Jeg vandrer, som en klump modellervoks,
i en verden af insisterende hænder.
Fra den ene til den anden, uden en fast form.
Som et spejl af andres overbevisninger, dybt i mig gemt.
Jeg er blevet bøjet, trukket, strakt og trykket.
Af hænder der former mig efter deres vilje.
Hvor er min egen form?
Glemt i skyggen af insisterende hænder.
Gemt i urnen, med asken fra den ild,
min smerte tænder.
Mit eget jeg er faret vild, i en evig forvandling,
uden ro og hvile.
Jeg søger mig selv i et spejl af forandring.
Som sand, siver identiteten, langsomt ud mellem fingrene,
på mine inviterende hænder.
Jeg glemmer alt om hænder og fokuserer nu kun på
mine fødder.
På dem står jeg fast!
Jeg mærker jorden under dem.
Jeg slår rødder.