0Den Lyserøde Elefant - Kapitel ??
***Bemærkning*** · Som ?? antyder, er det følgende et "stand-alone"... [...]
Romaner · magisk realisme, eksistentialisme, selvrefleksion
1 måned, 5 dage siden
0Den Lyserøde Elefant - Kapitel 12, 13 & 14
"Er det ikke lidt ude i overdrevet?" · "Hvordan skal jeg ellers kun... [...]
Romaner · magisk realisme, eksistentialisme, selvrefleksion
1 måned, 21 dage siden
3Den Lyserøde Elefant - Kapitel 10 & 11
Lyden fra hotelreceptionens klokke bølger gennem lobbyen. Jeg ved... [...]
Romaner · magisk realisme, eksistentialisme, selvrefleksion
1 måned, 25 dage siden
2Den Lyserøde Elefant - Kapitel 8 & 9
Radiostationen skifter til en sang, som jeg af uransagelige årsag... [...]
Romaner · magisk realisme, eksistentialisme, selvrefleksion
1 måned, 29 dage siden
4Den Lyserøde Elefant - Kapitel 5, 6 & 7
Tid er en underlig størrelse. Det har altid været mit indtryk, at... [...]
Romaner · magisk realisme, eksistentialisme, selvrefleksion
2 måneder, 2 dage siden
2Den Lyserøde Elefant - Kapitel 3 & 4
Et kort øjeblik overvejer jeg at forlade butikken med det samme. ... [...]
Romaner · magisk realisme, eksistentialisme, selvrefleksion
2 måneder, 7 dage siden
5Den Lyserøde Elefant - Kapitel 1 & 2
Der er ikke en lyd at høre. Ingen mennesker hvisker, taler, endsi... [...]
Romaner · magisk realisme, eksistentialisme, selvrefleksion
2 måneder, 11 dage siden

Puls: 50,7

Publiceret: 7
Afgivet: 25
Modtaget: 16
Jimmy Acaster (f. 1980)
***Bemærkning***

Som ?? antyder, er det følgende et "stand-alone" stykke tekst. Det er er ca midtvejs i romanen, og emnet giver anledning til overvejelser om tone mv. (som jeg vil komme ind på afslutningsvis). Det er tilpas "stand-alone" til, at det eneste, der er værd at bemærke, er, at jeg-fortæller har mødt Stacy kortvarigt tidligere i fortællingen, hvor "vi" finder ud af, at jeg-fortæller har kendt hende som teenager, hvor han, modsat hende, ikke var interesseret i et venskab.

***

Da jeg ankommer, viser det sig at være tættere på et palæ end et hus. Jeg tæller 24 vinduer på den sennepsgule murstensfacade. Døren svinger op i samme sekund, mine knoer rammer det tykke egetræ.
   "Hey, godt at se dig," siger en smilende Stacy og hiver mig ind i et kram. Jeg fornemmer dog, at smilet er forceret, og krammet føles som om, det kommer fra en vandmand snarere end en kvinde af kød og blod. I stedet for varmen fra et kram runger dystre toner fra mine samtaler i alverdens tid og rum rundt i den enorme entre, jeg er blevet flået ind i. Der er mindst ti meter til loftet og lige over vores hoveder truer en lysekrone af en sådan størrelse, at den kunne være opkøbt fra en nedlagt opførelse af Phantom of The Opera.
   "Også godt at se dig," siger jeg, da hun slipper grebet om mig.
   "Hvor er din paraply?"
   "Jeg har ikke en med."
   "Okay, men hvordan i alverden er du så ikke blevet gennemblødt?" Hun glor ud gennem den åbne dør på regnen, der stadig vælter ned. Hendes øjne vender tilbage til mig og så igen ud mod regnen.
   Jeg kigger ned på mine sorte bomuldsbukser og min hvide hættetrøje med et sort Nike symbol. Der er ganske rigtigt ikke en dråbe på mig. Det havde endsige ikke faldet mig ind at tage en jakke på.
   "Du er gået igennem det der og er knastør? Hvis det var mig, er jeg ret så sikker på, at resultatet ville blive et andet." Et blik mere på mig og derefter ud på regnen. Hun træder ud gennem døren, slår begge arme ud til siden og drejer 360 grader, før hun returnerer. Regnvand drypper fra hendes sorte joggingbukser og tanktop, som er hun lige trådt op fra en sø. "Jeg skal vist have skiftet tøj," konstaterer hun med en stemme, der matcher tilstanden på mit tøj. "Jeg har tændt for pejsen i den stue, du finder, hvis du går til højre, når du når toppen af trappen. Der er fuld bar. Du tager bare, hvad du har lyst til, mens du venter."
   Gennem franske døre kan jeg se en vindeltrappe i det næste rum. Jeg fanger mit spejlbillede i dørenes glas. Elegant svinger jeg i takt med trappen.


