Stole på den forkerte mand


1 måned, 13 dage siden 2 kommentarer Noveller mord ulykkeligkærlighed ungdom

1Den røde plet
Den røde plet · Hun slår sig ned på den klistrede bussæde. Med den ... [...]
Noveller · voldtægt, seksuelt misbrug, overgivelse
7 dage siden
2Stole på den forkerte mand
Blodet drypper fra pigens mund, hendes gyldne hår ligger rodet på... [...]
Noveller · mord, ulykkeligkærlighed, ungdom
1 måned, 13 dage siden

Puls: 21,1

Publiceret: 2
Afgivet: 6
Modtaget: 3
Ida Møberg Ebbesen (f. 2005)
Blodet drypper fra pigens mund, hendes gyldne hår ligger rodet på madrassen. Hendes engang så livlige, krystalklare blå øjne er helt tomme. Hendes uimodståelige smil. Smilet der kunne få både drenge og piger til at blive helt bløde i knæerne er ikke længere eksisterende. Hun var drengens favorit pige, lærernes top elev, hendes forældres kæledække og min konkurrent, men nu er hun ikke andet end endnu et offer for William Bruns grusomheder.

Hendes tomme blik sender kuldegysninger ned ad ryggen på mig. Minderne fra hans kniv som skar ned gennem hendes silkebløde hud, et syn jeg ikke kan glemme. Jeg ser det igen og igen for mit indre blik. Jeg kan stadig høre hendes frygtelige skrig, hendes tiggen om at leve, og det sidste åndedrag forlade hendes mund før hun blev helt stille. Hun havde selv været ude om det. Han havde én regel! "Du må ikke stikke af" det var en regel hun brød og det kostede hende livet. Hun er ligesom de andre, Jeg som troede hun var anderledes, husker jeg William sukke, før han forlod rummet uden at skænke mig et blik. Bare han vil lægge mærke til mig. Jeg har ellers gjort alt, hvad han bad mig om, men hans opmærksomhed var altid på hende fordi hun var hans favorit, men det er hun ikke længere. Han mistede alt for hende, den nat hun brød fri fra rebene og forsvandt ud ad døren. Hun tikkede mig om at tage med, men jeg vidste inderst inde, at vi aldrig vil slippe væk fra ham så jeg afslog og det viste sig, at jeg desværre havde ret. Han fandt hende samme aften hun flygtede og det var også den nat, hun ikke længere var i live.

Rebene skærer ned i huden på mine bare håndled. Jeg mærker ikke smerten mere. Jeg har siddet fanget i det her lille rum, med jord i stedet for gulv, i lang tid. Måneder måske? Eller år? Hvem ved? Jeg ved ikke engang selv, hvad dag det er eller, hvad klokken er.

Hendes død, gør mig ikke ondt længere. Jeg græd de første timer, men alle mine følelser forsvandt da det slog mig at min største konkurrent ikke længere kunne forhindre mig i at være Williams yndlingspige, men det føles forkert nu. Hende og jeg var konkurrenter fra den dag vi begge satte én fod på håndboldbanen. Vi var begge målmænd og der var kun én plads på det dumme første-hold.

Den dag vi mødte William Brun, vores nye træner, var den dag vi begge faldt i hans fælde. Han var den charmende, unge træner med det skæve smil og de pæne, mørke øjne. Øjne som gav mig sommerfugle i maven. Han var anderledes, han var mystik og han gav mig den opmærksomhed jeg manglede derhjemme. Der var et eller andet over ham, der fik mig til at stole nok på ham, til at sætte mig ind i hans bil den afgørende aften, hvor jeg var på vej hjem fra en fest. Jeg ved ikke, om det var alkoholen eller mit crush på ham, som gjorde jeg ikke så signalerne, men jeg var dum og naiv, og det er jeg stadig. Jeg håber stadigvæk at han også har et crush på mig, men jeg ved inderst inde, at jeg er bare én af mange piger, som var dumme nok til at stole på ham. Hvordan skulle jeg dog vide bedre? Jeg er kun 15 år, jeg er kun et barn. Hvordan skulle jeg dog vide, at han vil kidnappe mig? Dagen efter havde han også kidnappet hende.

