Der var langt ned.

Her fra vinduet i hendes lejlighed lignede folk på gaden lopper. Duften fra hjemmets citron-rengjorte gulve kildede hendes næsebor, og varmen fra ilden i lejligheden var vidunderligt varmende. Lejemorderne havde åbenbart ikke gjort deres lektie - vidste de da ikke at Superwoman kunne dykke ned i Solens center uden at tage skade? At Pyromaniens våben var ubrugelige imod hende? Og vidste de ikke at hun længe havde ønsket sig et nyt sted at bo? Den eneste måde de kunne have fundet hende på var jo via bolig-søgningen. Ak ja, mennesker fra denne planet Jorden var ikke altid til at regne ud, men hun elskede dem ikke desto mindre.

Men der var langt ned. Her på niende etage i boligkomplekset ville hun ikke have tid til at redde sine dyrebareste besiddelser - hendes fotografier af sejre, hendes breve og hendes musiksamling. Som hun stod på vindueskarmen og gjorde klar til et nyt eventyr, med brystet fremskudt og hagen hævet højt, var hun alligevel i vildrede - hun kunne ikke beslutte sig for hvilken ejendel at redde. Hvis nogen overhovedet?

Som tanken slog hende sænkede hendes skuldre sig, og hun følte en lettelse, som var hun omringet af kryptonittens afslappende effekt. Alt i dette hjem ville være yderligere bagage, og trods superstyrke var hun jo ikke en levende rygsæk.

Hun vendte sig om og så sit hjem i flammer - hvordan ilden bredte sig med lynets hast og hvordan røgen og lysets skygger kæmpede om plads. Hun vidste inderst inde at lejemordernes forbandelse også var en velsignelse, et skub ud over kanten til nomadetilværelsen igen, og alligevel var hun trist. Ikke over ejendelenes tab, ikke over hjemmets destruktion, men over at det ikke havde været hendes valg - skurkene i metropolen tog altid initiativet, og for første gang i hendes lange liv føltes det uretfærdigt.

Normalt var det betryggende at vide at hendes vold var selvforsvar på vegne af de stemmeløse, på vegne af skurkenes ofre. At vide at hun var antitese til tyrannernes tese om magt igennem frygt, men når det var andre end hende selv der følte frygten var det nemmere at agere. Og hvad var det hun frygtede? Med tårer i øjnene, der vel umuligt kunne være forårsaget af røgen da hun jo var usårlig, vendte hun sig ud imod himlen og hoppede.

På vej ned i flyvende hast så hun at ilden uventet var i hele boligkomplekset. Hun ville vende om, men kunne ikke - hendes flyveevner var ikke som de plejede. Fremfor at dirigerer med højre hånd igennem luften prøvede hun nu med venstre, da hun pludselig spottede en tændstik deri.