Stuens pejs er det første, jeg ser, da jeg træder ind. Den knitrer løs. Der er et højt og smalt vindue på hver side af pejsen. Tykke gardiner er trukket for. Rummets eneste lys kommer fra ilden. Væggen omkring pejsen er lavet af træ. Egetræ gætter jeg på. På trods af megen tom vægplads er der ikke et eneste maleri eller noget andet ophængt. De to vægge til hver side har indbyggede bogreoler, som går fra hjørne til hjørne og fra gulv til loftet tre meter oppe. Hver en centimeter er fyldt med bøger, der alle ser ud til at være mindst et århundrede gamle. Jeg går rundt og lurer lidt på, hvilke bøger det er. Sådan som jeg altid gør, når jeg træder ind i et rum med interessante bøger. Jeg kender ikke en eneste forfatter. Da jeg har været rundt, er der en bar til højre for døren, jeg kom ind af. Baren ser ganske rigtigt ud til at være fyldt op med alt, hvad man kan forestille sig. Denne verden mangler intet. Til venstre for døren fremstår en anden dør af glas med dørkarm af krom aldeles malplaceret, som den fremtoner midt i endnu en egetræsvæg. Jeg bliver overvældet af en fornemmelse af at være trådt 200 år tilbage i tiden, da jeg trådte ind i lokalet, og glasdøren virker for det nydannede 1800-tals-jeg som en fremtidsportal, der vil bringe mig 400 år frem i tiden. I stedet viser den sig blot at føre til et vinrum. Jeg går på jagt. Alle vinene ser gamle og dyre ud. Jeg aner ikke, hvad der er hvad, så jeg griber en flaske mere eller mindre tilfældigt, mens jeg håber, at Stacy mente alvorligt, at jeg kunne tage, hvad jeg ville. Det afkræver søgen, men jeg finder til sidst en proptrækker. Det sidste hiv belønnes med den bløde pop-lyd. Som en bonus flyder duften af årtiers lagring ud. Jeg stikker næsen helt hen til flaskens åbning. Det er det tætteste, jeg har været på en symfoni, kun baseret på dufte.
   Foran pejsen er der, som rummets eneste møblement, to brede sofaer i brunt læder. Vent! Lyserød sofa? Nej vel. Jeg plasker ned i sofaen og er nær ved at spilde fra mit vinglas. Grøn ikke? Men lyserød nu?
   "Jeg er altså gået i fuldt afslapningsstil nu." Stacy står bag mig i en hvid badekåbe. "Jeg magtede ikke at skulle til at sammensætte noget tøj, når vi bare skal være her og snakke."
   "Det er helt fint."
   Hun samler vinflasken op og læner den lidt på skrå for at læse mærkatet: "Godt valg!"
   "Uha, jeg anede intet. Har jeg valgt en meget dyr en?"
   "Ja! Men det er okay. Der er kun dyre og så meget dyre vine derinde. Jeg drikker ikke vin ret tit, så jeg får ikke drukket dem. Om så jeg bliver 250 år gammel, formår jeg ikke at komme igennem den blasfemiske samling." Hun plasker endnu tungere, end jeg gjorde, ned i sofaen ved siden af mig. Med en god meters afstand. "Men jeg vil da i dagens anledning tilslutte mig dit rødvinskor."
   Jeg snupper det ekstra glas, jeg tog med, og hælder op til hende.
   "Nå, skal vi tage os af elefanten i rummet?" spørger hun og sluger et halvt glas i en tår.
   "Elefanten?"
   "Du skulle se dine øjne. Har du en fobi over for elefanter? Det er bare et udtryk." Hun færdiggør den anden halvdel i en tår mere og rækker glasset frem mod mig. "Tog du hen på skolen? Det var såmænd alt, jeg mente."
   Hun tager sig, uden makeup, helt anderledes ud nu, end hun gjorde forleden dag. Eller gør hun? Jeg tror ikke, at jeg kiggede på hende den dag. Ikke rigtigt. Jeg gjorde fysisk, men på et dybere plan opfattede jeg intet. Jeg kiggede lige igennem hende og trak på et minde. Der var alt for travlt med mig selv og mit. Jeg så et genkaldt billede af en 17-årig pige, jeg kendte engang. Ikke den voksne kvinde, der sidder foran mig nu.
   Der bliver knipset fingre foran mine øjne.
   "Halløj! Er du der?"
   "Ja undskyld. Giv mig lige et øjeblik," siger jeg og kigger ind i hendes øjne.
   "Ville det fair at sige, at du er mærkelig? Kommer folk nogensinde med den observation om dig? Til dig?"
   "Mine forældre siger, at jeg er fantastisk. Og slet ikke mærkelig. Uden for den snævre kreds...tjaaa holdningerne varierer!"
