Hvem overlever middagen?

Kapitel 1


10 dage siden 0 kommentarer 2 kapitler Uafsluttet Romaner diktatur familie

0Hvem overlever middagen? - Kapitel 2
Marete træder ud på gruset efter at have parkeret bilen ved siden... [...]
Romaner · familie, diktatur
9 dage siden
0Hvem overlever middagen? - Kapitel 1
"Var du ikke stoppet?" · Tuva tager et langt drag af cigaretten og ... [...]
Romaner · diktatur, familie
10 dage siden
0Bevidne
En skarp lyd. Høj. Gennemtrænger hele værelset. Fra væg til væg e... [...]
Noveller · journalist
10 dage siden
1Appetit
Sommerfugle · i maven · rucolasalat i køkkenhaven · et sug af sult · Kami... [...]
Digte · lidenskab, sult
7 måneder, 19 dage siden
1Elektricitet
Mine læber mod dine, en vekselstrøm mellem os, · evig flammende gni... [...]
Digte · lidenskab, vanvid, forelskelse
7 måneder, 25 dage siden
4Den modvillige helt
Modvillig · Offervillig · Kløgtig · Skyldig · Jeg ser dig, en offervillig... [...]
Digte · heltemod, benægtelse, roller
9 måneder, 17 dage siden
1Rejse
Kvalmende fugtig hede rammer mig og ødelægger fuldstændig den beh... [...]
Noveller · krise, kærlighed, ægteskab
10 måneder, 1 dag siden
3En dans
Lucy og jeg ankom først til en af hovedstadens mest velbesøgte na... [...]
Noveller · forelskelse, flirt, kærlighed
10 måneder, 22 dage siden
1Forglemmigej
Tågen forsvinder ikke som dug for solen. · Solen stiger ikke op i ø... [...]
Digte · demens, afsked, livet
11 måneder, 2 dage siden
2Udyret
I en halv knust verden · overvokset af bittersøde natteskygger · neds... [...]
Digte · samfund, konflikt
11 måneder, 7 dage siden
1Snehvide
Der var engang et kongerige · Der var engang en dronning · En dronnin... [...]
Digte · eventyr
11 måneder, 8 dage siden
1Hævn
Mine støvler knasede den tørre rødbrune jord under sig for hvert ... [...]
Noveller · selvtægt, western, retfærdighed
11 måneder, 9 dage siden
4En aften i december
Hvide fnug daler gennem luften. Langsomt faldende ned på de aller... [...]
Kortprosa · sorg, søskende, vinter
1 år siden
1En kvinde må gøre hvad, der er nødvendigt
Efter treogtredve år har jeg lært en ting eller to om at overleve... [...]
Noveller · gangster, 1920erne, lgbt
1 år siden

Puls: 21,2

Publiceret: 3
Afgivet: 7
Modtaget: 0
Gitte Lindorff Hansen (f. 1986)
"Var du ikke stoppet?"

Tuva tager et langt drag af cigaretten og læner sig tilbage. Siddende afslappet i vindueskarmen nydende den blide brise, som bølger ind ad det åbne vindue.

"Gjerdes nyeste." siger Marete og holder et A3-papir op.

Kirsten kigger væk fra Tuva og træder helt ind i kontoret. Marete læner sig ind over skrivebordet og rækker Kirsten papiret.

Gul og sort farveskala. Som nationalflaget. De sædvanlige opråb - 'Fædrelandet', 'Sammenhold', 'Ofrer sig for Sejren' - i fed sort skrift. Den muskuløse kvinde med det stålsatte blik rettet direkte mod betragteren. Med den ene hånd holdende den knejsende fane. Gul og stort blafrende i vinden. Central placeret den kæmpe sorte ulv med de knivskarpe gule tænder. Datteren stående klar til at tage fat med hammer og spade i hænderne. Til siden en smilende mand med sin lille søn på armen. Begges blikke rettet beundrende mod de to kvinder.

"Hvad synes du?" spørger Marete.

Kirsten lægger papiret på skrivebordet. "Fin - "

"Fin." vrænger Tuva og tværer cigaretten ud mod vinduesruden.

" - tegning. Gode identificerbare personer."

"Kedelig" Tuva hopper ned fra vindueskarmen. "glorificeret pladder."

Hun går med klikkende hæle hen til de to andre kvinder og hiver papiret til sig. "Har Gjerde overhovedet været udenfor tegnestuen det sidste årti?"

