Regnen trommede mod hotelværelsets vinduer. Connie lyttede til dem og ønskede, hun var taget hjem lige efter begravelsen Det var en barndomsveninde, der var død, men det lod ikke til nogen fra dengang genkendte hende.
   En lyd trængte gennem dråbernes irriterende larm. Skridt på gangen. Det er vel en nattevagt, nåede hun lige at tænke, før døren fløj op og en person kom ind. En mand .Med dynen om sig sprang hun ud af sengen og stirrede vredt på ham. Det dryppede fra hans hår og tøj, Han havde en lommelygte i sin ene hånd og i dens blålige skær genkendte hun ham og udstødte et skrig.
   Straks efter stod han så tæt ved hende, at hun kunne mærke det våde tøj. Hans stemme kildede i øret, da han hviskede.
   "Det er mig. Hank. Og du holder bare kæft med det skrigeri."
   Connie kvalte det nye skrig, der var på vej. Hun trak sig baglæns og de stirrede på hinanden. Tiden havde furet hans kinder, og der var grå stænk i hans kobberbrune hår.
   "Hvad laver du her?" spurgte hun lavt.
   "Jeg så dig til Barbaras nedkuling, "svarede han, " Du er blevet gammel og fed, men alligevel fik jeg sgu lyst til at hilse på dig"
   "Og du er så gammel og grim, at jeg ikke så dig til begravelsen," returnerede Connie.
   Hank lo. En kort, bjæffende latter, Glimtet i hans gråblå øjne, var så velkendt.
   Han satte sig på sengen over for den, hun lige havde ligget i. Jakken krængede han af sig og smed den over på radiatoren. Støvlerne smed han på gulvet. Så anbragte han sig på madrassen og tog dynen om sig.
   Der sad han så. En af landets mest eftersøgte mænd. Særdeles farlig, stod der om ham.
   "Sikke et møgvejr," sagde han og nøs.
   Connie satte sig på den seng, hun havde ligget i.
   "Vil du have en drink?" spurgte hun. Han nikkede og hun fandt en flaske rom i minibaren.
   "Skriver du stadig?" spurgte han og skævede til den grønne kinabog på natbordet.
   "Lidt," sagde hun og så bøjede han sig forover, strakte sig lidt og tog kinabogen.
   "Jeg må vel se, hvad du har hittet på," sagde han og formede sine læber til et slags smil.
   Connie kunne ikke bremse den strøm af glæde, der for gennem hende. Hun skrev på en roman om en kvinde, der ville forandre verden, Det skulle blive en fantastisk historie. Der var bare ikke nogen, der gad læse den. Det var kun Hank, der havde gidet. Og nu gled hans blik over første side. det var ikke romanens begyndelse, men et uddrag. Resten lå hjemme på computeren.
   Connie dirrede af spænding.
   Da han lukkede kinabogen sagde han: "Den mandlige hovedperson er da ret blåøjet?"
   "Jo, men det kan han da ikke gøre for," udbrød hun og de lo begge lidt. Så fortsatte snakken om hendes historie, men langsomt gled samtalen over på, hvad der var hændt dem i de forløbne år, og hvordan det var en gang.
   Hen på natten snakkede Hank om sin kone:
   "Tænk dig, Connie, hun skreg, da hun så mig."
   "Hun blev vel overrasket," mente Connie.
   "Næh," sagde Hank, "Hun blev sgu bange. Bare fordi jeg engang daskede lidt til hende. Hun er et ligegyldigt nul."
   Hank så ond ud, da han talte om konen. Det fik Connie til at fare op og ryste en knytnæve under hans næse.
   "Du er led," råbte hun.
   "Hun kunne sgu da bare have forsvaret sig," hørte Connie ham mumle, før hun dejsede omkuld på gulvet. Måske skulle jeg ikke have drukket den sjette rom, for det gennem hende.
   Så fløj hun. Nej, hun blev båret. Det dunkede i hovedet. Det sved i øjnene. Han bar hende bort fra det brændende hus. Han var en helt. Hun lagde armen om hans nakke og puttede sig ind til ham. Og i næste øjeblik brækkede hun sig i kaskader.
   Han blev det til hun sov. og brækket tørrede han op, mens Connie drømte videre om den gang for længe siden, da hun nær var brændt inde.
   Da poltiet senere spurgte om hun havde set forbryderen Harry (Hank) Jensen påstod hun ret overbevisende, at det havde hun ikke.