Inde i Den Blå Salon, som ironisk nok ikke er blå men cremefarvet, finder Marete morens sædvanlige tre fæller generalløjtnant Hildefrid Pettersen, brigadegeneral Birgitta Grambo og oberst Mætte Woll siddende henholdsvis i sofaen og to af de tre lænestole. Moren slår sig ned ved siden af Hildefrid Pettersen i sofaen. Marete betræder det mønstrede orientalske tæppe går forbi flyglet og skamlen og sætter sig i den tilbageværende lænestol.
"Plan er enkelt." siger moren lænende ind over det lille runde mahognibord, mens hun skænker sig en kop kaffe. Hun drikker en slurk og forsætter mødende Maretes blik. "Du taler med Hamar i aften og forklarer hende familien Myklebusts uskyld."
"Jeg ved ikke hvad, Wermager tænker på. Anholde en familie på grund af umodne drengestreger." brummer Hildefrid Pettersen.
Birgitta Grambo hælder kaffe op. "Det er hvad der sker, når man lader sine sønner videreuddanne sig i stedet for at falde til ro i et passende ægteskab."
Hun holder sølvkanden spørgende frem mod Marete, der hurtigt ryster på hovedet.
"Mor, jeg ved dårligt nok hvad, der er sket. Hvordan skal jeg - "
"En del politiske karikaturer har været i omløb på universitet de seneste uger. Nishimura Yoshi opdagede, at det var Jensynn Myklebust, som lavede og omdelte smudset." svarer Mætte Woll, mens hun gennemleder sin arbejdstaske, tager et papir op og rækker Marete det.
"Selvfølgelig valgte idioten at rende til Wermager." grynter Hildefrid Pettersen.
Mætte Woll rejser sig, går forbi kakkelovnen i hjørnet overfor flyglet og trykker på stikkontakten. Den elektriske lysekrone med hængende prismer fylder straks Den Blå Salon med et gennemtrængende lys. Så skinnende at Marete lige må lukke øjnene et øjeblik for ikke at blive midlertidig blind af lysets refleksion mod papiret i hendes hånd.
"Hun er svigerdatteren. På hendes nåde lever hun her." siger Mætte Woll og læner sig frem med albuerne hvilende på Maretes stoleryg.
Marete kigger indgående på karikaturen. Desværre er den særdeles rammende og sjov. Intet at sige til den har gået sin sejrrige omgang blandt de studerende på hovedstadens universitet. En løve med Hamars hoved får sine kløer filet af, og det er Wermagers protegé landets nye forsvarsminister Ernaline Lillegard i form af en rotte, der gør det. Og sikkerhedsminister Rebekkah Wermager er også afbilledet. Som en slange der med en krone på hovedet lister bort med en kommentar, om Hamars blindhed. Nederst til venstre er der tegnet en lille blomst. Midten af blomsten er stor og rød orange farvet, mens de nedad hængende kronblade er lyslilla. Marete genkender straks blomsten fra Bothis blomstermotiver. En purpursolhat.
"Hvad betyder det?" Pegende på blomsten holder hun papiret op til Mætte Woll.
"Åbenbar det pseudonym Jensynn Myklebust bruger på sine tegninger." svarer Mætte Woll og tager papiret, lægger det i arbejdstasken igen, inden hun sætter sig ned i lænestolen.
"Ja, men hvad er meningen med denne blomst?" spørger Marete. Alle de tegnere hun har tilknyttet avisen bruger pseudonymer, som betyder noget specielt. Enten i forbindelse med dem selv eller i forhold til det, de er kendt for at tegne.
"Blomster." mukker moren. "Alle de penge på upraktisk tegneundervisning. Heldigvis er Bothi for længst stoppet med det pjat."
Løbende fødder forbi salondøren. En larm af pludselig aktivitet i hallen. Hoveddøren bliver åbnet. Glade stemmer sammen med butlerens ordrer til tjenestepigerne. Hamars høje røst.
Alle fem rejser sig og går hen til døren, som Hildefrid Pettersen åbner. Birgitta Grambo og Mætte Woll følger efter hende ud.
"Mor, kan vi lige tale sammen."
