"At være alene er ikke så slemt, som at føle sig ensom" Noget jeg engang læste og sidenhen har taget til mig.

Min pointe er, at jeg elsker at være alene og lave ting, som gør mig glad, men samtidig kan jeg føle, at jeg har brug for at være sammen med nogen. At være social med andre.
Sjovt nok, så er der ingen at være sammen med, når denne ambivalente følelse slår til. Den ene er ikke hjemme, den anden svarer ikke og sådan fortsætter det. På den måde føler jeg endnu mere en træng til at være sammen med andre. Nok fordi det ikke er muligt.
Det komiske, ironiske og samtidig det, som gør det hele så svært, er, at når jeg så er sammen med andre, kan jeg få en følelse af, at jeg gerne vil være alene; Jeg vil bare gerne hjem. Jeg ved ikke, om det er det, der gør, at jeg kan føle mig utilpas med andre, og derfor jeg føler mig udenfor.
I situationer som denne tænker jeg ofte, at jeg bare skulle være blevet hjemme, og lave det, der gør mig glad, og som i dette tilfælde er noget, som jeg ved er meget vigtigt for min fremtidsdrøm. Alligevel prioriterer jeg at være sammen med andre, som jeg inderst inde godt ved, at jeg ikke skal bruge til noget i fremtiden, på grund af den måde de har behandlet mig på tidligere - men her lader jeg nok som om at det er fortiden, når jeg er sammen med dem, for jeg vil gerne have det bedste ud af nutiden - og jeg vil ikke være alene.

- Jeg føler mig altså ensom, selvom jeg ikke er alene - Nok fordi de personer jeg bruger tid på, ikke rigtig bruger tid på mig. For jeg har det godt i mit eget selvskab, men når det psykiske spiller ind, så føler jeg mig usikker i mit eget selvskab - jeg føler mig ensom.

Derfor er det ikke nødvendigvis værst at være alene, men derimod at føle sig ensom.