Tabu


10 dage siden 0 kommentarer Blandede tekster seksuelt misbrugt tabu traume

2Cigaretskod
træer tilgroet og groende · stammer høje og lave · blade betryggende ... [...]
Digte · skraldespand, lommer, askebæger
3 dage siden
0Tabu
(Oprindeligt ment som et 'dagbogs'indlæg d. 12/9 2020 - at skrive... [...]
Blandede tekster · seksuelt misbrugt, tabu, traume
10 dage siden
31 procents svar retur
LOL! · hold da kæft... · suk Ansu, du ka' intet smukt vedhæfte · det ve... [...]
Digte · selvhad, ordleg
13 dage siden
1F-r-e-e-s-t-y-l-e
F for fundamentet, følelsen du farver med, konceptfrit fremmedspr... [...]
Blandede tekster · hiphop
15 dage siden
4Brev til 99
"Ad!" - hans reaktion var helt naturlig og selvfølgelig. At han n... [...]
Blandede tekster · tabu, seksuelt misbrugt, selvmordstanker
28 dage siden
1AkenN - Nneka
Der var engang en sang · den blev aldrig nedskrevet · dens rang var e... [...]
Digte · narcissisme, nødvendig narcissisme, desmåforskellesnarcissism
2 måneder siden
511
Tænker tilbage på tiggerne i Pune i 1995 · på den uforståelige snak... [...]
Digte · german bakery, traume, david headley
2 måneder, 11 dage siden
1Flow
kl... · klang... · den der sang, · 'jeg snublede engang'; · Osho, brænd i... [...]
Digte · solidaritet
2 måneder, 20 dage siden
2Afstandstilstand
I · hør · sig mig · vidste du det · vidste du det der · har du hørt om det ... [...]
Digte · meditation, relativitet, ord
2 måneder, 28 dage siden
1Nina
En smøg ryges · Ensom trods så mange skyer fornys · Endnu en tom tank... [...]
Digte · forelskelse, rygestop, hiphop
3 måneder, 6 dage siden
0Relativitets-teori i 'praksis' (E= MCee)
Hvis eller når alt er relativt, som Albert Einstein sagde, · hvad e... [...]
Blandede tekster · solidaritet, samfund, økonomi
3 måneder, 9 dage siden
0(Graffiti FarvelæG)
Jeg hader Danmark og danskere · så det sagt, fuck af, videnshandler... [...]
Digte · graffiti
3 måneder, 10 dage siden
0Rasende Minde
'Det er altså bare hamp,' · 'Vi kan ikke blive skæve af det, det er... [...]
Digte · efterskole, hykleri, tillid
3 måneder, 16 dage siden
1Grankogler
11 år gamle jeg, allerede gammel · en aften gemt væk, som en misbru... [...]
Digte · hiphop, håbløshed, håb
3 måneder, 17 dage siden
3Oliven-advarsel
Vrooooom! Dyt dyyyyyyyyyyt! · Wow, fucking tæt på · alle bilister i Å... [...]
Digte · advarsel, svampetrip, udbud
3 måneder, 18 dage siden
2Hvidt Reb / White Rope
Mit borgerlige navn er Ansu-Orheim · følgende er det der kaldes ord... [...]
Digte · identitet, meditation, hiphop
3 måneder, 19 dage siden
4Handikap
'Smerte' · 'Smerte?' · 'Ja... Ja, altså... altså, sådan smerte både f... [...]
Digte · traume, terapi, hipbevidsthopbevidstligør
4 måneder siden
3O'Brien's forsvarstale
Jordens mennesker · jeg ærer og jeg elsker jer · men jeg vil adlyde · e... [...]
Digte · samfund, fiktion, ansvar
4 måneder, 2 dage siden
2Stammen
Hendes smil påpasseligt · hun var årvågen · stilen hård, blikket blid... [...]
Digte · fiktion
4 måneder, 9 dage siden
4Dette er ik et ABC-digt
abstraherer bohemisk centreret · dedikerer energien fixeret · generel... [...]
Digte · meditation, samfund, evolution
4 måneder, 10 dage siden
3Vand i Sigte
vil dig ikke · vil lade bølgerne føre mig videre · vil drukne i det k... [...]
Digte · døden, frigørelse, frihed
1 år, 2 måneder siden
4Til Søs
Sejlet var sat · alt var klart, vinden tog fat · rebet paratgjort, sk... [...]
Digte · huntingtons sygdom, selvmord, familie
1 år, 2 måneder siden
4Havnen
Klokken er otte, og uendeligheden kalder · befaler frihedens skvald... [...]
Digte · huntingtons chorea, huntingtons sygdom, huntingtons
1 år, 4 måneder siden
7Stiløst Land
Først bag mine tremmer · erkender og indrømmer · jeg mit selv som drø... [...]
Rim og vers · sandhed, filosofi, løgn
1 år, 4 måneder siden