Tuva holder papiret op, så de to andre kvinder kan se det, og slår pegefingeren mod den smilende mand. "Hvem smiler? Der mangler madvarer over hele landet. I går kostede et halvt rugbrød femogfyrre skillinger. Det er halvdelen af fabriksarbejdernes månedsløn for et brød."

"Og." siger Kirsten himlende med øjnene. "En forside der proklamerer landbrugsministeriet, de regionale politikere og bystyrernes uduelighed er hverken klogt læsermæssigt eller politisk."

"Skal vi lukke øjne og øre for virkeligheden? Luften er elektrisk. Vi taler om dage, før fabriksarbejderne nedlægger arbejdet og går på gaden."

Marete rækker hånden frem efter papiret. "Timer til stadspolitiet anholder alle lederne."

"Hvad?" spørger Tuva, mens hendes greb om papiret løsnes, og Marete tager papiret til sig.

"Espeseth er i unåde." Marete glatter papiret ud efter Tuvas hårdhændet behandling. Hun kigger op og møder Tuvas forundret blik. "Hun er nødt til at handle for at have en minimal chance for at beholde overborgermesterposten."

Marete betragter indgående tegningen, inden hun rækker papiret til Kirsten. "Sige til Zachariassen at hun skal bruge ekstra farve. Det skal springe folk i øjnene."

"Som en hund i et spil kegler." vrisser Tuva og bøjer sig ind over skrivebordet for at få fat på cigaretpakken. Hun ryster hurtigt pakken et par gange for lettere at få fat i en af cigaretterne.

Kirsten er på vej ud ad døren med A3-papiret men siger lige over skulderen: "Et tydeligt budskab er altid bedst."

Tuva drejer hovedet mod døren og stikker tungen ud. Inden hun sætter sig på skrivebordskanten med benene over kors og læner sig frem mod Marete. De betragter hinanden.

Et svagt smil spiller på Maretes læber. "Vil du ha' ild?"

Tuva rækker med en elegant bevægelse cigaretten frem.

Marete griber lighteren.

Bøjet over Tuvas citronduftende hånd med rødlakerede negle tænder Marete cigaretten. Tuva fører cigaretten til sine knaldrøde læber. Maretes blik følger intenst håndens rejse indtil bestemmelsesstedet nås. Æggende berøringer, smagen af champagne på bløde læber, frydefuld gåsehud dirrende frem på den nøgne krop. Boblende beruselse, snoet ind imellem hinanden på silkelagner, de nedrullede persienner den perfekte illusionsskaber af deres helt egen verden. Et kort glimt af en tungespids. Knaldrøde læber der omslutter cigarettens mundstykke.

Tuva puster nydende ud.

Det skærmelske strejf i hendes havblå øjne forsvinder i mødet med Maretes alt for åbne ansigt. Erindringer om fortiden. Et håb der ulmer på ny her og nu. Havblå øjne der flakker væk. Et hurtigt sug af cigaretten, og så hun tværer den ud i askebægret.

"Hvad med Brekhus? Eller Ostenson?" spørger Tuva. Hun studerer sine negle indgående, inden hun begynder at kradse i neglelakken hist og pist.

Marete stivner. Hver og en muskel spændes som en flitsbue inden affyring. Hendes kæbe stram. Munden sammenpresset og læberne en tynd small streg. Øjnene isnes og tæppet går for. Hun slipper lighteren uden at tage sig videre af det høje bang, da den rammer bordoverfladen. Eller det spjæt der går igennem Tuvas krop. Marete læner sig tilbage i stolen. Hendes blik hviler på lighteren, på papirstakken, forslag til artikler og interviews, telefonrøret, tallene nul til ni inde i drejeren.

Skrivemaskinernes faste klik klik gennemtrænger døren. Det samme gør stemmerne. Spørgsmål om kilder, fremrykning af deadlines, diskussion om tegnsætning. Telefoner der ringer igen og igen. Den sædvanlige præsentation, den pågældende er ude, vent venligst mens der omstilles.

Fra det åbne vindue larmen af eftermiddagens trafik. Bilernes evindelige tuden. Gadesælgernes skrål om fænomenal billige frugter. Børnelatter og betjentenes trætte formaninger. Alt sammen indtager stilheden mellem Tuva og Marete.

