Kapitel 27 Branden
   Da de kommer op til São Roque kan de se, at klosteret og kirken ikke er faldet helt sammen. Der er faldet noget af taget ned og lidt af muren, men det meste af bygningen ser ud til at være OK.
   "Det er simpelthen bare løgn," mumler Isabel irriteret.
   "Måske holder Gud hånden over dem," siger Oscar og prøver at få det til at lyde sjovt.
   Men han kan godt se på Isabels ansigtsudtryk, at hun ikke er klar til jokes om Guds straf eller mangel på samme. Måske tager folk i denne tid virkelig alle sammen religion meget seriøst. Selv Isabel. Eller også er en halv time for kort tid til at komme sig over at være anklaget for at være heks i ledtog med djævelen.
   "Vi kan ikke gå den vej," siger hun nu. "Jeg tør altså ikke."
   Oscar er rystet over, at hun indrømmer det, men han kan sagtens forstå det. De drejer lidt ned mod vandet for at gå en omvej. Da de går forbi et andet kloster, kan de se, at det er faldet helt sammen. De kan ikke lade være med at se ned mod floden.
   Vandet har efterladt et endnu større kaos i gaden, end der var efter jordskælvet. Folks ejendele er skyllet ud af ruinerne og ligger nu hulter til bulter sammen med et anker fra et skib, en åre fra en robåd og en skibskiste, der er sprunget op, så sømandens tøj stikker op af den. Der er flere mænd, som er i gang med at rode i kisten for at finde noget tøj, de selv kan passe. Måske har de mistet deres eget tøj, hvis deres hjem er faldet sammen.
   De ser også en del mennesker, som graver i ruinerne. Oscar er ikke sikker på, om de graver efter mennesker eller ting. Alle skæver hele tiden til vandet, som stadig veksler mellem ekstremt højvande og ekstremt lavvande. Det kommer dog kun ind over Terreiro do Paço og den første gade på tværs. Det når ikke så langt op som den flodbølge, de løb fra sammen med greven.
   "Kom," siger Oscar. De drejer væk fra den store gade mod floden og går parallelt med den, indtil de kan dreje til højre igen. Oscar ved, at Mocambo ligger lidt længere væk fra centrum end familien Silvas hus og fabrik.
   Jo længere væk fra floden, de kommer, jo flere huse brænder. Oscar bliver bange for. at hele byen brænder ned. Gid han vidste, om branden også spreder sig op til Mocambo.
   Da de endelig kommer hen til jordhytterne og markerne, kan de se, at jordskælvet også har ramt her, men da husene ikke var så høje før, er der heller ikke så voldsomme ruiner. Faktisk er nogle af husene slet ikke faldet sammen. Der er folk, der kaster vand fra en spand på et hus, men der er ikke brand i andre huse i nærheden.
   "Har I set Inês og Vitor Ferreiro?" spørger Isabel nogle mennesker, som går og rydder op i et hus, hvor taget er faldet sammen, men murene står endnu.
   "Nej, min ven, desværre," svarer kvinden, mens manden ser nysgerrigt på dem.
   De går videre og kommer forbi en kirke, der er faldet helt sammen, og som brænder noget voldsommere end det hus, hvor de så ilden blive slukket.
   "Skal vi ikke slukke ilden?" spørger Oscar. "Eller finde nogen, som kan slukke den?".
   Isabel ser på ham. "Ved du, hvor der er vand henne heroppe?" Det ved han ikke.
   Han vil holde øje med, om de ser nogen brønde, for ellers vil ilden da sprede sig til de andre huse. Så snart de ser mennesker, spørger Isabel igen, om de har set hendes forældre, og Oscar spørger, om de har set en brønd. De kigger mærkeligt på ham, men peger i retning af en brønd.
   "Det er altså ikke drikkevand," understreger manden, der peger. Han ser mærkeligt tom ud i øjnene. Det er som om, chokket fra jordskælvet har slukket for al energi i ham. Oscar ser sig omkring og tænker, at det samme gælder de fleste mennesker, han kan se. Det er som om, de bare er tomme hylstre der går rundt og ikke helt ved, hvad de skal.
   "Det er OK, at vandet ikke kan drikkes," svarer Oscar, "jeg tænkte bare, at vi skal prøve at stoppe branden i kirken. Vil I ikke hjælpe?"
   Isabel sukker af ham. Hun vil tydeligvis hellere finde sine forældre. Men hvis hele kvarteret brænder ned, har forældrene da ikke noget sted at bo, tænker Oscar.
   De beder mændene om spande, og Oscar prøver at overbevise dem om, at de skal hjælpe med at slukke ilden i kirken.
