Når det onde vil vikle mig ind igen,
pudser jeg amuletten,
den ingen kan se eller høre,
og den i mange farver
inde fra mig selv,
og den der skaber harmoni.
Den der fortæller,
at jeg skal lytte
efter de gode impulser,
den der bremser det destruktive jag,
og den der kyler de nagende stik langt ud
for at gøre dem til en del af intetheden
for en tid,
så jeg kan få rum nok
til at bygge mit konstruktive jeg op
igen i fornyet styrke.
Min mistro er desværre vel begrundet,
så jeg ved,
at hvis min kærlighed til noget
var belyst for alle,
ville de tage det fra mig
for at se mig sprælle i det sorte hul igen
og nyde det.
De kan ikke se amuletten,
når jeg holder den i mine hænder,
og de kan ikke høre den,
for den er lydløs.
Den er den dybe blå
der maler alle mine farver op,
og giver mig varmen og styrken,
som en lille stjerne der stråler
langt væk og bange,
inde fra mig selv.