Puls: 57,2

Publiceret: 11
Afgivet: 41
Modtaget: 19
Ansu Orheim (f. 1987)
(Oprindeligt ment som et 'dagbogs'indlæg d. 12/9 2020 - at skrive til en specifik modtager kan virkelig hjælpe til evt. at komme i gang med skrivningen; her hjalp det mig til at fastholde monologen og IKKE påbegynde den indre dialog - at skrive uden overjeget/den indre kritiker (omend masser af tid er gået med redigering af denne LANGE tekst, dog afsnitsinddelt))

Kære dagbog,
jeg vil i dag skrive her til dig om et rigtig svært emne, nemlig sex. For mig er det måske ekstra svært at skrive om, pga. opvækst i det der fejlagtigt kaldes for 'sex-kulten', Osho-bevægelsen/sannyaserne. Og så pga. det seksuelle misbrug min mor udsatte mig for fra 5 til 8-årsalderen. Men i dag, lige nu, nu gør jeg det, til lyden af Hiphop-instrumentals/beats (man kan søge på mange hiphoptracks og blot tilføje 'instrumental' i søgningen, for kun at høre beatet).

"Hahaha, jamen Ansu, du er da ikke jomfru!" - som hun sad dér, nøgen ved vindueskarmen ud til vejen i landsbyen med en smøg halvt ude af vinduet, og aske ud over det hele da hun ikke kunne ramme askebægeret, måske pga Huntingtons Sygdom/Chorea, måske af ligegyldighed (hjemmet var en svinesti), så er denne september-dag i år 2001 indprentet i min hukommelse. Jeg var hjemme i barndomshjemmet i weekenden fri fra Ådalen Efterskole, og sad en ca. 3-4 meter væk fra hende i stuen ved spisebordet, deprimeret over efterskolelivet - 14 år gammel følte jeg mig som den eneste jomfru på skolen, den eneste der ikke kunne tale med pigerne, spille sport (pga handikap), have fedt tøj på (pga relativt fattig familie) eller have øjenkontakt med andre pga angst og PTSD-frys. Dette havde jeg, mens jeg tegnede en tegning ved spisebordet, netop fortalt min mor om, altså det at være jomfru, da hun sagde ordene jeg aldrig vil glemme. Jeg kiggede kort op ved sætningen, som altid undgående at se på hendes klamme, fede krop, der som næsten altid var afklædt pga hendes nudist-filosofi (uanset hvor mange gange jeg bad hende om at tage tøj på når venner kom forbi, glemte hun det, og vennerne kom ikke igen, pånær de andre fra Osho/Bhagwan-kulten).

Et sekunds øjenkontakt var nok til at jeg vidste præcis hvad hun refererede til; overgrebene år forinden. Hun smilte mens hun sagde det, og jeg bilder mig selv ind at hun blinkede, men det kan have været et tic pga Huntingtons, eller jeg kan huske forkert, for jeg frøs/ gik i PTSD-shutdown ved øjenkontakten og skyndte mig at kigge ned på papiret foran mig, på tegningen som blev til en blop, mens svimmelheden satte ind. Efter vel et par sekunder, måske et minut, gik jeg ud på toilettet, tog et barberblad og gik til mit værelse. Her tog jeg en kultegning vi havde købt af en vandrende sælger, et billede af nogle mennesker ved en strand, ned fra væggen på mit værelse, vendte billedet om, skar mig selv i fingerspidserne med barberbladet og smurte hele bagsiden af billedet ind i blod. Bogstaveligt talt hele A3-siden.

