Vasketøjet på snoren over komfuret
spejlvendt bagved ruden,
mørket og regnen,
i nat er der ingen stjerner,
natten er sort.
Hvad skulle jeg sige,
i morgen,
engang,
eller nu.
Så fin en tur i går,
en medpassager
som kunne være min glæde over livet,
det lys der siger,
det er smukt at blive gammel
uden rynkecreme og sminke,
smilende og vagtsom med en tyk fletning
samlet i nakken,
spontane og lige til
fandt vi ud af,
hvor vi skulle hen.
Men det hvide vasketøj er spejlvendt,
og jeg kan ikke se,
hvad jeg skriver.
Det levende lys på bordet
er fredet i sin healing,
det kan ikke tåle,
at jeg nærmer mig for meget.
Stilheden skærmer om hyggen,
med usynlige varsomme hænder
har den stærke forbindelser
til livet,
fremtiden,
dag til dag,
og aften efter aften
ved den mig og trøster
med det smukke lys i mørket
og al sin realisme.
Vasketøjet hænger overalt,
fordi det regner endnu,
det er kun i køkkenet
de spejlvendte vaskeklude
og hovedpudebetræk
bliver tvillinger i mørket,
den ene græder ensomt udenfor,
ligesom den anden
håber og forstår.