   Pejsens ild griber fat i noget, der sender en stikflamme i luften og et lysglimt mod os. Jeg forsøger at se den kvinde, der sidder overfor mig. Hun har lidt for meget fedt hist og her. På lårene og på maven. Altså sammenlignet med skønhedsidealet men ikke noget unormalt overhovedet for en kvinde i 40'erne. Under de grønne øjne er der dybe, mørke rande. Tydelig kragetæer. Ansigtet antager generelt en lettere oppustet og rødlig karakter. Havde jeg mødt hende under andre omstændigheder, ville mit gæt have været, at hun kom fra fattige kår og havde fået for meget alkohol. De sidste ti, tyve år i træk. Jeg drikker det sidste vin i mit glas og fylder begge vores glas igen.
   "Jeg kender ikke nogle af forfatterne," konstaterer jeg med en pegefinger i vejret. Den bliver smidt rundt i cirkel for at demonstrere, at jeg har luret på begge bogreoler.
   "Jeg arvede dem af min stedfar sammen med huset. Det er stort set kun dagbøger og memoirer fra sydstatsfolk fra før og under den amerikanske borgerkrig. Og historiebøger skrevet i den periode. Min stedfar var gammeldags. Som i virkelig gammeldags. Han hungrede efter en svunden tid, hvor mænd var rigtige mænd, kvinder kendte deres plads, og undermennesker med en anden hudfarve blev holdt på deres plads med en jernhånd. Det er kvalmende læsning."
   "Hvorfor har du så beholdt dem?"
   Hun trækker på skuldrene. Jeg tager en tår vin. Den smager nu alligevel fabelagtigt. Jeg venter på, at hun kommer med svaret. Med hævede øjenbryn intensiverer jeg mit blik. Hun trækker på skuldrene en gang mere. Bevægelsen sender en vind gennem lokalet. Som går gennem mit hår. Over mit ansigt. Får mine øjne til at løbe i vand. Får gardinerne til blafre.
   "Nå! Den elefant!" udbryder hun.
   "Ja, jeg tog hen på skolen," starter jeg og fortsætter i en lang monolog uden at skjule selv de mest mærkværdige detaljer om begge mine oplevelser på skolen.
   "Det var alligevel ikke så lidt," siger hun med et blik som et egern, der lige har fået forklaret af en blæksprutte, hvordan det er at bo i havet. "Og hvor endte du henne? Altså i forhold til om det er virkelighed eller drømme?"
   "Jeg endte lige præcis ingen steder." Jeg smider et ben på sofaen og drejer mig 90 grader for at skifte fra at stirre ind i ilden til kigge på hende. "Min fornemmelse er, at min virkelighed er brudt i stykker. Den er smadret; sammen med tiden. Jeg bevæger mellem virkeligheder. To, tre, fire af dem. Tænker jeg. Måske. Mellem virkelighed og drøm. Måske. I grænselandet mellem alt det. Måske."
   "Det er godt nok mange måske'er."
   Min næse fyldes med duften af roser. Jeg kigger mig omkring men kan ikke se nogen vaser. Vinglasset ryger helt op til næsen. Nej, den dufter af druer, og andre dufte jeg ikke kan placere. Druerne erstatter roser og bliver hængende i mine næsebor.
   "Ja, alt for mange ubekendte," erkender jeg, med en henkastet tanke på den ældre mand med næsten-Adidas-tøj på skolen. "Har du lyst til at fortælle om skolen, som du oplever den?"
   For Gud ved hvilken gang tømmer hun et halvt vinglas. "Om jeg har lyst?" Hun rækker glasset frem. "Nej! Men jeg gør det alligevel." Jeg fylder op med flaskens sidste dråber. "Du vil være den kun tredje person i denne verden, der hører historien. Selvom jeg ikke havde noget ønske om at fortælle den de første to gange, og jeg om muligt har det endnu mindre nu. Og så har jeg alligevel lyst. Eller...nok snarere behov for. Nej...heller ikke et behov. Det er for voldsomt et ord. Der er noget, der skriger til mig, at jeg bør og skal gøre det. Måske fra en dine mange verdener. Eller virkeligheder," siger hun med smilende mund og bedrøvede øjne. "Det er ikke min virkelighed i hvert fald." Hun stirrer længe ind i ilden uden at komme med den uddybning, jeg håber på. Jeg stirrer om kap med hende. Gardinerne blafrer sagte, når en af os blinker. Ellers er det intet, der rører på sig i stuen. I hele huset rent faktisk. Jeg fornemmer, at alt i hele verden står stille, mens vi sidder her i limbo mellem to fortællinger.
   "Det vil kræve, at jeg starter helt, helt fra begyndelsen, for det giver mening. Henter du ikke en flaske vin mere? Så samler jeg tanker, ord og mod imens."
   Duften af druer strømmer ud, da jeg hiver proppen op. På min tur tilbage til sofaen vender duften af roser ikke desto mindre tilbage med fornyet kraft.