Min mor var vild med stranden, lissom jeg selv er det i dag, og trods billedet blev hængt op igen og stadig hang der mange år senere, urørt så vidt jeg ved, var det vist dengang ment som et afskedsbrev. Men da barberbladet blev lagt mod håndledet, mens jeg sad i min seng, gjorde rystelser i hele kroppen det svært at holde, og i stedet faldt jeg om i sengen, hulkede lidt under dynen og satte mig så hen foran computeren, satte musik på og fik resten af lørdagen til at gå med computerspil, inden jeg tidligt om søndagen tog tilbage på efterskolen, hvor et af de værste år i mit liv så udspillede sig, med mobning, ensomhed og en tiltagende hash-rygning, som varede ved stort set dagligt, til jeg blev 29-30 år - nogle psykologer, f. eks på Misbrugscentret, prøvede at stoppe det, mens andre accepterede det som det eneste positive i mit liv - det KAN afstresse nerverne, gøre computerspil sjovere, men er samtidig fyldt med alt muligt lort som stresser ydeligere... Ift. PTSD tror jeg det til tider har hjulpet, dog med en alt for høj pris, monetært såvel som sundhedsmæssigt.

2. afsnit ---

Sex... at være blevet seksuelt misbrugt i barndommen har ikke én konsekvens, men ufatteligt mange. Min erfaring fra mange andre misbrugte jeg har mødt, hvad jeg har læst og så min egen erfaring, tilsiger at det varierer enormt hvordan reaktionen på noget af det mest absurde man kan opleve opleves. Vanvittigt mange faktorer spiller ind, ikke 2 historier er fuldstændig ens. Selvfølgelig er der en masse fællestræk, men al generalisering er et tab for dialogen tror jeg. For mig betød min mors pædofili at jeg udviklede ekstrem mistillid til ALLE, depression og berøringsangst - når andre rørte mig, selv bare hurtigt og tilfældigt som i sport, var det som at få stød; hele kroppen blev spændt op og hver en nerve aktiveret, føltes det som.

Og det blev ikke bedre med alderen, tværtimod blev det værre og værre, og begyndte først at gå væk som følge af psykoterapi i 2017, 29-30 år gammel. Jeg bør ikke skrive "først", for A) jeg er voldsomt privilegeret af at have haft adgang til psykoterapi (EMDR, tankefeltsterapi og somatic experiencing, stadig af mange kommuner kaldt "alternative metoder", bla. Århus, men ved bla. at droppe hash'en sparrede jeg penge nok sammen), og B) jeg er voldsomt privilegeret af at have adgang til gratis psykologer (behandlingscentrene Kvisten og CSM), samt af flere kommunale psykologbevillinger (altid 10 stk. samtaler (...)), som 'klargjorde jorden' til psykoterapi - det er sindssygt hårdt og kræver måske at tilliden til andre etableres i samtaleterapi, kognitivt, inden den kan manifesteres fysisk/holistisk i psykoterapi.

Min seksualitet blev påvirket således, at sex blev forbundet med noget ulækkert, noget ubehageligt og noget egoistisk - at skulle 'stå til tjeneste' for en andens behov, at skulle blive til et redskab, uanset om jeg havde lyst eller ej. Samtidig gjorde dét at min mor ofte STIRREDE på mig, hun ofte nøgen i hjemmet, at jeg altid har hadet at blive observeret, og har undgået og undgår til dels stadig at observere andre, af frygt for at de skal føle samme ubehag. Jeg har stadig den dag i dag svært ved at seksualisere kvinder der ikke er på en computerskærm eller i et blad, rædselsslagen for at overskride deres grænse, og søger oftest øjenkontakten (besværliggjort af PTSD - "Medusa-effekten"; øjenkontakt 'trigger' nemt en frysreaktion, da det er så intenst) eller at kigge i en anden retning, bort, trods det smukkeste i verden er en velformet kvindekrop, tirrende såvel som æstetisk perfekt.

3. afsnit ---

Da mine klasse-'kammerater' og venner som 12-13-årige begyndte at se piger som det mest interessante i verden fremfor computerspil, musik og drikken-i-hegnet, husker jeg tydeligt at tænke, at de ikke anede hvad sex var - hvor afskyeligt, ydmygende og på ingen måde tilfredsstillende det var at ligge mellem en kvindes ben og give finger, med hendes riven i ens hår og ustyrlige kropsbevægelser, fuldstændig blind for om et knæ slog eller om stanken fra en uparfumeret hippiekrop kvalte.