Tuva opgiver neglekradseriet og rømmer sig en enkelt gang. Hun kigger ned ad sig selv. På sin åbenstående lys pink jakke. Det løsthængende sorte slips, den hvide skjortebluse. På de højtaljet blonde shorts. Hun strammer slipset en smule for omgående at løsne det igen. Fingrene piller ubeslutsom ved shortsenes blondemønster.

Uret på væggen bagved Marete tikker uafladelig videre. Nærmere sig mere og mere fire tallet.

Tuva rejser sig pludselig fra skrivebordskanten. "Så du Jorunns tegning i 'Staden og Partisanen'?"

Hun går hen til lænestolen foran skrivebordet. Hendes bevægelser er energiske, nærmest urolige. Hun trækker stolen lidt til siden, inden hun sætter sig. På denne måde sidder hun og Marete ikke direkte over for hinanden.

"Ræven der sidder fast i hønsehuset, mens kyllingerne tripper rundt i gården?" forsætter Tuva hurtigt uden at vente på svar. Hun sætter sig bedre til rette i stolen, lægger benene over kors. Hun smiler, kigger på Marete uden at møde hendes øjne og forsøger en glad latter. "Patriotisk men sjov."

En latter som lyder alt andet end glad i stilheden mellem dem. Tuva slår blikket ned. Smilet er stivnet. Hun glider hænderne mod hinanden, folder dem sammen for at skille dem igen.

Marete tager en dyb vejrtrækning, puster ud og efter et øjebliks betragtning af Tuva vælter en bølge af medlidenhed over hende. "Jubilæumsudgaven. Hamars yndlingskunster."

Tuva kigger op. En dør lukkes hårdt imellem dem igen. Taknemmeligheden tydelig i de havblå øjne. "Kan hun overhovedet kende forskel på en Monet og en Picasso."

Ikke nogen stor morsomhed, men Marete anerkender Tuvas forsøg, tager den fremrakte hånd og får frembragt en latter, der lyder nogenlunde ægte. "Loyalitet er kravet. Og hvis det udtrykkes gennem patriotisme desto bedre."

"Hvorfor så ikke Laake?" spørger Tuva med blikket hvilende på cigaretpakken. "Hun har været med fra starten. Tegner bedre end Gjerde."

Tuva læner sig ind over skrivebordet og snupper både cigaretterne samt lighteren. Hun tænder hurtigt op. Med hvert sug af cigaretten slapper hun mere og mere af. Hun sætter sig bedre til rette i lænestolen og siger: "Og så er hun sjov."

"Eksil."

"Nej, vi mødte hende hos Kaisa i lørdags."

Marete kigger hurtigt op fra artikelforslagene, hun ellers er begyndt at gennemblade. Hendes blik er stirrende, der er nærmest ingen blink. "Ser du stadig Kaisa?"

Stadig ingen direkte øjenkontakt. Tuva trækker på skuldrene og tager endnu et sug af cigaretten.

Denne ligegyldighed provokerer Marete endnu mere. Hun slår ud med hånden og rammer sit lår med et hørligt klask. "Har du fuldstændig tabt småkagerne. Tror du det er for sjov, Wermagers folk overvåger hende."

Løsheden forsvinder som solen for skyerne fra Tuva. Musklerne spændes, mens de havblå øjne trækkes sammen. "Hold op. International forfatter og nobelprisvinder. Hamar er ikke idiot."

"Tror du virkelig kritik af styret er gratis her i landet." Marete himler med øjnene. "Kaisa kommer aldrig til at udgive en ny bog. Hun lever, fordi det passer Hamar at have en nobelvinder i bagagen ved internationale topmøder. Men når litteraturen skifter og hun går af mode, så bliver der en pris at betale."

Tuva rejser sig rystende med hovedet. "Du er så skideparanoid."

Hun går med ekstra hårde klik mod gulvet over til vinduet. Her står hun med ryggen til Marete og tager et par hurtige sug af cigaretten, så hurtige at der dårlig kan være nogen større nydelse.

"Hvem var der ellers?"

"Oskar og Ella Pettersen. Sylvi Haugen. Aanenson og Tvedt. Geirleif -"

"Geirleif? Han har så ikke lært noget af sit ophold hos Wermanger."

"Og Kildahl."

Marete tager sig til hovedet. "Selvfølgelig, jo flere systemkritikere samlet jo bedre."

Intet gensvar.