***

"Da jeg var fem år..." begynder Stacy hendes fortælling. Hun kigger på vinen, mens hun roterer glasset i hånden, som om tankerne skal komme der fra. Som om hun forventer, ord vil fremtrylle sig fra den bordeauxfarvede væske. "Der døde min far. Det kan måske virke som en voldsom måde at starte, men det er mit første minde. Eller rettere. Min mors tårer. Som for en lille pige syntes at flyde for evigt. Det er mit første minde. Og det ændrede alt. Enhver begivenhed, som har bragt mig her til dette øjeblik, skete på grund af min fars død. Gjorde mig til den jeg er i dette øjeblik.
   Han blev kørt ned af en bus. Hvad nu hvis han havde taget en anden rute den dag? Hvad nu hvis han havde set sig lidt bedre for? Hvad nu hvis...Hvad nu hvis! Det har kørt i loop i mit hoved i snart 40 år. Også fordi jeg tænker over, om det bare er min skæbne. At jeg fortjener det, jeg har måtte gennemgå. Og det derfor var sket alligevel. På en lidt anderledes i stedet. Selv hvis han havde levet videre helt indtil i dag. Det er, hvad jeg tror. Jeg fortjener det.
   På mine gode dage tænker jeg, at det her er en test af min sjæls karakter. I én bestemt virkelig. Der findes en alternativ virkelighed. En anden dimension. Hvor min far så sig bedre for, og jeg er lykkelig. At det er den sande virkelighed, og hvordan, jeg håndterer den her test, har indflydelse på, hvor lykkelig jeg får lov til at være i den virkelige verden. Det er også, hvad jeg tror. Men kun i korte momenter ad gangen.
   De næste seks måneder brugte min mor på skiftevis at græde og at fortælle mig, hvor fantastisk en mand min far havde været. Hvor højt han havde elsket os begge to. Hvordan han ville bruge hvert eneste frie minut på at lege med mig eller lære mig ting. Om de timer han ville læse højt for mig hver aften. Fortællingerne havde sat sig så dybt, at jeg, indtil jeg var 12 måske 13, troede, at det var mine første minder. De stod så klart i mit sind. Min far med Askepot i skødet og mig med store øjne, betaget af de harmoniske, flyvende lyde, der kom ud af hans mund. Det var ikke ord; det var magi.
   Så en dag sluttede tårerne og historierne fra min mor fra den ene øjeblik til den andet. Vi flyttede ind hos en mand, jeg aldrig havde mødt før. I det her hus."
   Begge Stacys arme flyver ud til siderne, som om det er nødvendigt at demonstrere hvilket hus, der er tale om. Med bevægelsen flyver den sidste sjat vin ud af glasset og lander på trægulvet. Det ligner blod mere end vin. Med den dunkle belysning i en stue fra en anden tid er jeg mentalt helt klar til, at Sherlock Holmes træder ind gennem døren for at løse mordet. Jeg går til baren og finder et viskestykke.
   "Fuck it. Lad det ligge. Fuck det her hus."
   Jeg tørrer op alligevel og kaster viskestykket tilbage i baren.
   "Mere vin tak," siger hun.
   Det er svært at vurdere, fordi hun er så følelsesladet, men det virker til, at hun er lettere beruset. Men ikke fuld. Endnu, forestiller jeg mig. Hun fokuser på et bestemt punkt inde i pejsen i et par minutter.
   Med blikket stadig fast rettet mod samme sted fortsætter hun: "Efter den dag hørte jeg ikke min fars navn nævnt igen. Ikke en eneste gang. Hver dag, hele dagen i seks måneder og så nul, niks, nada i de ti år mere, min mor levede. Nå, men den her mand havde en søn fra et tidligere ægteskab. Han var halvandet år ældre end mig. Til at starte med kunne vi ikke udstå hinanden. Jeg nærede en sund skepsis over for ham, og modsat havde han en ret så intens skepsis rettet mod mig. Grænsende til had. Ganske langsomt blødte han dog op. Og jeg gjorde det samme. Ligesom tilfældet var med min far, var hans mors død kommet pludseligt, kort tid før vi endte under det samme tag. Så vi havde den sorg tilfælles. Og at vores forældre ikke ville, eller i hvert fald ikke kunne, snakke om det, ligesom der ikke blev lagt fingre imellem med budskabet, at vi to børn bestemt ikke skulle bringe det på bane. Så det førte os tættere og tættere på hinanden, at vi kunne tale om sorgen, når ingen kunne høre os. Vi var sammen næsten konstant. Hvis en af os havde fri fra skole tidligere end den anden, ville vi vente. Hellere det end at komme til det her sted alene. Vores yndlingsleg var at bygge kolossale forter af tæpper, puder og papkasser. Som du nok kan tænke, var der rig mulighed for at gøre det ret stort i det her hus. Vi eksperimenterede også med at skabe hjemmelavede alarmsystemer. Altså bare sådan nogle simple nogen. Af snor og dåser. Det var kun for sjov, men det havde en mere alvorlig undertone. Vi kunne skabe vores egen lille verden. Hvor vi kunne sidde i mørket med tæpper flyvende over vores hoveder og med hver vores lommelygte. Der kunne vi dele historier om vores afdøde forældre. For mig var det kun viderebragte historier, som jeg ikke desto mindre oprigtigt troede var mine egne. Jeg aner ikke, om hans historier var hans egne. Eller om de var sande, for den sags skyld. Tomme dåser var alt, vi ejede til at sikre, at vi ikke blev overhørt.
   Da jeg var ti år, blev det for meget for min stedfar. 'Det er upassende,' konstaterede han uden plads til diskussion. Vi skulle selvfølgelig have bedste venner på vores egen alder. Og af vores eget køn. Der var dog ingen tvang i det. Det ville slet ikke have været udspekuleret nok for ham. Vi kunne stadig gøre, som vi ville. Blive ved med at lave ting sammen alle døgnets timer.
   Der var tradition for, at vi fik is til dessert hver fredag efter aftensmaden. En sådan fredag fik vi at vide, at der kun var is til en person. Vi skulle spille skak om retten til is. Jeg kunne ikke tro, hvad jeg hørte. Min stedbror var medlem af en skakklub på skolen. Jeg havde aldrig spillet skak i mit liv. Det handlede ikke engang om den forpulede is. Havde min stedfar så bare sagt, at jeg ikke fik is fra nu og i al evighed, så havde jeg tænkt, han var et røvhul. Og så var det det. Jeg vidste jo godt i forvejen, at han var et røvhul. Det her havde en anden karakter. En form som jeg med mine ti år ikke fuldt ud forstod. Jeg opfattede bare, at det føltes, som om der blev skubbet til mig. Trådt på mig. Sparket på mig, mens jeg allerede lå ned. Forstår du det?"
