Min lejlighed er en summende galakse, hvor væggene ånder. De trækker sig hele tiden sammen og udvider sig som et sæt lunger. Jeg kan se de riflede kødstykker, der lægger sig fint op ad hinanden. De giver sig, når jeg prikker til dem med en kroget finger. Fra loftet drypper mine tanker ned. Rammer midt i grøden, der står på bordet. Grøden er kold. Jeg kan høre et barn skrige og en bas der buldrer. Jeg ved ikke om det er virkeligt, eller om det er youtube. Jeg ved ikke, om youtube overhovedet eksisterer.
Sofaen har fået krammet på mig og når jeg rejser mig, må jeg først folde mig ud som et stykke krøllet papir. Min lejlighed er en skraldespand, hvor madresterne drømmer. De vil gerne lukkes ud. De vil gerne lukkes ud, som køerne på græs. Min hjerne messer, mens jeg skriver: "Jeg har lovet mig selv 300 ord. Jeg har lovet mig selv 300 ord. Jeg har lovet mig selv 300 ord."
Hvem der afgav løftet, kan jeg ikke længere huske. Og jeg bliver bevidst om at, jeg er en mech. En biologisk dræberrobot. Et karrosseri af kød skabt til at besejre og slås og bolle. Piloten er en lyserød klump. Klistret og med en lang hale, der løber ned ad rygraden. Lange nervebaner. Tråde, der sender impulser hele vejen til Månen. Næste destination er Mars.
Min lejlighed er forsvundet. Opvasken står der stadig. Hvis man lægger øret til min lever, kan man høre havet. På den måde tænker jeg tit over min egen forgængelighed. Jeg tænker tit over at skrive på skrivemaskine. Den står i kælderen. Jeg tænker tit over at, jeg nu kun skammer mig over at dø, for andres skyld. Mine muskler giver gradvist slip i det sorte ocean, der udgør mine knogler. Men mine øjne er stadig skarpe. Jeg har set ind i fremtiden.