   "Måske er det Guds vilje, at alt skal brænde ned. Måske skal vi bare lade det være," siger en af dem apatisk.
   "Men kirken er jo Guds hus," svarer Oscar og prøver at holde sig til samme logik. "Jeg er sikker på, Gud gerne vil have, at I redder hans hus og jeres egne huse."
   Det lykkes åbenbart Oscar at overbevise dem, for efter at have fundet et par spande frem i de nærmeste huse, fylder den ene mand en spand med vand og sender den videre til den næste mand, der sender den videre til Oscar.
   Det tager lang tid, for de skal alle gå ret langt med vandspanden hen til næste person i kæden, og det er slet ikke nok med to spande. Men da de har arbejdet lidt på sagen, er der flere, der slutter sig til. Selv et par børn på 8-10 år stiller sig op i kæden og hjælper med at give spanden med vand videre.
   Isabel mister til gengæld hurtigt tålmodigheden.
   "Kan vi ikke lede videre efter mine forældre nu?" hvisker hun til Oscar, mens hun rækker ham en tom spand, der skal sendes tilbage til brønden.
   "Hvis vi ikke slukker den brand, vil den sprede sig, og så har de - og måske I - ingen sted at bo", hvisker Oscar tilbage.
   Isabel lyser op ved tanken om at bo sammen med sine forældre igen.
   "Når godset er brændt ned, behøver de måske ikke arbejde for godsejeren længere," siger hun optimistisk. "Og når greven køber mig fri, kan jeg måske bo sammen med mine forældre og ikke hos ham."
   "Ja, det lyder realistisk," siger Oscar. "Måske har han slet ikke et sted, du kan bo, selv om du ville." Han kan ikke lade være med at tænke på, at mange mennesker ikke har noget sted at bo nu.
   "Isabel!" lyder det pludselig. Og der står Isabels forældre. De er kommet hen for at hjælpe med at slukke branden. Isabels far har endda fundet en ekstra spand. De omfavner hinanden, og Oscar prøver genert at gå uden om dem med en fuld spand vand, der sendes hen mod kirken.
   "Så har jeg vist gjort mit," siger han lidt akavet. Der er virkelig ikke mere, han kan gøre for Isabel nu.
   "Går du?" spørger Isabel med store, brune øjne. Oscar kan næsten ikke klare at se ind i dem.
   "Ja, jeg tror, det er tid til at sige farvel," svarer han og ser skråt bag ved hende i stedet for direkte ind i hendes ansigt.
   "Skal du... hjem?" spørger hun med noget, der kunne minde om panik i stemmen. Men det er nok noget, han bilder sig ind.
   "Ja, jeg må finde familien Silva, og så skal jeg finde Tom, så jeg kan komme hjem."
   Nu ser han direkte på hende. Er hun ked af det? Det er svært at sige. Det vigtigste er, at hendes mor og far står på hver sin side af hende og er klar til at hjælpe hende.
   "Men så held og lykke," siger hun og rækker hånden ud, lidt formelt, for at sige farvel.
   Han tager den og svarer: "Held og lykke med det hele," mens han ser på hendes mor. Han håber, Isabels forældre bliver glade, når de hører, at hun ikke skal være i klosteret mere.
   Så træder han et skridt frem og giver Isabel et hurtigt kram. Hun holder godt fast, men kun et par sekunder, så slipper de begge igen. Han vender sig om uden at se på hende igen, og så går han.
   Som i en tåge går han ned mod Lissabon og i retning af familien Silvas fabrik og hjem. Han håber, de er der. Han håber, de er OK. Han håber, deres hjem og fabrik har klaret sig.
   Efterhånden klarer hans indre tåge op, og han ser sig omkring. Bygningerne er trods alt lidt mindre ødelagte her, men der er ingen, der er uberørte af jordskælvet. De står bare stadig i flere etager og med dele af ydermurene intakte. Mon man så stadig kan bo i dem, eller kan de falde sammen når som helst?
   Til gengæld er der brand rundt omkring i en del af husene. Folk har tydeligvis travlt med at befri folk inde i husene, lede efter deres kæreste ejendele og bære de døde og sårede væk. Ingen ser ud til at kunne overskue at slukke brandene.
   Endelig kommer han til familien Silvas hus. Der er ikke ildebrand, men der er ild i et hus længere nede ad gaden. Han kigger op ad familien Silvas hus. Det meste af muren mod gaden står endnu, men en del af taget er faldet sammen, og vinduerne er gået i stykker. Døren er faldet af og hænger skævt, men man kan stadig gå ind.