Som vistnok 13-14-årig mødte jeg dog... lad os kalde hende Johanne, min første forelskelse. Vi gik på folkeskole sammen i 8. klasse, og da hun en dag i frikvarteret, mens jeg som altid sad for mig selv og tegnede, kom hen til mig foran flere af hendes veninder og sagde at jeg havde en flot håndskrift, blev jeg på et øjeblik forgabt i hende. Trods jeg med det samme mistænkte hende og overvejede om det var en mobbefælde igen igen, forblev det dog et minde om at blive set og ikke nedgjort. Hun fik flere kærester i løbet af året, og jeg talte desværre aldrig med hende igen. På den samme folkeskole spurgte en pige mig engang på en skitur i Sverige om jeg ville danse, på en bar med mobbere, drenge fra klassen, storgrinende bag hende, imens hun kom hen til mig, der, selvfølgelig, sad alene. Jeg sagde 'Nej!', overbevist om at det var et trick, men hendes reaktion, forladende baren uden at snakke til mobberne, sagde noget andet, omend jeg ikke er sikker. Det skal tilføjes at jeg skiftede skole efter 4. klasse og sprang 5. over for at gå i klasse med i forvejen kendte venner, og fra 7-10. klasse gik jeg på en ny skole hvert år, til jeg flyttede hjemmefra som 16-årig, så miljøet har heller ikke været til længerevarende relationer, på 5 forskellige skoler på ligeså mange år, og endelig en produktionsskole i Århus, hvor 'indkomsten' gjorde det muligt at bo på et billigt klubværelse på Langenæs, eftersom kommunen afslog at hjælpe (hvad de dog nogle år senere gjorde).

Vistnok samme år, omkring da jeg gik i 8. klasse, fik vi internet i hjemmet, og takket være porno fik jeg øjnene op for, at sex var noget helt, helt andet end min erfaring tilsagde - at stort set samtlige videoer på Redtube og på downloadsider så handlede og handler om mandens behov og sjældent kvindens/fælles/tantra er et problem i sig selv (!), men ikke desto mindre blev kvindekroppen og kvindelyde nu pludselig noget smukt og frækt, noget HELT andet end min mors.

4. afsnit ---

Som 19-årig fik jeg over en chat forbindelse til en anden 19-årig, en dejlig kvinde bosiddende i Nordvestjylland, og vi havde et primært fysisk forhold over 3 weekender og over webcam, hvor vi fra start var enige om at den store distance os imellem gjorde et reelt forhold umuligt, da ingen af os ville eller kunne flytte. Da relationen sluttede som en fælles beslutning, var jeg overbevist om at en kæreste var lige om hjørnet, men sådan gik det ikke, omend kontakten og interessen for kvinder var vakt, og venskabet med kvinden afslørede for mig, at det ikke kun var det fysiske, men selve venskabet, samtalerne, der gav en masse andet og langt mere ærligt og konstruktivt, end de mandlige venskaber gjorde, som altid var centreret omkring druk, røg, stoffer, musik og vold/magtudøvelse i byen; dels at 'fronte'/provokere, og dels for, i mit tilfælde, at blive slået mindst lige så meget som at slå. Jeg var nu stoppet med at skære i mig selv, men havde fundet en anden måde at gøre selvskade på, at føle mig i live igennem smerten (ifølge PhD Peter Levine føler man sig med PTSD BOGSTAVELIGT TALT død indeni - frys/shutdown er biologisk set instinktivt 'at spille død'/at lukke ned for smerten fra at blive spist af et andet dyr på prærien/junglen, og EVENTUELT overleve ved at rovdyret tror én død/ukampdygtig - dyr i den fri natur kan, muligvis takket være nye horisonter/nyt territorie ELLER via naturens healing/ligevægt, 'ryste' det af sig, aggressionen/nederlaget/sejren, modsat dyr i fangeskab/zoo/civilization).