Marete betragter hende indgående. Spejlbilledet i vinduet viser den sammenpressede mund. Den sædvanlige stædighed. Hendes havblå øjne er vidtåbne, et frysende blik møder Maretes. Vreden der sitrer lige under overfladen. Klar til at bryde ud ved den næste provokation. Hele hendes krop er anspændt.

Hun puster tungt ud. Cigaretrøgen danser kort omkring hende, inden den bæres bort ad den blide brise fra det åbne vindue.

Afventende. Tilløb til angreb. Tuva er en ren mester i at ramme plet. Ord der knuser alle forsvarsmure og efterlader modtageren splintret i tusind stykker. Mellem Tuva og Marete er kniven deres fælles fortid. Luften mellem dem er elektrisk.

Marete retter sig op i stolen. Hele hendes indre dirrer forventningsfuld. Det slukkede håb genfødes som fugl Phoenix fra asken. Tankerne løber i ring. Sige det. Kom nu. Sige det.

Tuva betragter hende i vinduets refleksion og ser alt, hun selv ønsker at glemme. Et svag ryst med hovedet. De havblå øjne lukkes i. Hun fører cigaretten op til de røde læber og tager et let sug.

En iskold dukkert. Marete kan knap nok synke. En indbildt klump der ikke vil lade luften placere. Det føles som om overkroppen spændes sammen, at luften pressede ud af hende, mens intet nyt kommer ind. Hun rører sin hals, masserer den lidt. Blikket flakker rundt uden rigtig at have hendes opmærksomhed med i det. Vinduet er det eneste sted, hun er bevidst om ikke at se hen. Så dum. Efter al den tid og så stadig ...

Hun læner sig frem, snubber cigaretpakken, ryster så hårdt at flere cigaretter falder ud på bordet. Hun samler en op, lader de andre ligge og rækker ud efter lighteren. Hendes hånd skubber til artiklerne, som spredes ud. En lille skrigguld selvklæbende huskeseddel øverst på en artikel standser hendes jagt efter lighteren. Kirstens skrift. 'Godkendt?' Marete tager artiklen op og fjerner sedlen, så overskriften bliver synlig. Med store fede sorte bogstaver står der: 'Arbejdernes revolutionære pligt.' Først kan Marete ikke tro det. Bogstaverne flimmer for hendes øjne, og sætningen kan kun være skabt af hendes fantasi. Men femte og sjette gang er den stadig pokkers vedblivende.

Hendes blik farer ned over artiklens første side. Et interview. Samtale om jubilæet for revolutionens udbrud, om årsagerne: den herskende klasses udnyttelse og udsultning af land og folk, hovedstadens fabriksarbejdere som de første gik på gaden og satte hårdt mod hårdt. En klar sammenligning med den nuværende situation: et regime der tænker mere på sig selv og en befolkning der lider nød. En indirekte konklusion om fabriksarbejdernes ret, ja pligt, til at gøre en ende på et styre, der ikke lever op til folkets bedste.

Med hånden krampagtig holdende artiklen op, søger Marete efter navnene. Hvem pokker er dum nok til dette? Lige over artikelstarten står: 'Interview med Agnetha Kildahl.'

Det dunker i Maretes tinding. Koldsveden glider som en dryppende klud hen over hendes hud. Vådt og klistrende ubehag som får de lange kjoleærmer til at klæbe til hende. Mens hun for første gang siden barndommen, siden farens død, opsender en bøn til den guddom, revolutionen og det efterfølgende regime har forbudt enhver dyrkelse af.

Men indfrielsen af håb har aldrig været Meretes stærke side. Det viser artikelforfatterens navn kun alt for tydelig: Tuva Tharaldson.

Tuva som har sat sig godt til rette i vindueskarmen og afslappende ser ned på den travle gade. Tuva som med et let smil i de havblå øjne nydende puster cigaretrøgen ud. Tuva som slog deres kærlighed hen som ungdommens dårskab, og det tales der ikke mere om. Tuva som ikke ville ofre materiale goder eller social position for at være sammen med Marete, men som tydeligvis har det fint med at bringe fare ned over sig selv og folkene omkring sig, så længe hun får sine politiske holdninger ud.

"Hvad er det?" Maretes stemme ligger en oktav eller to over normalen, tæt på skinger.

Tuva drejer dovent hovedet og kigger over på Marete, der holder artiklen op. De havblå øjne spærres op.

