han så allerede dengang, i starten af udsendelsen, tynget ud. Jeg kan ikke huske, jeg så ham smile tit. Kun sporadiske, halvskæve smil, der skar igennem hans mimik, som overspringshandlede han skyldigt fra en konstant og vigtig bekymring. Han havde ikke ændret på sin standardudrustning. Som vidste han, at det i det store billede var forfængeligt og ligegyldigt. Han nikkede kort til mig, da jeg passerede ham. På hans skulder sad et velcrobadge, under det danske flag.

Stærche havde før udsendelsen foreslået, at kompagniets velcrobadge skulle være en hvid og en sort hånd, der holdt om hinanden. Badget endte med at have disse håndtrykkende broderskabhænder i dets øverste højre hjørne. Hen over midten løb tre bølgende blå streger skråt ned over en grøn baggrund og i nederste højre hjørne var en ulv syet i et middelalderligt kobberstiks stil, med en støvle i munden. Det var Fenrisulven, som Vidar, Odins glemte søn, skulle dræbe ved at stikke en uigennemtrængelig støvle i munden på den og hugge den ned, mens den var optaget af at bide. Vidar var en af asaerne, der ville overleve Ragnarok og genopbygge den nye verden. Jeg fandt, at badget var ret originalt. Oven over badget på vores skuldre var påsyet det danske flag, et kridhvidt, væltet kors på en blodrød baggrund.

Jeg tænkte, da jeg så den rødhvide flig på Stærches skulder, at afghanerne ville opfatte flaget i korsfarertermer, men det var en meningsløs tanke lige dér, da der ingen afghanere var omkring os. Her var øde. Patruljen krængede sig tavst gennem det kolde og lidt smattede landskab. Vi kom tættere på de lysebrune, afghanske compounds, jeg havde fornemmet i mørket natten før. De stod ensomme i den lerbrune vinter, med fugtige pletter på murene hvor frost var trængt ind. Vi gik over markerne i mellem dem og fulgte ikke vejene langs dem for at undgå vejsidebomber. Forrest, oppe hvor markerne var uberørt, kunne jeg se to små skikkelser traske anstrengt frem over det kuldslåede terræn. Det var konstabler, der svingede deres Vallon-metaldetektorer i rytmiske, ensformige bevægelser. Soldaterne bag dem prøvede at gå i deres fodspor og enkelte steder var markerne så fugtige, at deres støvler svuppede op og ned som stempler i en kluntet og tung tusindbensmaskine, der havde svært ved at løfte sin midterste krop ud af en mudret vandpyt. Fodaftrykkene jeg trådte i, blev dybere og de fyldtes langsomt af mørkt vand ved soldaternes passeren.

Jeg nåede den fremskudte del af patruljens perlestreng Jeg gik ind i strengen igen bag en britisk gurkha. Hans lavstammede og muskuløse krop arbejdede sig resolut frem i terrænet som en tobenet okse. Vores fortrop gled og svuppede nu ind imellem de tomme compounds. De var lavet af mursten formet af mudder og strå og tørret i solen. Adobe, hed det. Udenpå murstenene var der smurt en ensformig kappe af leret, tørret smat, hvilket efterlod det indtryk, at bygningerne høje, afrundede former havde groet ud af zonen af sig selv. Konstruktionerne var omkranset af stumpe hel- og halvmure og de virkede forfaldne og hemmelighedsfulde for mig. I en dørramme, der var skåret i en mur, var der ingen dør. Da jeg passerede den, kunne jeg se ind. Jeg så en tom og lukket plads, hvor der i hjørnet lå indtørret, pindetyndt brænde i bylter og midt på pladsen var en afsodet, sort plet på den ellers plane og støvede gårdsplads. Jeg tænkte, at mange af soldaterne måtte se disse compounds som skidne og smattede steder. Logier, som fremstod så primitive, at de slap for at tænke alt for meget på, hvilket skjult liv, der eksisterede inde bagved. Men jeg vidste, at deres arkitektur og byggemateriale udsprang af årtusinders tradition og tilvænning til Helmands miljø. Væggene i selve beboelsesdelene med lofter var en halv meter tykke og de overførte varme meget langsomt fra solen og til husets indre. Når varmen endelig var trængt ind og fanget i huset, var solen gået ned og den til tider nådesløse kulde tog hele natten om at bryde ind og skubbe varmen ud igen. I løbet af dagen blev compoundet herved et tilflugtssted fra de hede vinde, der blæste ind fra ørkenen uden for vintermånederne. På de større compounds bestod tagene af kupler, idet tømmer til at afstive lofterne med var sparsomt og træerne i Helmand mestendels tykke pinde. Denne arkitektur, med dens talrige, høje mure, afskærmede de pashtunske familier fra følgevirkningerne af de krige, der aldrig har ladet Helmand være i lang tid. De lod de fattige, afghanske patriarker føle, at her var der en lille plet, der ikke var under evig invasion, men i stedet fuldstændig kontrolleret af dem. Men disse compounds, vi gik iblandt, var alle tomme. De stod som fossilerede gevækster, lig de nøgne træer, der sprang ud af markskellene rundt om dem.