I andre mænd så jeg mine mange mobbere, min autoritative far og alle de mandlige lærere, hvoraf ikke én nogensinde føltes støttende, altid som fjender mere end som allierede (særligt idrætslærene der ikke købte at en delvist manglende venstre storetå (ulykke) skulle være en hindring), modsat flere kvindelige lærere der både opmuntrede og tilskyndede skrivning og anden kreativitet. Og så troede jeg fejlagtigt, at hvis jeg overfor 'vennegrupperne' viste at jeg slog fra mig ville de måske endelig respektere mig og stoppe mobningen, hvad de ikke gjorde. Gudskelov fandt jeg nye venner, som 22-23-årig, nydanskere, som talte om mødre ærbødigt/respektfuldt, som sjældent drak og som havde en helt anden jargon, forstående f. eks det sociale/psykologiske/politiske aspekt af Hiphop. Voldslysten og aggressionen aftog herfra, og mit liv og min karakter forandrede sig som 24-25-årig. Her i de nye omgangskredse var jeg dog OGSÅ en outsider, men i det mindste én blandt andre, og et par af dem blev uvurderlige venner jeg savner enormt i dag.

Kvinden fra Nordvestjylland viste mig at sex er SKØNT, at det er en dans og ikke en strip (og ér det en strip/fokus på den ene, er det et fælles valg og med fælles glæde og fornøjelse, at ville hinanden det bedste), men optimismen varede kun kort, en uges tid vil jeg skyde på. De mange efterfølgende forelskelser var også præget af noget andet;

Huntingtons Chorea
Har man en forældre der er ramt af den uhelbredelige sygdom Huntingtons, har man selv 50 % risiko for at arve den. Præcis 50 %, altså dårligere odds end russisk roulette. Sygdommen går typisk i udbrud fra 35-40-årsalderen og rådner HELE hjernen indefra, men kan i reglen starte når som helst. Det tog mig 11 år, fra jeg, sammen med min søster der da var 16-17 år, jeg 14, besluttede at blive testet som 24-25-årig, overbevist om at jeg MÅTTE have sygdommen (no way in hell at jeg kunne dodge 50 % risiko), og med planen om at tage livet af mig selv efter at være blevet testet positiv, med sygdommen som undskyldning. Jeg blev testet negativ.

Forestil dig at vide, at hver eneste gang du har samleje med en kvinde, kan du risikere at gøre hende gravid. For hver graviditet, i tilfælde af at du har Huntingtons, har fosteret 50 % risiko for sygdommen. Ikke alle kvinder tror på abort som en mulighed. Ikke alle kvinder er trygge at betro sig til om sygdommen. Ikke alle mennesker har hørt om den. Og ikke alle gider tale om deres mødre overfor andre. Desuden nægtede jeg også (eller rettere, var snotforvirret/i vildrede), i de 11 år fra jeg var 14-25, at blive testet, tænkende at viden om at jeg havde sygdommen ville gøre al fremtid umulig at tænke på, fuldstændig meningsløs, og selvmord uundgåeligt - hvad skete alligevel; den dag i dag har jeg svært ved at overskue dagen imorgen, og i overmorgen er uendeligt langt væk og uoverskueligt. Så udover det seksuelle misbrugs konsekvens med bla. C-PTSD, har jeg heller ikke ønsket sex. Som sådan (!!!). Jeg er nu engang 100 % heteroseksuel, hvad jeg ofte har tænkt på som 'desværre' dengang (misforstå mig ikke - homoseksuelle har det tarveligt hårdt, og trods det måske er nemmere at være i dag end i går, er homofobi sgu da overalt, trods dansk hykleri om det modsatte, om 'tolerance' (men hvor er respekten? Enhver homoseksuel, biseksuel, transkønnet osv er en fighter, men gid de ikke behøvede at være det)).