Et sekund eller to. Blikket glider overvejende mellem artiklen og Marete, inden Tuva med et knejs med hovedet samler benene og hopper ned fra vindueskarmen.

"Et interview."

Marete presser tænderne sammen. Indvendigt tæller hun til ti. Flere gange.

"Hver dag dør tre mennesker af sult. Øst på er høsten fejlslået igen. Hvad gør Hamar og hendes kumpaner? Bruger millioner på at fejre revolution sejren. Som om død, sult, lave lønninger og elendige boligforhold er noget at hylde." Tuva bøjer sig og gnider cigaretten ud i askebægret. Cigaretten er total opløst, da hun stopper og smider sig ned i lænestolen.

Marete slår ud med artiklen og lader den falde ned på skrivebordet. "Igen og igen. Hvad vil du have, jeg skal gøre?" Hun presser pegefingeren mod artiklen. "Udgiv det her? Hvorfor ikke skyde en kugle for panden selv."

"Bare lad stå til. Er det virkelig svaret?"

"Og overleve? Ja. "

De ser ikke på hinanden. Tuva svinger lidt med benet over armlænet. Ellers sidder hun bare og stirrer på væggen, hvor der hænger en foreløbig opstilling af ugens artikler. Udfor Tuvas nummer er der igen tomt.

Marete er ved at tage artiklen for at smide den ud, da hun standser op. En forfærdelig tanke er dukket op. Hun trækker vejret hurtigere. Hjertet hamrer hårdt. Hun prøver at samle sig, knytter hænderne. Fingerneglene borer sig ind i huden. Den skarpe smerte overdøver ikke hendes tankemylder.

"Interviewede du hende hos Kaisa?"

Intet svar.

For pokker da også. Det hus var abc for Wermagers overvågning. I et hurtigt spring farer Merete væk fra skrivebordet og hen til døren, som hun slynger op.

Tuva drejer hovedet og ser efter hende. "Hvor skal du hen?"

Døren runger mod væggen.

Tastelydene fra skrivemaskinerne stopper, og de mandlige assistenter kigger forbavset op.

Henne ved hendes bord står Kirsten og taler i telefon. Hun har drejet hovedet mod Marete. Et spørgende udtryk i ansigtet.

"Få fat i Nerby."

Marete træder tilbage ind i kontoret. Hun har en plan. Men ventetiden er uudholdelig. Kroppen vibrerer som blade i efterårsvinden. Hun slår sig ned i stolen og napper en af cigaretterne. Tobaksmagen i munden bringer hende et øjebliks fuldkommen ro. Øjnene glider halv i, mens hun tager endnu et sug.

"Hvad skal du med Indenrigsministeren?" spørger Tuva med rynkede bryn.

"Du skal tale med hende."

Tuva ryster kraftigt med hovedet.

"Gengiv din samtale med Kildahl." siger Marete og tager et sug til af cigaretten. "Du er informant ikke kollaboratør."

Kirsten kommer ind.

"På den sædvanlige linje?" spørger Marete, mens hun rækker ud efter telefonrøret.

"Hr. Schei vil tale med dig."

"Nej. Det må vente. Jeg skal tale med Nerby nu."

"Det er vigtigt." siger Kirsten.

Marete fnyser. "Det er det altid." Hun nidstirrer olmt Kirsten. "Jeg har ikke tid til min stedfars evindelige tvivlsspørgsmål. Om soveværelsesvæggen er blå eller hvid er ligegyldigt. Mor foretrækker alligevel at sove hos sine elskere."

"Din mor er på vej hjem."

Hvad? Det kan ikke passe. Hærens generaler forlader kun deres poster på ordre fra lederen. Hvorfor skulle Hamar sende bud efter en general, der overser en ubetydelige del af reserven vest på?

" All right. Få fat i Nerby og hold hende i røret."

Kirsten nikker. "Linje fire."

Marete tager et langt sug af cigaretten, griber så røret og trykker på fire tallet.

"Hvad er der sket?" spørger Marete i håb om at komme hurtig til sagen.

Stedfarens skælvende stemme gør det klart, at det ikke er hans formål. "Åh kæreste Greta, hvor er det godt, jeg fik fat på dig."

"Ja, men - "

"Det er så forfærdeligt." forsætter stedfaren med gråd i stemmen. "Jeg vidste slet ikke hvad, jeg skulle gøre."

"Nu har du ringet til mig."

