Publiceret: 1
Afgivet: 8
Modtaget: 5
Christian de Groot-Poulsen (f. 1991)
Hvis poesien har været et univers i mig, har jeg rejst ud i poesien i mange år. Lige fra jeg skrev mit første digt som 13-årig, men også tidligere i form af tanker, fantasier, ideer.
For nogle år siden ville jeg prøve noget andet. Vendte poesien, dette mærkelige univers, ryggen. Tog i stedet på udflugt i virkeligheden. Arbejde, studier, venner, oplevelser. Men selvom jeg opgav poesien, opgav poesien ikke mig.
Poesien er som et kald. Jeg kan overdøve kaldet med aktiviteter, musik, venskab, eventyr, men poesien er der stadig, et sted i mig, og kalder.
På det seneste er kaldet blevet så højt, at jeg ikke kan overdøve det, vende det andet øre til. Derfor har jeg skrevet lidt. Både nyt og videredigtning af gammelt. Jeg har lige læst et af mine gamle digte, jeg helt havde glemt, jeg skrev, og tænkte: Hvad fanden er det her? Det er godt, men skørt! Jeg må dele det med nogen!
Jeg håber, at jeg her kan dele nogle af mine digte (de er som rejsebeskrivelser fra poesiens univers, en indre verden), og at jeg her også kan læse andres digte. Jeg troede ellers, jeg var færdig med poesien, men poesien er altså åbenbart ikke færdig med mig!
København. Med udsigt til verdener. Både indre og ydre.