Rummet er helt koldt og klamt. Her lugter kvalmende af råddent kød. Lugten kommer fra hende, men jeg har vænnet mig til det, ligesom jeg har vænnet mig til ensomhedens klang. Lia hedder hun faktisk og det betyder smuk, Det var hun også, faktisk meget smuk! Hun var pænere end jeg nogensinde vil blive. Hvordan skulle jeg kunne konkurrere på hendes niveau, når jeg har grønne øjne og mørkt hår? Lia og jeg havde i starten meget svært ved at snakke med hinanden efter vi var blevet kidnappet. Vi startede med at skændes og helt ærligt, ja så kom vi faktisk også op at slås. Til sidst indså vi, at vi ligesom hang på hinanden. Jeg fandt ud af, at vi ikke var helt så forskellige indeni, som vi var udenpå, som jeg ellers havde troet i starten. Vi elskede begge to serien Pretty Little Liars, begge vores forældre var skilt og vi brændte begge to for håndbolden, men nu føles det hele som meget længe siden.

Jeg læner mig op ad væggen. jeg kan høre en dør åbne og det kan kun betyde en ting "Han er hjemme igen. Mine mave bliver fyldt med spændte sommerfugle over hans hjemkomst. Jeg kan hører hans slidte, læder støvler hen over gulvet. Skridtene stopper op foran døren. Med et flår han døren op. Han har et vildt og rasende udtryk i ansigtet. Han kigger på mig med kolde og kyniske øjne. Hans ellers så pæne krøllede hår er helt rodet og han holder en flaske i sin højre hånd. Han tager en slurk af flasken.
   "De er på sporet ad mig", mumler han

"Hvem?" spørg jeg, mens jeg prøver at skjule min frygt. Frygt for hvad han nu vil finde på.

"Politiet selvfølgelig", svarer han og tager en slurk mere af flasken.

"De er ved at samle nok beviser til at de kan anholde mig. Jeg har siddet til fucking afhøring på politistationen hele dagen", Nærmest hvæser han.

"Skal du så ikke flygte?" Spørg jeg, lidt forvirret. Vil man ikke være på vej væk herfra hvis man er blevet opdaget i at kidnappe unge piger?

"Jooo, men der er lige noget affald jeg skal af med først" Pludseligt ler han, med en mærkelig mørk og hæs stemme. Lyden får det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig.

"Hvad mener du med affald?" Spørger jeg nervøst. Jeg prøver at få min stemme til at lade være med at dirre alt for meget, men det lykkedes vist ikke helt, for nu kigger han direkte ind i mine øjne. Han smiler, mens hans hånd glider gennem håret. Han har svedperler på panden og han stinker af sved og sprut.

"Troede du virkeligt, at du vil overleve det her?" Han ler igen, den der uhyggelige hæse latter uden at tage blikket fra mig.

Jeg kigger ned i jorden, Hvor flovt. Mine kinder brænder, og jeg mærker tårerne presse på. Jeg er så dum, jeg er så dum, jeg er så dum, skriger min hjerne. Jeg prøver at sige noget, men min hals snører sig sammen og der kommer ikke en lyd ud af min mund.

"Troede du virkeligt at du ville overleve? Dumme, dumme pigebarn!" Han griner hånligt og bæller resten af flaskens indhold. Han skærer en grimasse og løfter hånden med flasken. Jeg dukker mig instinktivt og med et smider han flasken ind i væggen. Glasskårene flyver ud til alle sider. Jeg kan se én lille stribe af blod løbe ned ad min arm, der hvor en lille glassplint har ramt mig. Det er mærkeligt, det er som om jeg slet ikke længere kan føle smerte.

"Hvorfor har du så ikke dræbt mig endnu?!" Pludselig hører jeg mig selv råbe. Det er som om stemmen slet ikke er min, den er kold og hård.

"Jaaa, er der noget sjovt ved at katten vinder over musen med det samme? Det er jo legen og jagten der er det fede ved det!" Han spytter nærmest ordene ud.

"Jeg troede faktisk, at du godt kunne lide mig" Hvisker jeg, nu lyder min stemme mere som min egen igen. Hvorfor siger jeg dog sådan noget? Hvor naiv har jeg lige lov til at være?

"Lide dig!" Han flækker nærmest af grin. Hans grin er høj og skinger. Han læner sig ind over mig.
   "Du var bare en af mange naive piger, der faldt for min fantastiske charme" Hvisker han så ind i mit øre.

"Jeg hader dig, jeg hader dig, jeg hader diiig!" Skriger jeg, mens mine sammen bundne arme prøver på at slå ham.

"Vi ved begge to at det er en løgn", Siger han og sender mig et af sine uimodståelige smil.

"Hvorfor gør du det her, hvad får du ud af at dræbe?" Nærmest hulker jeg.

