Jeg tager Cornflakes fra hylden i supermarked da mine øjne studser en kraftig mandsperson en ekstra gang. Han virker ekstrem bekendt.
   "Nille din gamle taskevrider, er det virkelig dig!?" siger han, "Det er mig, Hurtig Pelle fra gymnasium."
   "Hej Pelle, jo det er det mig Pernille."
   "Pernille, Pernille. Det er godt nok mange år siden vi sidst har set hinanden."
   "Ja det er det," siger jeg og knuger ængstelig min taske, som om jeg er bange for at han vil løbe med den igen den dag i dag.
   "Tiden har været dig nådig kan jeg se. Du ligner jo næsten dig selv," siger han og smiler.
   "Det samme kan man vist ikke sige om dig," jeg slår en lille latter op og peger på hans store mave.
   "Hov, hov - det er en langsigtet investering så jeg ikke bliver sulten i utide!"
   "Virker det?"
   "Egentlig ikke. Faktisk er jeg sulten lige nu," smiler han kækt.
   "Hvad så med invalidestellet i hovedet? De er også nye siden sidst, men de klæder dig."
   "Tak skal du have Nille. Ja, konen derhjemme siger det samme."
   "Nå, så du er gift nu - jeg troede ellers det var noget man tog og ikke blev," stikker jeg til ham.
   "Det var hende der spurgte og jeg ville ikke miste hende, så sådan måtte det blive. Kærlighedens veje er uransagelige. Hvad med dig selv, du er vel også gift, og har fået børn?"

Hans vejrtrækning og korpus er tungt, og på en eller anden led er han gået hen og blevet en anelse frastødende over årene. Hans toneleje derimod virker beroligende.

"Mig, næh nej. Jeg nyder singlelivet som altid."
   "Hvad siger du til at vi holder kontakten ved lige - udveksler telefonnumre? Hvem ved, måske kan vi indhente nogle af årene over en kop kaffe eller en bid mad? Så kan du også møde konen. Bare rolig, det er kun mig hun bider!" Han slår en lille latter op.

Jeg er helt paf, tænk sig at løbe ind i en af gymnasiets mest forhadte personer midt i supermarkedet; Hurtig Pelle. Han er vist ikke så hurtig mere. Førhen kunne jeg ikke døje ham, måske var det fordi jeg var forelsket i ham og han havde en kæreste, og jeg hadede det faktum at han var i et forhold. Måske skulle jeg give ham en ekstra chance. Det kunne jo være at der kunne komme et venskab ud af det. Tiden har jo ikke været nådig med hensyn til nye bekendtskaber på min halvdel, og jeg skal kun hjem til misserne som altid. Med andre ord så kommer jeg ikke ud blandt folk længere, andet end hvis jeg skal ud og handle ind. Jeg er blevet til en gal kattedame. Faktisk er jeg blevet lidt menneskesky anlagt, så Pelles tilbud lokker gevaldigt, samtidig med at det virker skræmmende. Jeg beslutter mig for at overskride mine egne grænser.
   "Giv mig dit nummer, så ser vi hvad der sker," siger jeg fisker telefonen frem.
   Han finder telefonen frem, retter klodset på brillerne og vi udveksler numre. Jeg kan mærke, at jeg lysner op indvendig som et juletræ. Det er vist den rigtige beslutning.

"Det var sjovt at støde på dig efter alle disse år, men jeg må videre i teksten. Men vi kan jo tales ved en eller anden dag," siger jeg og stikker ham et skævt lille smil.
   "Ja selvfølgelig, det var heller ikke min mening at holde på dig," siger han: "Jeg skal også videre i teksten."
   "Vi snakkes. Pas godt på dig selv," jeg vinker og vores veje skilles. Imens jeg handler færdig, tænker jeg på hvornår han mon har tænkt sig at ringe, for jeg gør det formentlig ikke.