   Oscar tør ikke gå op i lejligheden på 1. sal. Måske kan gulvet deroppe stadig brase sammen. I stedet går han ud i gårdhaven. Her sidder fru Beatríz med Patrícia på skødet. Patrícia bløder fra den ene arm, men ellers ser de begge ud til at være OK.
   "Gudskelov," udbryder fru Beatríz, da hun ser ham.
   "Vi anede ikke, hvor du var henne. Vi håbede på, du var henne hos nonnerne i Salvador, men det er jo umuligt at vide, hvem der er overlevet denne katastrofe. Du gik jo bare fra os."
   Det sidste lyder lidt bebrejdende, tænker Oscar. Men han var da nødt til at finde Isabel.
   "Er Carlos og hr. Afonso også OK?" spørger han. "Og Madalena?"
   "Ja, de er inde og rydde op på værkstedet. Vi tør ikke gå op i lejligheden."
   Oscar er glad for, at de er så forsigtige. "Må jeg gå ind og kigge?" spørger han.
   Fru Beatríz nikker.
   Inde på værkstedet er der kaotisk. Loftbjælker ligger hulter til bulter, maling til fliserne er væltet på gulvet og er spildt ud over det hele, og der ligger ødelagte fliser strøet ud over gulvet. Der ligger også hvidt pus fra væggene, hylder som er faldet ned og værktøj rundt omkring på gulvet. Alligevel kan han høre hr. Afonsos stemme med et nærmest tilfreds tonefald:
   "Ja, de her er da hele endnu. Dem kan vi stadig sælge. Hvorfor stod de egentlig i den nedlagte ovn?"
   Oscar gisper nærmest af stolthed. Det må være de fliser, han har redet! Så var det en god ide at pakke dem så tæt som muligt i det buede hul, hvor der har været en ovn.
   "Det var faktisk Oscar, der fik en af sine ideer," kan han høre Carlos svare med en træt stemme. Så går han videre ind i værkstedet, så de kan se ham.
   Carlos's hår er helt hvidt af støv. Det er hr. Afonsos også. Så kører hr. Afonso en hånd igennem håret, og det går op for Oscar, at det ikke er støv. I morges havde hr. Afonso sort hår med enkelte grå glimt hist og pist. Nu er det helt lysegråt, nærmest sølvfarvet.
   "Dit hår!" kan Oscar ikke lade være at udbryde. Han har hørt om folk, der får grå hår af bekymringer, men hr. Afonso har fået fuldstændig lysegråt hår pga. chokket over jordskælvet.
   "Oscar!" kommer det fra Carlos og hr. Afonso i kor. Men hvor hr. Afonso lyder oprigtigt glad, lyder Carlos mere overrasket. Hvad havde han regnet med?
   "Hvor er jeg glad for, at I alle sammen er OK," siger Oscar. Han har svært ved at tyde udtrykket i Carlos' øjne, men det ligner nærmest den måde, Broder Miguel og den pegende nonne så på Isabel.
   "Du vidste, der ville komme et jordskælv," siger Carlos med en hård tone, som Oscar aldrig har hørt fra ham før.
   "Sikke noget sludder, søn," svarer hr. Afonso, inden Oscar kan nå at sige noget. "Ingen kender Guds vilje. Vi er heldige, at vi slap fra det i live."
   "Så du tror, det er held, at Oscar fik os alle sammen jaget ud af kirken? At han fra starten af slet ikke ville have os til at gå i kirke?" Carlos ser anklagende mellem sin far og Oscar.
   "Eller at han stablede de færdige ordrer, så fliserne ikke gik i stykker? Er det held?"
   Hr. Afonso svarer ikke, men han er blevet meget bleg. Oscar er sikker på, at han ikke selv skal svare på Carlos' anklage. Det kan han jo ikke uden at afsløre noget.
   "Jeg ved godt, det er en frygtelig dag for alle," siger Oscar derfor, "og jeg hører jo ikke rigtig til her hos jer. Jeg er ikke familie."
   Hr. Afonso ser ud som om, han skal til at protestere, men Carlos nikker lidt.
   "Så jeg tager afsted nu. Jeg ønsker jer alt godt og håber, at fabrikken kan overleve denne tragedie. I skulle måske overveje at hjælpe med at slukke branden længere nede ad gaden, så ilden ikke breder sig..." Han kan se på Carlos' ansigtsudtryk, at han skal holde op med at komme med gode råd nu.
   Derfor vender han sig bare brat og går. Han skal tage sig selv i at løbe. Han går gennem gårdhaven og vinker bare til fru Beatríz og Patrícia. De registrerer nærmest ikke, at han går. De er begge sunket ind i sig selv og deres egne tanker.
   Så kommer han ud på gaden. Overalt lugter der af brand. Han går ned mod floden. Var det ikke det, Tom sagde, han skulle?
