På Vesuvios tinde
ser vi magmaens glødende hånd
rasere menneskelige konstruktioner
vi lærer at alt kan brænde
fra kongesøn til krøbling
og nyder hvert endelig skrig
Illusionernes reb
kvæler virkelighedens længsel
romantikken døde for længst
vi hører hinandens åndedræt
og håber det ender brat
så isen tør og vi endelig dør
Dødens kalden
ekkoer igennem landskabet
og skitserer fortidens fejl
flammerne brænder vores ånd
asken galoperer mod nord
vores verden døde for længst