Hun var langt inde i en drøm, som hun dårligt kunne finde mening i. Det eneste, hun kunne se, var, at hun gik i børnehaveklasse, og der var uro; pædagogerne forsøgte at få ro og orden. Så var der en, der råbte meget højt - en mandsstemme. Den virkede lidt fjern, men alligevel voldsom. Efterhånden var det, som om børnehaven blev opløst omkring hende, og hun kom op til overfladen og syntes, at den råbende mandsstemme fortsatte, selv om hun var vågen nok til at indse, at hun gik ud af skolen i **sommer**, og det med børnehaveklassen lå langt tilbage. Det var sandelig hendes fars stemme. På denne tid? Klokken var halvto om natten.

Hun lyttede. Det lød, som om det var ude på trappen, men det kunne da ikke passe. Hun skubbede sig op for at sidde og stak fødderne i sine hjemmesko. At hendes far råbte højt, var ikke noget usædvanligt, men midt om natten syntes hun, det var underligt. Da hun gik ud af sin værelsesdør, kunne hun se sin mor sidde op i sengen inde på forældrenes soveværelse. Hun kiggede ud og så bekymret ud.

"Lad være med at blande dig, Anita," råbte hun, men Anita fortsatte alligevel ud i entreen. Deres indgangsdør var åben; nu kunne hun høre sin fars stemme, der gav genlyd i opgangen. En dæmpet pigestemme svarede flere gange: "Undskyld." Anita gik hen og kiggede. Hendes far stod med ryggen til døren og råbte ad en mørkhudet, sorthåret pige, som Anita gættede på, var sytten ligesom hun selv.

"Hvis det sker igen, klager jeg fandme til bestyrelsen!" råbte hendes far.

Nu gik døren til nabolejligheden op. Her stod en kvinde i pensionsalderen, iført sin natkjole. Anita havde i nogle år bemærket, at der stod E. Larsen på dørskiltet, men de kendte hende ikke **trods** naboskabet.

"Kan vi så få ro!" lød hendes lidt knirkende stemme.

"Ja, det ville jeg også gerne have!" skingrede Anitas far. "Den kælling dér smækkede med gadedøren, og så tramper hun med fødderne op ad trappen."

"Så er det godt," sagde fru Larsen, som Anita kaldte hende i sine tanker. "Gå så ind og læg dig, så vi kan få nattero."

En yngre, rødhåret kvinde viste sig oppe på næste trappeafsats; hun havde trukket en badekåbe over sig. "Hvad er det for en kommers?" sagde hun.

Anitas kinder blev varme. Hvad skulle hun gøre for at stoppe ham?

"Jeg vil fandme ikke finde mig i larm; vi er jo nogen, der skal op på arbejde."

"Ja, det er vi!" sagde den rødhårede kvinde, "så du skal ikke stå her på trappen og råbe og skrige; din stemme giver genlyd hele vejen op til fjerde sal."

"Hvad fanden, skal jeg bare finde mig i at blive vækket af sådan en snosket, ung larmesiske!"

"Lige nu er det dig, der larmer," sagde fru Larsen; "gå så ind og køl af."

Anita kunne høre flere døre blive åbnet deroppe, og snart var der flere ansigter, der stod og kiggede ned ved gelænderet. Hendes kinder blev varme. En mørkhåret kvinde med grå stænk i håret kom ned og undskyldte. Hun var mørk i huden som den unge og havde accent; hun måtte være pigens mor.

"Det skal ikke ske igen," sagde hun. Anitas far gryntede som svar. "Kom op, Jeanne," sagde hun til pigen, som derpå fulgte efter hende op ad trappen.

Faren vendte sig nu om og så Anita stå i døren. "Hvad fanden er der i vejen med dig, tøs! Hvorfor er du ikke i din seng?"

"Jeg blev vækket af din råben og undrede mig."

"Det skal du ikke blande dig i; jeg vil bare have nattero."

"Det vil vi andre også!" lød et højt talekor fra de sammenstimlede beboere.

Anita vendte sig med et suk og gik tilbage på sit værelse. Hun kunne høre ham snakke med sin mor om det og love, at han i hvert fald nok skulle få gjort noget ved det.

Hun prøvede at falde i søvn, men det var svært. Hun kunne ikke lide, at hendes far havde gjort sig bemærket på den måde. Desværre havde hun tidlig mødedag i supermarkedet, hvor hun i nogle måneder havde været salgsassistent. Hun faldt i søvn, men havde svært ved at komme op, da hun vågnede. Hun kunne tydeligt mærke, at hun havde mistet for meget søvn. På mange andre måder kunne hun ellers godt lide de dage, hvor hun mødte tidligt. Ingen kunder de første to timer; man kunne gå i fred og fylde hylder op. Det var bare det, at hun følte sig træt i dag efter forstyrrelsen sidste nat.

Hun kunne stadig høre råberiet, mens hun stod og fyldte op på hylderne. Hun plejede at hilse på de beboere, som hun mødte på trappen, selv om hun ikke kendte dem ret meget, men hun frygtede, hvad de ville tænke. Ville de synes, det var en tosset familie?

Frokost midt på dagen. Det var mest de midaldrende ansatte på denne tid. Det var de hyggeligste at snakke med, syntes hun. De snakkede ikke om drukture i weekenden og vilde eskapader. Nu snakkede de om, at den souschef, der havde været sygemeldt i lang tid, snart kom tilbage. De omtalte ham som Jakobsen.

"Jeg har hørt ham omtalt," sagde Anita. "Du skal ikke glæde dig til, han kommer tilbage," sagde en af hendes kolleger. Anita tænkte lige over det, men skubbede det fra sig.

Hun tænkte lidt på situationen derhjemme. Nu havde hun set, at naboen, som boede til venstre på den etage, hvor de selv boede til højre, var en ældre dame. Hun var nok ikke en, der lavede meget larm. Hun havde selv sit pigeværelse ud mod den nabo, der boede i naboopgangen - Morten Hansen. Han var blevet **til** formand, da huset blev andelsforening for to år siden. Ham hørte hun, når han var oppe at skændes med nogen, og det skete ofte. Det foregik vist mest **pr.** telefon, for det var sjældent, hun hørte en stemme svare ham.

For et par dage siden var der en stemme, der svarede ham; det var en, der beskyldte ham for kun at mele sin egen kage. Hun havde set denne formand et par gange - en ældre mand med hvidt skæg. Hun vidste egentlig ikke, hvad han ellers var for en, men hvad **skidt**; hun var jo bare en hjemmeboende datter, der ikke engang var myndig endnu. Hvad vidste hun om det at køre en ejendom? Hun havde godt nok hørt noget i samfundslære i skolen, men det føltes som **lidt viden**, når hun hørte andre snakke om det. Hvad vidste hun i det hele taget? Det var ikke meget, hendes forældre tog del i andelsaktiviteterne.

Men nu var frokostpausen forbi; hun skulle ud og stille varer på plads. Hendes tanker blev ved med at flyve til nattens episode. Mon folk i opgangen ville tro, det var et galehus hos dem?