Mega Syd er et stort indkøbscenter i Aarhus. Her ligger Bauhaus, Kvickly, Power , Elgiganten og andre forretninger side om side. Lørdag formiddag forsøger de at tømme deres enorme lagre af byggematerialer og elektronik. Varerne spydes ud i en lind strøm til fortravlede danskere, som så haster mod deres biler for at aflevere dagens "fangst". Men ofte mangler smilene i deres ansigter over at have fået fat i rigdomme, som skal bruges i den sparsomme og strengt rationerede fritid. Bilerne gasses op og forsvinder hurtigt fra indkøbsmekkaet, der er en sydende heksekedel. Endnu engang er mennesker sluppet fri, åndedrættet er blevet nær normalen og hjerterytmen er blevet næsten regelmæssig. Far og mor og børnene kan nu tale sammen, ligefrem glæde sig til weekenden, der venter lige om hjørnet, det vil sige 3 timer væk. Forskellige småting skal lige ordnes, herunder konflikterne på bagsædet. "Hvorfor må jeg ikke få det nye legetøj, når alle mine venner allerede har det?" "Og en ny computer. Den gamle er ved at gå i stykker, og den er alt for langsom,"

Indkøbscentret er fyldt med rigdom. Og dog, der er også en slags fattigdom. Ingen grønne områder med bare en lille græsplæne med nogle bænke og bare 2 halvvisne blomster. Hvorfor skulle der også være det? Unødvendigt på et sted, hvor der skal købes ind- og helst så hurtigt som som muligt. Tiden er knap og dyrebar, og forretningernes tilbud varer jo ikke evigt. Vel!

Jeg kommer ikke med et surt opstød. Eller det er ikke min hensigt. Jeg undrer mig blot over at forbrug skal være en slags Gud, som effektivt fortrænger menneskers mulighed for at være sammen og opleve verden, som har så mange ting at byde på. Det nære samvær, hvor man deler ugens oplevelser og lytter TIL hinanden. Mærke hinanden, blive klogere på livet med alle dets facetter.

Det er heller ikke et surt opstød når jeg har tænkt på at coronaen trods alle dens rædsler, måske kan være en vej til at livet kan leves i et lavere tempo, så vi kan se på livet med klogere øjne. Opdage at der må være en bestemmelse for menneskers liv. Vi er sat i verden for at være noget for hinanden, berige hinandens liv. Jeg tænker ikke her på at vi skal leve sammen i fred og fordragelighed, men have muligheden for at træde tilbage og se på verden som et sted, hvor der også kan være rart at leve.

Vi kan ikke ændre verden fuldstændigt. Et liv vil altid byde på et mål af glæder og sorger, ubehagelige beslutninger, perioder som er mere grå end regnbuens vidunderlige farver. Men jeg tror på at NOGLE ting kan ændres til det bedre, når vi lader både fornuft og følelse indgå i det vi kalder livet.

Det vil blive svært, men værd at forsøge.