   Da han endelig kommer ned til floden, er han ved at kaste op ved synet. Der er døde kroppe overalt i vandet, blandet med skibsvrag og tilfældige ting fra husene, som er skyllet med flodbølgerne ud. Tom kan da ikke seriøst mene, at han skal gå ud i vandet?
   I gaderne ned mod floden er der trods alt ikke ildebrand. Købmænd prøver at redde de mange varer fra ruinerne. Men alt er ødelagt af vand og sten. Silkestof er farvet karrygult af det krydderi, der også sælges her. Vævede tæpper er gennemblødte og vil snart begynde at mugne. Alt er tabt.
   Oscar føler, han har gjort alt, hvad han kunne. Han går forvildet op og ned i gaderne for at hjælpe, men han er så træt. Hans ben vil næsten ikke bære ham mere, og han synker om på en tilfældig bunke sten. Så mærker han en hånd på skulderen
   "Du har gjort det godt, min dreng. Du er færdig nu. Skal du ikke hjem?"
   Oscar drejer hovedet og ser op i Toms grønne øjne.


Kapitel 28 Gennem vandet
   Oscar ser på Tom.
   "Jeg vil ikke gå ned i floden. Det flyder med døde mennesker. Jeg kan ikke holde det her ud længere. Hvad har jeg gjort forkert?" Det sidste kommer ud med en lidt pibende stemme. Oscar ser bedende på Tom.
   "Du har ikke gjort noget galt. Du har hele tiden vidst, at du ikke kunne gøre noget for at undgå jordskælvet. Og du har vel også vidst, at du ikke kunne redde alle de mennesker, der bor her?" Tom ser spørgende på Oscar.
   "Jo, selvfølgelig. Det er bare... Jeg troede, der ville ske noget særligt, som markerede, at jeg var færdig med min mission."
   "Har du reddet de mennesker, du har lært at kende her i Lissabon?" spørger Tom.
   Oscar tænker sig om. "Ja, det har jeg vel. Der er i hvert fald ikke nogen af dem, som er døde."
   "Så har du gjort alt, hvad du kunne. Du har gjort en forskel for de mennesker." Tom ser stolt på Oscar. "Du har gjort det godt. Du har bestået prøven."
   Oscar fornemmer, at der er forskel, når Tom taler om en prøve, og han selv taler om en mission, men han orker ikke at spørge ind til det.
   "Hvordan kommer jeg hjem uden at hoppe i floden?" spørger han i stedet. "Skal det være igennem vand?"
   "Det behøver ikke altid være igennem vand, når du rejser i tid, men hvis du skal tilbage til stranden i Caparica, så ja," svarer Tom. "Vi må finde en brønd."
   Oscar kigger på Tom. "Der er en brønd i Mocambo og en i Salvador Kloster, ved jeg. Men er det ikke farligt at hoppe i en brønd? Kan jeg ikke drukne?"
   "Jeg skal nok sørge for, at du ikke drukner," lover Tom. "Kom med mig."
   De går op gennem byen og op til Mocambo. Oscar er så træt i benene. Han skal tage sig sammen for at følge efter Tom, der bare går helt almindeligt, som om han ikke ser alle de ulykkelige mennesker og ikke er generet af at kravle over sten og bjælker i de smalle gader.
   Endelig når de op til brønden uden at møde nogen, de kender. Der er ingen, der tager vand fra den lige nu. Forhåbentlig betyder det, at kirkebranden er slukket.
   "Så skal du bare hoppe i med hovedet først," siger Tom opmuntrende.
   Oscar ser ned i den dybe brønd med let gulligt vand. Han er bange. Vandet står højt oppe, så han kan nå det med hånden. Han læner sig ind over den lille stenvæg, der omkranser brønden, og stikker en hånd i vandet. Det er koldt, men ikke så koldt som Atlanterhavet. Han kan ikke se bunden, så brønden må være meget dyb, men den er kun en meter bred, så han har ikke plads til at vende, hvis han vil svømme opad igen. Rent logisk vil han drukne, hvis han hopper i.
   "Stoler du stadig ikke på mig?" spørger Tom. "Hop i, svøm nedad mod bunden, og så vil du dukke op i Atlanterhavet ved Caparica. Det skal jeg nok sørge for." For at understrege det, klapper han Oscar på skulderen.
   "Skal jeg tage tøjet af?" spørger Oscar.
   "Ja, det er nok det nemmeste. Har du badebukserne på inden under?" Tom ser spørgende på Oscar.
   "Ja, jeg er klar," svarer Oscar og glæder sig over, at han havde tænkt så langt.
