Det gjorde virkelig ondt, da jeg stødte min storetå ind i kantstenen. Det tog jeg med mig i min erfaringsrygsæk; pas på bare tæer og kantstene. På den anden side af vejen kunne jeg se de smukke gule blomster, som jeg ville give min mor. Jeg havde endnu ikke lært at lave blomsterkranse, men jeg kunne rive stænglerne i tynde, fine trevler. Når man puttede dem i vand, krøllede de sig sammen i smukke mønstre. Man kunne lege, at man havde fundet et rosenblad. Det kunne man lave noget, der hed parfume, af. Når jeg kom hjem ud på eftermiddagen, havde jeg den brune mælkebøttesaft på hænder og fødder. Pletterne var mørke og afgrænsede. På Mors dag ville jeg glæde min mor med en buket mælkebøtter. Jeg husker ikke, om hun fik dem, men hun var fantastisk til at sætte plaster på dybe sår. Det var der brug for.
   En gang var jeg på byggelegepladsen ude i verden. Da jeg skulle hoppe ned fra et hjemmebygget legestativ, kunne jeg underligt nok ikke. Jeg satte af med hænderne og forsøgte at hoppe fra siddende stilling og ned på benene. Jeg sad fast. Et søm havde plantet sig dybt i mit lår. Blodet flød. Det gjorde ikke ondt. Jeg kom fri og løb hjem til min mor. Jeg har stadig et tykt, rundt ar.
   En anden dag kom min storebror vrælende hjem til vores mor. Han hulkede med snottet stående i vandrette stråler ud fra ansigtet. Han hikstede, og det var virkelig slemt. Mor, mor, snøftede han, mens han tog strømpen af for at vise hende, hvor slemt han var kommet til skade. Han stoppede forbavset - også med at græde.
   - Nå, så må det være den anden fod, udbrød han.