   Vi brød fri af området med de monolitiske compunds. Alle var stille og åndede i takt med deres lidt væltende gang. Jeg kunne ved vindstød fra tid til anden høre den svingende spinden fra Vallon-detektorerne oppe foran. De mindede mig om legemætte delfiner, der ved et ukendt vejrfænomen var blevet suget op fra havet og kastet ned i Green Zone. Denne følelse af delfinlyd gav mig en fornemmelse af at være årvågent til stede men samtidig også ved siden af terrænet. Jeg betragtede gurkhaen foran mig. Hvordan han pløjede sig ind i det nu fuldstændig åbne og markbrakke terræn som en snebryder. Den kolde ørken pressede ind mod de irrigerede områder og indsnævrede mulighedsrummet for hans retning, der var kun fremad. På marken, vi gik på, løb vinkelrette små jordforhøjninger på en sandals højde, hvis formål jeg ikke kunne gennemskue. Låget fra de grå skyer havde splintret sig, og usynlige kondenslag over os blev nu rødt oplyst af den morgensure sol. Gurkhaen gik parallelt med de små forhøjninger på marken og hans bevægelse i mellem dem mindede mig om fly på taxibanen i Kabul lufthavn, som blev vi ledt et sted hen over os med en mekanisk-organisk determinisme. Oppe foran stoppede de minesøgende konstabler og patruljens perlesnor gjorde holdt med en forsinket bevægelse. Hver enkelt perle i snoren gik et sekund længere end manden foran havde standset, som havde et langt leddyr dovent bumpet ind i en glasvæg og dets mange led sitret sløvt bagud. Jeg satte mig ned med et knæ i jorden, og min knæskal hvilede i min sorte knæbeskytter. Jeg tænkte kort, at det var sådan, en rigtig soldat i det rigtige Helmand sad. Efter kort tid gjorde knæet ondt og jeg satte mig med begge knæ i jorden og mine balder på bagsiden af mine fødder, som en asiatisk munk. Jeg kiggede ud på det blege terræn sprinklet med grønne, gule og gråbrune vækster. En kold og knivskarp luft fyldte lungerne, når jeg trak vejret. Det var et ejendommeligt landskab, tænkte jeg, og det var så sådan, det så ud. Jeg havde forestillet mig en langt tørrere ørken, med drivende sandbanker. Her så jeg noget, der lignede pløjemarker, der fortsatte i en uendelighed i en vajende linje, omkranset og belejret af en lerbrun og fast vinterørken. Jeg så fugle drive over nogle compounds et langt stykke foran os. I mellem husene og os var et markskel og det, soldater kaldte en krete. En forhøjning, hvor man kunne søge dækning, skjule sig og oprette skydestillinger. Den var ikke særlig høj, men bemærkelsesværdig som forsvarsstilling, overvejede jeg kort. Ved siden af os løb en lang halvmur op imod marken bag kreten. Jeg kunne se spidsen af vores patrulje rode med noget. Konstablerne havde med deres Vallons fundet et stykke rustent metal, en del af et markredskab, en bonde engang havde kasseret. De stoppede med at rode i jorden og traskede kort efter fremad i deres svingende minesøgebevægelse. Vores tusindben satte sig sløvt i bevægelse og strakte sin krop ud over terrænet igen.

