Fleece, krappe uldsweaters og F minor.
Et blæsevejr i min skorsten
får flammerne til at smyge sig langs
de brandfaste sten og lågen
der aldrig sprænges, hvor utroligt
det end er
Signal til en skarp mandsperson
Tågen flyder og opløses af et glimt
fra solen.
Nu kommer en vignet af hjorte
Pupiller, skarptslebne af årtusinder
der synger frygt
Triller, hvis jeg kan
Ellers går jeg på gummiben til
kiosken der ikke findes herude
i mørket, i træernes og markenes herredømme
"Du hører ikke til her"
Hvisker alle verdeshjørner
Du er blevet et jeg.
Jeg var det eneste der ikke måtte ske.
At du trådte i stedet for den livmoder
jeg lå i
Jeg skulle jo blive voksen, men så
Men så
Men så
Var der en der tømte en flaske før hun
Før hun
Og også efter
Hun var lidt træt
Jeg samlede hende op. Jeg samlede den forbandede livmoder op.
Og så skreg jeg. Jeg skreg af mine lungers fulde kraft.
HOLD KÆFT HVOR ER DU KLAM.
Jeg skreg til hendes ører ikke var der mere
Livmoderløs blev jeg, da mit skrig ebbede ud
Og så græd jeg. Og hun græd.
Og syvtusinde kærester græd. Og kælede og græd.
Min tinding dunker. Det er stort verbum til en tinding.
Livmoderen var så tæt på at jeg måtte skrige. Nu er hun længere væk og jeg skriger stadig.
Jeg skriger så min nakke smertes og alle mine instrumenter flosser.
Du er flosset. Helt hudløs af at ligge der og svømme over i mine livmoderløse skrig.
Du kan snart ikke mere. HOLD NU KÆFT, råber du lige så stille, mens du er på vej væk.