   Han tager tøjet af, folder det sammen og lægger det ved siden af brønden. Så ser han på Tom, der nikker til ham, og så springer han i med hovedet først.


Kapitel 29 Tilbage i 2022
   Oscar holder vejret under vandet og mærker, at han dykker nedad. Hele kroppen er dækket af vand nu, fra hår til fødder. Han mærker efter med armene, om han kan svømme, og pludselig er der meget bredere omkring ham end den ene meter, brønden var oppe ved jorden.
   Han tager et par lange, seje svømmetag og nyder pladsen, men nu skal han have hovedet over vand for at få luft. Instinktivt søger han opad. Det er som om, han kan mærke sol og plads over sig. Og ganske rigtigt - han får hovedet over vand og kan se, at han er i havet igen.
   Glad stiller Oscar sig op og får hovedet under vand igen. Han kan ikke bunde og må skynde sig at tage et svømmetag for at få hovedet over vand igen. Så kommer der en stor bølge og skubber ham ind mod land. Han lader sig flyde med den ind, og da den brydes, rejser han sig hurtigt op og spænder i kroppen, så han ikke ryger ud igen. Sådan. Det var ikke så svært. Hvorfor gjorde han ikke bare det den dag for længe siden, hvor han skyllede op i 1755?
   Men da Oscar går ind mod stranden, kan han mærke, at han stadig er virkelig, virkelig tung i hele kroppen. Han er så træt, at han skal tage sig sammen for ikke bare at lægge sig ned og lade sig føre frem og tilbage igen.
   Endelig kommer hans fødder op af vandet, og han nyder følelsen af varmt, tørt sand mellem sine tæer. Så bliver han grebet af sin mor i armene.
   "Oscar! Hvordan kunne du finde på det? Jeg troede, du var ved at drukne! Jeg sagde jo, du skulle være forsigtig. Far er løbet hen og bede livredderne om hjælp."
   Oscar ser hen ad stranden og får øje på sin far, der står og snakker med store fagter med en livredder. Heldigvis ser de begge over på Oscar og hans mor. Oscar vinker, og han kan se på deres kropssprog, at redningsaktionen er afblæst.
   Så vender han hovedet og ser på sin mor igen. Hun ligner sig selv med sit bekymrede udtryk i øjnene, der er knebet sammen imod solen. Han lægger armene om hende og krammer hende hårdt. Han bliver snart lige så høj som hende. Hun krammer ham tilbage og sukker. Han kan mærke, hans hjertes tempo falder, og han bliver helt rolig i kroppen.
   Så slipper de igen, og hans mor holder ham i stedet om skuldrende og ser undersøgende på ham.
   "Hvor mærkeligt. Det er, som om du har fået flere muskler bare af den ene svømmetur. Du har virkelig kæmpet derude."
   Oscar ser ned ad sig selv. Det er rigtigt. Hans krop ser anderledes ud end for to uger siden - eller tidligere i dag, set fra hans mors side. Det må være alt det fysiske arbejde for familien Silva.
   "Kom og læg dig ned og få varmen," siger moren og trækker ham hen til deres håndklæde.
   Det store, hvide hotelhåndklæde ser dejligt indbydende ud, og han smider sig tungt ned på maven. Så mærker han, at han får endnu et håndklæde over sig.
   "Du fryser jo, min skat. Mig og far kan bare dele." Det er dejligt at blive pakket ind og få varmen. Hans mor gnubber ham på ryggen, og han giver sig selv lov til at nyde det. Så hører han farens stemme.
   "Nå, det var da noget af et eventyr, hvad? Vi blev godt nok lidt bekymrede der."
   Oscar orker næsten ikke at dreje hovedet, så han kan se op på faren, men gør det alligevel. Bare for at se hans ansigtsudtryk. Det er svært at aflæse på hans stemme, om han virkelig var bekymret eller bare snakkede med livredderne, fordi moren bad ham om det.
   Det er heller ikke til at se det på farens ansigt. Han smiler til Oscar, men er der alligevel lidt bekymring i rynken i panden, eller er det bare solen? Ved faren noget?
   Så lukker Oscar øjnene. Det er så dejligt at ligge ned. Han kan ikke andet lige nu.
   "Oscar, vågn op! Vi må hellere køre nu. Solen er alt for stærk her midt på dagen." Oscar ser op på sin mor. Hvor længe har han sovet?
   I bilen er Oscar endelig vågen nok til, at hans hjerne begynder at virke igen. Og så går han næsten i panik. Hvad er der sket med Isabel? Og familien Silva? Og Søster Teresa og Moder Elisa?
   Han leder i sidelommen i bildøren efter sin mobil. Han starter med at søge på Convento do Salvador, men alt hvad han finder, er om hotellet, ikke om klosteret historisk set. Så afbryder hans mor hans tanker.