Gurkhaen rejste sig og traskede videre i mellem forhøjningerne med kreten foran os som umiddelbart mål og næste forhindring. Vi kom op langs halvmuren. Til højre for mig, ganske få meter væk, dansede markjorden med et sæt, som var den levende og blevet forskrækket. Den blev revet op i små puf af koldt støv, flere steder splintredes de små forhøjningers linjer sig. Med små, kvikke taktslag så jeg jordklumper rejse og pulverisere sig i brysthøje, tynde skyer overalt på den lille mark og tiden gik mærkeligt langsomt, gurkhaen foran mig faldt sammen og væltede ind langs halvmuren på vores venstre flanke, som i en film spillet i kvart hastighed. Min krop bevægede sig ud af det blå af sig selv og kastede sig med fire fem lynhurtige skridt ind langs muren, og mine ører eksploderede fra en kakofoni af små, hidsige knald over mig, som om et publikum arrigt trykkede mig ned mod jorden ved at klappe af mig. Jeg rodede på jorden med hurtige, forvirrede bevægelser. Jeg stirrede op langs halvmuren og krøb længere ind og ned, væk fra den sindssyge larm oven over mig! Jeg mærkede et slag på mine balder og mine ben. Et eller andet levende og famlende brast ind langs mig og det masede tungt ned oven på mine ankler og lår. Jeg råbte impulsivt et eller andet. Jeg kiggede forvirret tilbage, men ænsede ikke hvad der havde kastet sig oven på mine ben, for mit blik blev pludseligt fanget af marken lige ud for mig igen. I slowmotion rev endnu en klynge af puf jorden op og marken lignede nu en lille skov af lysebrune buske, der sprang i flor med nervøse og voldsomme sæt og drev væk med vinden. Det virkede så tæt på, at jeg kunne række armen ud og plukke disse dansende støvbuketter. Larmen over mig var så hidsig og trykkede mig ned og ned mod jorden, så tæt jeg kunne komme. Jeg kiggede bagud igen, besluttede mig for det, tvang mig til det og så, at det var en anden gurkha, der rodede på mine ben.Han trykkede sig ind mod muren, væk fra stormen af små knald, han klamrede sin riffel i højre hånd og jeg stirrede kort på hans ansigt. Han bed tænderne sammen i en frygtsom grimasse. Jeg så hen over hans hjelm og patruljen bag os, den lange perlesnor, var forsvundet! Buskadserne i markskellet bag ud rystede sælsomt. Støv og gule græsstrå hvirvlede op flere steder i skellet. Jeg tænkte igen, på trods af larmen over mig. Jeg tænkte, og jeg tænkte at det måtte være støtteild fra resten af patruljen bagved. Jeg lagde nu mærke til lyden fra deres rifler. En symfoni af tørre brag fra mundingerne overdøvede næsten det arrige publikum over os. Jeg råbte til gurkhaen, der lå på mine ben "What's happening", men han stirrede febrilsk op langs halvmuren, forbi mig, og så ud på marken igen. Hans venstre hånd rumsterede hen over mit lår, og famlede videre op ad muren ved min side. Radioen knitrede i mit øre, det var Stærche, han lød rolig og bekymret. "Vi har en fortrop fanget, 2. og 3. gruppe, støt op mod Tango Echo 4, 1. gruppe ryk frem mod kreten, søg dækning og åbn ild, 2. og 3. gruppe støt støt!" Der var en aftagen i lyden fra riflerne et kort øjeblik og herefter rev lyden fra et maskingevær hen over os og op mod et mål oppe foran. En tilsyneladende enorm mængde våben bagude eksploderede. Lyden fra dem pressede nu fuldstændigt det arrigt klappende publikum ud af lydtæppet, der lå over os. Jeg så, at danskerne foran mig og min klamrende gurkha rejste sig med et sæt og styrtede væk fra mig og op mod dækning længere fremme. Jeg knugede håndtaget på min karabin og væltede frem, gurkhaen bag mig faldt til jorden under mine ben. Foran mig rasede brune former hen