Undskyld


3 måneder, 11 dage siden 5 kommentarer Livshistorier svigt alkoholisme reflektion

5Drømmen
Jeg dukkede op ud af det blå · En regnvejrsdag hvor din verden var ... [...]
Digte · drømme, afhængighed, reflektion
11 dage siden
5Undskyld
Jeg sidder ude i bedstefars lille, indelukket køkken. Her er fyld... [...]
Livshistorier · svigt, alkoholisme, reflektion
3 måneder, 11 dage siden
6Hullet
Der' hul midt i spanden, · kære Lisbeth, · kære Lisbeth. · Der' hul mid... [...]
Livshistorier · udholdenhed, alkoholisme, sange
4 år siden
5Finkeline
Er du smuk med hvidblondt hår · Fint og let som fjer · Dit ansigt dug... [...]
Digte · barndom, refleksion, afsked
6 år siden
7Skriget
Jeg sidder på mit værelse i min lille enmandsseng. Det er søndag ... [...]
Livshistorier · magtesløshed, sammenbrud, alkoholisme
6 år siden
5Hjem
"NEJ!" skriger jeg. · Jeg hyler og stamper i jorden. Mit hoved føle... [...]
Livshistorier · alkoholisme, svigt, afsked
7 år siden
6Drømmespind
Drømmespind, sommervind · Himmelblå, let på tå · Alt er smukt når man... [...]
Digte · fantasi, erkendelse, afhængighed
7 år siden
2Regn
Jeg står alene herude i regnen · En kold dag i juli og glemmer hvor... [...]
Digte · barndom, sorg, savn
7 år siden

Puls: 30,9

Publiceret: 1
Afgivet: 7
Modtaget: 8
Michelle Jeannie Madsen (f. 1990)
Jeg sidder ude i bedstefars lille, indelukket køkken. Her er fyldt med mennesker og der er en øredøvende larm overalt omkring mig. Luften er tyk og tåget af røg, som får mine øjne til at svi. Jeg er klemt inde i et lille hjørne mellem bedstefar og mor, med ryggen presset mod den hårde bænkeryg. Vedsiden af mor sidder Onkel Jack. Det må være over 1 år siden jeg har set ham sidst, for han bor langt ude på landet og kommer kun meget sjældent hjem. Og så er mor og ham også næsten altid uvenner.

Onkel Jack er en høj og kraftig mand med rødt hår og overskæg, fregnet hud og varme brune øjne. Ærmerne på hans røde skovmandsskjorte er smøget op og hans store, muskuløse arme er dækket af sømandstatoveringer der ligner dem bedstefar har, selvom han aldrig selv har været sømand. Han har en smøg i mundvigen og en øl i hånden. Lige på det punkt ligner han mor. Men jeg kan meget bedre lide Onkel Jack, for han er altid så rar. Han skælder aldrig ud ligesom mor, men fortæller altid de sjoveste, mest fantastiske historier fra alle hans rejser rundt om i verden, selvom mor altid siger at han er fuld af løgn.

Normalt ville jeg være ellevild ved at se Onkel Jack. Men ikke i dag. Larmen og røgen minder mig om de uendelige lange aftener på Center Bodegaen. Hver dag efter børnehave tager mor mig med på Center Bodegaen, som ligger lige overfor og vi tager først hjem sent om aftenen. Alle dage bortset fra i dag. For i dag er det fredag og det betyder at jeg må komme hjem til bedstefar og være hele weekenden. Så hygger vi med at tegne, gå ture og se mine yndlingsfilm, og jeg får lov til at få toastbrød med Nutella til morgenmad og æbleskiver med syltetøj og flormelis til aftensmad. Men nu er det hele ødelagt. På grund af Onkel Jack.

Jeg stirrer tavst ned i bordpladen, uden at røre den lunkne sodavand jeg fik stukket i hånden da vi kom. Hverken Onkel Jack eller nogle andre virker til at lægge synderlig mærke til mig. På den sparsomme plads mellem ølflaskerne og askebægerne på det overfyldte køkkenbord, står en skål med flæskesvær. Jeg kan ikke lide flæskesvær, men jeg har ikke fået mad siden vi fik frokost i børnehaven og min mave rumler af sult, så jeg rager alligevel en håndfuld til mig.

