Jeg har en veninde som altid følger mig,
hun bor dybt inde i mit sind
og kommer frem,
når mit inderste kalder,
mest når jeg ikke venter det selv.
Hun elsker sin hule så højt,
der omgiver hun sig med varmen
fra mit åndedrag,
selv når sneen falder
er det som en rede der er lun
at være i,
ligesom jeg er fuglen
der flyver og vender tilbage.
Hun bliver min fiktion,
når jeg skriver,
hun skaber spænding
og omringer mig med nye refleksioner,
så vi sammenslår i poesiens verden.
Når hun slipper,
er der kun musikken,
min gamle sørgmuntre tilstand
og freden tilbage,
og når hun sover,
er der kun mig selv med mere dybde,
glæde og forventning
til at fortsætte livet.
Hun er gammel,
lige så gammel som jeg selv,
men hun går altid andre veje,
end jeg havde troet.
Uforudsigelig
er hun aldrig trofast.
Men jeg er hendes hjem,
hvor hun altid bygger broer
for at fange os
i det samme hjerterum.