"Jeg får min hævn over alle jer FUCKING MØG KÆLLINGER! Det er jeres skyld at min lillesøster er død" Han brøler så højt ind i mit øre, at jeg tror det skal sprænge.

"Jamen, jamen, hvad har jeg dog med din lillesøster at gøre?" Spørger jeg forvirret.

Han kigger på mig med et vildt udtryk i sine øjne. Han tager fat i mine arme, med en voldsom kraft, og trækker mig op fra gulvet. Han banker mig hårdt ind i stenmuren, igen og igen mærker jeg muren mod min ryg. Det sortner for mine øjne, jeg må ikke besvime nu, det må jeg altså bare ikke!

"Du, du var den værste af dem alle sammen" brøler han ind i mit ansigt og han stopper med at banke mig ind i vægen.

"Jeg kender ikke engang din søster" Hvisker jeg, mens jeg desperat prøver at komme fri af hans greb.

"Husker du Miranda" råber han

"Nej!" Gisper jeg.

"Så brug dog dit dumme hoved og tænk", brøler han og han banker mig så hårdt ind i væggen, at det hele sortner et øjeblik.

"Jeg ved ikke hvem hun er, sæt mig nu ned" Tigger jeg hulkende.

"Du ved godt hvem Miranda Brun er! Du gik til sport med hende, ik?" Hans greb om mine arme strammes endnu hårde.

Det er der det slår mig. Miranda Brun taberen til håndbold. Hende kan jeg godt huske, men jeg gjorde hende ikke noget. Det var Lia, der mobbede hende. Det var Lia der kastede bolde efter hende ude i omklædningsrummet. Det var Lia, der grinede hånligt, når hun ikke greb én bold. Det var Lia der fyldte hendes sportstaske med vand. Det var Lia der ikke inviterede hende med til fødselsdag. Det var Lia der fandt på det hele og ikke mig! Jeg kunne faktisk godt lide hende, men jeg turde ikke sige det til de andre, og da slet ikke til Lia!

"Det var altså ikke mig! Jeg mobbede ikke din søster, det gjorde Lia" Min stemme er nærmest kun en hvisken. Bare han snart vil slippe mig. Jeg kan snart ikke mere!

"Men gjorde du noget for at stoppe det?" Han vrænger nærmest ordene ud.

"Nej, jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre" Min stemme er så svag nu, at jeg er bange for han ikke kan høre mig.

"Du vidste godt hvad du skulle gøre! Og nu skal du bøde for det ligesom alle de andre piger på jeres dumme hold, hver og én af jer kommer til at føle den smerte min søster gjorde" Hans stemme er ildevarslende rolig og kold.

"Please skån mig!" Tigger jeg. Jeg samler mine sidste kræfter.

"Luk nu røven din lille møgso før jeg knækker nakken om på dig" Brøler han.

"Please jeg vil ikke dø!" Undskyld for det med Miranda. Jeg græder, og jeg kan mærke de varme tårer ned ad mine kinder.

"Undskyld!" Hvisker jeg igen. Men han hører mig ikke.

"Hold så din kæft" Han kaster mig ned på jordet. Det er nærmest en befrielse at mærke den kolde gulv mod min forslåede ryg. Bare han vil gå nu! Glemme alt om mig!

"Tror du at en undskyldning bringer min søster tilbage!" skriger han og sparke mig så ind i maven med alle sine kræfter. Jeg prøver at skrige, men jeg kan ikke få luft og jeg er ligeglad. Bare få det overstået. Jeg lukker øjnene.

"Tror du virkelig!" råber han og sparker mig igen.

Han tager hårdt fat i min hestehale og tvinger mig op at sidde på knæerne. Jeg kan mærke hans kolde, lange fingrer lukker sig langsomt omkring min hals. Han klemmer hårdt. Alt luften forsvinder langsomt fra min krop. Jeg gisper desperat flere gange efter vejret og prøver at vride mig ud af hans greb, men intet hjælper. Mit blik flimrer og alt snurre rundt. Jeg prøver at råbe stop, men ikke en lyd kommer ud ad min mund.

"Shhhh" hvisker han, ind i mit øre imens han presser mig hårdt ned mod gulvet uden at slippe sit tag omkring min hals.

Mit hoved er ved at eksploderer, og jeg ser stjerner for mine øjne. Det er slut! Det ved jeg bare. Jeg kommer aldrig hjem mere og det er alt sammen, fordi jeg stolede på den forkerte mand...

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 19/10-2021 09:32 af Ida Møberg Ebbesen (Idaebbesen) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 2097 ord og lix-tallet er 24.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.