   Hun har ikke rykket sig en millimeter. Der bliver stirret på det selvsamme punkt. Jeg er i tvivl, om hun rent faktisk spørger mig, eller om det er retorisk. Så jeg holder vejret. Venter. Noget af pejsens træ er ved at brænde ud. Mørket sænker sig langsomt.
   "Det var måske også dårligt forklaret...formuleret. For jeg følte det ikke som noget fysisk. Han tog det første skridt mod at fjerne den person i verden, jeg var tættest på. Den eneste person jeg var tæt på endda. Han greb i mit inderste indre og legede med min sjæl. Bare fordi han kunne. Forsøgte at fjerne enhver værdighed og selvværd, jeg havde opbygget gennem mit forhold til min stedbror. Fordi han, som bonus ved at fjerne min stedbror fra mit liv, fik lov til at vise mig, at jeg ikke var god nok til at fortjene de gode ting her i livet. Som sagt. Jeg forstod det nok ikke helt på det tidspunkt. Sådan rent kognitivt, du ved. Men intuitivt vidste jeg, hvad der foregik. Forstår du det?"
   Hun fjerner blikket fra pejsen og drejer rundt mod mig i sofaen.
   "Man skal nok selv opleve det for sandfærdigt at sige, man forstår det. Mærke det på egen krop og sjæl. Men jeg kan da sagtens alligevel sætte mig ind i, at det må have været voldsomt ubehageligt."
   "Som du nok kan gætte, fik jeg ikke et ben til jorden. Brikkerne blev sat op. Jeg fik en kort gennemgang af reglerne, og så var det ellers slut ligeså hurtigt, som det var startet. Da mørket havde sænket sig over vores fort, forsøgte min stedbror at trøste mig. 'Jeg lader dig vinde næste fredag. Min far gennemskuer det helt sikkert, men jeg vil hellere lade dig vinde og se, hvad der sker ved det, end jeg vil lade ham vinde,' sagde han med chokoladeis på overlæben. Jeg rystede på hovedet. Raslende dåser i det fjerne gav tegn til, at jeg skulle til at kravle gennem fortets indre mod min egen seng.
   Ganske rigtigt var fidusen den kommende fredag alt for let at aflure, og spillet blev end ikke gjort færdig, før en dom om ingen is til nogen af os i en måned var afsagt. Vi havde ikke brug for is, bekræftede min stedbror og jeg hinanden i senere den aften, da vi befandt dybt i fortets indre. Is var for pattebørn, og vi var konge og dronning i vores helt eget rige med et kæmpe fort og tilhørende vindebro, som vi kunne trække op efter behov og adskille os helt fra den øvrige verden.
   Måneden gik sin gang, og jeg kom til fredagens middagsbord med en ejendommelig blanding af frygt og spænding. Ganske uden grund. For det var overstået lynhurtigt, uden vi overhovedet fik noget at spise. Ingen is blev forlænget med en måned. Alle andre privilegier blev også inddraget. Ingen lommepenge, ingen fritidsaktiviteter, ingen elektronik og intet samvær for mig og min stedbror. Kort sagt intet, der gjorde livet værd at leve, fik vi lov til at beholde. Der ville i en måned kun være skole og vores eget værelse. Hvis vi var heldige, ville vi få bøger til at underholde os. Med en mave der knurrede i protest mod tomhed, og et hoved der snurrede i protest mod overflod, kravlede jeg under dynen og trak den helt op under hagen. Jeg lagde en flad hånd på væggen ind til min stedbrors værelse og hviskede: 'Is, lommepenge og elektronik er for pattebørn. Vi er konge og dronning i vores eget rige. Ikke? Ikke også?' Jeg lå musestille og lyttede til svaret, der aldrig kom.
   Endnu en måned kom og gik med uforlignelig kedsomhed, indtil jeg en fredag kom ind i spisestuen til et bord med skakspillet sat op i stedet for mad. 'I spiller om retten til alle de ting, I ikke har haft den sidste måned. Vinderen får det hele igen. Taberen får intet. Indtil vi prøver igen om en uge.' Jeg kiggede på skakbrikkerne. Formet i elfenben af en kunstner med så stor omhu, at hver brik syntes at have sit eget udtryk. Min hvide konge stod der og forsøgte at holde ryggen rank, men med et desperat, panisk blik over sig. Dronningen ved hans side syntes allerede at være på udkig efter en ny mand. På den anden side af slagmarken stod den sorte konge ubekymret omgivet af tropper, der lænede sig fremover. Ivrige efter at komme i kamp. Jeg troede, jeg havde fået et mentalt sammenbrud, for det var, hvad jeg helt bogstaveligt så brikkerne gøre. 'Lader du mig vinde næste uge?' spurgte jeg min stedbror med øjnene, mens han fjernede den hvide dronning fra brættet, og med den enhver chance jeg havde tilbage. Med hovedet på puden lå jeg fem minutter senere musestille og lyttede efter et svar, der aldrig var kommet.
   Da jeg kom hjem fra skole om mandagen, var mit værelse ryddet for alle mine bøger. I deres sted var der efterladt en stor stak bøger om skak. En blanding fra forklaring af reglerne, til forskellige udgaver af skak for begyndere. Jeg tilbragte en uge med at stirre op i loftet og gøre mit bedste for at ignorere bøgerne. Om fredagen kom svaret endelig. Den hvide dronning blev fjernet fra brættet med et blik, der sagde: 'Du er ikke en værdig dronning.' Få træk senere blev den hvide konge væltet. 'Jeg er min egen konge nu!' Den næste mandag blev den ene stak bøger erstattet af en anden. Denne gang skak for letøvede. Med hovedet på puden lå jeg i flere dage og lyttede til svaret, før jeg greb ud. Gav modsvar og snuppede en bog.
   Langsomt, meget langsomt begyndte det at virke til, jeg havde en chance i spillene. I stigende grad skulle min stedbror rent faktisk koncentrere sig i stedet for bare at kunne agere konge på autopilot. Efter mere end et år med væltede hvide konger formåede jeg at tage hans dronning og med det at frembringe panik i hans øjne. 'Kongen er død, længe leve dronningen.' Det steg mig desværre til hovedet. Min koncentration røg sig en tur, og han vendte slagets gang. 'Længe leve kongen.' Jeg kom aldrig tæt på at vinde igen. I fem år var alt, hvad jeg havde, skakbøger og en ugentlig påmindelse om, at jeg intet fortjente. Jeg havde ingen fritid, som andre unge havde det, ingen lommepenge, ingen elektronik og jeg nåede at glemme, hvordan is smagte.
   Og så på en forårsdag med solregn, da jeg lige var fyldt 15. Der døde min mor."