Jeg ved ikke hvor længe jeg har siddet her. Jeg har for længst drukket min sodavand og de tørre flæskesvær udvider sig i munden på mig og giver mig en væmmelig eftersmag. Jeg er træt, tung i hovedet af alt røgen, men mest af alt så keeedddeerrr jeg mig. Der er intet at lave andet end at sidde og lytte på mors og Onkel Jacks råben, der som tiden går bliver mere og mere snøvlende og højlydt. De er allerede begyndt at småskændes, kan jeg se på mors irritable grimasse, selvom jeg ikke kan høre et ord af hvad de siger.

Med intet andet til at underholde mig end ølflaskerne og flæskesværene, finder jeg på en leg der går ud på at proppe flæskesværene ned i de tomme ølflasker. Det er sværere end man skulle tro, for mange af flæskesværene er enten for tykke eller for kurvet til at kunne komme ned gennem de tynde flaskehalse. Jeg morer mig med at udvælge de helt perfekte flæskesvær. Jeg begynder efterhånden at løbe tør for tomme ølflasker, men jeg er så opslugt af legen at jeg ikke har lyst til at stoppe. Den næste flaske jeg får fat i er halvt fyldt. Jeg udvælger et flæskesvær, og så, i samme øjeblik som jeg lader flæskesværen ploppe ned i flasken, får jeg øjenkontakt med Onkel Jack. Hans udbrud får mig til at spjætte i sædet.

"Nej, hvad fanden laver du?! Min øl!"

Han langer ud efter øllen og stirrer vredt ned i flaskeåbningen hvor flæskesværen forsvandt. Med ét er al opmærksomheden i lokalet pludselig rettet mod mig og flere omkring os kommer med forarget kommentarer og tilråb. Men det er Onkel Jacks vrede der gør mig bange, for jeg har aldrig set ham vred på mig før. Mor tager mig hårdt ved armen.

"Hvad laver du Michelle?" vrisser hun snøvlende. "Du har ødelagt hans øl! Sig undskyld til din onkel!"

Men jeg bliver bare endnu mere ked af det og begynder at græde. Det var jo ikke meningen, jeg vidste ikke engang at det var hans øl. Jeg prøver at forklare dette med grådkvalt stemme over larmen.

"Hold så op! Sig nu undskyld!" skærer min mor mig af.

Men jeg krymper mig bare sammen og kigger væk. Jeg har ikke lyst til at se på hende og slet ikke på Onkel Jack. Min strube har snøret sig sammen, og det spænder i hele min krop. Jeg kigger rundt efter bedstefar, men han er ingen vegne at se.

"Sig nu undskyld til din onkel, sig undskyld!" siger min mor indtrængende.

Det giver et sæt i mig og før jeg ved af det har jeg flået min arm fri fra hendes greb og er flygtet ud af køkkenet, ud af lejligheden. Jeg løber ud af opgangen, henover græsplænen til en klynge træer og kryber sammen bag ved et buskads. Jeg græder og græder brandvarme tårer. Jeg nægter at sige undskyld! Han har rigtig godt af at der er et flæskesvær i hans øl, så han ikke kan drikke den! Jeg bliver siddende fastfrossen bag buskadset og holder stift øje med opgangsdøren fra mit gemmested. Men efter et stykke tid går det op for mig, at ingen kommer efter mig. Jeg folder mig ud af min forkrampet position, men jeg kan ikke holde op med at græde.

Jeg kan ikke gå derind igen. Jeg nægter. Hvad skal jeg så gøre nu? Jeg bliver nødt til at stikke af. Ja, stikke af, som jeg har drømt om så mange gange før. Så behøver jeg aldrig at se nogen af dem igen. Jeg kommer beslutsomt på benene og springer frem fra mit gemmested. Jeg skynder mig forbi bedstefars opgang og køkkenvinduet, så der ikke er nogen der ser mig. Jeg når til enden af blokken, hvor jeg kan se den store vej før jeg stopper op. Mit blik er tåget af tårer. Hvad nytter det alligevel? Hvor skulle jeg tage hen? Jeg kan ikke komme i tanke om et eneste sted. Så hvad nytter det. Jeg står et øjeblik og stirrer tomt ned ad gaden. Så vender jeg om og går samme vej tilbage jeg kom. Jeg gør mig ikke engang umage med at skjule mig da jeg går forbi køkkenvinduet igen og tilbage bag buskadset. Jeg går lidt rundt, frem og tilbage, i cirkler, bag mit lille gemmested. Til sidst sætter jeg mig udmattet på jorden igen. Jeg begraver hovedet i mine knæ og lukker verden ude.

