2Glansbilledet
Glæden, du har skabt dit perfekte glansbillede af, · Det er væk. · De... [...]
Digte · refleksion, lommefilosofi
1 dag, 6 timer siden
1Intet og Alt
Forventningens glæde · Skuffelsen, den rammer som en knytnæve, · Dire... [...]
Digte · følelser, digt
1 dag, 6 timer siden
1Imellem Klipperne
Det var en kold aften. Koldere end det havde været længe. Man kun... [...]
Eventyr og fabler · refleksion, familiebånd, livserfaring
2 dage, 1 time siden
3I live
Vi taler ikke om det mere, overhovedet! Det er et slettet kapitel... [...]
Noveller
29 dage siden

Puls: 39,3

Publiceret: 4
Afgivet: 12
Modtaget: 7
Laura Mosegaard (f. 2003)
Vi taler ikke om det mere, overhovedet! Det er et slettet kapitel i historien. Ingen kærlighed, ingen følelser, og slet intet med at tro på at følelser kan fjernes. Intet! Væk, vi snakker ikke mere om det! Det er et lukket kapitel, alt efter det, handler bare om at komme videre. Væk. Okay?

Udefra ser jeg måske streng ud. Måske skræmmer mit strikse look, og den sirligt stramme knold dig. Måske minder jeg dig lidt om de der sure voksne, der altid går i kontortøj, og ligner nogen der ikke har tid til at leve. Men det er nødvendigt. Ingen må komme tæt på, ikke igen. Sidste gang jeg lod det ske gik alt galt, som i alt. Jeg tør ikke mere, aldrig igen.

Det er weekend, dagen før Sankt Hans. Dagen hvor jeg dør. Her er øde, få elever, få spørgsmål. Meget stilhed. Stilhed betyder at jeg har tid til at tænke. Jeg hader at tænke. Det starter fint, men uanset hvad fører tankespiralen mig nedad, til jeg kun er fanget omkring en ting. Nemlig... Nej! Jeg vil ikke tænke på det, jeg vil ikke tænke på ham, jeg skal videre.

Det regner i dag, det blæser. Stormen har taget til, vinden suser ind gennem de utætte vinduer. Her er koldt. Meget. Det gjorde det også den dag. STOP. Rundtomkring på skolen står der spande til at fange den silende regn. Taget er utæt, men ligesom alle andre steder, så er det at fikse ting ikke rigtigt en mulighed. Skolen er i stykker, ligesom mig.

Jeg går en runde på skolen, eleverne sidder spredt rundt i grupper. Sidder rundt i de mølædte slidte sofaer og stole. De prøver alle at få det bedste ud af det hele, som om de stadig tror på at godt findes. De har ikke mistet som jeg, de kender ikke svaret, den bitre sandhed, om at det er løgn.

Det smerter hver dag, jeg kan ikke flygte, jeg har ikke lyst til at flygte. Det var i denne by det skete. Jeg lever og går rundt i smerten hver dag. Hver eneste dag.

Jeg føler mig død indeni, ligesom... Det eneste der til tider kan holde mig oppe er min datter. Hun er grunden til jeg ved jeg lever, men mest af alt al den smerte jeg lever med. Hver eneste gang jeg ser på hende, ser jeg alt det jeg fortryder, alt det der skete dengang. Alt det jeg ikke ønske at se mere, men ser hver dag. Hende. Jeg ser hvordan det hele kollapsede. Hendes øjne er som en skærm der viser alt det jeg fortryder. Jeg ser ham. Om og om igen.

Hun var så lille dengang, så lille. Så uforstående. Jeg tror ikke hun husker, det er kun mig. Mig der må leve med smerten... STOP. Tag dig dog sammen. Kom videre.

En elev kom hen til mig, det skete så sjældent, men nogen gange kunne man ikke undgå det. Der står nogen ved døren blev der sagt. Jeg husker ikke hvad jeg svarede, eller om jeg svarede. Døren var i den anden ende af rummet. En stor trædør. En dør til at holde folk inde. En dør til at holde andre ude.

Døren blev åbnet. Der var mørkt. Kun gennemtrængt at et blegt ansigt der stod frem i mørket. Manden der stod foran var tynd, meget tynd. Han slæbte en lugt af død med sig, han var død. Han var ikke virkelig, det kan han ikke være, det burde han ikke være. Jeg var mundlam, spørgsmålene kunne ikke komme over tungen. De sad fast. Mine øjne må have set skræmte ud, det havde de så ofte gjort før. Han smilede. Det skæve smil, der trods alt tiltrak mig om jeg ønskede det eller ej. De små næsten usynlige rynker i panden, skægstubbene. Det var ham. Det er ham.

Lyset fra månen faldt bag ham, som var det hans skygge. Alt andet var mørkt. Tanken om at han blev lyst op var komisk, han var mørk. Han er mørk. Han rykkede på foden, og mit blik faldt ned. Halvt skjult i jakkeærmet var der en kniv. Kniven. Ville han gøre det?

Kunne han tilgive mig? Skulle jeg tilgive ham? Han kiggede på mig med sine indtrængende øjne. Et år går hurtigt, men væk fra dig er det som en evighed sagde han. Jeg var som forstenet. Vi skal være klar denne gang. Det skal lykkedes. Han fortsatte med at snakke, som om han stadig troede på det.

Mit hoved snurrede rundt, hvordan kan det passe, det kan ikke passe, mit hoved var fyldt med spørgsmål, imens flere og flere stod i kø for også at blive stillet. Jeg turde ikke gøre noget, i frygt for at ødelægge det. Ødelægge ham. Han gik hen i mod mig, og tog mig ind til ham i et kram. Kniven kom tættere på mig, jeg kunne mærke at knivsbladet lå op af min ryg som han holdt mig ind til ham. Hans hjerte slog. Det slår. Han fortæller mig det hele nok skal blive godt igen. Det sidste jeg nåede var at tænke om jeg skulle tro på ham, lige inden kniven borede sig gennem rygsøjlen, for at tage mig. Nu har han mig.

En underlig tilfredsstillelse bredte sig rundt i min krop som jeg stod der over hende. Hun havde aldrig ønsket mig, men som hun også måtte lære, så er det kun mine drømme der går i opfyldelse. Sidste år var det hele næsten galt, hun prøvede på at gøre hvad jeg lige havde gjort. Der var bare en ting hun havde glemt. Jeg har intet hjerte, og man kan ikke tage noget hvis man ikke har det. Hun fejlede, ingen kan snyde mig. Hun kan ikke snyde mig. Hun er min nu, og kun min. Jeg har hendes hjerte.

Som det sidste tog jeg kniven. Jeg tog kniven og skar hendes og mit bryst op. Hendes hjerte var så smukt og rødt. Det var så fuldt af liv. Stille tog jeg det op, i frygt for at ødelægge det, ødelægge hende. Jeg lagde det i det tomme rum, som var der mit eget hjerte skulle have siddet. Hun var nu en del af mig, hun vil altid være en del af mig nu. Endelig var jeg rigtig i live. Endelig vil jeg kunne sige "jeg lever."

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 03/11-2020 13:31 af Laura Mosegaard og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 1055 ord og lix-tallet er 17.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.