Trods jeg i dag som 33-årig har levet 8 år med viden om at jeg IKKE har Huntingtons, hænger gamle vaner ved, og jeg kan ikke forestille mig at indgå i et forhold uden at 'commite'/forpligtige mig 100 %. At være der for hende hvis hun bliver syg, som min far trods alt har været der for min mor, -agtigt (længere historie), eller hvis hun, en kæreste, blev gravid, at være der for hende og for barnet, men samtidig kan jeg ikke forestille mig nogen 'forpligte' sig til mig sådan, eller for den sags skyld se mig som sexet, og jeg ønsker heller ikke på nogen måde at være en andens byrde, når konsekvensen af at have røget smøger og hash siden jeg var 12 (men først inhaleret som 14-15-årig) engang kræver sin told (forsøger dog med nikotintyggegummi, men falder i ofte, f. eks. i skrivende stund). Og konsekvenserne for dårlig kondi, for PTSD (nedslidte nerver) osv osv. Jeg er dog ved at opbygge en tro på, at jeg OGSÅ har kærlighed og omsorg at give, og sjov og moderat ballade. Og ikke mindst at jeg kan lære at være en så god far som mulig, omend det evt. at få børn afhænger af partnerskabet lige så meget som individet.

Så sex er ikke for mig bare fysisk, men eksistentielt - der findes ikke noget bedre, og der findes ikke noget værre/mere udfordrende, grundet det emotionelle bånd der skabes undervejs, 2 LIGEVÆRDIGE sjæle der i nuet bliver ét med hinanden og eksistensen, fri for tanker og bekymringer. Det er på én gang meditativt, tidsløst, og på samme tid angstprovokerende, fysisk (omend det hurtigt overstås (PTSD'en), når man har lært at ryste PTSD'en/forfrysningen af sig, bogstaveligt talt rystet den bort - en date for nylig var dog uden PTSD, så... man har da lov at drømme) såvel som metafysisk, konsekvensmæssigt. Det er 9 år siden jeg som 24-årig sidst havde sex, så måske overtænker jeg det, som det jo sker, men ikke desto mindre FATTER jeg ikke mennesker der bare får børn uden at planlægge det - hvor GIGANTISK, ABNORMT, UFATTELIGT et ansvar det er, for kvinden såvel som for manden (!). For hele landsbyen.

Hvordan man satme ikke kan tillade at dyrke sex, uden at have det bare LIDT med i overvejelsen inden og efter. Jeg ville ønske jeg kunne, blot se på en kvinde komme gående ned af gaden og fantasere om at se hende stønne, bide sig blidt i underlæben og gennemgå DE GODE RYSTELSER sammen, men det kan jeg ikke (oftest) - det er en potentiel engel såvel som en potentiel dæmon der går dér, for nu at sætte det firkantet op - ingen mennesker er kun det ene eller det andet, pånær pædofile - at ødelægge et andet menneske, at udsætte det for muligvis livslangt tortur, blot for... Jeg kan ikke forestille mig noget mere egoistisk, og hvordan såvel pædofili som seksuel krænkelse generelt ikke har den 10-dobbelte strafferamme er mig en gåde (forebyggelsesdebat er vigtigere end strafdebat, men er det først sket...) - jeg tror på at det kun i ekstremt sjældne tilfælde kan påstås at krænkeren ikke ved bedre, og det burde sidestilles med psykopati/sadisme/sado-masochisme - i min mors tilfælde føler jeg ikke at det er op til mig at afgøre om hun er det ene eller det andet, pga Huntingtons, og det rager mig ærligt talt en papand (hvorfor bliver ofre/overlevere så ofte spurgt om krænkerens intentioner/motiv?!), og ja, jeg har forsøgt at tilgive hende, og nej, jeg kommer måske aldrig til det - det rager ikke dig, eventuelle gode-råds-læser, du aner ikke hvordan disse sko føles.

5. afsnit ---

Jeg er ved at bevæge mig lidt væk fra ambitionen om at udgive en autobiografi, for hvad pokker vil endnu et vidnesbyrd gøre, hvis det har en pris - hvis det ikke sker af altruisme fremfor profit, uanset hvor fuldstændig ubetydelig en profit. Den unge Ansu der som 18-årig gik på biblioteket for at finde en bog om at være seksuelt misbrugt som dreng, forgæves og rædselsslagen for at blive opdaget som 'svag'/et offer, også af bibliotekaren, har det nemmere med en hjemmeside som Fyldepennen, tror jeg på, hvor man hverken behøver logge ind eller oplyse sandt navn, modsat en bog på bogreolen der kunne rejse spørgsmål man ikke var/er klar til at besvare. Jeg skriver som selvterapi og til dem der ikke kan/vil hæve stemmen, af alle køn - for at skrige at de ikke er alene. At det ikke er deres skyld. DET ER IKKE DIN SKYLD!

