Beretninger fra en adskillelseskultur



0Beretninger fra en adskillelseskultur
Det er alt for koldt og mørkt til at stå ud af sengen nu. Jeg hør... [...]
Blandede tekster
25 dage siden

Puls: 6,0

Publiceret: 1
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Camilla Fredsgaard (f. 1995)
Det er alt for koldt og mørkt til at stå ud af sengen nu. Jeg hører tre tunge åndedræt i sengen, og har mest af alt lyst til at slutte mig til dem igen. Men den går selvfølgelig ikke. Jeg suger Cornelius' duft til mig, han dufter så dejligt sødt og søvnigt, som han ligger der helt uvidende om, at jeg er ved at forlade ham. Jeg kysser ham på panden og forsøger at undgå at vække ham, mens jeg lister mig ud af sengen. Det er et farvelkys, for en ny virkelighed er startet. Jeg lister mig ned i fodenden hvor familiens hund ligger sammenrullet og snorker. I ly af nattens mørke, har hun igen sneget sig op i fodenden. Da jeg puffer til hende, virker hun nærmest fornærmet over at vi skal ud at gå. Ligesom jeg, befandt hun sig også veltilpas blandt tunge dyner og bløde madrasser. Desuden er der koldt og mørkt uden for sengen. Det kræver lidt overbevisning, for os begge to, men vi kommer ud. Udenfor er lygtepælene ikke engang tændt endnu, de tænder først kl. 5:30. Det ved jeg fordi det her har været vores morgenrutine i nogle uger nu, og når lygtepælene tænder, skal vi gerne være nået forbi skraldespanden for enden af bakken, så jeg når hjem i ordentligt tid, inden jeg skal ud af døren igen. Da vi kommer tilbage, står jeg stille i entréen og lytter. Jeg lytter efter fjernsynet og den åh så velkendte lyd af Gurli Gris (eller 'Hende den Lyserøde' som vi kalder hende herhjemme når Cornelius ikke skal vide hvad vi snakker om. Et navn jeg ikke har tænkt mig at patentere, så du kan frit bruge det hvis du lyster). Her til morgen er der stille, hvilket må betyde at de stadig sover som da vi forlod dem. Jeg lister mig ind og sætter vand over til kaffen, og fortsætter derefter ud på badeværelset, hvor jeg forsøger at slette sporene fra det sidste års manglende nattesøvn. Kaffe og krigsmaling, det er sådan jeg møder og klarer dagen. Der lyder et klik fra elkedlen: jeg haster, lydløst, ud i køkkenet og får forvandlet pulver, vand og mælk til lifesaver (det er er sådan noget jeg kan), og så er det ellers ud af døren inden Cornelius vågner, og afsted ind mod universitetet. I dag lykkedes det. Jeg føler mig som en kriminel i mit eget hjem, når jeg lister rundt og forsøger ikke at vække nogen. I virkeligheden forsøger jeg at undgå den klump i maven, det giver at sige farvel til Cornelius. Når det er Nicolai der afleverer, har jeg muligheden for at undgå det. Jeg har ret dårlig samvittighed over at snige mig væk. Det er helt sikkert mest med hensyn til mit behov, for ikke at skulle opleve gråden. Men gør det en forskel for Cornelius, at han ikke får sagt farvel? Har han også en klump i maven? Det er de færreste morgener det lykkedes for mig, at snige mig ud. Jeg har tit misundt de mødre, der siger at de står op før børnene for lige at få deres morgenkaffe i fred, eller have en stund for dem selv på badeværelset. Jeg når knap at få gnedet søvnen ud af øjnene før han står ved min side. Han er trofast, det skal han have. Cornelius sover hos mig, og i sin urolige morgensøvn kan han ikke genfinde roen, når først jeg har forladt den trygge rede. Måske kan han ikke sove, fordi det ikke er meningen at forældrene skal forlade den trygge rede, det kan de slet ikke. For de er den trygge rede, som ungerne kan forlade når tiden er til det. Af samme årsag føles svigtet måske så stort, når jeg forlader ham. Han vil mig jo så gerne, har sågar brug for mig, for at kunne føle sig tryg. Alligevel går jeg. Og skal jeg være helt ærligt, og det skal man jo: selv hvis han ikke var ulykkelig når jeg tog afsted, ville jeg stadig være ked af at undvære ham. Ambivalens synes at være fast forankret i moderskabet. For når først jeg har brugt den første del af togturen på at sunde mig igen, kan jeg jo godt mærke, at jeg også glæder mig til, at komme væk og omgås den slags mennesker, der kan fremføre hele sætninger og styre sit mundvand. Alligevel er min dag fyldt med dårlig samvittighed, savn og bekymringer omkring hvorvidt han nu har det godt og "bare han nu ikke er ked af det". Det er denne ambivalens, som gør at jeg bruger mere af den time lange togtur på at fordybe mig i børnesyn, tilknytningsteori og hjemmepasning, end transskribering, pligtetik, kulturdefinitioner og mødeforberedelse, hvad der ellers var planen. Misforstå mig ikke. Jeg finder begge dele spændende, men i førstedelen er jeg personligt investeret.

Det frustrerer mig, at jeg ikke har mødt nogen som har snakket om den splittelse. Måske er du selv sådan en, men har du været gravid, ved du sikkert hvordan kvinder ikke er blege for livligt og lystigt, at dele ud af deres fødselshistorier (mig selv inkl.). Hvilket nogle gange er mere hensigtsmæssigt end andre (skal vi ikke spare kvinder i tredje trimester for unødige skræmmehistorier?), men lad det nu ligge. Grunden til at kvinderne gør det, er selvfølgelig for at skabe et fællesskab, men også en måde at bearbejde den oplevelse en fødsel nu engang er. At snakke om tingene er, især for kvinder, en måde at forholde sig til og forstå sin indre oplevelse. Så hvorfor er vi pludselig så sparsommelige med detaljerne, når det gælder oplevelsen af at have afleveret vores barn i institution? Jeg har hørt flere forældre fortælle om dårlige afleveringer, en travl hverdag og ulvetimer. At være kede af, at deres børn er kede af det. Men vi fejer det væk, fordi sådan er det jo bare, det er livet som småbørnsfamilie. Sårede og frustrerede, ignorerer vi vores følelser, fordi de passer i en fortælling. De bekræfter en fortælling, hvor børn og forældre er kede af det i indkøringsperioder, altså er der ikke noget unormalt i det. Det er meningen, og det er også meningen at de skal blive robuste af at opleve, at der ikke sker noget ved det. Er det derfor vi accepterer vi det? Skal vi acceptere det? Er det okay, at min søn er så ked af det? Er det okay at jeg bare går? Bliver han stærkere af at opleve, at han ikke bliver hørt? Den del synes jeg, vi er dårlige til at snakke om. Jeg forstår det ikke, vi (småbørnsfamilier) oplever, med en vis variation, nogenlunde det samme. Hvorfor er det så kun mig der bliver så usikker og ked af det? Er det mig der er i stykker, er det Cornelius, eller åh gud, endnu værre: har jeg ødelagt ham med min omklamrende omsorg? Er jeg en pylremor, der har skabt et uselvstændigt pylrbarn? Jeg lovede ellers mig selv, at jeg aldrig ville blive den mor.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 03/11-2020 14:02 af Camilla Fredsgaard (CamillaFD) og er kategoriseret under Blandede tekster.
Teksten er på 1164 ord og lix-tallet er 31.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.