over marken og tiden gik langsomt igen. De kastede sig i langsomt langsomt ned langs jordforhøjningen oppe foran mig og den virkede så langt væk fra mig. Jeg løb sløvt som i vand, men jeg kom nu endelig nærmere og kroppe lå op af kreten og hjelme stak op over den så lavt som muligt, soldaterne tog nu sigte og dyngede kugler ud mod målet. Jeg løb med overkroppen helt nede ved jorden og var ved at snuble, da jeg så et hul i kæden af kroppe og kastede mig ned under forhøjningen. Jeg brasede ind i den og slog luften ud af mig selv inde i mit kevlarhylster. Jeg lå nu på ryggen og kiggede op i himlen. Larmen fra ildkampen trykkede mine trommehinder ind, jeg kunne fornemme dem vibrere konstant som en højtaler. Jeg fumlede i mit basis' lommer efter mine ørepropper, kunne ikke finde dem. Jeg kiggede op på kreten over mig og så planter og høje strå ryste i trykket fra alle riflerne rundt om mig. Jeg vendte mig på maven, krøb med min karabin foran mig og fandt en skydestilling. På markerne foran os rev kugler i jorden med tunge puf, som blev de kastet som klynger af vådt sand ud over en blikstille mølledam. Jeg så compoundet, hvor de måtte have skudt fra, byger af projektilnedslag ramte ned på dets mure.
   Jeg stirrede målløs på dette syn et øjeblik. Noget kom over mig og jeg begyndte at få kontrol med mit hidsige åndedrag. Jeg førte min karabin frem for mig, rokkede den nærmest hen over den ujævne jord på kretens top. Jeg førte sigtemidlet op til mit øje og kunne se den blege compound i kikkertsigtets forstørrelse. Det var som om larmen omkring mig blev suget ind i sigtemidlet og fortyndet af mit øjes koncentration, ind til det var en lille summen i baggrunden. Så trykkede jeg af. Et brag bedøvede mit højre øre. Min krop blev overrasket, men jeg tvang den fast i skydestillingen og holdt sigtemidlet på bygningen. Så skød jeg igen og igen, og alt forsvandt i den metalliske, gentagne klang fra karabinen, klang klang klang. Jeg trykkede for hurtigt på aftrækkeren og korrigerede kun lidt. Til sidst tog noget over mig og jeg trykkede og trykkede og der var intet tilbage i min verden end larmen og det rytmiske rekyl fra min karabin, der fik mit hoved til at gynge kort til siden og så tilbage i min skydestilling ved mine musklers fastholdelse. Jeg begyndte at råbe, "AAAAH!!", mens jeg trykkede løs og karabinmundingen piskede støvet foran mig op. Pludselig stoppede rytmen, selvom jeg trykkede aftrækkeren ned. Jeg var løbet tør for ammunition! I et sekund var jeg lammet. Jeg kravlede med et sæt ned under jordforhøjningen igen. Jeg famlede med min venstre hånd efter et nyt magasin i mit magasinbælte og rev i stroppen, der sikrede det. I samme bevægelse løsnede jeg med min højre hånd det tomme magasin ved et tryk på en knap ved aftrækkerhuset, og det faldt ned på jorden ved mit hoved. Jeg kunne ikke høre det ramme jorden, så det kun trille lydløst ned langs den lille skråning. Jeg kiggede rundt imens jeg rodede løs. Soldaterne lå langs kreten og skød i deres sammenbidte skydestillinger. Deres overkroppe bevægede sig i små ryk frem og tilbage, fra riflernes rekyl. Flere lå langs kreten og rodede med magasiner selv. Jeg så en Oscar, kaldetallet for en radiomand, sidde krumbøjet og prøve at lytte intenst ind i en lyttebøjle, mens støvet og de gule græsstrå svævede rundt om ham. Længere nede mod venstre så jeg nu, at der var en kort mur, der stod forvitret og alene, og tæt op langs den stod en MP'er, en militærpolitimand. Han holdt en hævet granatkaster, den var tyk og sort og havde seks løb som en enorm revolver betjent med to hænder. Han