Bange for at skade blev hun så tit
rødhætte og ulven.
Bedstemor, hvorfor
har du så store ører ?
For at jeg bedre kan høre dig,
svarede ulven.
Bedstemor, hvorfor
har du så stor en mund ?
For at jeg bedre kan æde dig.
Hun var mig.
Efter de blev gift igen,
bryggede han sit eget øl i kælderen,
han talte så tit om humlen,
det var sort øl,
som han var stolt af.
Når han var fuld,
låste vi døren,
så han ikke skulle gå ud
og snakke med naboerne,
for min mor var bange for sit omdømme.
Jeg vidste aldrig,
hvornår han var fuld eller ædru.
Min mor og lillesøster gik ovenpå for at spille kort,
ligesom jeg stod ved hans skrivebord
og hørte på ham,
sommetider græd han.
Han fortalte om Martin A. Hansen der skød sig selv,
ligesom han nok ville køre ind i et vejtræ for fuld fart,
hvis han skulle gøre det samme en dag.
Han var som lim der aldrig slap mig,
så meget at mine følelser aldrig opstod,
og hvis de levede alligevel,
var det et fjernt sted
bagved solopgangen
som aldrig mere kan opstå.
Jeg var rødhætte med ulven,
den sidste dag i hans sygestue
blev jeg en lille pige
der pludselig fik øje på hans ene fod
der stak ud fra dynen ved vinduet,
den var så kæmpe stor,
så stor at jeg aldrig før
havde set den.
Jeg var lige ved at spørge: Far hvorfor
har du så store fødder ?
Men jeg spurgte ham i stedet,
hvad han drak af kruset,
og han sagde: Det er øl.
Rødhætte gik gennem skoven
og plukkede blomster til sin bedstemor,
som ulven havde slugt,
men hun så det ikke
før til sidst,
da jægeren skød ulven
og bedstemor kom levende ud af dens mave.
Pludselig så slog det mig,
at jeg måske aldrig så ham.