Mikado


2 måneder, 20 dage siden 4 kommentarer Kortprosa vrede samvittighed selvindsigt

2Grønt øje
- Hvis du smiler til mig først, smiler jeg tilbage. · De blå øjne s... [...]
Kortprosa
1 måned, 2 dage siden
2Sørenner
Søren Espersen gik ned af vejen, som var fyldt med små sten. Det ... [...]
Kortprosa · i naturen, indre balance, anerkendelse
1 måned, 28 dage siden
2Lektor Bruun
Detlev tog en dyb indånding og åbnede døren til klasseværelset. E... [...]
Kortprosa · undervisning, stemning, terror
1 måned, 28 dage siden
2Tinderbox
Klokken var 01:32 om morgenen, Hans havde skiftet med at sidde på... [...]
Kortprosa · kvinde, begær, ensom
2 måneder, 4 dage siden
4Mikado
Jeg så på en bygning der var ved at falde sammen. Den var helt gr... [...]
Kortprosa · vrede, samvittighed, selvindsigt
2 måneder, 20 dage siden
5Far
Jeg lavede flødekartofler og kyllingebryst med min far den ene da... [...]
Noveller · tosomhed, tillid, følelse
3 måneder, 3 dage siden
4Mommas in the basement
- Jeg troede et øjeblik, at du ville komme ind efter jeg var gået... [...]
Kortprosa · rastløshed, selvindsigt, teenagere
3 måneder, 4 dage siden

Puls: 44,3

Publiceret: 7
Afgivet: 32
Modtaget: 19
Lykke Hajian (f. 1999)
Jeg så på en bygning der var ved at falde sammen. Den var helt grøn, faldefærdig. Det gik først op for mig at den var bundrådden, da jeg gik forbi min ven, med en ny vinkel på bygningen. Jeg kunne se at den var bygget på et fundament af ren jord. Bygningen lå halvt nede i jorden, og man kunne se mudderet boble op, fra den ene side.
   - Jeg tror sku snart den vælter om på siden.
   Jeg pegede mod solsiden, som var i ly for vinden. Det er det rene spøgelseshus, sagde jeg. Den slagside mener det ikke for sjovt. Jeg tror snart den bygning spiser os.
   Han så op fra sin telefon, og bemærkede de skæve vinduer og det blomme formede hus.
   - Skal vi ikke tage et billede af det. Altså til instagram, det er sindssyg fedt.
   - Tjo.
   - En af os kravler op på taget og den anden tager nogle billeder.

Jeg så skeptisk ud, og rynkede på næsen i mistro, mens jeg overvejede muligheden.
   - Tror du den holder til det?
   - Jaja. Lad nu vær' med at være sådan en tøs.
   Overvejende så jeg mod bygningen. Den kunne umuligt holde.
   - Og hvis du falder igennem taget?
   Han så op på taget. Brædder stak op som mikado af forrådnende træ og sprukken maling.
   - Hvad får dig til at beslutte, at det er mig der skal derop?
   Jeg så på ham, mens han så på taget og fastholdt blikket. Han så tilbage i mine øjne og jeg rynkede brynene.
   - Det er din idé Orla?
   Han fejede med armene.
   - Min idé, din idé, det er i virkeligheden også underordnet. Det er i hvert fald en dårlig idé, hvis du vil derop, er det på egen hånd. Jeg skal nok tage billeder hernede hvis det er så vigtigt.
   - Det mener du ikke?
   - Hvad? Han holdt armen over hovedet i alarm. Jeg kan da ikke tage ansvar for hvad du gør.
   - Det var din idé! Fastholdt jeg
   - Har jeg sagt du skal gøre det?
   - Lad os bare gå videre sagde jeg mens jeg fortsatte ned af grusstien klar til at glemme alt om den bygning.
   - det kunne ellers være rimelig fedt, hvis du gjorde det...
   - Vil du ikke godt lade det ligge?
   - Jojo, det var jo ikke mig, der tog det op igen.
   Jeg blev træt i hovedet af at høre på min ven Orla. Jeg kunne egentlig ikke huske hvorfor jeg var venner med ham. Jeg vidste jo godt at han gik mig på nerverne, men jeg endte alligevel altid med at være sammen med ham igen, når der var gået et par uger. Jeg tog mig selv til tindingerne, og trak vejret dybt.
   - Orla, lad os bare være helt stille de næste ti minutter, okay?
   - Fint med mig, du går mig alligevel på nerverne
   - Jeg går dig på nerverne?!?
   - Ja, du er altid sådan, årh hvad prøv at se det seje hus
   - Okay.
   - Og så er du sådan årh hvad, lad os lige tage nogle billeder
   - Det har jeg aldrig sagt.
   - Anyways, så hyper du bare en idé højt op, og er sådan årh hvad prøv lige at se det her hus.
   - Sådan taler jeg slet ikke.
   - Du er bare sådan, årh hvad se dit og se dat, men du er slet ikke sjov OG SÅ BLIVER DU ALTID SÅ SUR
   - SSHH! Hold op med at råb
   - JEG RÅBER NÅR JEG HAR LYST TIL AT RÅBE!
   - Jeg går hjem nu svarede jeg, og vendte mig om for at gå hjem.
   - Nej vent
   Jeg stoppede op, men havde ryggen vendt mod ham.
   - Jeg stopper nu, Detlev, okay?
   Jeg vidste godt at han ikke ville stoppe, men hvad nyttede det. Jeg ville ikke såre hans følelser. Det var værre at have en trist Orla, der bare ville tale om følelser end en irriterende Orla, så jeg bed mig i læben og vendte mig om.
   - Okay
   Vi fortsatte ned af grusstien i stilhed. På stien lå små grene.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 30/01-2021 11:29 af Lykke Hajian og er kategoriseret under Kortprosa.
Teksten er på 689 ord og lix-tallet er 20.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.