At der næppe ville være et forlag der vil udgive er selvfølgelig heller ikke super motiverende; tabuer er tabuer af en grund, uanset hvor kontra-evolutionær en grund. Selv om en autobiografi slet ikke kun ville handle om overgrebene men om livet efterfølgende, om livet i en kult/sekt, Huntingtons Chorea-opvækst og om at være i risikogruppe for sygdommen (som drev mig til vanvid - beskrevet i digtene Havnen, Til Søs og Vand I Sigte), forelskelser, rus-afhængighed, vold, selvhad osv osv, men jeg frygter at det eneste folk i boghandleren ville tænke og have fokus på ville være de seksuelle overgreb, på om jeg taler sandt og på om jeg selv er krænker - det er nu engang krænkede mænds lod i dén arena, og det er måske fair nok, når det nu engang er mænd der uden sammenligning krænker mest. Trods mange pædofile ikke selv er krænket seksuelt som børn (f. eks min mor, der dog fik tæsk), er nogle det vist. Så fordommen er måske fair nok, men alligevel HELT UFATTELIGT, UBEGRIBELIGT SÅRENDE at møde eller fornemme - jeg er aldrig blevet spurgt direkte om jeg så har efterlignet min mors adfærd, men det er blevet insinueret, indirekte, og hvad fuck siger man til dét?! NEEEEEEEEEEEEJ!!!

Afrunding ---

"Arh dér! jeg siger fra her, fordi far her, ka' ikke klare mer'" - Udover at være en glimrende freestyler, var MC Einar og deres hit, Arh dér!, for mig, dengang i barndommen, et opbrud med hvad jeg selv og min familie opfattede som dansk - han var sej! Dengang hørte jeg rock og heavy metal, og omend jeg hurtigt blev træt af 'Arh der', mindede hans accent mig om Murai, en pædagog i børnehaven og den eneste voksne på kollektivet, Osho RISK, som jeg så op til og følte mig set af. Jeg kan ikke huske grunden, men desværre mistede jeg kontakten med ham, Murai, trods han boede i samme landsby. Jeg nåede gudskelov at se ham kort, i alt for kort tid, for en håndfuld år siden, hvor han svækket og senere dræbt af kræft stadig dog var fuld af attitude, af kampgejst, af evnen til at sige fra overfor enhver, inklusive sig selv (han havde en skøn sort humor, som jeg husker ham). Jeg vil aldrig glemme den dag i børnehaven, hvor han og jeg spillede fodbold, os 2 sannyaser mod resten - inden jeg blev handikappet af en ulykke.

Jeg anser ikke mig selv som sannyas (eller dansker) i dag, men teksten her er skrevet med følelsen af ikke at stå alene, uanset om det er Murai, dig kære læser, Hiphop eller noget helt andet der har holdt mig i hånden undervejs, frem mod og under skrivningen. Jeg siger ikke fra her, for far her kan godt klare mere, men om det bliver via skrivning, tegning/maling, musik eller noget helt andet, må tiden vise, men jeg kan kun anbefale andre at skrive løs (og skriver du, lover jeg at læse, trods jeg også til tider kæmper med at finde stemmen/kommentaren frem) - trods rystelser, angst og ubehag gennem denne skrivning har tastaturet og computerskærmen, bogstaverne formet og narrativet nærmest selvskrivende, været et anker igennem en storm af følelser, underligt nok med et skib der lige nu føles klar til en ny rejse, til nye horisonter, til nye vande.
Forfatterbemærkninger
Hiphop kræver, lissom sex, at man delvist slår tolkningen fra (vejrtrækningsøvelser) - at man danser uden at tænke alt for meget over trinnene, men er i ét med dansen. Her russisk:https://www.youtub...w0Uco2uOC&index=2 oversættelse:https://lyricstran...80%99t-think.html //https://www.youtub...tch?v=5PIum9wNVTU

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 14/09-2020 07:31 af Ansu Orheim (Prem) og er kategoriseret under Blandede tekster.
Teksten er på 3673 ord og lix-tallet er 43.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.