Jeg var psykotisk engang. Det er jeg stadig. Nu hører jeg bare stemmer som en summende radio; en lille bi i øret; hver dag. Min medicin gør, at jeg ikke rigtig kan høre, hvad fanden de siger, men hold nu kæft; hvor er jeg glad for, at jeg kun tænker på mine stemmer et par timer i døgnet.

Det er noget af en forbedring, men nu kommer vi ind i indlevelsesfasen også kaldet; psykosen. Her er en af mine gamle vrangforestillinger.


Du ligger i din lejlighed og hører pludselig en masse mennesker synge
"Han er en af vor egne.",
mens din lillebror bliver kørt i rullestol af en kult (og din lillebror har aldrig været i kørestol før).

"Der kommer fødselsdagsbarnet."
Skriger kulten.
Din lillebror hænger med mulen og ligner et eller andet misfoster, der er blevet dopet for sindssygt. Du kan se hele situationen udspille sig. Hvordan han bliver båret ned i en mørk kælder fuld af lig og gennemskårne mennesker. Kulten har gasmasker på, så de kan holde ud at være i stanken.

Af en eller anden grund kaster din lillebror ikke op. Måske fordi han er på stoffer. Du kan høre en savklinge brage under dig. Kultmedlemmerne er i gang med at save under din lejlighed, og der er nogle af satanerne, der skyder med bue og pil. Lyden runger i træet fra trægulvet. Du kan mærke, hvordan de banker til gulvet under dig.

"Lig stille."
Hvisker en eller anden fandens rocker; eller et kultmedlem. Så begynder de at save i gulvet igen, og du kan mærke, hvordan træet giver sig. Du tør ikke røre dig ud af stedet.

De sidste par dage har du hørt, hvordan rockere har puslet omkring din lejlighed, men nu er det alvor. De har fandeme slået til, og din lillebror er lige nede under dig i kælderen med en masse lig.
Rockere; kultmedlemmer; det er sgu lidt det samme, tænker du.

Træet braser omkring dig. Din krop; i bare underbukser falder ned i uendelighed, og du lander på alle ligene, der ligger nede i en kælder. Det er forrådnede lig, der har ligget der i årevis.
"Hele familien er samlet."
Råber kulten.

Du indser, at ligene bærer tøj af folk, som du kender. Det er dine venner, bekendte og familiemedlemmer, der ligger i kælderen som lig.


Det er ikke hele vrangforestillingen og psykosen, men det er, hvad jeg kan huske af den. Jeg arbejder for tiden på en autobiografisk erindringsroman, der skildrer psykose og vrangforestillinger i en lidt anden; mere ironisk og absurd tone.