Gudsbenådet


2 måneder, 14 dage siden 6 kommentarer Kortprosa selvudvikling psykisk smerte håb

6Forårets morgensol
Kære forårets morgensol · Du som skinner så smukt · på de hvide bloms... [...]
Digte · optimisme, fremtidshåb, universet
16 dage siden
2Musiklærerindens første komposition
Hun var smuk. Alle folk bukkede og nejede for hende i deres sind,... [...]
Kortprosa · livet, musikoplevelse, personlig udvikling
2 måneder, 7 dage siden
2Hvor er Deres orden, Fru Andersen Skov?
Hvor er Deres orden, · Fru Andersen Skov? · Eller er det i sengen, · at... [...]
Rim og vers · sang, sprog, satire
2 måneder, 10 dage siden
1Venter stadig
Mit hjerte har åbnet en dør · Og jeg venter på, du går ind · Jeg er v... [...]
Rim og vers · dating, teknologi, sang
2 måneder, 10 dage siden
6Gudsbenådet
Gudsbenådet var du, da du faldt ned fra himlen og ned i mit skød.... [...]
Kortprosa · selvudvikling, psykisk smerte, håb
2 måneder, 14 dage siden
3Jeg skulle have været luder
Jeg skulle have været luder. I stedet blev jeg administrativ meda... [...]
Kortprosa · satire, teknologi, seksualitet
3 måneder, 6 dage siden
3Den hvide kittel
Sindet uroligt dig vil ha' · Trætheden vil kun tag' og tag' · Vakler ... [...]
Rim og vers · psykiatri, indre dæmoner, sprog
3 måneder, 7 dage siden
7Den tomme flaske
Du tog herfra for tidligt, · selvom dit arbejde langt fra var slut ... [...]
Digte · universet, livet, efterlivet
3 måneder, 13 dage siden

Puls: 27,8

Publiceret: 7
Afgivet: 28
Modtaget: 26
Jeshua Fink (f. 1984)
Gudsbenådet var du, da du faldt ned fra himlen og ned i mit skød. Du fik englene til at danse og synge, når du læste dine digte op for mig. Hver gang du forsigtigt bevægede dig fra det ene vers til det næste, holdt du altid disse lange kunstpauser, der næsten hver gang fik mig til at smelte imellem dem. Pauserne føltes måske lidt som et rødbrunt efterårsblad, der blev lagt mellem versene. Senlivagtigt og dirrende. Som om det var bladets sidste vilje at sige noget vigtigt, inden det henfaldt til den tavshed, hvorfra stille visdom strømmede ud og ind i mit sind.

Sommetider havde du dårlige dage, og så lå du i din patientseng på din stue. Nogle gange lagde jeg mig ved siden af dig. Du var bestemt ikke homoseksuel, skyndte du dig altid at sige. Dine digte handlede jo for det meste også om de omfavnende aspekter af det kvindelige køn. Denne del havde jeg ligesom forstået og accepteret, selvom din krop, gemt væk under lag på lag af tøj, måske sagde noget andet. Jeg måtte derfor tage mig til takke med et kys på din pande og lægge en dyne over dig, så kulden ikke strømmede ud som koldsved fra dine hallucinationer og psykoser.

Disse akavede seancer blev mindre over tid, og jeg elskede dig højere end noget andet. Du vidste det godt og nød også opmærksomheden, men gengældte kun de kreative glimt, vi havde tilfælles. De dage, hvor det stod allerværst til, var jeg måske lidt enfoldig og anbefalede, at vi kunne gå en tur sammen. Du samtykkede og vi tog af sted til den nærmeste mark og skov. Her fortalte du, at din største kilde til din kreativitet kom fra dine hallucinationer og psykoser. Sådan havde du sluttet fred med dem. Jeg protesterede og tilskyndte dig til fornuften og medicinen. Du blev tavs og lod efterårsvinden svare om vigtigheden i det allestedsnærværende.

Fra den dag voksede vores uenighed. Alt blev decimeret til kreativitet kontra fornuft. Vores skænderier tog til, og en dag stak du kniven så dybt i mit hjerte, at jeg sank i havet som en uforædlet gravsten. Du brugte den eneste hemmelighed mod mig, som du ikke måtte. At jeg selv havde været indlagt som ung og lidt et stort tab af min dengang kæreste, der havde besluttet sig for at aflevere sit eget liv tilbage til universet. Ligesom dig havde han skrevet digte. Vi gjorde det ovenikøbet sammen. Efter hans død havde jeg dog brændt dem allesammen og efterstræbte et mentalt sundere liv med behandling på bekostning af min kreativitet.

Du smækkede med døren og jeg sank ned i gråd på bunden af havet. Så åbnede du døren igen lige så stille og sagde undskyld. Lidt forsigtigt spurgte du, om vi ikke skulle gå en tur sammen, hvortil jeg tøvende svarede ja. Du tog min hånd og ledte mig ud mod marken og skoven. Vi snakkede ikke sammen. Her var kun stilhed. Efterårsvinden havde for længst lagt sig med solnedgangen i vest. De rødbrune efterårsblade lå uforstyrret hen. Fuglene var næsten gået til ro. Nogle sang måske en stille aftensang. Du ledte mig videre op på bakkens top, hvorfra vi kunne se hvor smukt vores land var.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 07/03-2024 18:44 af Jeshua Fink (DigitalKitsch) og er kategoriseret under Kortprosa.
Teksten er på 536 ord og lix-tallet er 33.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.