***

Stacy kaster hendes vinglas mod ilden. Det smadrer mod bagsiden af pejsen. Hun rejser sig for at gå i baren. Uden at spørge mig hælder hun whisky i to glas. Hun er halvvejs tilbage til sofaen, før hun ombestemmer sig og går tilbage for at tage flasken med.
   "Hvad gjorde du så?" Jeg nipper til whiskyen. Den røgede lugt og smag sender mine ansigtsmuskler i krampe.
   "Jeg gjorde ikke noget. Der var ikke noget, der havde ændret sig. Den kvinde, den mor, som jeg havde elsket, var død sammen med min far ti år tidligere. Jeg havde boet sammen med en mand og en dreng, jeg ikke rigtigt kendte, og så en skygge af en kvinde, jeg engang havde kendt. På et eller andet udefinerbart tidspunkt i løbet af de seneste ti år var jeg blevet færdig med at græde alle de tårer, som jeg havde behov for at gøre for den kvinde. Jeg gik ikke engang til begravelsen."
   "Hold da helt op! Men det var nu ikke, hvad jeg mente. Hvad gjorde du med et sted at bo? Lod din stedfar dig blive?"
   "Nåh. Ja, jeg blev boende. Andet var aldrig på tale. Jeg havde ingen andre steder at tage hen. Godt nok frygtede jeg til at starte med, at tingene ville blive værre, når min stedfar ikke længere havde min mor til at kende hendes plads. Ikke at jeg sådan lige umiddelbart kunne forestille mig, hvordan det skulle blive værre. Til min store overraskelse blev det bedre. Meget bedre. Han skiftede job. Til et med flere forretningsrejser. Der gik aldrig en uge, uden han var væk noget af tiden. Ofte flere dage i træk. Skak var væk, og jeg var fri til at gøre lige, hvad jeg havde lyst til. Med et besøg fra dødens engel var han komplet ligeglad med mig.
   Modsat betød det også, at min stedbror i stigende grad teede sig åndssvagt. Han var altid blevet holdt til ekstremt høje standarder. Både akademisk og atletisk. Det gjorde han for så vidt stadig, men med hans far væk i dagevis kunne han skeje sig ud. Da ændringen i begge vores hverdag begyndte at stå klart, flyttede han til et værelse et andet sted i huset, i stedet for det ved siden af mit. Som om han lige skulle pointere, at kongen levede endnu. At vi ikke var i en tidsmaskine på vej fem år tilbage i tiden. Han indrettede det efterladte værelse som et rum til computerspil. Stort tv og endnu større højtalere. Når min stedfar var bortrejst begyndte han at have kammerater ovre til ud på natten. De drak øl, røg hash og morede sig over at vende højttalerne mod væggen ind til mig, når jeg forsøgte at sove.
   Jeg var ligeglad. Det var ingenting i forhold til de seneste år. Jeg følte lykke for første gang i mit liv. Hvad jeg går ud fra var lykke. Jeg havde venner, hvilket jeg aldrig rigtig havde prøvet. Kun et par stykker, men stadig. Mine smagsløg var blevet genforenet med is. Jeg havde endda fået en kæreste. Dagen før mit liv tog dets anden skæbnesvangre drejning, havde jeg fået mit første kys.
   Der var besøg af, lød det til, endnu flere end normalt inde på værelset ved siden af. Jeg var blevet vant til at sove med ørepropper. Med armene omkring hovedpuden som i et kram lå jeg på maven og tænkte på min kæreste, mens jeg forsøgte at tvinge mig ind i en eventyrdrøm sammen med ham. I blandingen af ørepropper og de falske geværskud, som trængte igennem til min side af væggen, opdagede jeg intet, før jeg mærkede noget tungt ovenpå mig. Kortvarigt var jeg i tvivl, om jeg var allerede var forsvundet ind i en eventyrdrøm, og min hjerne ikke ville tillade den slags lykke, og derfor øjeblikkeligt omgjorde det til et mareridt. Jeg mærkede noget trænge op i mig. Det var et mareridt og desværre et vågent et af slagsen. En hånd ramte min tinding. Først som knytnæve og bagefter som en flad hånd, der dækkede for mine øjne og skubbede mit hoved ned i puden. Ikke at han havde behøvet det. Jeg havde ingen intention om at åbne øjnene og opleve med flere sanser. Smerten i mit underliv var alt rigeligt. Ligesom jeg troede, smerten ikke kunne blive værre. Ydmygelsen ikke kunne blive større. Så skete det mest bizarre, der nogensinde er hændt for mig. Jeg fik orgasme. Jeg forstod ikke, hvad der skete. Hvad det var for en fornemmelse, der blandede sig ind i smerten. Da fyren ovenpå mig var færdig med