Så hårdnakket som jeg kan være, er jeg alligevel ikke andet end en underlegen af slagsen. Jeg er bitter. Jeg er en ufrivillig stolt kyniker: Jeg betragter hver eneste forbipasserende som fjendsk overklasseindivid, der ringeagter og nedværdiger mig, hvorfor jeg reagerer nederdrægtigt. For sølle få dage siden indtraf der en hændelse af ovenstående karakter:

Det skete en fredag aften i Khamzamikov's negligerede stræder. Jeg travede hjemad med mørket i røven, som jeg i særdeleshed frygter. Og det er værd at bemærke, at disse stræder som regel altid er mennesketomme, udover de forhutlede lejlighedsindehavere, som på må og få forlader deres lejligheder. Bygningerne er århundrede gamle, i medtaget tilstand med henholdsvis rødvinsrøde, gule og mørkegrønne facader, der mere eller mindre er falmet.

Nå, men - jeg færdedes på strædet i forhastelse. Jeg antog, at det var mennesketomt, som det næsten altid plejer at være. Jeg fortæller Dem; det er den eneste årsag til, at jeg befærder dette sted. Men denne aften tog jeg fejl: jeg nåede knapt nok halvvejs gennem strædet, før jeg forbavset iagttog en kvinde. Hun var ekviperet med en sort blæserjakke, der tilsyneladende kostede min årlige indtægt, med en hvid pushup-brystholder, som i allerhøjeste grad fremviste brysterne. Hendes bryster var besynderligt symmetriske - næsten for symmetriske - hvorfor det vakte nysgerrighed i mig, og jeg utilsigtet nok kom til at stirre lidt for længe på hende - derudover sorte habitbukser, som var rigtig tætsiddende, så hendes former kom til udtryk og hvide højhælede sko, der glimtede som himlen. Hendes hud var livligt lysebrunt; det var utvivlsomt, at hun hyppigt var ude at rejse i de varme lande i modsætning til en kridhvid, visnende skabning som mig. Hendes øjne var mørkebrune som hemmelighedernes dyb, øjenvipperne baskede som englevinger - håret var jordbrunt, glat og flagrende. Hver gang hun blinkede, blev jeg tilnærmelsesvist hypnotiseret. Hun slikkede sig om læberne, der var rødvinssaftige og de fyldigste. Jeg må tilstå - jeg misundte hende enormt; de kommercialiserede skønhedsidealer, til sammenligning med hende, lignede erkendelsesvist ækle hekse.

Ikke nok med, at hendes overlegne, spankulerende gangart var mig faretruende, så var hun ovenikøbet også velhavende og privilegeret - ubetvivleligt. Min erfaring med overklassen har aldrig været god eller mindeværdig, må jeg tilstå. Derfor - i den anledning - har jeg båret/bærer jeg rundt på en negativ, fordomsfuld forudindtagethed, hver gang jeg interagerer med en af tilsyneladende overklasseudseende. Det var årsagen til, at jeg reagerede, som jeg nu vil berette: Vi nærmede hinanden; hun gloede lige ud med et koldsindigt blik, uden overhovedet at skænke mig en mine, jeg betragtede hende fortsat opmærksomt. Irritationen voksede med skridtenes hastighed. Vi var nu en armslængde fra hinanden - det var først her, at hun begyndte at iagttage en svag, kridhvid kvinde med en dødsstank, der omfavnede hende som en aura - ekviperet med laset tøj; henholdsvis en mørkegrøn T-shirt og revnede og bemøgede genbrugsbukser - altså mig.