   "Arj, Oscar, du skal da ikke sidde og glo ned i din mobil. Du skal da se ud ad vinduet. Læg mærke til, hvad vi kører forbi. Vi er allerede igennem byen Caparica."
   Oscar sukker. Men så kigger han ud. De må jo også komme igennem Trafaría på et tidspunkt. Hvad mon der skete med João og hans familie?
   "Hvornår kommer vi igennem Trafaría?" spørger han og prøver at kigge på GPS'en.
   "Trafaría?" spørger hans far undrende. "Hvor kender du den fra?"
   "Nå, jeg synes bare jeg kan huske jeg har læst noget om ...øh... en kendt kirke der," svarer Oscar lidt vagt.
   Begge forældre drejer hovederne mod ham med chok malet i ansigterne.
   "Jeg vidste da ikke, at du har læst om kirker i Portugal," siger moren med slet skjult begejstring i stemmen. Faren skynder sig at se tilbage på vejen.
   "Vi kommer faktisk ikke igennem Trafaría," siger faren nu, da han har kigget på GPS'en og zoomet lidt ud. "Hovedvejen her drejer mod broen flere kilometer, inden vi når Trafaría."
   "Men ved I, hvad der skete med Trafaría under jordskælvet? Det var vel ikke kun Lissabon, der blev påvirket af det."
   "Det er et rigtig godt spørgsmål," svarer faren anerkendende og har tydeligvis ikke tænkt sig at svare på det.
   "Jeg kan prøve at undersøge det," siger moren og hiver en bog op af handskerummet.
   "Jeg har taget denne her bog med om Portugals historie. Hm. Trafaría er slet ikke med i indekset bagi bogen. Jeg prøver bare at se i kapitlet om jordskælvet." Moren bladrer lidt.
   "Hvad står der?" spørger Oscar utålmodigt.
   "Jeg kan altså ikke finde noget om Trafaría. Du må selv søge på det på internettet," svarer moren til sidst. "Men der står jo meget andet spændende om jordskælvet."
   "Hvor mange mennesker døde der?" spørger Oscar. "Og hvor lang tid tog det, før de havde bygget byen op igen?"
   Moren ser overrasket, men glad på ham. Så ser han forældrene sende hinanden et af de der blikke, hvor de high five'r hinanden ved blikkets magt. De elsker at rose sig selv for at være gode forældre.
   "Hvor er det skønt, at du er så interesseret i historie, min skat," svarer moren, og Oscar kan mærke den velkendte irritation komme op i ham.
   Godt. Det var også helt mærkeligt at savne forældrene så meget og være glad for at se dem igen.
   "Man er faktisk ikke sikker på, hvor mange, der døde, men der står her, at de begravede 22.000 mennesker. Desværre regnede man med, at næsten lige så mange mennesker lå begravet under ruinerne, så der kan være 40.000 eller endda 50.000 døde."
   Oscar får kvalme. Han mærker en sveddråbe komme frem på panden. Men så tager han sig sammen. Han vidste jo, at det stod slemt til.
   "Hvad står der om opbygningen af Lissabon?" spørger han for at tænke på noget mere positivt.
   "Det var Marques de Pombal, som stod for det. Han er faktisk en meget interessant, historisk person," svarer moren. "Inden jordskælvet var han bare en meget ambitiøs mand, som prøvede at få en bedre position ved hoffet. Og han var trods alt blevet udnævnt til greve af Oeiras nogle år tidligere. Men så..."
   "Greve af Oeiras? Står der virkelig det?" afbryder Oscar. Det var jo ham, Oscar mødte, som ville hjælpe Isabel.
   "Ja," fortsætter moren. "Han er senere kun kendt som Marques de Pombal, og der er en kæmpestor plads i Lissabon, som er opkaldt efter ham. Der er også en stor statue af ham på den plads. Han genopbyggede åbenbart hele byen efter jordskælvet, og han byggede den med brede, lige veje i stedet for de smalle gader, der var der før. Her står endda, at han brugte en særlig teknik til at jordskælvssikre husene."
   "Det lyder da helt vildt," svarer Oscar og tænker på den høje mand på sin hest.
   "Kongen blev åbenbart meget bange for jordskælvet," fortsætter moren, "og så var han så taknemmelig for Marques de Pombals store arbejde, at han gav ham den nye titel og efterhånden det meste af magten over Portugal."
   "Men byggede han virkelig selv de der jordskælvssikrede huse?" spørger Oscar. Manden lignede da ikke en, der selv ville udføre det fysiske arbejde.
