Jeg var panisk angst for at blive forladt. Af både kvinder og mænd. Mit hjerte blev splintret i tusind stykker hver gang, nogen forlod mig.

Det var fordi, jeg havde forladt mig selv. Jeg havde lært at blive ydrestyret og være afhængig af andre.

Friheden ligger i at være i sit eget indre, og bebo sit eget hus.
   Jeg har ikke svaret på hvordan, man gør det uden Guds ånd.
   Jesus sagde:
   'Hvor Herrens ånd er, er der frihed.

Der står i bibelen, at man skal fødes på ny. Ved at lade sig døbe, vil man modtage Helligånden.
   Det lyder som et mærkeligt og ligegyldigt ritual, som jeg stadig ikke forstår, men det virkede. Jeg blev fyldt op indvendigt. Til en følelse af helhed. Min skingrende, indre tomhed forsvandt. Det var som en åndelig udsultethed, jeg oplevede i min jalouxi.
   Med troen kom åndens fylde.

Det var ikke mig, der valgte mig selv til. Jeg blev valgt. Livet lærte mig at vælge mig selv til først. Jeg er den vigtigste i mit liv. Jeg er pine død nød til at vælge mig selv til først. Ingen andre skal have hovedrollen i mit liv. Ingen andre skal være så vigtige.

Jeg lærte at sætte andre i dets rette perspektiv. Andre mennesker skal være sekundære. Det er en gave, hvis de vælger mig til, men hvis de ikke gør, så lever jeg lige så fint uden. Altid er jeg sammen med Gud, som en ven og far, der aldrig forlader mig. Derfor er det meget sjældent, jeg føler mig rigtig alene. Hvis jeg gør, skyldes det ofte, at det er mig, der har forladt Gud, og ikke omvendt.

Andre mennesker er ikke længere så vigtige for mig længere. Der er ingen, der skal fylde mig op og gøre mig glad eller stille mit tomrum og længsel.

Nu kan jeg frit nyde andre mennesker fra mig og min banehalvdel, når bare jeg sørger for at passe min egen have. Da kan jeg møde andre fra et andet perspektiv.

Fra at den anden skal give mig noget, er det blevet til et; 'Hvad kan jeg selv bidrage med?'