Åh, kafkask dilemma, jeg tager imod og rummer, patienterne er ikke længere dem ovre på arbejdet,
men mennesker i øjnene i mit morgenspejl. Jeg tager åretag, jeg kan mærke der er brandmænd i havet og der er meldt om fjæsing og jeg skal ud og vade og har ikke mine gummitræsko med idag kære Jahve.
Sindet er i meditation tre gange om dagen men jeg kan mærke den og jeg er blevet det man kalder en formsag meget af tiden, udenfor tiden.
En mand jeg beundrer læser i Biblen hver eneste morgen klokken 6 i en halv time. Jeg begynder på det samme i morgen. Jeg er dansker.
Men jeg kan mærke brasilianeren i mig have lyst til at ryste med en tændstikæske, og føle bossanovaen tænde lysten til et måltid mad og et kys. Jeg ryster på hænderne for depressionens bølger er umulige at sluge uanset hvor meget jeg synker spyttet.
Min læge ved godt jeg hallucinerer, har tvangshandlinger og vrangforestillinger og manglende impulskontrol, det er de ord jeg har lært som Undersjukskøterska. Jeg foregriber begivenhedernes gang og min første kæreste som voksen havde desværre ret i jeg lever i en privat film, jeg desværre ikke evner at komme ud af for ren og skær angst-frygt.
Jeg er en maske, reelt ikke rigtig livsegnet. Mit sind er meget meget fortabt og jeg skal hverdag kæmpe med at være imod selvmord og at opsøge aktiv dødshjælp i Schweiz og se at få det overstået. Jeg er psykisk syg og hjælper både mig selv og andre og opdrager nogle børn. De synes tit min mad er god. Godnat Verden, du ved jeg ofte ser en sprække af lys, kys kys.