Honningbien du min søde lille nære ven,
du gjorde mig så glad,
da jeg så dig i mælkebøtterne
og alt det grønne her forleden dag,
du var så længe borte,
så jeg ikke mere husker,
hvornår jeg så dig sidst.
Nu tænder glæden håb,
og håbet tænder glæde.
Du lille tykke gule bi fra en svunden tid,
du ligner ikke hvepsen der er sur og slank,
nej, du ligner kun dig selv,
når du finder blomsterne,
forsigtig og varsom,
som du er.
Jeg ved, hvor fasanhunnen ruger,
efter de steg ned fra mine træer,
jeg ved, hvor haren går,
hvor blåmejsen ruger,
og at sortmejseparret er her endnu
sammen med gærdesmut og solsort.
Jeg ved, at blomsterne venter
på at springe ud,
og jeg har allerede set
en sjælden sommerfugl,
hvor humlebierne har fløjet
tungt omkring så længe i forventning.
Min lille søde bi,
jeg ville ønske,
jeg kunne skærme dig med mine hænder,
så ingen mere vil gøre dig fortræd.