mig, bed han mig i øret. Hårdt. Med hans ansigt helt op ad mit kunne jeg lugte øl, hash og sved. Han kyssede mit øre, hvor han havde bidt mig. Øreproppen blev hevet ud, og han hviskede: 'Tak. Det var dejligt. Jeg er glad for, det også var godt for dig. Du må endelig ikke tro, at jeg ikke lagde mærke til det.' Væk var han. Luften omkring mig trak sig sammen og udvidede sig i takt med min smerte. I takt med forvirringen over, hvad der lige var foregået. Selve det rum, jeg var i, syntes at trække vejret som en maratonløber, der har ramt muren og desperat forsøger at genskabe kontrol. Tiden sluttede sig til rummet. Sammentrækning, udvidelse, sammentrækning, udvidelse. 'Det er min eventyrdrøm, som min hjerne gjorde til et mareridt,' kan jeg huske, at jeg tænkte. Igen og igen. Med lukkede øjne. Igen og igen. Mere i desperat håb end faktisk forventning. Jeg åbnede langsomt øjnene for at betragte rummet. Og mig selv. Rummet stoppede. Og tiden gjorde det samme."
   Gløderne fra endnu et stykke træ går ud, mens whiskyflasken bliver brugt flittigt.
   "Gik du til politiet?" er det mest interessante uinteressante, jeg kan komme på at byde ind med.
   "Nej. Hvordan kunne jeg? Når jeg aldrig åbnede øjnene. Der var nok 10-15 fyre i rummet ved siden af lige den aften. Måske 30 i alt som med jævne mellemrum kom der. Det kunne være hvilken som helst af dem. Jeg gik til min stedbror dog. 'Hvad vil du have, jeg skal gøre ved det?' var hans ukomplicerede respons. Jeg stirrede på ham og ventede på et svar, der aldrig kom. Han var ligeglad. Så meget stod klart. Problemet var lige så meget som noget andet den orgasme. Mange år senere...faktisk først for et par år siden, fandt jeg ud af, at det ikke er helt unormalt. At det er en ufrivillig kropslig reaktion, som ikke altid er bundet op på lyst og vilje. Man skulle jo tro, at det aldrig kunne ske under en smertefuld voldtægt. Det var i al fald, hvad jeg troede. Og jeg har stadig svært ved at forstå det."
   Hun blinker. Gardinerne blafrer. En aftagende måne kommer til syne. Den sender i et halvt sekund en natlig lysstråle ind i rummet. Mellem os. Vores skygger vibrerer. Flytter sig.
   "Under alle omstændigheder vidste jeg det ikke dengang. Hvilket afstedkom nogle forfærdelige tanker. Betød det, at jeg på et ubevidst plan kunne lide det? At jeg ubevidst havde ønsket det? At jeg havde signaleret et ønske over for de fyre? Jeg vidste jo godt, at svaret var nej. Til alle de spørgsmål. Der var bare lige...bare lige det problem, at der var langt fra at vide noget, og så til at tro på det. Du skal huske på, at jeg var ret frisk ankommet fra fem års mental tortur. Jeg var kun begyndt at finde ud af, hvad livet var for en størrelse. Finde ud af, hvem jeg var. Min stedfar havde fjernet min værdighed, mens jeg stadig var barn. Den fyr kom ind på mit værelse, lige da jeg var kommet undervejs med at finde vej til et sted, hvor jeg i det mindste kunne trække vejret. Lige da jeg var på ind i overgangen fra pige til ung kvinde, kom den fyr, og han ikke kun fjernede den sidste værdighed, jeg havde tilbage, men han ødelagde mig også fysisk. Jeg har siden den dag haft smerter hver eneste dag alle mulige og umulige steder. Uden forklaring for både mig selv og læger. Og jeg får ingen fysisk tilfredsstillelse som modvægt. Orgasmen den aften var ikke kun den første i mit liv. Det var også den sidste. Mad smager ikke rigtigt af noget. Jeg har for længst igen glemt, hvordan is smager."
   "Så du fandt aldrig ud af, hvem han var?"
   "Nej, og det var også ligegyldigt. Altså hvem specifikt ham den første var. For den næste aften hvor der var gæster i huset, blev min øreprop fjernet, og der blev hvisket: 'Jeg har hørt, du godt kan lide det.' Det blev deres klamme tradition. At sige det til mig som det første. Når de kom ind til mig. En efter en. Aften efter aften. I årevis. Nogen af dem skubbede en pude ned over hovedet på mig, og jeg ønskede mig, at der en dag ville være en, der kom til at gøre det for hårdt, så mareridtet kunne slutte en gang for alle. Det var nær ved at ske et par gange, og jeg slog alligevel i overlevelsestilstand og kæmpede under puden, når jeg kunne mærke, at jeg på vej til at forsvinde ud i bevidstløshed.
