Jeg ville væk.
Væk fra det hele.
Væk fra dem.
Væk fra mig selv.
Væk, væk, væk.
Da jeg var mindre satte jeg mig i en bus og kørte til endestationen.
Stod af og ventede.
Ingen telefon, ingen kontakt.
Jeg var væk.
Nogle gange endte jeg i Roskilde, nogle gange i Køge, nogle gange helt ude i Dragør.
Det var lige meget, hvor jeg endte min bustur.
For jeg havde lagt distance mellem mig og dem.
Jeg havde flygtet fra det ubehagelige og fjernet mig fra kaosset.
Jeg tog bussen tilbage efter mange timers venten.
Tilbage til det jeg flygtede fra.
For kaosset var der jo stadig og hvad fanden skulle et lille barn ellers gøre?
Trådte ind i lejligheden.
Tilbage.
Ingen havde opdaget jeg havde manglet.
Da jeg blev ældre blev min flugt en anden.
Men jeg ville stadig væk, væk væk.
Væk fra minderne, væk fra den virkelighed, der havde formet mig.
Busturen blev byttet ud med hårde stoffer og tung røg.
Så kunne jeg rigtig komme helt væk.
Før tog jeg flugten alene, der i bussen.
Nu, flygtede jeg med andre.
Andre, der også ville væk fra det hele.
Andre, der lagde mærke til, når jeg manglede.
Fælles om flugten.
Fælles om det, der gjorde ondt.
Mine flugtforsøg lagde en jernkæde om min udvikling.
I mange år.
Kvalte mig.
På en meget velkendt måde.
Nu flygter jeg ikke længere.
Kvæles ej længere, af fortiden.
Jeg oplever det hele igen, gang på gang.
Uden at tage væk, væk, væk.
Jeg former mig selv på ny.
Jeg former mit liv.
På ruinerne af det, der tidligt blev smadret.
Jeg bliver.
Min flugt slutter her.