   "Nej, han ansatte vel nogen til det. Men han ansatte også folk til at forske i jordskælv, og det var helt nyt dengang. Faktisk står her ... hm, det var mærkeligt." Moren stopper op.
   "Jeg har da læst den her bog før, men lige det her kan jeg slet ikke huske. Det synes jeg da ikke stod der før." Oscar venter irriteret på, at moren læser videre.
   "Her står, at han ansatte den første kvindelige seismolog. Hun var endda sort. Isabel Ferreira."
   Oscar glemmer at trække vejret et øjeblik. "Sagde du Isabel Ferreira?" får han fremstammet.
   Moren kigger mærkeligt på ham. "Ja. Hun blev åbenbart ansat lige efter jordskælvet som en af dem, der tog rundt og spurgte folk om, hvordan de havde oplevet jordskælvet, og om der havde været nogen tegn på geologisk aktivitet inden jordskælvet."
   Oscar smiler. Han kan godt forestille sig Isabel tage rundt og snakke med en masse mennesker, hun ikke kendte i forvejen, om deres oplevelser.
   "Men måtte hun gerne rejse rundt alene?" spørger han.
   "Det er et godt spørgsmål." Nu vil hans far åbenbart også være med i samtalen. "Dengang måtte kvinder ikke så mange ting, som de må i dag. Det er helt exceptionelt, at en kvinde fik en uddannelse og et job i den tid. Så hun har nok ikke rejst rundt alene."
   Oscar håber, at hun rejste rundt med sine forældre, men det står der åbenbart ikke noget om.
   "Står der, hvor lang tid der gik, inden de havde bygget byen op igen?" spørger Oscar.
   "Nej, ikke præcist, bare at det tog mange år," svarer moren. "Men der står en masse om Marques de Pombal. Han havde åbenbart set sig sur på jesuitterne. Især en, der hed Malagrida, som holdt en masse prædikener i ugerne efter jordskælvet, hvor han sagde, at lisbonetterne - altså beboerne i Lissabon - selv var skyld i jordskælvet, og at de skulle angre deres synder."
   Oscar stivner. Han kan godt huske Malagrida - og grevens reaktion på ham. Oscar blev også sur på præsten over, at han gav folk skylden for jordskælvet, men...
   "Hvad skete der så med Malagrida?" Oscar ser på sin mor og frygter det værste.
   "Han blev henrettet seks år efter jordskælvet efter at have været i fængsel hos Inkvisitionen noget tid," svarer moren uden at lyde, som om det er noget særligt.
   "Ja, var der ikke noget om, at ham Marques de Pombal henrettede en del jesuitter?" spørger faren. "Det synes jeg, jeg har læst noget om. Han var vist ikke kun god. Han var selv uddannet hos jesuitterne og syntes, de var meget gammeldags i deres måde at tænke på. Og han var selv sådan en moderne mand af Oplysningstiden. Han ville have uddannelse til alle, også bønderne, og det skulle foregå på en bedre måde end i et jesuit-kloster. Men han ville også have jesuitternes penge og store jordområder til statskassen, så han slog nogen ihjel og smed resten ud af landet og konfiskerede alt, hvad de ejede."
   Normalt plejer Oscar at tænke på noget andet, når faren kom med den slags historiske udredninger. Nu lytter han opmærksomt.
   "Ved du noget om, hvem han ellers henrettede?" spørger Oscar.
   "Står der noget om det?" siger han henvendt til sin mor.
   "Nej, ham Malagrida er den eneste, der er nævnt ved navn. Nå jo, så henrettede han åbenbart også en familie, der hed Távora, fordi de var mistænkt for et attentat på kongen."
   Oscar stivner. Han kan huske, at Tom nævnte den familie. De boede i Bairro Alto. Det virker så surrealistisk, at forældrene sidder og snakker om historiske personer, som om det bare er navne i en bog, mens han faktisk har mødt dem eller gået forbi deres hus.
   Mon Marques de Pombal har henrettet Broder Miguel? Han lovede jo, at Isabel ikke ville få problemer med ham mere. Og hvis han har henrettet så mange andre mennesker... Oscar får kuldegysninger. Er han, Oscar, skyld i det, hvis Broder Miguel er død? Nej, han kan jo ikke gøre for, at Broder Miguel var sådan en hård mand. Og han kan ikke gøre for, at greven viste sig at få så meget magt.
   Da de kommer tilbage til hotellet, er det næsten umuligt at finde en parkeringsplads, og de ender med at måtte gå næsten et kvarter fra en parkeringskælder og hen til hotellet.
   "Se, det viser, hvorfor vi ikke lejede en bil fra starten af," siger moren lidt irriteret på vej til hotellet. Forældrene går med hver sin pose med håndklæder og vandflasker.
