De hvide mirabelleblomster er så fine
og lette mod himlen der er blå,
nu drysser nogle af dem
ned mod den tunge humlebi
uden at ramme som små hvide parasoller.
Foråret rækker sommeren sine hænder
i forventning om at drømme,
hun er søvnig.
Jeg skulle aldrig have sagt,
eller jeg skulle have sagt
noget andet,
foråret er for træt,
nu lukker hun sine øjne,
hun ved,
den inderste glæde
altid kun rammer
i små sekunder,
før den falder.
Jeg samler dem i mine
lange gange,
så de kan flyve ud
med nye vinger.