I. De sagde ikke farvel
De sagde ikke farvel.
De smed mig ud,
uden et ord,
som om jeg var værdiløs.
Juleaften.
Sne på jorden,
himlen tom.
Ingen stjerne lyste for mig.
Min natkjole klæbede til kroppen,
våd af kulde og tårer,
jeg ikke turde græde.
Jeg var ikke mere deres.
---
II. Vinduerne
Jeg gik gennem villavejene,
barfodet i sneen,
hvide flager på mine øjenvipper.
Bag ruderne:
lys.
et træ.
et bord dækket til nogen andre.
Jeg kiggede ind
som en fremmed i sit eget land.
Familiers varme,
men ikke min.
Jeg tænkte på hende,
pigen med svovlstikkerne.
Hun så drømme i flammerne.
Jeg så kun mig selv
uden nogen at kalde på.
---
III. Den nat
Ingen døre åbnede sig.
Ingen stemmer kaldte.
Sne lagde sig over mine skuldre
som en tyst dom.
Mine hænder var blå,
mine læber stumme.
Jeg forestillede mig en stemme,
men der kom ingen.
Lungebetændelsen
sneg sig ind i mit bryst,
som kulde, der nægtede at gå.
På hospitalet spurgte de,
om nogen ventede på mig.
Jeg lo ikke.
Jeg græd ikke.
Jeg sagde bare ingenting.
---
IV. Det der blev tilbage
Jeg overlevede.
Men noget
blev i sneen den nat.
Noget blødt.
Noget barnligt.
Noget, der troede på mirakler.
Det kom aldrig med mig hjem.
Måske var det håbet.
Måske var det troen.
Måske var det bare barnet.
Men jeg husker hende,
hver gang sneen falder
og vinduerne lyser,
mens jeg går forbi.