   "Ja, men nu har jeg altså lejet den i tre dage, så vi kan se de små byer rundt om Lissabon," svarer faren tålmodigt. Oscar er ligeglad. Han glæder sig bare til at ligge i sin seng på hotellet og sove så meget som muligt.


Kapitel 30 Afgang
   Resten af ugen går Oscar rundt som i en tåge. Han kan simpelthen ikke forstå, at det kun var mandag, da de var på stranden, og han derfor skal være i Lissabon fem dage mere, indtil de flyver hjem om lørdagen.
   Når han har tid, fri for forældrenes planer, ligger han på sin seng med sin mobil og søger på dem, han mødte i 1755. Han kan ikke finde ud af mere om Isabel, end det moren har fortalt ham. Men han kan da se, at Marques de Pombal forbød import af slaver til Portugal i 1761, og i 1773 blev slaveriet afskaffet i Portugal. Det blev desværre ikke afskaffet i Brasilien og de andre kolonier før meget senere. Det virker ulogisk, men så må Isabel og hendes familie i hvert fald have været frie.
   Så søger han på familien Silva og finder ud af, at deres lille fabrik, Fábrica de Santa Catarina, overlevede og lå der næsten 100 år mere. Der står ikke noget om familien.
   Det ser ud til, at Convento do Salvador var kloster indtil 1834, og selv derefter fik de sidste nonner lov til at blive boende indtil 1884. Der står ikke noget om priorinden, Moder Elisa, så Oscar håber bare, at hun klarede den.
   Endelig bliver det lørdag. De er i lufthavnen. I køen til sikkerhedskontrollen kommer han lidt væk fra forældrene, og pludselig står Tom foran ham.
   "Everything OK?" hvisker Tom til ham med hovedet halvt drejet imod ham. Oscar nikker. Han havde helt glemt, at Tom taler engelsk her i den normale verden.
   "See you soon," siger Tom og blinker. Så er det hans tur til at gå igennem sikkerhedskontrollen, og han forsvinder hurtigt ind i afgangshallen - stadig uden nogen bagage.
   Oscar kigger efter ham. Han er ikke sikker på, om han har lyst til at se Tom igen, men han ville alligevel ikke have undværet oplevelsen og mødet med Isabel og de andre.
   "Mor," siger Oscar, da de alle tre er kommet igennem sikkerhedskontrollen og går rundt og kigger på slik inde i den toldfri butik.
   "Hvornår skal vi egentlig på ferie igen?"
   "Årh, det var godt nok hurtigt, du tænker på det," smiler moren. "Det har vi ikke helt planlagt endnu, men mon ikke vi kan nå en lille smuttur i påskeferien?" Hun kigger spørgende på faren, som bare brummer lidt.
   "Så vil jeg gerne vælge, hvor vi tager hen," svarer Oscar. "Jeg må hellere læse lidt mere op på stedet og historien næste gang."
   Moren og faren smiler til hinanden og laver deres øjenkontakts-high five igen. De er så stolte over, at han endelig er blevet interesseret i historie og andre lande. De skulle bare vide...


Hvad er virkeligt?
   Nu er du færdig med historien om Oscar og jordskælvet, og du undrer dig måske over, hvor meget af det, der står her i bogen, som er sandt. Hvilke personer fandtes i virkeligheden, og hvem er opdigtede? Var der virkelig et jordskælv den 1. november 1755? Det får du svar på her:
   Oscar, hans familie, Tom, Isabel, nonnerne... stort set alle personer i romanen er opdigtede.

Marques de Pombal er en historisk person og det, der står om ham i kapitel 29 og 30, er sandt. Han red dog ikke rundt under jordskælvet, men red direkte til kongen i Belém.

Malagrida var også en virkelig person og blev henrettet af Marques de Pombal i 1761. Hans taler blev udgivet på skrift kort tid efter, at han holdt dem på Rossio, og det var sådan, Marques de Pombal fik kendskab til dem. Det, han siger her i romanen, er løst citeret fra hans rigtige tale lige efter jordskælvet.

Jordskælvet i Lissabon i 1755 er desværre en virkelig begivenhed. Beskrivelsen af det er fiktion, men det er inspireret af mennesker, som skrev breve hjem til deres familie efter jordskælvet, og som fortalte, hvordan de havde oplevet det.

Convento do Salavdor er et virkeligt hotel, og det var også et nonnekloster under jordskælvet i 1755.

Kirker og klostre, som nævnes i bogen, er virkelige, men Broder Miguel og de andre munke og præster, der nævnes, er fiktion.

Gader, pladser og fontæner med vand er virkelige, både i 1755 og i dag.