Nogle gange arbejder forskellige forfattere, både amatører og proffer, lidt på samme bølge, samme temaer. Jeg har fundet et sjovt sammenfald, nemlig at den lidt distancerede afstand til forældrene som Sigmund Freud anbefalede, har jeg i mit liv ændret til at bruge min tilknytning til familiens historie, og det har præsten og psykoterapeuten Ilse Sand også! Ilse Sand skriver i flere af sine bøger om Særligt sensitive, det man kalder den nye sårbarhed, og de fleste der har været unge i moderne tider, ved at man ikke så ofte har en fordel af at gå forældrenes vej, eller lytte for meget til dem, for forældrene ønsker sikkerhed og hærdning, og hverken eventyr eller et rigt sexliv for deres børn. De vil beskytte deres børn, og noget af den følsomhed, der f.eks. giver gode venskaber, har forældre, hvis de er efterkrigsbørn, slet ikke noget til overs for.
   Derfor er det også et risikabelt og frækt move, som både forfatteren fra USA Robert Bly, og senere lille mig i mit terapeutiske projekt med recovery ovenpå en psykiatrisk indlæggelse, laver, idet vi begynder at integrere kontakten til vores far. Jeg gjorde dette i femten år, og arbejder stadig på det, og der sker det at man opdager, at tresserne og hippie bevægelsen meget ofte ser traditionelle fædre som nærmest monstre. Man isolerer dem og vil ikke have deres værdier med videre, og kalder dem militærfanatikere. Da den nye psykologi i folkeskolen efter 1968 oprøret har været meget præget af netop at udvikle følsomhed og dannelse og fjerne de vilde drenges måde at være på, ja så er det man kalder den lille, hvide, entreprenante mand og far, blevet stærkt upopulær, og det var f.eks. meget meget hårdt for de amerikanske soldater at komme hjem efter Vietnam.
   Det projekt har jeg sammen med en terapeut, der hedder David Beermann og som også havde læst Robert Blys bog Jern-Hans, arbejdet aktivt for i mit og i min families liv. Det medførte at Blys beskrivelse af hvilke fem trin i udviklingen en mand skal gå igennem indtil han bliver 50-60 år og nu fungerer som en deltagende og empatisk og stærk leder i familien, ja den beskrivelse valgte jeg at følge.
   Derfor var det også både en gave og en overraskelse at Ilse Sand lavede en bog, hvor hun skriver om ens Ophav( altså far og mor og bedsteforældre)og hvordan man kan bruge dette, til at udvikle sin egen identitet, fremfor at sprænge sig igennem til en individuation.
   Der er jo sket en speciel udvikling med oprøret mod mor og far, som meget terapi handlede om før i tiden, og det har måske også noget med usikkerheden i verden at gøre, og ikke mindst højredrejningen politisk, der fik den unge generation født lige før år 2000 til at droppe at lave et ungdomsoprør. Derfor er nogle af mine egne forholdemåder kommet i klemme, og er blevet næsten umulige at få lydhørhed for.