"Lad nu vær med at være så usikker Marete. Hamar synes godt om dig." svarer moren over skulderen.
Marete rækker hånden ud og med en let berøring, standser hun morens videre fært ud ad døren. "Tuva blev arresteret i dag -"
Moren holder hånden op, hvilket med det samme får Marete til at afbryde sig selv. Et øjebliks tavshed, der gnaver helt ind til knoglen. Morens formørkede øjne får det til at løbe koldt ned ad Maretes ryg. Indre alarmer hyler. Marete fyldes med den vellærte kommando om at underkaste sig morens vilje. For alt i verden undgå at gøre situationen værre.
"Du ved hvad, jeg mener om din forbindelse med den tøs." siger moren med en myndig stemme, der gør det klart, at samtalen er lukket.
Tuva. Teenageren med den blå hårfarve som tog Maretes hånd med en spøg om at matche hinanden - hår og øjne. Et sneklædt gadehjørne løbende væk fra en demonstration mod styrets mishandling af befolkningen, med snefnug i håret og læber som mødes for første gang. Måneder med skjulte nætter på 1. stjernet hoteller, hede kys i tråd med utopiske fremtidsplaner. Fravær afviste breve og telefonopkald til sidst en kold besked. År senere journalist redaktør en avis kollegaer genoptagelse af venskabet. Tuva.
En varme spreder sig gennem Maretes krop. Ud i hver en fingerspids løber en brændende hede. Hjertebanken ikke af frygt men mod. Ro sænker sig. En følelse af rigtighed.
"Jeg vil tale med Hamar om Tuva."
Løftet hoved. Rank ryg. Møder morens blik lige på. Ingen tvivl, ingen flakken, ingen eftergivelse. I stedet en euforisk følelse. Endelig kunne sige sin mening. Lettelse.
Morens stirrende øjne. Brune øjenbryn trukket ned ind mod hinanden. De smalle lukkede læber. En hurtig bevægelse fremad.
Et gisp fra Marete.
Hun skubbes hårdt mod væggen. Kroppen passiviseres af morens styrke.
Hånden om hendes hals strammes.
Moren læner sig tæt ind og hvisker mod Maretes øre. "Jeg holder hånden over dine perversiteter."
Marete hiver efter vejret. Men lige meget hvor meget hun prøver at trække ind, er det ikke nok. Den lille smule luft der slippes gennem føles gennemboret. Åndehuller hvor kun et fåtal er brugbare. Hun hiver efter vejret. Hun kan ikke stoppe. Tankerne flyver så hastig afsted, at hun ikke når at samle sig. Meningen er væk, hun kan kun leve ubehaget. Pulsen dunker på halsen, i tindingerne, ved håndleddene. En tidligere rytmisk lyd der nu er ude af kontrol.
Moren ser på hende. Møder Maretes fortvivlet blik. Hun presser hårdere mod Maretes hals. "Forstår du?"
Kvinder der elsker hinanden. Mænd der elsker mænd. For nedrullede gardiner. Aldrig sikre. Aldrig trygge. Den mindste lyd et muligt varsel om arrestation. Natlige razziaer folk der gennes ud på gaden i deres undertøj og køres væk. Uden forsvar. Uden at blive hørt af en dommer. Til indespærring. Til døden.
En svag samstemt lyd får Marete ud mellem sin hektiske vejrtrækning.
Uden antydning af følelse slipper moren sit greb om Marete og går ud ad døren. Marete synker sammen i knæene. Med overkroppen bøjet nedad trækker hun vejret hurtigere, hurtig, normal. Hun lukker øjnene og puster langsomt ud. Den kolde sved på panden stryger hun væk med en let rystende hånd.
Stemmer fra hallen. Hamars tydeligst. En undrende bemærkning vedrørende morens tilstedeværelse med en besk tilføjelse omhandlende Bothi.
Marete retter sig op. Blikket forankret på vinduet bag det opslåede flygel. Himlen er dækket af sorte skyer der kun gennembrydes af violette områder, når endnu et lyn tager fat. De efterfølgende tordenbrag runger i Maretes hoved. Hun trækker vejret ind. Så ud.
Hun går mod døren.