Det er ved at blive halvmørkt. Den eneste lyd der kan høres er latteren og råberiet som runger fra fra bedstefars køkkenvindue, der står åbent i sommervarmen. Jeg har ondt i kroppen og bagdelen af at sidde i samme stilling så længe på den hårde jord. Jeg giver op. Jeg ved at jeg bliver nødt til at gå ind igen før det bliver helt mørkt, for ellers så kommer de helt sikkert og leder efter mig. Skrækken ved tanken er nok til at få mig på benene. Jeg forsøger at tørre mit våde, hævet ansigt i mit ærme. På stive ben går jeg langsomt tilbage til opgangsdøren og ind. Jeg må banke hårdt på flere gange før døren bliver åbnet af en meget fuld kvinde. Køkkenet er stadig ligeså fyldt med mennesker og larm, og der går et stykke tid før der bliver lagt mærke til mig.

"Hey Lisbeth, der er hun!" råber en eller anden.

Jeg kan se mor vende sig om og se sig desorienteret omkring. Onkel Jack sidder stadig der vedsiden af hende. Jeg kigger ned i gulvet da mor kommer hen til mig. Hun svajer på benene og bøjer sig forover ned i min øjenhøjde. Hendes ånde lugter af øl og jeg vender ansigtet væk.

"Nå, er du nu klar til at sige undskyld?" snøvler hun.

Jeg synker med besvær, mens jeg stadig ser ned i gulvet. Min hals er tør og øm af gråd. Jeg tager et par små skridt hen mod køkkenbordet.

"Undskyld" mumler jeg til gulvet, men mine ord drukner i larmen omkring os.

"Nej, nej, højere så din onkel kan høre dig!" siger min mor.

"Undskyld!" siger jeg igen lidt højere og min stemme knækker over. Men Onkel Jack ser ud til at være midt i en af sine historier, og virker overhovedet ikke til at have opfattet noget.

"Undskyld for hvad? Og sig det til din onkel, det var ham du gjorde ked af det!" siger mor og styrer mig ublidt fremad, så jeg nu står lige foran Onkel Jack.

Flere omkring bordet dasker Onkel Jack på skulderen, for at få hans opmærksomhed og min mor råber op.

"Hey, hey, Jack! Michelle har noget hun gerne vil sige til dig!"

Og det gør tricket, for han får nu endelig øje på mig og holder op med at snakke. Han vender sig om i sædet og ser ned på mig med et forventende smil.

"Undskyld jeg kom et flæskesvær ned i din øl. Undskyld!" siger jeg højt og hæst ud i lokalet og forsøger af al magt ikke at begynde at græde igen.

Mine ord bliver mødt med overbærende latter fra alle sider. Onkel Jack smiler og læner sig forover for at give mig et par solide klap på ryggen.

"Det var godt, min pige. Det er helt i orden!" siger han og blinker til mig med det ene øje. Så vender han sig bort igen og fortsætter sin historie hvor han slap.

Det er overstået. Lettelsen får mig næsten til at græde igen og jeg vender mig væk så de ikke skal se det. Men ingen virker til at lægge mærke til mig længere. Jeg kigger op på mor for at se om hun stadig er vred, men hun virker heldigvis også tilfreds med min undskyldning nu.

"Der kan du bare se, det var da ikke så slemt, vel?" snøvler hun opmuntrende. Jeg ryster på hovedet, mens jeg forsøger at blinke tårerne væk.

"Husk det! Hvis du har gjort noget forkert, så skal du bare sige undskyld og så bliver alting godt igen!"
Forfatterbemærkninger
Dette er et minde fra min barndom.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 29/08-2021 15:23 af Michelle Jeannie Madsen (Frk. Madsen) og er kategoriseret under Livshistorier.
Teksten er på 1741 ord og lix-tallet er 25.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.