"Jeg var slet ikke sikker på, det var en god idé. Du har jo så travl med avisen. Jeg ser dig næsten aldrig mere. Det er så ensomt her udenfor byen."

Marete læner sig tilbage i stolen. Hun himler med øjnene til Tuva, som svagt undertrykker et fnis. Som Maretes ungdomskammerat kender Tuva kun alt for godt stedfarens væremåde.

"Bothi og børnene besøger dig da tit ikke." svarer Marete i håb om at slippe for en længere enetale om hvor meget stedfaren længes efter selskab, hvorefter talen drejer ind på hvor forfærdelig det var for stedfaren, da de boede i byen, og Maretes mor tog kollegaer med hjem.

"Jo." lyder det sukkende fra stedfaren. "Men kære Bothi har været så nedtrykt de sidste gange. Og børnene ... ja de er søde men meget støjende. Det er slet ikke den rekreation, jeg har så brug for. Og nu alt dette, det er slet ikke godt for mig."

"Fortæl mig, hvad der er sket?" prøver Marete med blid stemme.

"Det er frygtelig kæreste Greta. Din mor ringede ved middagstid. Bothi var hos mig men hun ville absolut tale med mig. Ikke ham. Hun tænker slet ikke på den skade, hun gør mig. Jeg trænger sådan til hvile, doktor Asplund har selv sagt - "

"Olly." afbryder Marete bestemt. "Hvorfor er mor på vej hjem?"

Et forkvaklet hulk lyder gennem telefonen. "Hele familien Myklebust er arresteret."

Cigaretten falder ned på gulvet. Marete registrerer dårligt nok, at hun får trådt den ud med skoen. Følelsen af isterninger som strømmer gennem kroppen for til sidst at opløse i maven og efterlade en isnende sø. Det hele kører rundt. Tanker der ingen mening giver. Under kjoleærmerne mærker Marete gåsehuden krible frem.

"Hvad sker der?" Tuva kigger bekymret på hende. "Marete, er du okay?"

Familien Myklebust er så tæt med hendes egen, som man kan være uden at være blodsbeslægtet. Maretes mor startede sin officer karriere som den gamle Myklebusts protegé, et forhold der hurtigt gled over i en datter mor relation. Myklebusts børn er gudforældre for både Marete og Bothi, mens Maretes mor er gudmor for deres børn. Maretes første kæreste var Evinrude Myklebust, mens Bothi og Jensynn Myklebust var bedste venner, indtil Bothis ægteskab havde afbrudt dette forhold ligesom alle andre af hans venskaber.

Tuvas spørgende blik får Marete til at læne sig frem i stolen, tage en kuglepen og hurtig nedskrive 'Myklebust familien fængslet' over overskriften 'Arbejdernes revolutionære pligt' på artiklen. Hun skubber den hen over bordet. Tuva tager den op. Hun slår et smæld med tungen og kigger op. Marete stirrer på den hende. Det ikke overraskede ansigtsudtryk.

Stedfaren er vendt tilbage til sin tale om doktor Asplund som autoritet for sin mistrivsel er en sygdom og ikke et udspring af en indholdsløs tilværelse og et ægteskab mellem to mennesker, som ikke forstår hinanden.

Marete holder røret ud fra øret. "Hvad ved du?"

"Bare løs snak." siger Tuva og skærer en grimasse. "Den yngste Mykleburst, Jensen eller sådan noget, er set meget sammen med Nishimura Yoshi."

"Og?"

Tuva himler med øjnene. "Vær dog ikke så naiv Marete. Når man ligger i med Wermagers svigerdatter, ryger man i fængsel."

"Hamar anholder ikke folk, fordi de er utro med en ministers svigerdatter." siger Marete. "Der ville ikke være noget parti tilbage, hvis det var tilfældet."

"Biorn Bentson." triumfer Tuva og knipser med fingrene. "Hele familien arresteret, og nu er de under husarrest ude på bøhlandet."

"Det var hustruens brandert ved det sidste internationale topmøde, Hamar fandt utilgiveligt. Ikke ægtemandens åbenlyse eskapade"

Tuva trækker på skuldrene. "Du kender hende jo bedst."

Kirsten stikker hovedet ind ad døren.

"Er hun på linjen?" spørger Marete med blikket hvilende på Kirsten.

"Sekretæren. Sidder i møde. Ringer om et kvarter." siger Kirsten og forsvinder ud igen.

