Hvad er vi for en underlig lille planet
i det store rum,
og hvorfor stiller jeg spørgsmålet,
når jeg ved, at alt
har en naturlig forklaring,
undtagen det der må være bag os
og som bor i evighedens verden
som har skabt os,
for vi er lavet af nøjagtigt det samme
som alt det der er i universet.
Jeg læste om Palæstina,
og det var så smukt,
og jeg læste arabiske digte
der var så fremmede og fascinerende
og smukke.
Ja, hvorfor har manden brystvorter,
når han aldrig skal amme et barn,
fordi vi var tvekønnede
engang for længe siden,
måske dengang
vi også havde troldehaler
og vinger
til havets dybde
eller himlens svimlende højder.
Det gode
og det onde,
lyset og mørket,
krig og fred,
livet og døden.
Solopgang og solnedgang
i uendelige år,
hvor sejler verdensskibet hen.
Frem til nuet, siger jeg til mig selv,
i virkeligheden er alting så grotesk
og grufuldt enkelt,
så man næsten bliver bange,
viklet ind i det store hjul
er vi tvunget til at være med,
så længe vi vil leve.
Der var een der sagde engang,
at en sindssyg mand altid skal fratages
sin magt som præsident,
hvis han er uberegnelig,
men han står der endnu
og vifter med atombomben i morgen
for at dræbe endnu flere,
og ingen gør en skid.
Hvad havde de mange børn gjort i Palæstina,
som led en smertefuld død,
hvad vil verden gøre ved de pludselig anfald
som dræberen sikkert får igen.
Håbet i lomme filosofien hjælper
ikke mere.
Jeg græder,
når musikkens rum er stort
og rører ved de følelser for de børn,
jeg aldrig fik,
og for den ondskab
der eksisterer fortsat
og får lov at leve hos en is kold hersker
der tror han ejer verden,
og kan gøre med den,
hvad han vil.
Hvor sejler alting hen.