løftede den skråt i vejret og kastede 40mm granater op imod målet. Jeg kunne nu høre lidt igen og kiggede op over kanten. Granaterne landede på compoundet med hule bump og eksploderede i grågule skyer. Skud landede stadig på markerne rundt om målet med små puf, der blev hængende i den blide vind. Det var et æstetisk syn, fandt jeg, sådan som den fysiske virkelighed blev revet lidt i stykker af vores våbens larm og vores arrige projektilbyger. Jeg kunne nu høre ordentligt igen. Skuddene rundt omkring mig aftog lige så stille. Nogen havde beordret skydningen om at holde inde. MP'eren kastede skødesløst en to granater mere afsted og der blev stille igen. Jeg kunne mærke kold sved på min ryg nu. Jeg lagde pludselig mærke til soldaten lige til venstre for mig, en blond fyr i midt tyverne, han var lidt solskoldet. Hans blå øjne var helt klare og skarpe, de kiggede stadig ud mod målet. Hans riffel holdt han oprejst langs hans hoved ved at lade det hvile på magasinet. Han drejede hovedet kort og kiggede på mig og smilede glad. Jeg fik pludselig lyst til at ryge, jeg kunne ikke styre det. "Har du en smøg?!" råbte jeg.
   "HVAD?" råbte han.
   "EN SMØG" råbte jeg igen og lavede en fagte med min våbenfrie arm, som om jeg tændte en cigaret. Han rystede på hovedet. Jeg satte i pludselig bevægelse ned langs kreten med foroverbøjet ryg. Jeg spurgte febrilsk "Er der nogen, der har en smøg?" til soldaterne, jeg bevægede mig forbi. De kiggede på mig og rystede på hovedet, nu halvvejs kravlede jeg lige under kanten af kreten og så endelig en soldat med kommunefarvet og krøllet skæg. Han lå på maven og havde en smøg i højre hånd, hans gevær lå fladt foran ham op ad skråningen. Omkring hans krop lå to tomme magasiner og en masse afskudte, skinnende messinghylstre flød langs bunden af skråningen. Jeg smed mig op langs siden af ham.
   "Har du en smøg?"
   "Ja, sagtens." hørte jeg ham svagt sige, som talte han under vand. Jeg lagde nu mærke til, at jeg havde en konstant pibende lyd i mit højre øre, som om jeg havde jeg fået en lussing i en skolegård. Han rakte hen over sit gevær med højre hånd og åbnede behændigt en skulderlomme. Han hev elegant en halvtom pakke Blå Kings op med ring- og langfingeren, uden at ryste selv det skodne på sin brændende cigaret af. Han stak mig pakken. Jeg smed mine handsker ved mit hoved og trak en lang, hvid pind op. Jeg fumlede lidt med at hive lighteren op, den var også i pakken. Mine hænder rystede en smule, de summede nærmest. Så tændte jeg cigaretten og sugede langt ind. I min fumlen smækkede jeg kort siden af mit geværløb ind i hjelmkanten på den skæggede soldat. Med et sæt trak han hovedet til siden og viftede løbet væk.
   "pas PÅ, mand!"
   Jeg skubbede riffelmundingen væk fra vores hoveder og op foran mig. Jeg sugede dybt af cigaretten igen og jeg mærkede, at mine fødder sitrede, det føltes meget behageligt. Jeg mumlede kort noget, jeg ikke selv hørte. Hvad havde jeg sagt? Jeg kiggede ud på markerne igen. Jeg så, at der var blevet kastet røg med mortérerne fra Keenan. Røgen steg mælkehvid og uigennemtrængelig op bag et markskel ude til højre for os, en stor sky hævede sig fra hovedhøjde og op. De tynde træer i skellet mellem os og røgen stod i fuldstændig kontrast på den hvide røgs baggrund. Jeg syntes, de lignede blodårer og kapillærer, som løb hen over hvidt papir.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 11/08-2020 02:13 af John Katz (jonsplainer) og er kategoriseret under Romaner.
Teksten er på 3433 ord og lix-tallet er 35.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.