Med røret tilbage mod øret afbryder Marete stedfaren midt i en beklagelse over Maretes mor. "Olly, jeg er nødt til at løbe. Kan du have det godt."

"Marete." lyder det skarpt fra stedfaren. "Har du overhovedet hørt efter?"

Marete skærer en grimasse. "Olly, jeg - "

"Elin vil mødes med dig hos Bothi. Inden gæsterne ankommer." forsætter stedfaren i samme bryske stemmeleje.

Den sjældne brugte hårdhed fra stedfarens side får mere Marete til at blive i røret end selve ordene. Der går nogle sekunder, før hun har fattet betydningen. Hun vender sig halvvejs og kigger på uret. Middagen starter præcis klokken otte. Gæsterne ankommer mellem syv og halv otte. Det tager lidt over en time at køre fra midtbyen og ud til Bothi. Klokken nærmer sig kraftigt halv seks. Og så er der hele situationen med Tuva, som hun er nødt til at få styr på først.

"Det kan jeg ikke." siger hun og begynder at samle artiklerne sammen i en bunke igen. "Sige til mor vi kan mødes i morgen til frokost på Cosmus."

"Elin vil ikke være glad." advarer stedfaren urolig. "Er du nu sikker på det er klogt, kæreste Greta?"

Marete sukker. "Jeg hører dig Olly, okay? Ha det godt. Vi ses."

Røret lægger hun hurtigt på, inden stedfaren når at samle sig nok til at beklage sig over, at Marete lader ham i stikken, når det nu er ham, der skal ringe og informerer moren om de ændrede planer. Det er rigtig nok, men med tanke på det møgfald Marete skal igennem i morgen, har hun ikke den dårligste samvittighed overfor stedfaren.

Hun åbner den øverste skrivebordsskuffe, lægger artikelbunken ned og skubber skuffen i igen. Hun bøjer sig ned og gennemroder sin håndtaske indtil fingrene får fat om nøglen. Hurtigt låser Marete skuffen og smider nøglen tilbage i tasken.

Tuva rejser sig og går hen til det lille barskab i hjørnet. Da hun går forbi, kan Marete svagt fornemme hendes sursøde citron duft. Marete lukker øjnene og trækker vejret dybt.

Lyden af isterninger der slår mod glas, får hende til at kigge op og tage imod det whiskyglas, Tuva rækker hende. Den friske smag rammer tungen og Marete synker begærligt. Den brændende smag af alkohol er med isterningerne blevet dæmpet, så Marete tager et par gode slurke kort efter hinanden.

Tuva har sat sig i lænestolen igen og efter et par enkelte nip af whiskyen, sidder hun nu og betragter den ravgule væske i glasset, som hun drejer rundt og rundt.

Efter at have taget endnu en tår, stiller Marete det halvtomme glas på bordet. Hun rejser sig

Skrivemaskinernes hurtige på hinanden efterfølgende klik klik lyde ledsager hende hen til Kirstens bord.

"Når min mor ringer, er jeg gået for i dag. Og nej du ved ikke, hvor jeg er."

"General Schei lader sig ikke spise af med det." svarer Kirsten uden at se op fra sin gennemgang af fotografier til ugens avis.

En stigning i støjen fra gaden gør ikke Maretes irritation mindre. Hun synker en ekstra gang. Sluger sin frustration. Kirsten kan ikke gøre for, at Maretes mor forlanger at blive adlydt af enhver: ægtemand, børn, underordnede, fremmede. Ve den som ikke kommer, når Elin Schei kalder. Kun Hamar taler moren til i stedet for at kommandere. Hun tør vel ikke andet.

Hvinende dæk. Døre der smækkes åben og i. Folk der løber. Kirsten sender de åbne vinduer et bidsk blik.

Forrest i lokalet de to adskilte rækker af arbejdende mandlige assistenter. Siddende ved hvert sit bord enten skrivende på maskine eller udførende korrekturlæsning på journalisternes afleverede artikler til ugens avis.

Af udseende ligner assistenterne meget hinanden. De er unge, først i tyverne, med en atletisk overkrop og et par veldefinerede overarme men ikke for muskuløse. Deres ansigter er en mellemting mellem drengede charme og mere mandlige markerede træk. Hverken dette eller deres arbejdstøj, som fremhæver deres kropslige fortrin, er en tilfældighed. De har ikke fået jobbet på grund af deres stærke maskinskriveevner eller stave og grammatisk dygtighed.