   Når jeg befandt mig på skolen vidste aldrig, hvem der havde været på mit værelse. Om ham der sad bagved mig i timen havde? Ham jeg passerede på gangen? Alle, jeg mødte, var potentielle fjender, der havde gjort utænkelige ting ved mig og grinede af mig bag min ryg. Jeg var i konstant alarmberedskab, så jeg forsøgte at finde så mange stille kroge som muligt. Min favorit var et enebærtræ. Jeg havde fundet det helt tilbage dagen efter min mors død. Det var delvist skjult bag en mur, som dækkede både mod skolen og mod en parkeringsplads. Jeg mødte aldrig andre elever ved træet. De eneste personer, jeg mødte, ved træet var en forunderlig mand, som undertiden stod ved muren og bare stirrede ind i den. Og så hans ven, som kom fra den modsatte side af muren. Når den første mand stod der og gloede sanseløst på murstenene, ville han pludselig række en hånd over muren. Og vupti, en helt anden mand dukkede op. Hevet over muren af den første. Det gav ingen mening i mit hoved! Det gør det stadig ikke nu. De løb altid smilende og vinkende forbi mig, som jeg sad der på jorden med ryggen op ad enebærtræet, før de forsvandt ind i en skov. Mit træ stod som en enlig sjæl præcis på midtpunktet mellem skolen på dets ene side og skoven på den anden. Skovens træer var ikke nogen, jeg lige kunne kende. Jeg gik flere gange på biblioteket for at slå dem op, men jeg fandt dem aldrig i nogen bog. Uanset. Mændene løb derind, måske, 10-15 gange, mens jeg var ved skoven til at se dem. Et par gange stoppede de, da de nåede udkanten af skoven og vendte sig om mod mig. De vinkede gestikulerende til mig. 'Kom med med os,' syntes de at ville fortælle mig. Jeg kiggede bagved mig for at se, hvem de vinkede til. Selvom jeg vidste, der kun var mig. Der var tre stier ind i skoven. Uden undtagelse løb mændene altid hen til den sti, som virkede til at føre ind i den dybeste og mørkeste del af skoven. Hvilket kun gjorde det lettere at rejse sig og gå hen til skolen i stedet for over til dem.
   De gange, jeg uforvarende endte i en samtale med en anden elev, spurgte jeg altid, om de vidste, hvor stor skoven ved siden af skolen var? Eller hvor den førte hen? Hvad der var på den anden side? Det resulterede i et træk på skulderen, hvis jeg var heldig, men langt oftere at de vendte sig om og gik deres vej uden et ord.
   Efterhånden var det ikke kun de to mænd, der forsøgte at vinke mig ind i skoven. Når jeg sad alene ved enebærtræet, blev der vinket til mig, hvisket til mig, nogle gange revet i mig fra skovens dyb. Flere gange tog jeg nogle få skridt mod skoven. Som mændene gjorde det, gik jeg mod stien til det dybe og mørke indre. Så skiftede jeg retning og tog yderligere et par skridt mod en af de andre stier. Før jeg vendte om og gik tilbage til skolen. Jeg gik altid tilbage til skolen."
   Gardinerne blafrer ikke. Pejsens sidste glød går ud. Mørket træder til. Og overtager rummet. Vores skygger forsvinder.


***Bemærkning***

De dystre hændelser er relevante, faktisk nødvendige, for jeg-fortællers character arc. Ligesom det er nødvendigt, at der er tale om adfærd fra andre, der fratager Stacy al værdighed. Jeg er voldsomt interesseret i holdninger til, hvorvidt jeg rammer en "passende" tone. Jeg har ingen interesse i at udpensle - hverken følelser eller de nederdrægtige aktioner - blot for at gøre det, og derfor tilsigter jeg at ramme punktet, hvor jeg viser, hvor knækket hun er, uden at gøre det mere creepy end nødvendigt. Lykkedes det? Det er i al fald, hvad jeg forsøger; i balancen mellem noget helt elementært som at nyde smagen af is og det langt mere (følelsesmæssigt) komplicerede i orgasmer.

Skoven er en homage til den oprindelige fortælling om Kong Arthur og den hellige gral, med den (ikke tilfældige) forskel at der her er en sti. For dem der måtte genkende fortællingens relevans i min egen fortælling...er det for åbenlyst?

***

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 20/08-2020 16:41 af Jimmy Acaster (Kafkaesque) og er kategoriseret under Romaner.
Teksten er på 6453 ord og lix-tallet er 25.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.