Menneskemængden messede med i glæde
i et kor af vrede skreg de på ild
præsten tog en fakkel fra sin skede
omkring hende var ilden faret vild
faklen mod byens datter holdte byen ved
bålet brændte allerede men alt for mildt
hun var byens eget barn men vækkede lede
en heks, et monster, det hellige forspildt
intet er så yndigt som retfærdighed
guddommelig vilje udstedt, måske indbildt
intet er så yndigt som retfærdighed.
Freja begyndte at svede, varmen var nær
kvinden på bålet stod nu i askende flammer
hun skreg umenneskeligt, som en fugl uden fjer
Freja kendte hende ej, hun var ny i disse rammer
var taget til markedet for at finde bagningsgær
ville bage sin mand kage i bytte for en krammer
Freja smagte asken fra den brændende kættermær
den dødsdømtes skrig blev til stille jammer
ynken var skarpere end folkemængdens orale sværd
Frejas næsebor lugtede brændt hår, hud og skræmmer
røgen tiltvang tårer, liget havde farve som tjære
en dom blodigt dømt af den kridhvide hammer
Freja så folk omkring jublende over egen ære
en dom blodigt dømt af den kridhvide hammer.
Hendes øjne blev mødt af den fremmede, præsten
pupillerne var store men blev skræmmende mindre
Freja frøs, som en fugl vingeløs, hans smil saksen
kraftfuldt brød hun fri fra dét skarpe blikke hindrer
i menneskemængden skilte præsten sig ud fra resten
Freja flygtede modigt fra denne fremmede bys indre
den udøvende, dømmende og tagende præsts frelsen
hun så sig over skulderen, så folk æde brændte kinder
prædikanten havde glemt hende, forestod knogleraslen
Freja forlod byen presset men mærkede græsset lindrer
hendes fødder følte atter naturen, menneskekontrasten
iblandt vækst og døen, optøen af enhver tænkers lænker
hendes fødder følte atter naturen, menneskekontrasten.
Byens larm bag sig, måske stilhedens forudsætning
Freja flygtede ind i skoven, den eneste vej hjem
hun så for sig den brændte kvinde, ej til at glemme
Freja rystede ved tanken, beroliget af skovens bøge
hendes fingre rørte træer, blomster og mødte en gøge
fuglens skarpe øjne betragtede hende blidt og den sang
'kuk kuk, kuk kuk', Freja var på én gang rolig og bange
gøgen og Freja svajede begge, som kildrende bække
så hinanden an, spejlet i øjnenes ordløse tække
Freja bevægede sig måske først, af sult eller tørst
uden maven fyldt af markedets røst var hendes pupil størst
gøgen fløj forbi og op til træets krone hun stod under
en lille spurv deri flygtede fra gøgens sultne stunder
Freja så op forvirret, for gøgen fulgte ej spurven efter
hun fik øje på en rede, æggeskaller og næbbets kræfter
forbi faldte døde fugleunger og æg endnu intakte
gøgen gylpede nu sine egne æg ud i reden, kompakte
Freja blev tankeløst ved med at betragte, livets akse
Hun huskede nu at gøgen ikke kan fodre egne unger
dens føde er giftige larver, uegnet for ællingers tunger
hendes egen hunger blev ligeledes tungere, og gøgen fløj
tilbage kom spurven, den satte sig på de nye æg, ej i spøg
spurvens sang blev til støj i Frejas trætte ører
var kvinden mon brændt på bålet som følge af uføre?
var den dømte mon virkelig et monster, en sygdom?
var præsten frøet, folket blomster og hun selv sjæletom?
Spurven sad der så skide from og lækka, absurditetens eje
intet i verden så destruktivt som en hønemor på afveje
hun tog en grankogle, smed den i håb om mad til sin kurv
i aften ville hun sgu spise spejlæg og lækker stegt spurv
havde hun ingen sjæl, ville hun i det mindste lade som om
med sin vom fyldt af meningsløshedens blomme, fuglens drøm
Freja grinte mens hun stod der i skoven og kastede med sten
ingen af dem ramte spurven som sad som frosset fast i sneen
Frejas grin blev endelig til leen, absurditetens gråd
også fra naturen flygtede hun nu, imod sin elskede båd
hun trådte ind af døren og blev mødt og krammet af Od
hendes mand havde ventet længe, ikke på mad men på råd
på Frejas varme, hendes stemmes sarte charme, på Freja
de stod i hinandens favntag, men et ubehag ramte bådens ejer
svimmelhed satte ind og Freja skubbede Od væk fra sig
havde han altid set så ung og dum ud trods rig og adelsbleg?
Havde hans sensuelle berøring altid føltes så manipulerende?
var velkomstens kys på halsen i virkeligheden irriterende?
var hans stærke muskler blot et dække for svag karakter?
var hans slikkende tunge dække for hugtænder, for spiste feer?
var hans sørgelige fortid hun engang fandt spændende mon sandt?
eller var det blot som præsten med faklen, gøgen der tryllebandt?
han måtte være vampyr! et dyr, et uhyre, en skygge af fortiden
så Freja dræbte Od,
og ganske rigtigt var hun den eneste viden, i spejlets forvriden.