Marete løber blikket betragtende hen over assistenterne, mens hun prøver at huske hvem, der lige i øjeblikket er involveret med en minister eller anden relevant person. Hun standser ved et nøddebrunt hår. Hendes blik hviler på ham, mens hun overvejer den plan, som er ved at tage form i hendes tanker.

Han skutter sig lidt og ser op. Hans mørkebrune øjne møder hendes. Usikkerheden forsvinder en smule, og han smiler svagt. Pæne tænder. Et par fyldige læber. Og med resten af hans fysiske fortrin i mente er han en god mulighed.

"Har nogen valgt ham?" spørger Marete med et nik mod den brunhåret assistent.

Kirsten betragter assistenten med et eftertænksomt blik, hvorefter hun ryster med hovedet. "Nej, Dagfinn er ny. Har været hos os et par uger."

"Når mor ringer, så sæt ham til at tale med hende."

Hurtige løb på trapperne runger gennem bygningen. Overraskede stemmer. Forskrækkede stemmer. Hvad der bliver sagt kan ingen på kontoret hører, men larmen er nok til at forstyrre. Flere af assistenterne stopper med at skrive og kigger undrende op.

Tuva dukker op i døren. "Hvad sker der?"

Kirsten skubber stolen tilbage og rejser sig op. "Hvis Krogstad har taget de unger med igen."

Døren svinges op. Med en sådan kraft at den runger mod væggen. Lyden af skrivemaskiner stopper.

Nogle slapper efter vejret. Andre stivner, nogle slår hurtig blikket ned og prøver at gøre sig usynlige.

Kirsten står stille, men vejrtrækningen er hurtigere.

"Hvad søger De?" spørger Marete. Hendes stemme lyder normal, men indvendig fryser blodet til is.

Fem kvinder i læderbrune uniformer. Sikkerhedspolitiets uniform. Med hævede pistoler.

En sjette kvinde træder ind ad døren. Ligeledes uniformeret som de andre. Pistolen sidder stadig i bæltet om livet på hende. Det er tydeligt med den selvsikker måde, hun går frem på, og hvor hurtig de andre slipper hende igennem, at hun er chefen.

Kvindens blik flyder rundt i lokalet. Søgende tager hun alle ind, gennemborer og afskriver inden hun stopper ved Tuva.

"Frøken Tharaldson, De er anholdt." Kvindens stemme er blid som et lam, men hånden der strejfer pistolbæltet er alt andet. "Vil De følge med."

Marete træder ind foran hende. Som en beskyttende mur mellem hende og Tuva.

"Ordre." siger Marete og rækker myndigt hånden frem.

Kvinden betragter Marete med et spottende blik, inden hun rækker hånden ind under uniformsjakken og fremdrager et stykke papir.

Det meste af hvad der står er ganske ligegyldigt. Den sædvanlige smøre om landsskadelige handlinger. Anklage om undergravende aktiviteter. Forræderi. Oplysninger givet af Geirleif Tennfjord. Marete fnyser. Selvfølgelig, hvem genoptager frivilligt de forbindelser, der har ført til en stund med Wermager. Men intet af dette betyder noget i det længere forløb. Maretes blik glider hastig ned til underskrifterne. Til hvor Tuvas liv er fortabt eller stadig kan reddes. To navne. Rebekkah Wermager og hendes højre hånd Pæivi Losnedahl. Ikke Hamar.

En svag lettelse skyller ind over Marete. Hun synker og vender sig så om mod Tuva, som står ganske rolig tilbagelænet mod dørkammen. Deres øjne mødes. Det svage håb i kamp med frygten hos Marete overfor Tuvas afslappede bevidste blik.

Let og elegant tripper Tuva hen over gulvet på sine højhælede sko. Med hovedet løftet og ryggen rank møder hun kvindens blik. Hun drejer ansigtet og ser direkte på Marete. "Det skal nok gå."

Tuva holder hænderne frem.

Kvindens øjne bliver smallere. Hun gør en håndbevægelse mod kvinderne bagved. En kvinde kommer med et par håndjern og giver Tuva dem på.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 18/10-2020 13:39 af Gitte Lindorff Hansen (Gilda) og er kategoriseret under Romaner.
Teksten er på 4513 ord og lix-tallet er 31.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.