I dag er det onsdag. Jeg har fri, og mens resten af hamsterhjulet omkring mig begynder at dreje, blinker jeg øjnene åbne. Det er en mørk morgen, vejret er ustadigt og min kat jamrer fordi den har tømt sin madskål henover natten. Jeg hvisker et rustent godmorgen, for det har den vel, katten. En god morgen?
Den spæner efter mig ned af trappen, og få sekunder senere knaser den frisk tørføder, mens jeg hælder kogende vand på min instantkaffe.

I sofaen ved vinduet bliver jeg siddende i morgenmørket, kun oplyst af billygterne der frekventerer med kortere og kortere mellemrum. Jeg er halvvejs gennem kaffen, da min nabos morgenritual lyder. Godmorgen tænker jeg igen, da jeg kan høre hoveddøren går, den to-årige skriger og hans mor både trøster, tysser og trækker ham ind i bilen. Det er en morgen ligesom alle de andre, men er det en god morgen? Bildøren smækker og deres stemmer forstummer igen.
En anden nabo skutter sig i regnjakken ude foran vinduet mens hunden gør sit, og jeg tror da de har en god morgen alligevel, for de skal hjem og passe en brændeovn og et snottet barnebarn.
"Det må være rart at have noget at stå op til" sagde en arbejdsløs bekendt for nyligt. Det samme sagde en 90-årig på plejehjemmet i går. Men hvornår er det egentlig forudsætningen for en god morgen?

Jeg har en god morgen i dag, fordi jeg stempler ud af rutinerne. Fordi jeg står op af lyst, drikker kaffe så langsomt jeg vil, og er fritaget for ansvaret for andre end mig selv i så mange timer. Men jeg har også en god morgen i morgen, når naboens søn skriger ti minutter inden min morgenalarm skulle vække mig. Når badeværelsesfliserne er kolde mod mine fødder og katten slæber en sprællevende mus ind til mig. Og når jeg sent på den fordi jeg både skal nå at finde en parkeringsplads og i omklædningen inden kl. 7.
Jeg har en god morgen, når min kollega græder af grin og fortvivlelse over at vi er underbemandede og hverken har opdaget at kaffen er løbet over, at det regner ind ad tagvinduet og at begge dele giver et meget glat gulv, når man småløber.
Og jeg ved at min arbejdsløse bekendte og den 90-årige har en god morgen med mig, når vi ser hinanden i øjnene og beklager os over hver vores morgen.
"Hold kæft, en lortemorgen" siger vi så, hovedrystende. Sammen.

"Det må være rart at have nogen at stå op til", bliver vi så enige om at det hedder.
Og det er her selve ordet "Godmorgen" kommer til sin ret.
Vi siger godmorgen til hinanden for at vise at vi er her.
Vi er ikke alene i mørket, i regnen, i trætheden og på det glatte gulv. Vi er ikke alene i arbejdsløshed, alderdom og afmagt. Vi er ikke alene, selvom det somme tider føles sådan - og vi derfor overhører det lille ord. Godmorgen!
Også til dig derude bag skærmen.