0Kødet
Du er dig, og jeg er mig. Vi er så forskellige du og jeg. Jeg ved... [...]
Kortprosa
8 dage siden

Puls: 14,9

Publiceret: 1
Afgivet: 4
Modtaget: 0
Siri Løhr (f. 2006)
Du er dig, og jeg er mig. Vi er så forskellige du og jeg. Jeg ved, du ser på mig. Du har set på mig, siden jeg blev båret ind i dette mørke rum. Dit blik er dødt, mindst lige så dødt som jeg. Det er som om, jeg er en smerte for dig - et blødt punkt. Din blå skjorte er smøget op til albuerne. Du skal se lidt maskulin ud for de andre, hvis de altså kom, har hun fortalt dig. Hun selv er klædt i den selvsamme blå skjorte som du. Et par kaldte hun jer, med et halvkvalt smil på læben, ude i det blå rum med varmen. Nu er det halvkvalte smil forsvundet.

Jeg kan mærke, at du ser ned på dine fødder. Dine skuldre er spændt op. Døren er lige om hjørnet; du kunne bare gå. Forlade situationen - leve et liv der var værd at se op for - men du bliver her, for du ved livet udenfor, som du drømmer om bare er et glansbillede. Social arv kalder man det. Du frygter det, foragter det, men der er ingen vej udenom din skæbne. Du ved, at du skal tygge på mig, smage på mig, og leve med tanken om at jeg er inde i dig.

"I Jesu navn går vi til bord, at spise, drikke på dit ord."
   Hun afbryder dine tavse tanker. Du ser op med forfærdede øjne. Du har opdaget der mangler noget. De burde sidde på den anden side af bordet. De skulle have delt mig med dig, men de kommer ikke. Det er det, hun fortæller dig med sine falske hellige ord.
   Du må anstrenge dig for ikke at vise din skuffelse, men du holder masken og kopierer hendes sjæleløse blik.
   Du synker en klump. Du er sikker på, der ikke er nogen vej om skæbnen. Du er klar over, du skal skære mine sener over og gnaske på mig, som en anden løve på savannen. For nu er der intet, der forhindrer hende i at holde øje med dig. Der er intet, der forhindrer hende i at binde mig til dig.
   Alt du skal er tygge på mig, synke mig og genskabe en glæde som ikke eksisterer.
   Tiden er gået i stå - vi er fanget i et stilleben.

Hun nikker mod dig, som for at fortælle dig, du skal tage noget af mig. Hun smiler til dig. Du smiler igen, tager kniven og begynder at save. Din hånd ryster en anelse.
   Det gør ondt på mig, men du bliver ved med at save. Saver og saver og saver. Til sidst må hun tage over. Hun skærer i mig. Glor på mig med et sultent blik. Hun sender dig et par anstrengte øjne.
   "Den har vist fået lidt for lidt," siger hun, men hun stopper ikke med at save.
   Hun ser ned på mig igen, denne gang med en mine der ærligt talt er ret uhyggelig. Blodet drypper ned af mig og videre ned på tallerkenen. Laver en rød plet på dugen.
   Til sidst har hun skåret et stykke af mig. Hun klasker det over på din tallerken. Jeg lander med et klonk.
   Nu er jeg helt tæt på dig. Jeg kan se din puls: dunk-dunk, dunk-dunk. Om lidt vil jeg svømme rundt i din krop. Du bliver hvid, som et lan, i din facade. Lidt følelse trænger der alligevel igennem din skal.
   Hun lægger mærke til det. Ser på dig som man kunne forestille sig, slangen så på Adam og Eva i sin tid - spis det nu. Det her er anderledes, for du ved, hvis du spiser mig, vil du ikke skuffe nogen gud - du ville blive låst i den skæbne, det liv, som du frygter. Du vil for alt i verden ikke spise mig, men du skal.
   Hun har savet et stykke af mig til sig selv. Der er kommet blod på hendes skjorteærmer nu.
   "Lidt salat ville ikke skade," siger hun og rækker over bordet mod salaten. Hun øser op til sig selv og rækker skålen til dig. Du tager noget af det over på din blodtilsprøjtede tallerken.
   Grøn og rød- kontrasten er smuk.

Du klemmer øjnene i. Stikker gaflen i mig og rækker mig op mod din mund. Dine øjne er stadig lukkede. Du tager mig ind i din mund. Dine tænder omfavner mig. De klemmer om mig imens, du hiver i den anden halvdel af mig - den som sidder på gaflen. Mine sener knækker under dit pres, og til sidst knækker jeg. Gaflen flyver væk fra dig. Du holdte ikke godt nok fast.
   Du har hevet så hårdt, at gaflen smadrer gennem luften og rammer hende. Hun skriger. En rød plet spreder sig på skjorten omkring der, hvor gaflen sidder fast i hende.

Pludselig bliver det mørkt, og jeg bliver tygget og tygget på. I baggrunden skriger hun stadig - du tygger videre.
   Du synker mig, selvom jeg stadig er hel.
   Du gjorde det. Nu er der ingen vej tilbage.
Forfatterbemærkninger
Novellen er baseret på fotografiet Untitled 2005 - Gregory Crewdson (Et fotografi af et spisebord med en dreng og en kvinde - kan findes på nettet). En skoleopgave jeg har skrevet for nogle måneder siden. Det er en fejl den står under kortprosa... Det er en novelle

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 22/06-2022 21:58 af Siri Løhr (S. L. Andersen) og er kategoriseret under Kortprosa.
Teksten er på 831 ord og lix-tallet er 19.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.